Én Jack Russell kan virkelig lave “musik” i skoven, når den bliver sluppet løs på drev. Er der flere af slagsen, så er der lagt op til koncert

Af Redaktionen

Jack Russell Terrieren er grundlæggende en meget social, venlig, glad og livlig lille hund, på trods af sit terrier temperament, som naturligvis ikke bør undervurderes.

Den skal opdrages med en fast, men kærlig hånd. Det er en “stor” hund forklædt som lille!

Korrekt socialiseret fra opdrætteren og med fortsat positiv opdragelse og socialisering ude hos familierne, får man imidlertid den mest fantastiske hund, man kan ønske sig.

Jagtinstinktet ligger latent i racen og den anvendes også i høj grad til jagt, fortrinsvis drivjagt – men den er også rigtig god til at smide en ræv ud af en grav – men den holdes også af mange som en livlig og social familiehund.

Aktivitetsniveau

Jack Russell Terrieren er kvik og anvendelig til rigtig mange aktiviteter.

For blot at nævne nogle af dem:

Agility, sporarbejde, schweiss spor, lydighed, udstilling, gravtræning og mange andre aktiviteter, der jo ikke alene tilfredsstiller hundens behov, men også sørger for at dens menneske både bliver luftet, aktiveret og møder en masse andre mennesker med samme interesse.

Jack Russell terrieren er selvstændig af natur og har stor jagtlyst, så indkald skal trænes fra hvalpealderen.

Specielle behov

Jack Russell Terrieren knytter sig stærkt til sin familie og giver og kræver uforbeholden kærlighed, samtidig med at den nemt tilpasser sig familien som den er. Er det en meget aktiv familie med mange aktiviteter – så er den med på det, og er det en knap så aktiv familie – så tilpasser den sig også det.

Eneste betingelse, hvis man har en Jack Russell Terrier er, at den skal have motion, og meget gerne aktiveringsopgaver – de elsker simpelthen at arbejde.

Pels og pleje

Findes i pelsvarianterne Ruhåret, Broken (mellemting mellem glat- og ruhåret) og Glathåret.

Med pelstyperne Ruhåret og Broken, skal man regne med en del pelspleje, men man kan sagtens selv lære at gøre det.

Pelsen er vejrbestandig og nem at gøre ren efter en tur i regn og rusk, og korrekt vedligeholdt er der ikke meget fældning

Håndtering

Jack Russell Terrieren er meget glad for at få opgaver. De løses alle ved hjælp af positiv indlæring. Den er til salg for en godbid. Beløn den med det samme den har gjort noget rigtigt, så lærer den utroligt hurtigt.

Egentlig er det kun fantasien der sætter grænser for, hvad man kan lære den. Den er intelligent og går ikke af vejen for nye udfordringer.

Oprindelse

Jack Russell Terrieren opstod i England i 1800-tallet som en følge af præsten John Jack Russells avlsindsats. Han var født i England i Dartmouth i Devon i 1795.

Præsten var ivrig jæger og i den forbindelse udviklede han en stamme af Fox Terriers, der kunne opfylde hans behov for en hund, der kunne følge hans Fox Hounds og gå i grav for at tvinge ræve, grævling og andet vildt ud af deres huler.

Pastor Jack Russell arbejdede med avlen af disse terriere hele sit liv frem til sin død i 1883.

Racen stammer ganske vist fra England, men det var i Australien den blev udviklet til det, den er i dag – en moderne intelligent lille terrier med et godt temperament.

Dimensioner

Højden er blot mellem 25 og 30 centimeter for begge køn. Vægten ligger på mellem 6 og 7 kilo.

Farver

Hvid, som skal være dominerende, med sorte eller tanfarvede aftegninger.

Tanfarven kan forekomme i både lyse og mørke nuancer. Tri-color kan også forekomme (hvid, med brune og sorte aftegninger).

Oprindelsesland

Storbritannien.

Internationalt racenavn

Jack Russell Terrier.

FCI-gruppe

Gruppe 3 – Terriere.

Specialklubber

Dansk Terrier Klub og Dansk Jack Russell Terrier Klub

Kilde: DKK

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version