Ofte er der en direkte sammenhæng mellem en jagthunds udseende eller eksteriør og dens anvendelsesområde, men ingen regler uden undtagelser
Af Michael Sand
Der er ofte en direkte sammenhæng mellem en jagthunds udseende eller eksteriør og dens anvendelsesområde.
Eksempelvis er settere og pointere hundeverdenens langdistanceløbere. Langbenede og senede. En setter skal hurtigt og gnidningsløst kunne arbejde med høj hovedføring i lange tidsintervaller.
I koldt, fugtigt vejr kan den arbejde i flere timer uden at trættes. De engelske stående hunde er bygget til at løbe over forholdsvis åbne arealer, og en setter, som arbejder i tæt krat, vil aldrig være nær så effektiv, som en spaniel, hvis korte muskuløse krop gør den velegnet til at mase og springe gennem selv det mest ufremkommelige buskads.
Desværre er der hos visse racer opstået et modsætningsforhold mellem de krav, man stiller i marken og de krav, man stiller i udstillingsringen.
Eksempelvis er udstillingsspaniels blevet alt for langørede, ligesom labradoren ofte er blevet for tung og kraftig til det arbejde, den skal udføre som opsamler på f.eks. store ande- og fasanjagter.
Udviklingen skyldes oftest, at udstillingsdommere har overfortolket racernes standardbeskrivelser. Hvis der står skrevet, at en labrador skal være en forholdsvis tung hund, vil mange dommere være tilbøjelig til at lade ringens tungeste hund rangere højest – alt andet lige naturligvis.
Det samme gør sig gældende, når der står skrevet, at en spaniel skal have lange ører. Også en f.t. spaniel, som ikke er avlet til en karriere som model i udstillingsringen, har lange ører. Men ikke så lange, at de virker hæmmende for jagten.
Alt avlsarbejde inden for en race kan risikere at blive delt i jagt og udstillingsorienterede linjer. Helt galt går det, hvis udstillingsfraktionerne tilsidesætter de jagtlige egenskaber og udelukkende satser på at lave rene showdogs.
Jo flere avlsmål man har, jo vanskeligere bliver avlen. Det er forholdsvist simpelt at avle en hund, som ligner et eller andet veldefineret. Vanskeligere bliver det, når den både skal ligne og fungere som en jagthund, som skal udføre en veldefineret opgave.
— Gør lidt ekstra for din hund se her
F.eks. hævdes det, at visse gravhunde på grund af udstillingsdommernes præferencer for store hunde ganske enkelt har fået problemer med at bevæge sig i de snævre underjordiske gangsystemer. At kombinere udstillingsavl med jagtbrugsorienteret avl er overordentlig vanskeligt, og hensynet til eksteriørkravet kan let medføre, at de jagtlige egenskaber bliver nedprioriteret.
Derfor har mange jagtorienterede opdrættere opgivet at lave hunde, som kan matche udstillingshundene. I stedet satses der helhjertet på de væsentligste egenskaber for jagthunde, nemlig de jagtlige.
I Danmark og det øvrige Skandinavien har vi dog i en vis udstrækning formået at holde jagt- og udstillingshunden i en og samme hund. Primært fordi racerne sjældent appellerer til andre købere end jægere. Kun ganske få ikke-jægere drømmer om at købe en ruhåret hønsehund, og dette er sikkert forklaringen på, at danske jagthunde generelt er meget racetypiske.
Både når det gælder de jagt- og eksteriørmæssige karakteristika. I England og mange andre steder i verden er det mere reglen end undtagelsen, at racerne er delte. Noget tyder dog på, at denne tendens er begyndt at danne præcedens i Danmark og det øvrige Skandinavien.
