– Vi deltager i det internationale arbejde for at få indført jagttid for stor regnspove, lyder det fra formanden for Danmarks Jægerforbund, som også kommenterer forbundets ønsker i forhold til en række andre arter

Jægerforbundet arbejder for at få jagt på stor regnspove

”Vi deltager i det internationale arbejde for at få indført jagttid for stor regnspove, siger formanden for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen, der samtidig informerer om, at forbundet ved den seneste jagttidsevaluering i Vildtforvaltningsrådet tillige fremsatte ønske om jagttid for hjejle, mørkbuget knortegås og henholdsvis stor og stoppet skallesluger, men at der ikke var opbakning til dette fra de øvrige medlemmer af rådet”.

Tekst: Henning Kørvel

På Danmarks Jægerforbunds hjemmeside bringes en gennemgang af nuværende og tidligere jagtbare vildtarter i Danmark. Fordi det af den fremgår, at Jægerforbundet ønsker jagttid for hjejle, stor regnspove, mørkbuget knortegås, stor skallesluger og toppet skallesluger, har Netnatur.dk spurgt Jægerforbundets formand, Claus Lind Christensen, hvad Jægerforbundet konkret gør for at få indført jagttid for de fem nævnte vildtarter.

”Vi deltager i det internationale arbejde for at styrke bestanden af stor regnspove, samt at få en adaptiv forvaltningsplan, der giver mulighed for jagt på stor regnspove”, siger Claus Lind Christensen.

Han fortsætter:

”I forhold til de enkelte vildtarter skal jeg nævne følgende:

  • Hjejle kan der indføres jagttid på, men her var der ikke opbakning fra de øvrige i rådet.
  • Jagt på stor regnspove kræver en international forvaltningsplan og en adaptiv plan på grund af dens status på AEWA.
  • Mørkbuget knortegås kan der indføres jagttid på, om end kun i det østlige Danmark på grund af, at den lysbugede knortegås (forekommer i østjyske farvande, red.) ikke tåler jagt, men det blev der ikke opnået opbakning til fra de øvrige i rådet.
  • Stor skallesluger kan der indføres jagttid på, men her var der ikke opbakning fra de øvrige i rådet.
  • Ved den forrige jagttidsevaluering havde toppet skallesluger en status på AEWA-listen, at den kun kunne opnå jagttid, hvis der var en international forvaltningsplan og en adaptiv plan. Ved den nylige afholdte MOP blev dens status ændret, og dermed kan der igen fastsættes jagttid uden en forvaltningsplan.

Claus Lind Christensen afviser, at principperne i en aftale med parter i Vildtforvaltningsrådet lægger hindringer i vejen for at få jagttid for en vildtart behandlet i Vildtforvaltningsrådet.

Til spørgsmålet, om det ikke påvirker Jægerforbundet, at i Frankrig er 11 arter af de mindre vadefugle minus regnspover og kobbersnepper jagtbare i henhold til en bekendtgørelse af 26. juni 1987, men at danske jægere end ikke kan jage hjejler?

”Under de mange møder, der har været holdt i Danmarks Jægerforbund om jagttiderne, har der ikke været udtrykt et ønske om at få indført jagttid på disse (mindre vadefugle, red.), ud over at der er udtrykt ønske om jagt på hjejle og stor regnspove, som vi arbejder på at få indført. For eksempel er vi således med i det internationale arbejde for at få jagt på stor regnspove”, siger Claus Lind Christensen.

Henning Kørvels Labrador retriever med nedlagt lille regnspove 1990, mens jagten på de langnæbbede vadefugle endnu var mulig. Det har lange udsigter, før spover atter vil kunne jages i Danmark, hvis muligheden dog nogen sinde opstår. Foto: Henning Kørvel

Mørkbugede knortegæs nedlagt fra skydepram ved Aflandshage, Sydvestamager 1969. I Danmark vil kun mørkbuget knortegås kunne få en jagttid i landets østlige del, hvilket vil hindre, at lysbuget knortegås der især forekommer i Østjylland, forveksles med den mørkbugede variant. Foto: Henning Kørvel

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version