Jagt redder markhorer i Pakistan
Jagt redder markhorer
Kontrolleret trofæjagt går udmærket i spand med bevarelse af markhor, ibex og urial i det nordlige Pakistan. Et bevaringsjagtprogram, etableret i samarbejde med WWF, involverer landsbysamfund, der udover kødet fra nedlagte markhor får 80% af jagtindtægterne. Pakistan udsteder årligt licenser til jagt på 12 markhor, og det kan blive til en stor sum penge, når en licens koster op mod 135.000 US-dollar. Landsbyerne investerer indtægterne i infrastruktur, og fra at have drevet megen ulovlig jagt for at få kød, er de samme mennesker nu en del af bevaringsprogrammet, og det har resulteret i stigende bestande af markhor, ibex og urial. Også bestanden af sneleopard, los og ulv er gået frem, og Pakistan roses af det internationale samfund for denne succeshistorie.
Tekst: Henning Kørvel
Bæredygtig trofæjagt kan både være til uvurderlig gavn for specifikke vildtarter og for de omkringliggende lokalsamfund.
I Pakistan er ibex, markhor og urial således vendt tilbage og har således etableret levedygtige bestande, siden IUCN, WWF, Safari Club International – SCI – og lokale udviklingsgrupper skabte et incitament-baseret, lokalt forvaltet bevaringsprogram.
Nogle af de midler som projektet har indbragt i jagt- og trofæafgifter, har gjort det muligt for landsbyer at bygge ny infrastruktur, og en ny miljøforståelse har reduceret tidligere konflikter imellem mennesker og dyreliv.
Familievirksomheden Himalaya Nature Tours blev som den første af sin art grundlagt i 1986, og foruden jagt arrangerer virksomheden vandreture og trekking.
Grundlæggeren er Mirzada Shah Khan. Hans barnebarn, Muhammed Shahim Khan var tilbageholdende med at slutte sig til familievirksomheden, og han spurgte sin far, som nu er leder af den, hvordan han kunne forvare, at markhor og ibex blev skudt, fordi han mente, at disse vildtarter var truet.
”Kom ind i branchen, så vil du selv de”, svarede faren.
I en alder af 14 år så han en udvikling, der kom til at ændre hans mening og liv. Han rejste til landdistrikter i fjerntliggende dele af Pakistan, og han så her de håndgribelige fordele ved jagtindkomst, hvor kontanter, injiceret i lokale økonomier af internationale besøgende, og han spurgte medlemmer af lokalsamfundet, om de var tilfredse med Pakistans jagtprogram, eller følte de sig tvunget af regeringen til at acceptere jagt på deres jord?
Trofæjagt gavner hele lokalsamfund
”For jagtindtægterne har lokalsamfundene etableret skoler, anlagt veje og vandkanaler, og de har fået elektricitet året rundt. Trofæjagten gavner hele samfundet, og derfor er hele samfundet gået sammen om at beskytte markhor, ibex og urial, fordi de kender deres værd”, siger Muhammed Shahim Khan til Conservation Frontlines.
I midten af 1980-erne forbød Pakistan jagt på markhor og ibex, fordi lokalsamfundenes jagt for at få køb til konsum og udlændinges trofæjagt havde reduceret bestandene til et faretruende lavt niveau.
I 1994 oplistede IUCN – International Union for Conservation of Nature – markhor som Pakistans nationaldyr, og bestanden blev på det tidspunkt estimeret til omkring 2.500. Det blev godtgjort, at bestanden var truet på grund af krybskytteri, ødelæggelse af deres habitater og konkurrence om føden fra lokale husdyr.
IUCN, WWF Pakistan, SCI og lokale udviklingsgrupper henvendte sig derefter til pakistanske miljøforkæmpere for at foreslå et juridisk incitament-baseret jagtprogram, der ville fungere på lokalt plan. Dette ville gøre det muligt at sælge et stramt kontrolleret og begrænset antal jagttilladelser til markhor, urial-får og ibex til høje priser. Køberne er for det meste udlændinge, og lokalsamfundene modtager kød fra de nedlagte dyr, skaber arbejdspladser og får 80% af de penge, som jagttilladelserne indbringer.
Landsbyerne ville udvikle samfundsbevaringsområder på jord med betydelig biodiversitet og økologisk eller kulturel værdi og derefter være ansvarlige for bevarelse og forvaltning. Indtægterne fra jagt i deres bevaringsområder ville give lokalsamfundene mulighed for at forbedre deres livskvalitet og tilskynde folk til at beskytte ”deres vildt” mod krybskytter.
Ifølge Kaiser Khan, der er en velkendt outfitter i Pakistan, forvirrede ideen om at få udlændinge til at jage disse svindende vildtarter både regeringen og lokalsamfundene. Men fremtrædende stammeledere, feudalherrer og miljøforkæmpere lancerede støttekampagner og spillede således en vigtig rolle i introduktionen af samfundsbaserede bevarings- og trofæjagtprogrammer i hele Pakistan.
Takket være disse tiltag godkendte den nationale regering ibexjagt i 1993.
I 1997 godkendte den 10. partskonference i CITES en årlig eksportkvote på fire af hver af Pakistans tre arter markhor, Kasmir markhor, Astor markhor og Sulaiman markhor. Disse eksporttilladelser baseres på halvårlige vildttællinger, og provinsielle WWF-afdelinger og lokalsamfund styrer jagten.
Kaiser påpeger, at fordi de tre arter markhor er spredt ud over Pakistan, fordeles jagtindtægterne på tværs af oprindelige samfund i hele landet.
Udover dyrelivet er jagtindtægterne investeret i vandbrønde, skoler, broer og anden vital infrastruktur.
Markhorjagt koster 135.000 US-dollar
Der findes nu cirka 50 samfundsforvaltede jagtområder, der dækker næsten en tredjedel af Gilgit-Balistan, og i dag koster en tilladelse til at jage markhor op imod 135.000 US-dollar (944.784,00 DKK baseret på dollarkursen 699,84 den 26.12.2022).
Da programmet tog fart, og folk kunne se fordele ved at beskytte dyrelivet, forsvandt krybskytteri, og som et resultat af det vellykkede projekt, fjernede US Fish and Wildlife Service i 2014 markhor fra listen over truede vildtarter og omklassificerede den til ”næsten truet”, hvilket gjorde det muligt for amerikanske jægere at få markhor-trofæer ind i USA. Fordi de fleste trofæjægere er amerikanere, åbnede dette et enormt marked for Pakistan.
I 2015 omklassificerede IUCN også markhor fra truet til næsten truet, hvilket betyder, at tæt forvaltning er nødvendig for at forhindre, at arten bliver truet igen.
Markhor er fortsat på CITES liste I, og arten overvåges nøje af nationale og internationale bevaringsgrupper.
Bilag I-arter er truet af udryddelse, men international handel med dem kan finde sted, forudsat at den er tilladt, og der således kan udstedes såvel eksporttilladelse som importtilladelse.
Pakistan holder bevidst antallet af eksportkvoter lavt for at reducere muligheden for bestandstilbagegang og holde trofæafgifterne på et højt niveau. Ifølge de seneste regeringsdata er antallet af markhor i hele Pakistan mere end fordoblet, siden jagtprojektet blev iværksat.
Hvad Pakistans andre storvildtarter angår, bestemmes de årlige jagteksportkvoter af CITES baseret på en række faktorer som populationsantal, habitats-fordeling og artens sårbarhed.
Urialfår er for eksempel opført på CITES-liste II, hvilket betyder, at arten ikke er truet i øjeblikket, og Pakistan kan derfor tillade, at flere af disse jages hvert år. Der er endvidere rigeligt med ibex i Pakistan, og fordi ibex er klassificeret som bilag III-dyr, kan den pakistanske regering selv fastsætte jagtkvoterne, men der kræves stadig eksport- og importtilladelser.
Da jagtturisme blev introduceret i Gilgit-Baltistan i 1990-erne, var landsbyen Ghulkin en af de banebrydende deltagere.
Kødædende katte går frem
GLAD – Ghulkin Nature Conservation – blev dannet i 1993 for at styre den lokale jagtturisme. Det tog fire år, før Ghulkin kunne byde sin første jagtturist velkommen. Siden da har udenlandske jægere i stigende antal besøgt Ghulkin, og turistindtægterne er steget kraftigt.
Pengene er blevet brugt til at finansiere en engelsksproget skole, og cirka 95% af befolkningen taler nu engelsk. Der er desuden etableret Et ”Clean Drinking Water Project”, som nu forsyner alle Ghulkins cirka 200 husstande, opførelsen af en bedehal, et it-center, boliger i landsbyen og græsgange til husdyr, der reducerer konflikter i fortold til dyrelivet.
Landsbybeboerne kan nu ansøge om tilskud til små virksomheder, og cirka 30% af GLADs jagtindtægter geninvesteres i miljøet for at bevare dyrelivets levesteder.
Gilgit-Baltistan modtager fire ud af Pakistans 12 tildelte jagttilladelser til markhor hvert år. Fra 1995 til 2020 tjente regionen næsten 5 millioner US-dollars i indtægter fra markhortilladelser, hvoraf 4,3 millioner US-dollar er gået til samfundsprojekter og miljøudvikling.
Bestandene af markhor, ibex og urial i Gilgit-Baltistan er steget støt, og lokalbefolkningen rapporterer at se stadig flere dyr for hvert år, siden jagtprogrammet blev iværksat. Men også kødædere som sneleopard, ulv og los er steget proportionalt i antal. Alle ses nu regelmæssigt af landsbybeboerne, hvilket var uhørt for et par årtier siden.
Sneleopardens prædation af husdyr falder proportionalt med stigningen i naturlige byttedyr, og til gengæld forbedres kattenes forhold til landsbybeboerne. Sammen med markhoren har IUCN opgraderet sneleoparden fra truet til næsten truet, og lande over hele verden anerkender Pakistans bevaringsresultater.
Shahim Khan er nu et stolt medlem af sin bedstefars forretning. Han siger, at projektets store gevinst er, at krybskytter er gået fra ulovligt at dræbe dyr til nu at beskytte dem. Han er også imponeret over det sammenhold, programmet har skabt mellem forskellige grupper af mennesker.
”Da jeg sluttede mig til min far på min første jagt, vidste jeg ikke, at jeg en dag ikke bare ville indse virkningerne af dette program, men selv være en del af det”, sagde han
”jeg havde aldrig forventet at se den måde, hvorpå alle står sammen om en fælles mission skulder ved skulder”.
Markhor er verdens mest eftertragtede jagttrofæ. I Pakistan findes der tre arter markhor, og der bliver i alt udstedt 12 jagttilladelser årligt til dem, men jagtudøverne skal op med cirka 135.000 US-dollar for at kunne jage vildgeden med de skruede horn.
Glade landsbybørn ved en nedlagt ibex. Børnene har al mulig grund til at se glade ud, for jagt genererer mange penge til lokalsamfundene, som er investeret i drikkevandsbrønde, veje, vandkanaler og en skole.
Kort over Pakistan. Gilgit-Baltistan ligger i den nordlige del af landet.
Himalaya Nature Tours arrangerer også vandreture og trekking i Pakistans bjerge, der for fleres vedkommende er høje og uvejsomme, men her lever markhor og ibex.
LÆS også:
PAKISTANSK KVINDEFORTALER:
TROFÆJAGT KAN SIKRE ØKONOMISK FREMGANG
