Den danske og færøske jæger, forfatter og kunstner Lasse Sørensen (LasseS), er efter længere tids sygdom gået bort den 8. marts 2019
Af Redaktionen
Lasse Sørensen blev født i Danmark i 1935, men har siden 1960 været bosiddende i Sørvágur på den vestligste af Færøernes større øer, Vágoy, hvor han har ernæret sig på fuld tid som forfatter, maler og illustrator med naturen, jagten og vildtet som det centrale omdrejningspunkt.
LasseS, som nok var det navn han i jægerkredse også var mest kendt under, har rejst i mange lande, hvilket også tydeligt afspejler sig i mange af hans produktioner.
Foruden en lang række af bøger har han skrevet utallige artikler til aviser og tidsskrifter, fortrinsvis om natur, jagt og sportsfiskeri, og hele hans forfatterskab er illustreret af ham selv.
Igennem alle årene kom LasseS ofte til Danmark, for specielt bukkejagten kunne og ville han ikke undvære. Denne var en årligt tilbagevendende tradition for ham.
LasseS har holdt mange udstillinger af både malerier og tegninger på Færøerne, i Danmark og i udlandet.
Både Sverige, Norge, Åland, Skotland, Tyskland, Polen, Belgien, England, Island og Grønland har haft fornøjelsen af hans kunst.