Jagtforeningen Jyllinge Holmes 80-års dag blev en både festlig og minderig dag men også en dag, hvor der blev set mod fremtidens jagtmuligheder for området

Opdateret version 28. juni 2021

Ved markeringen af Jagtforeningen Jyllinge Holmes 80-års dag 26. juni, der blev både festlig og minderig, blev der udtrykt frygt for, at staten vil udvide Naturnationalparkerne til også at omfatte søterritoriet, men der er dog ingen konkrete planer om noget sådant på nuværende tidspunkt – og således heller ikke i relation til Jyllinge Holme og Roskilde Fjord.

Tekst og foto: Henning Kørvel

Vejret viste sig fra sin allerbedste side, og jagthornsblæsere skabte den rette stemning, da Jagtforeningen Jyllinge Holme lørdag 26. juni markerede sin 80-års dag ved en reception i det tidligere fjordmuseum, der er omdannet til cafe og mødested for lokalbefolkningen.

Mens gæsterne nød ”brusvand” og kransekage, lykønskede en række talere med formanden, Hans  Aare, som den første foreningen med de 80 år. 

Nævnt blev alle de forhold, som den lokalt forankrede forening har været og stadig er involveret i til gavn for jagt, natur og fauna på både Lilleø, Eskilsø og Roskilde Fjord. 

Hans Are fortæller om foreningens og dens opgaver. Fanen bag blev forsynet med to nye sølvplader.

Overraskende var det, at sognepræst Kaj Bollmann udtrykte frygt for, at staten måske vil udvide de kommende nye Naturnationalparker til også at omfatte dele af søterritoriet med eventuel indgreb i jagten.

Vækker minder tilbage til 1991

Kaj Bolmann tog ikke udgangspunkt i Jyllinge Holme, men fokuserede på de nye Naturnationalparker, hvor der p.t. ikke er planer om, at de også skal omfatte søterritoriet. 

På Jyllinge Holme er jagt på ænder og gæs tilladt fra 1. oktober, og på den nærliggende del af Roskilde Fjord er kun trækjagt fra opankret skydepram tilladt.

Kaj Bollmann udtrykte med baggrund i en drøftelse i bestyrelsen frygt for,at staten vil udvide Naturnationalparkerne til også at omfatte dele af søterritoriet.

Tilbage i 1991 kom Amtsnaturudvalget for hovedstadsområdet for skade at ville gøre Jyllinge Holme til jagtfrit kerneområde i forbindelse med udlægning af EF-Fuglebeskyttelsesområder, men takket være Miljøministeriet, HB-medlem i Jægerforbundet Leif Engsbye og dannelsen af en bredt forankret brugergruppe lykkedes det i 1995 at redde jagten, der på Jyllinge Holme dog først må udøves fra 1. oktober, ligesom der i den nærmeste del af Roskilde Fjord kun må udøves jagt fra opankret skydepram. Den endelige aftale blev forhandlet på plads af Hans Aage og Bjarne Søgaard.

I sin hyldest slog Leif Engsbye på, at den jubilerende forening grundlagde fundamentet for jægerfællesskabet, og foreningen således er et stort aktiv for den fælles forståelse for jagt.

Leif Engsbye (hvid skjorte) i samtale med Vildtforvaltningsrådets formand, Jan Eriksen.

– I har forfulgt pionerernes spor og bredt forstået at inddrage lokalbefolkningen i naturparken, naturbevarelse og naturgenopretning med afgræsning af Lilleø, hvor I lagde ud med køer, der var en udfordring, men ikke gav den forventede succes. Bedre gik det med gåselav og fårelav. I er ambassadører i formidling af jagt i lokalområdet. Det er ikke mindre end godt jægerhåndværk, der udføres af jer, hvor både betragtere, beskyttere og benyttere af Roskilde Fjord arbejder fælles på at bevare de kulturelle friluftsværdier til glæde og gavn for borgerne i Jyllinge, sagde Leif Engsbye, der også mindedes opgaven i 1990-erne med at sikre, at Roskilde Fjord ikke blev jagtfredet område.

Jagthornsblæsergruppen skabte med jagtsignaler og melodier den rette stemning ved markeringen af 80-års dagen.

Indflydelse kommer ikke af sig selv

– Naturen, jagten og den vilde fauna på fjorden trives rigtig godt takket være Jagtforeningen Jyllinge Holmes bestyrelse, medlemmerne, jægerne og borgeres store interesse for naturplejen og jagten på fjorden. Det arbejde, som Jagtforeningen Jyllinge Holme udfører, står der dyb respekt omkring, og jeres viden og erfaring værdsættes. Indflydelse kommer ikke af sig selv. Den skal udøves, og det gør Jagtforeningen Jyllinge Holme sagligt, konstruktivt og jagtfagligt meget markant, hvilket kan aflæses af en meget loyal medlemsskare, sluttede Leif Engsbye, der også takkede for, at han som æresmedlem er en del af Jagtforeningen Jyllinge Holmes jægerfællesskab, der bygger på, at man skal bo i Jyllinge for at kunne være medlem af Jagtforeningen Jyllinge Holme.

Leif Engsbye mindedes den fælles indsats i 1990-erne for at redde jagten på Jyllinge Holme, og nu ser historien ud til at skulle gentages.

Indtil lørdag 26. juni havde foreningen 12 æresmedlemmer. Nu er antallet 13, fordi bestyrelsen for Jagtforeningen Jyllinge Holme udnævnte Hans Are til nyt æresmedlem.

Talt blev der også af blandt andet det lokale Folketingsmedlem Mette Gjerskov (S) og formanden for Vildtforvaltningsrådet, Jan Eriksen.

Jan Eriksen fortalte malende om sine oplevelser sammen med Hans Aare på Lilleø og Eskilsø, hvor de to før klokken 5.00 om morgenen spiste røget ål og drak hjemmelavet snaps til.

Vildtforvaltningsrådets formand, Jan Eriksen fortalte blandt andet om oplevelser på Jyllinge Holme og Eskilsø sammen med Hans Aare.

Han sluttede sit indlæg med at bede forsamlingen om sammen med ham at udbringe en hyldest for Jagtforeningen Jyllinge Holme, hvor ordet hurra blev afløst af gummistøvler og waders, som der – alt andet lige – kan blive brug for igen, hvis Roskilde Fjord kommer i spil til ny Naturnationalpark i tilfælde af, at landarealet ikke er stort nok til formålet.

Folketingsmedlem Mette Gjerskov (S) hyldede Jagtforeningen Jyllinge Holme.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version