Gravhunde er avlet til at jage ræv og grævling i underjordiske gangsystemer. Men typen anvendes også til drivjagt som støvere. En alsidighed den deler med terrier
Af Michael Sand
Gravhunden opstod, da en tysk lavbenet støverrace blev ramt af chondrodystofi, som er en arveligt betinget dværgvækst, der rammer de lange rørknogler. Dette handicap skulle siden vise sig at gøre hunden velegnet til jagt i snævre, underjordiske gangsystemer.
I dag findes der tre forskellige hårtyper, ruhåret, korthåret og langhåret. Alle farver accepteres med undtagelse af hvid, og hver type er tillige repræsenteret i tre forskellige størrelser, nemlig standard, mini og dværg.
Gravhunden er en meget selvstændig hundetype med en imponerende viljestyrke og selvtillid.
Man siger, det er en meget stor hund i en meget lille krop.
Gravhunden anvendes desuden til drivjagt, hvor hunden har vist sig at være særdeles velegnet til at finde og følge fod af hårvildt.
Gravhundens lave ben bevirker, at vildtet ikke drives med stor fart. Dermed har skytterne ofte mulighed for at selektere afskydningen, ligesom den lave fart reducerer risikoen for anskydninger. Navnlig når jagten foregår med riffel.
Endelig anvendes gravhunden til sporarbejde, og Gravhunde Klubben afholder en række prøver for alle tre former for arbejde. En god gravhund kan således blive præmieret i disciplinerne: Grav, drev og spor.
Terrier
Der findes en lang række forskellige terrier, og en stor del af racerne er udviklet til jagt på ræv, odder og grævling. Fælles for alle jagtracer er et iltert temperament, skarphed, samt en viljestyrke, som man næppe finder hos andre jagthundetyper.
I England ledsager terrierne ryttere og koblet af hunde under de traditionelle rævejagter til hest. Såfremt de store hunde ikke får fat i ræven, fordi den går i graven, sendes terrieren under jorden, hvor den ofte gør kort proces med ræven.
Støvere
Støvere er avlet til at drive med hals på hårvildt og blev tidligere anvendt meget til jagt på ræv og hare i klitplantagerne. Det er da også i disse ofte store og vildtsparsomme terræner, typen bør anvendes.
Til de fleste mindre danske jagtterræner har typen ingen berettigelse, hvilket skyldes, at den er meget vedholdende og kan følge fod i flere timer. Den bør derfor anvendes med omtanke. Især når det gælder kronvildt, som er meget følsom over for drivende hunde.
I vore nordiske nabolande er støverjagt meget populært, og her bruges forskellige støvere til forskellige vildtarter.
Til harejagt benyttes forholdsvis langbenede racer, og til jagt på råvildt anvendes mere lavbenede typer. Racerne er ofte indjaget til kun at følge op på den vildtart, som de er præget på.
I avlsarbejdet har man primært fremavlet selvstændige hunde, som uden støtte fra føreren skal være i stand til at følge fod af hårvildt i halve og hele timer. Derfor er racerne generelt også meget egenrådige.
