Ilder: Dansk mårdyr, der hjælper jægerne under kaninjagt, Netnatur

At fritten, som bruges til kaninjagt, til forveksling kan ligne en ilder, er ikke helt tilfældigt, da fritten er en tæmmet underart af ilderen

Portræt af ilder – et af dansk naturs fascinerende mårdyr, der også optræder i en “tam” version som fritte, hvor den bl.a. anvendes som kæledyr og som hjælper under jagt på vilde kaniner

Af Redaktionen

Ilderen (Mustela putorius) er udbredt over det meste af Danmark, men mangler dog på Bornholm, Lolland, Falster og en række mindre øer.

At ilderen forekommer på Sjælland og Fyn skyldes, at undslupne farmdyr siden 1930’erne har etableret vildtlevende bestande. Ilderen uddøde på øerne for mere end 5.000 år siden.

Kendetegn

Ilderen måler fra snudespids til halerod omkring 40 centimeter, og den buskede hale har en længde på omkring 16 til 17 centimeter. Vægten er som regel mellem 700 og 1.500 gram. Kønnene ligner hinanden, men hunnen er dog lidt mindre end hannen.

Som de andre mårdyr er kroppen lang og tynd, og benene er korte. Den sorte og hvide ansigtstegning gør det let at genkende ilderen.

Pelsen består af to lag; den inderste underuld som er lys, og de ydre dækhår, der er lange og sortbrune.

Ilderen er væsentlig mørkere på bugen og benene end på oversiden.

Føde

Smågnavere, frøer og tudser udgør en stor del af føden, men ilderen tager også kaniner, harekillinger, småfugle, fugleæg, fisk, krybdyr, insekter og frugt. Undertiden tager ilderen også ådsler.

Ilderen optræder også i en tæmmet version kaldet fritten.

Ilderens levevis

Ilder lever i skovkanter, krat, marker, grøfter, langs vandløb og søer og i nærheden af bebyggelse.

Den er nataktiv, og ses derfor oftest i skumringstiden.

Når ilderen ikke er aktiv, holder den til i en hulning under trærødder, en forladt rævegrav, i kvas eller skure, udhuse og lignende steder.

Især om efteråret og vinteren laver ilderen madforråd af blandt andet frøer, tudser, fugleæg og mus. Ved at bide gennem rygmarven på frøer og tudser kan ilderen lamme byttedyrene og på den måde holde føden frisk.

Uden for parringstiden færdes hanner og hunner hver for sig. Både hanner og hunner forsvarer et territorium mod artsfæller af eget køn.

Parringen finder sted i marts-april og efter en drægtighedsperiode på omkring 40 dage fødes et kuld på 4-6 unger. Ungerne er i stand til at klare sig selv, når de er cirka tre måneder gamle.