Jægere anvender de sociale medier som aldrig før, og Netnatur tager her det første spadestik til det, som kan udvikle sig til jagtetiske debatregler …

Af Netnatur.dk

Under jagt forsøger vi at vise den bedste side af os selv og hver især gør vi hvad vi kan for at respektere vildtet,  medborgere og ikke mindst andre jægere.

Sådan er det ikke altid, når vi jægere mødes på de sociale medier.

I den uredigerede jargon, der er opstået på de sociale medier, er der stort set igen fælles etiske ramme, som sikrer, at debatten forbliver frugtbar for den sag, som er til debat.

Ingen redaktør griber ind, når aktuelle diskussioner løber løbsk. Mediet er socialt. Og alle kan komme til orde, uanset hvad man byder ind med til den offentlige mening.

Våben og tastatur

Hvorfor vi ikke altid evner at overføre den kontrolerede jægeradfærd til debatterne på internettet, kan man bruge meget tid på at diskutere.

Men måske skyldes det slet og ret, at vi aldrig har givet os tid til at diskutere, hvordan vi ønsker at diskutere, når vi mødes på de sociale medier.

Under jagt har vi om ikke andet de jagtetiske regler, som vi kan tage udgangspunkt i. De jagtetiske regler er alt i alt uskrevne regler, som med tiden også er blevet til skrevne, uskrevne regler.

Læs mere: Viden om: De jagtetiske regler

Den grundlæggende substans i de jagtetiske regler er udviklet over mange årtier og med tiden er det blevet til en fælles forståelsesramme for det, som man kan kalde bæredygtig jagtlig adfærd.

Desværre behandler de jagtetiske regler ikke jægernes gøren og laden på de sociale medier. Ej heller selv om de endnu nye medier er blevet den måske mest betydningsfulde eksponering af jagt og jægere i Danmark.

Hver dag – og helt uden redaktionelt filter – promoveres jagten og glæden ved jagt og natur. Men af og til udstilles jagten også råt for usødet på en måde, som virker alt andet end gavnlig, for den sag, som alle jægere er fælles om, nemlig jagtsagen.

Jagtetiske debatregler til debat

I den kommende tid vil Netnatur.dk se nærmere på de endnu ikke formulerede jagtetiske debatregler. Ja begrebet jagtetiske debatregler ser vel her dagens lys for første gang?

Netnatur vil over en række indlæg sætte fokus på jagtetiske debatregler og vil bl.a. sammenholde jægernes net-adfærd med de jagtertiske regler, hvor man overordnet set bør  vise hensyn til jagtens omdømme og etiske bæredygtighed

Det er håbet, at initiativet kan medvirke til, at der med tiden udvikles en fælles forståelsesramme for bæredygtig jægeradfærd på de sociale medier, da medieplatformen kan vise sig at blive en stor gave til jagtsagen. Især hvis man kan udvikle en respekteret og fakta-baseret debatform, som de fleste kan støtte op om – uanset hvad man ellers mener om det ene eller det andet.

Første emme

Første punkt i serien om de jagtetiske kunne være hensynet til jagtens omdømme og etiske bæredygtighed. Det vil være et naturligt sted at starte, eftersom dette også er første punkt i de jagtetiske regler, som der linkes til herover.

Vores net-adfærd som jægere er også med til at gavne … eller i nogle sager ligefrem skade jagtens omdømme. Ikke kun via de billeder, som anvendes i vores opslag. Men også ved det sprog, som vi bruger, når vi debatterer og  bidrager til debatten om vildtet og jagtens fremtid.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version