Irsk setter er en energisk race med en stor jagtlyst og skabt til at afsøge store vidder for fuglevildt

Af Redaktionen

Den irske setter er oprindeligt skabt til det store søg efter grouse og agerhøns i Irland. Når fuglen er indkredset, skal den tage stand. Den er en villig apportør og går således heller ikke af vejen for at apportere i vand.

Den er generelt overstrømmende i sin venlighed i forhold til familien og imødekommende over for fremmede og andre hunde.

Den er i bund og grund en energisk jagthund, med en stor tilpasningsevne til livet sammen med mennesker, som er indstillet på at tilfredsstille dens meget store behov for aktivitet og bruge næsen.

Aktivitetsniveau

Den er livlig, hurtig og meget udholdende med en ubetvingelig jagtlyst. Den holder god kontakt, og er den veltrænet, følger den villigt sin føres anvisninger. 

Specielle behov

Den har brug for en tæt kontakt med sine mennesker og insisterer på at blive beskæftiget med opgaver, den finder meningsfyldte. Mangel på fysisk og mental motion viser sig som rastløshed.

Pels og pleje

Den middellange silkeagtige pels er glat og uden bølger eller krøller. Flittig brug af børste og kam holder pelsen ren og fri for fældning og behængene på bryst, ben og hale fri for at filtre.

Håndtering

Den er opmærksom og som regel meget positiv over for al indlæring.

Den bliver sent voksen, så træningen skal begynde tidligt og være yderst venlig og lystbetonet, men samtidig vedholdende og konsekvent.

Brug gerne apportering som belønning.

Annonce: Gør lidt ekstra for din hund se mere her

Racens oprindelse

Som navnet antyder, stammer racen fra Irland, hvor den blev skabt til det store brede søg. Dette udelukker dog ikke, at den irske setter også nemt klare at søge tættere og mere afgrænset.

Den findes i to varianter, som i dag regnes for selvstændige racer. Den rød/hvide er den ældste, og man påstod op gennem 1800-tallet, at den var mere effektiv på jagt.

Den helt røde blev af mange anset for den smukkeste, og dette medførte en øget fokusering på udseendet, så det i nogle lande gik ud over hundens oprindelige brugsegenskaber.

Mange opdrættere verden over har dog heldigvis holdt fast i at skabe nutidens på én gang både effektive og smukke jagthund.

Dimensioner

Hanner 58 til 67 cm i højden. Tæver er dog lidt mindre,  55 til 62 cm. Vægten ligger mellem 20 og 30 kilo.

Farver

Ensfarvet varm kastanjerød eller hvid med røde aftegninger.

Hjemland

Storbritannien.

Internationalt racenavn

Irish Red Setter/Irish Red and White Setter.

FCI-gruppe

Gruppe 7 – Stående jagthund

Specialklub

Dansk Irsk Setter Klub

Kilde: DKK

 

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version