– Jagtudøverne bør være glade for varers fri bevægelighed inden for EU. Det hævder Henning Kørvel, som mener det bør være muligt at udsætte fasaner, som ikke er klækket i Danmark
Synspunkt af Henning Kørvel
Anbefalingen til danske jagtudøvere går ofte på, at der i Danmark kun bliver udsat danskproducerede fasankyllinger. Mange fasankyllinger til udsætning i Danmark kommer imidlertid fra Sverige, Polen og Frankrig, der i lighed med Danmark er EU-lande. I stedet for at anbefale, at fasaner til udsætning i Danmark skal være danske, mener jeg at jagtudøverne i stedet for bør være glade for varers fri bevægelighed inden for EU, og at udenlandske fasankyllinger kan udsættes uden risiko, når der sørges for, at stambesætninger ikke har haft fugleinfluenza i to måneder før æglægningen. Desuden bør jagtsagen gå i rette med Det Dyreetiske Rød, da rådets ”opinionsundersøgelse” af danskeres holdning til udsætning af fasaner til jagt, er værdiløs, fordi den antages at give det svar, som Det dyreetiske Råd ønsker.
I debatten om udsætning af fasaner til jagt i Danmark er det blevet nævnt, at jagtudøverne kun bør udsætte danskproducerede fasankyllinger.
En stor mængde af de cirka 1,5 millioner fasankyllinger, der årligt udsættes i Danmark, har nemlig Polen, Frankrig og Sverige som afsendere.
Disse tre lande er fortsat storleverandører til Danmark, hvilket skyldes, at fire-ugers fasankyllinger fra disse lande er cirka 10 kroner billigere pr. stk. end danskproducerede ditto, hvilket spiller en væsentlig rolle i sammenhæng med jagtleje (min. 1.000 kroner pr. hektar), foder og andre udgiftskrævende aktiviteter.
Når de udenlandske fasankyllinger er sunde og stærke, og som udvoksede (16 uger) er velflyvende, hvorfor skulle de så erstattes af danske kyllinger, som tilmed er omkring 10 kroner dyrere uden garanti for, at de er væsentlig bedre end udenlandske ditto?
Anbefalingen, at der kun udsættes danskproducerede fasankyllinger i Danmark bygger på en ide om, at udenlandske ditto eventuelt kan være smittet med sygdomme, og hele den danske udsætning ved importen således kan bringes i farezonen ved udsætning af dem i Danmark.
Det foreligger ikke oplyst, hvilke sygdomme der eventuelt kan blive importeret til Danmark med de udenlandske fasankyllinger. Men kyllinger – herunder udenlandske – til udsætning skal naturligvis altid være sunde og stærke. Det er et grundlæggende must, som der aldrig bør gås på kompromis med.
Nyder godt af varers fri bevægelighed
Dertil gælder, at man for såvel udenlandske som danske fasankyllinger har pligt til at drage omsorg for, at fasankyllingerne kommer fra opdrætsfarme med stambesætninger, der i to måneder inden æglægningens start har været fri for fugleinfluenza.
Når disse elementære forhold er i orden, er det svært – for ikke at sige umuligt – at se, hvorfor fugle til udsætning i Danmark partout skal være danske.
Frankrig, Polen og Sverige er – i lighed med Danmark – medlem af EU, og de – der får fasankyllinger fra andre lande i fællesskabet – nyder ud over at få kyllinger derfra – godt af den fri bevægelighed for varer inden for fællesskabets rammer, hvor de kan krydse landegrænser uden DJØF-tyranni (bureaukrati). Tænk blot på, hvordan situationen er blevet imellem EU-lande og UK efter Brexit.
Såvel som alle vi, der elsker at rejse (især på jagt), bør være glade for, at vi med dansk pas i lommen kan rejse frit til alle lande, som er medlem af EU, bør vi være taknemmelige for, at varer som fx fasankyllinger frit kan krydse grænser uden sagsforsinkende bureaukrati.
Hvor besværligt ville det ikke være for danske jægere at jage i Sverige og tage vildt med hjem til Danmark, hvis ikke Sverige havde været medlem af EU, og man efter jagtbesøg i Sverige kunne køre frit tilbage til hjemlandet, uden først at skulle igennem ”papirmøllen”?
Sverige er også afsender af et ukendt antal fasankyllinger til danske jagtrevirer. Og her kommer den frie bevægelighed for varer inden for EU til udtryk i dobbelt forstand, fordi et ukendt antal opdrættere i Sverige køber fasanæg i Frankrig, der bliver udruget ”hinsidan”, og et ligeledes ukendt antal fireugers fasankyllinger sælges til danske aftagere for en pris, der ligger 10 kroner under prisen for danske ditto.
Økonomien i denne model er ukendt, men man foregriber næppe noget ved at antage, at det må hænge sammen, for ellers ville det ikke være muligt at udruge franske fasanæg i Sverige og have kyllingerne gående der i fire uger, før de afsættes til såvel svenske som danske jagtrevirer. Ingen gør jo dette for ”andres blå øjnes” skyld.
Der bliver årligt nedlagt 800.000-900.000 fasaner i Danmark. Ingen kan således være i tvivl om fasanens store betydning for jagt i Danmark, og fasanen således er den vigtigste jagtfugl.
DOF, DN, DB og Friluftsrådet har i VFR tilsluttet sig, at fasaner kan udsættes i Danmark i endnu 10 år frem til 2034, men det er ikke ensbetydende med, at debatten pro/contra ophører.
Det Dyreetiske Rød mener således, at det er en ”dyreetisk udfordring, at fasaner opdrættes med det ene forsæt at skyde dem”.
Man kan få det svar, som man ønsker
Til det skal anføres, at fasaner lever et naturligt liv i naturen, indtil de skydes, og jeg og mange andre vil derfor hellere spise fasaner end lørdagskyllinger, der har fristet en kummerlig tilværelse, før de slagtes. Men det aspekt finder Det Dyreetiske Rød ikke relevant at stille op imod fasanjagt, men vil hellere berette om en ”uvidenskabelig” undersøgelse over ”offentlighedens holdning” til udsætning af fasaner til jagt.
Undersøgelsen blev udført under Naturmødet i Hirtshals og Kulturnatten i København, og den viste en klar modstand imod udsætning af fasaner med dobbelt så mange modstandere som tilhængere.
Borgerne blev blot spurgt, om de gik ind for udsætning af fasaner til jagt eller ej, men fordi de adspurgte ikke havde fået input om, at der uden fasanudsætning ikke vil være noget småvildt at gå på jagt efter, og at mange godser tilmed har ondt i økonomien uden afvikling af dagjagt på fasaner.
Hvis folk havde fået bl.a. disse vigtige nuancer med, og det samtidig var betonet, at uden dagjagt på fasaner ville Familien Danmark ikke kunne købe fasaner for selv at kunne tilberede dem til herlige måltider, føler jeg mig overbevist om, at mange de, der spontant sagde nej til udsætning, så ville have blåstemplet udsætningen.
Afhængig af måden, der spørges på, kan man få præcist det svar, som man ønsker, og Det Dyreetiske Råds undersøgelse er derfor værdiløs, fordi den giver det svar, som rådet antages at have ønsket.
Det Dyreetiske Råd konstaterer videre, at ”fasanjagt har et dårligt ry i store dele af befolkningen, fordi mange finder det etisk forkert at udsætte fasaner alene som jagtbytte”.
Der henvises her til ”opsætning af rovfuglefælder og udlægning af forgiftede fisk og kød for at dræbe rovdyr”.
”De jægere eller herregårdsskytter, der ikke har kunnet slippe gamle og ulovlige metoder til at bekæmpe rovfugle og andre rovdyr, har ikke gjort noget godt for jægernes ry”
”Ligeledes har det vakt stor forargelse i medierne, når der er kommet historier frem om, at store mængder fasaner nedlagt på godsjagter ikke er blevet anvendt til mad, men er kastet i grøften efter jagtparaden p.g.a lave afsætningspriser. En fasan er en glimrende spisefugl, men når der skydes flere tusinde fasaner på landsplan i jagtsæsonen, så bliver afsætningsprisen pr. fasan meget lav, hvilket frister nogle jagtudbydere til at behandle dem som affald. På mange godsjagter er der heller ikke tradition for, at jægeren tager sit bytte med sig hjem”.
”Hvis fasanjagten skal have en fremtid, så skal den drives mere etisk forsvarligt og samtidig forvaltes mere bæredygtigt. Det kan gøres ved at ændre udsætningspraksis, så der udsættes langt færre fasaner pr. hektar, og hvor der primært drives jagt på kokke, så bestanden bliver selvreproducerende. Når tusindvis af fasaner udsættes i et mindre skovområde, har det store konsekvenser for insekter, krybdyr og planter. Færre fasaner og en begrænsning af fodring vil betyde en langt mindre påvirkning af den oprindelige natur”.
”Men den vigtigste ændring skal ske hos jægeren, som ikke længere skal forvente massevis af fugle på fasanjagt. En god fasanjagt behøver ikke at betyde nedlæggelse af flere hundrede fugle. På en typisk godsjagt bliver jagtoplevelsen ofte reduceret til et tal, hvor spørgsmålet, om jagten var god, bliver besvaret med: ”Jeg skød 23 fasaner”. Hvis det i stedet for bliver en jagt, hvor den enkelte jæger kun nedlægger nogle få fugle, så vil oplevelsen af hver nedlagt fugl blive langt stærkere. Den jagtlige oplevelse skal dermed flyttes fra kvantitet til kvalitet”.
”Vandrehistorie” om fasaner
Ingen tvivl om, at Det Dyreetiske Råd er en kompetent spiller, der har gjort meget godt for dyr ved fx at have sørget for at forbedre husdyrs forhold under langvarige transporter fra Danmark til lande i Sydeuropa.
Men der er alligevel grund til skepsis over, at Det Dyreetiske Råd gør sig til talsmand for fasaner i Danmark og tager familien Danmark til indtægt for en modstand mod udsætning, der kommer til udtryk ved, at man spørger tilfældige mennesker om holdningen til udsætning af fasaner til jagt.
Det holder ikke. Lødigheden er heller ikke til at få øje på, når rådet løber med en” vandrehistorie” om, at fasaner på godsjagter kastes i grøften, fordi der ikke er afsætning for dem.
Jeg har gået på jagt siden 1958, og på mange danske godser har jeg gennem årene skudt cirka 7.000 fasaner. Gennem de sidste 30 år har jægere, som jeg betragter som seriøse, fortalt mig, at fasaner er blevet gravet ned. Jeg har undersøgt hvert eneste tilfælde grundigt, men har ikke kunnet finde det mindste bevis på, at fasaner er blevet gravet ned.
Jeg fortalte det engang til ejeren af et sjællandsk vildtbehandlingssted, og han gav udtryk for, at selv om godserne kun fik ”håndører” for de nedlagte fasaner, så er der alligevel ingen mennesker, der graver penge (fasaner) ned.
Hvis fasaner overhovedet er blevet gravet ned, så kan det efter min opfattelse kun være nogle, som er så smadderskudte, at man har skønnet dem uegnede til menneskeføde. Det kan også have været rester af sønderskudte fasaner, efter at man har skåret brugbare dele fra til konsum.
Korrekt er det, at der på godsjagt ikke er tradition for at tage vildt med hjem, hvilket skyldes, at det nedlagte vildt tilhører godset. Nogle steder giver man dog skytterne fasaner med hjem, men godserne bør i højere grad sørge for at få afsætning efter en jagt, og man således en gang for alle afliver vandrehistorien om, at fasaner graves ned.
Vildtbehandlingsstederne kasserer fasaner med mere end to hagl i brystet. Argumentet er, at fasaner med mere end to hagl i brystet ikke tiltaler kunderne i supermarkedet. De bliver så kasseret af vildtbehandlingsstederne, der sender dem til destruktion og trækker beløbet til dette fra i afregningen for fasaner, som slipper igennem nåleøjet.
Nogle gange har kasserede fasaner ”spist” afregningsbeløbet, og godset ingen penge har fået for fasanerne, men det er af mindre betydning, fordi fortjenesten på dagjagter ligger i afskydningsprisen (i gennemsnit 500 kroner pr. fasan).
I andre tilfælde har godserne fået et mindre beløb, eller de ligefrem har skullet betale et beløb for destruktion til vildtbehandlingsstederne, der af et parti fasaner ofte kasserer 30-40% af et indleveret parti fasaner.
Det Dyreetiske Råd mener, at udsætningspraksis skal ændres, og der skal udsættes færre fasaner pr. hektar, og der primært skal skydes kokke, samt at bestanden skal være selvreproducerende.
Det lyder besnærende, men først skal Det Dyreetiske Råd vide, at af de udsatte fasaner skydes der max. 50%. Skal der udsættes færre, og kun kokke skal skydes, vil der blive skudt så få, at det bliver det rene ingenting. Ændret udsætningspraksis er derfor ikke brugbar.
Desuden vil godser der sælger dagjagter, få svært ved at få det til at hænge sammen, fordi der skal skydes 400 fasaner for, at der er økonomi i dagjagter, og en afskydning af den størrelsesorden vil man ikke kunne opnå ved kun at skyde kokke. Ideen har ingen gang på jorden.
Behov for PR for udsætning og fasanjagt
I Danmark havde vi selvreproducerende bestande af fasaner, indtil cirka 1980, hvor skrukhøns blev skrottet til fordel for rugemaskiner. I dag er samtlige fasaner ”maskinfugle”, og de udsættes sammen med italienerhaner, der lærer dem lidt af livet som hønsefugle, men i modsætning til fasaner fra skrukhøns vil de ofte ikke kunne yngle eller passe deres kyllinger.
Hvis danske fasaner skal være selvreproducerende, så skal vi tilbage til opdræt med skrukhøns, men fordi det vil være som at gå baglæns, er det næppe brugbart.
Der er grund til at antage, at faldet fra 300.000 til 110.000 fasaner i den danske ynglebestand skal ses i sammenhæng med ophøret af opdræt med skrukhøns, og rugemaskiner tog over
Det kan være rigtigt, at det har store konsekvenser for biodiversiteten, når der i et mindre skovområde udsættes tusindvis af fasaner.
Men for det første sættes fasaner ud flere steder i en skov eller remise, dog ikke i tusinder, men hundreder, der imidlertid ikke gør skade på biodiversiteten. Tværtimod har undersøgelser vist, at biodiversiteten er cirka 20% højere på steder med fasanudsætning end steder uden.
Det Dyreetiske Råd vil sidst flytte den jagtlige oplevelse fra kvantitet til kvalitet. Det strider imidlertid imod den menneskelige natur, for når man er på klapjagt, så skal posten forsvares, og den enkelte jagtudøver skyder lige så længe, der er fugle i luften, og såten ”blæses af”.
Nogle vil på en jagt have skudt mange fugle, og andre igen få. Det kan man ikke ændre ved. I de kommende 10 år gælder de udsætningsregler for fasaner, som vi kender i dag, men for gråænder dog kun frem til 2029, før andeudsætning bliver forbudt.
Det er vigtigt, at der i Danmark findes professionelle aftagere til nedlagt vildt. Det ældste firma er Kivan Food A/S, der indtil 2009 hed Bjarne Frost Vildt. På firmaets hjemmeside kan man læse, at firmaet årligt aftager cirka 300.000 fasaner, 150.000 gråænder og 5.000-7.000 stykker hjortevildt, og der herudover importeres 3.000 tons hjortekød fra New Zealand. Firmaet sælger kun sine færdigvarer til grossister.
Herudover findes der seks vildthandlerfirmaer: Klosterhedens Vildt, Lolland-Falster – Vildt og Lækkert, Tyklundgaard, Skagenfood.dk, Kalu og Nemlig.com.
Fordi der i høj grad mangler god PR for fasanjagt vil det være tiltrængt, at jagtudøverne gennemfører en proaktiv kampagne sammen med Landbrug & Fødevarer og Dansk Skovforening, hvor man fokuserer på den positive side af udsætningen og jagten. Kampagnen skal være et modstykke til Det Dyreetiske Råds ditto.
Sidst vil jeg appellere til jagtsiden i Danmark, at de udarbejder deres egen oversigt over danske fugle og her sætter fasanen øverst på listen. Fasanen har levet i Danmark siden henholdsvis 1840, hvor den første gang blev udsat i Kongelunden på Amager og 1875, hvor danske godser fik succes med udsætning.
Fasanen har med andre ord levet så længe i Danmark, at den har vundet indfødsret, men når DOF ikke kan eller vil acceptere dette, selv om de godtog fasanen som ynglefugl i fugleoversigten i 1978, så bør jagtsiden gøre ornitologernes arbejde og ophøje fasanen til en dansk fugl.
Hvorfor skal 12.000-15.000 fuglekiggere alene bestemme, hvilke fugle der skal være danske og hvilke der ikke skal?
Det hænger ikke sammen.
Synspunkter, der ønskes optaget på netnatur.dk, kan indsendes til info@netnatur.dk
