– Finn Kristoffersen (1915 – 1990) var jæger af Guds nåde, skriver Henning Kørvel, som var personlig ven med den berømte fangstmand, som Kørvel betegner som jagtrejsernes spydspids
Jagtrejsernes spydspids
Før Finn Kristoffersen blev assistent på Vildtbiologisk Station og dansk trofæmåler, var han fangstmand i Østgrønland, hvor vintrene var mørke og isnende kolde, og udfordringerne stod i kø. Her fristede han fra 1932-1935 og igen fra 1939-1941 tilværelsen som fangstmand. Opgaven lød på at fange ræve og skyde isbjørne og hvalrosser. Derudover skød han til sit, fangstmændenes og hundenes brug moskusokser, sneharer og fjeldryper. Han var medstifter af Nordisk Safari Klub i 1972 og har således været med til at starte danske jægeres store appetit på udlandsjagt. Fortællingen her baserer sig på bogen ”Jæger og fangstmand” (1969).
Tekst: Henning Kørvel
Der findes mennesker, der udøver jagt af prestigemæssige grunde, men som aldrig nogen sinde når ind til jagtens kerne, fordi de ikke forstår den dybere mening med jagt, og den er uvedkommende for dem.
Samtidig findes der mennesker, for hvem jagt er en del af deres natur og kultur, og jægerinstinktet er dybt forankret i deres sjæl.
Finn Kristoffersen (1915 – 1990) var jæger af Guds nåde. Ældre jagtudøvere vil sikkert have erindring om ham gennem hans artikler i ”Jagt & Fiskeri”, hvor han blev skribent, mens Bent Hansen var redaktør (1966-1976).
Sideløbende skrev han bøger om jagt. I debutbogen ”Jæger og fangstmand” (1969) beretter han om sine oplevelser som fangstmand i Østgrønland fra 1932-1935 og igen fra 1939-1941.
Jeg kendte ”Stoffer” fra vores fælles tid sammen ved Jagt & Fiskeri. Vi blev venner, og vores venskab udviklede sig blandt andet til, at vi sammen med Hans Bjarne Hansen, daværende jagtmedarbejder ved Jyllands-Posten, i 1989 rejste til Norge for i Øst Agder Fylkeskommune at medvirke i et fremstød for bæverjagt.
Stoffer havde desværre fået en hjertesygdom, hvilket viste sig ved, at når vi gik ud til vores standpladser for at jage bæver på anstand, stoppede han flere gange op med åndenød og sagde:
”Gå du bare i forvejen”; jeg skal lige have en stryknintablet”.
Jeg ønskede naturligvis ikke at lade ham i stikken, og når han havde taget en tablet, gik vi videre i hans tempo.
Første møde med isbjørn
Året efter drog han til ”de evige jagtmarker”. Samme år overtalte jeg Sigurd Rosendahl, Forlaget Pinus, til at udgive et nyt oplag af bogen, Jæger og fangstmand.
Kun 17 år gammel, og med et års udstået læretid som, herregårdsjæger i bagagen, mødte den jagtivrige ”Stoffer” i 1932 op på kontoret for det danske fangstselskab, A/S Nanok i Havnegade i København, men det blev ikke vellykket.
Selskabets direktør mente, at Stoffer var for ung til fangstmandsjobbet i Nordøstgrønland og anbefalede, at han kom tilbage, når han havde nået sin bedste alder, hvilket vil sige 25-35 år.
Men skæbnen var alligevel på hans side, fordi en af de andre ansøgere sprang fra, og Stoffer således underskrev kontrakt med fangstselskabet om at blive fangstmand, og snart var han som en af de tre nyansatte fangstmænd ombord på Lauge Kochs ekspeditionsskib ”Gustav Holm” på vej til Island, og derfra videre i drivisen til Lauge Kochs overvintringsstation ”Eskimonæs” i Nordøstgrønland.
Her blev de modtaget af et par fangstmænd, der var på vej tilbage til Danmark, og den ene af disse var forfatteren Elmar Drastrup, som i vinterens løb havde pådraget sig så alvorlige forfrysninger, at en af kammeraterne havde set sig nødsaget til at snitte et par af hans tæer af. Lidet kunne Stoffer dengang ane, at han og Elmar Drastrup skulle komme til at foretage flere tusinde kilometers slædefart sammen.
Efter at skibet havde losset vinterforsyninger ved ”Sandodden”, gik turen nordover til Nanoks fangststation på Hochstetter Forland, hvor han skulle overvintre.
Ankomsten gjorde et uudsletteligt indtryk på hans unge sjæl. Uden for fangststationen stod tre fangstmænd og tog imod. Alle havde de langt fuldskæg, og stemmeføringen vidnede om, at de var totalt uden komplekser. De havde opholdt sig der i tre år, og den sidste fangstsæson havde givet et godt resultat.
Hans og de to andre nyankomnes første opgave blev at forsyne og istandsætte fangsthytterne langs Besselfjord 100 km nordligere. Den arktiske sommer, hvor midnatssolen døgnet rundt sender sine varme stråler fra en skyfri himmel, kræver et hektisk arbejdstempo
Siddende i motorbåden omkring proviantkassen, mens de drak brændevin, mødte Stoffer sin første isbjørn, der svømmede hen til båden. Lederen, en fangstmand ved navn Evald Rasmussen sagde imidlertid:
”Lad være med at skyde, den gør såmænd ingen skade, og vi har ikke brug for den nu”.
LÆS mere på netnatur.dk/RIFFELJAGT
 |
 |
 |
KLIK og gå til det undermagasin, som du ønsker. Undermagasinerne på netnatur.dk samler og organiserer nyheder og aktuelt indhold
I ældre beretninger havde Stoffer læst, at når isbjørne jagede sæler, dækker de sin sorte snude med en lab, og han så en bjørn, der anvendte dette trick.
Den 20. september blev motorbåden trukket på land, fordi drivisen besværliggjorde sejlads med den, og mændene skulle nu sy hundeseler og hundepiske af skind fra remmesæler, desuden skulle der syes kamikker og soveposer af renskind. Og der skulle bages brød, så de havde brød nok indtil jul.
Under prøvekørsel med hundeslæden forvildede Stoffer sig en dag langt væk fra fangststationen. Føret var fint, og luften klar. Sveden haglede under tumulten med de uprøvede hunde. Tiden løb fra dem, og Stoffer skænkede ikke en tanke, at han ikke havde taget hue på. Da han kom tilbage til stationen, udbrød gamle Niels Hansen, der var stationens leder:
Pil ved ørerne, og de falder af
”Du er en torsk, føl på dine ører, men lad være med at brække på dem, for så ryger de af”.
Ørene var hvide og gennemfrosne, og de blev til et par smertende rosenknopper i de følgende dage.
Den 20. oktober om morgenen stod tre hundeslæder lastet og køreklar uden for fangststationen på Hochstetter Forland. Gamle Niels havde givet de sidste instruktioner og sagt, at de skulle søge hjem til fangststationen inden jul. For sidste blev gang blev tjeklisterne repeteret:
Tænstikker, patroner, nål, tråd o.s.v. Intet måtte glemmes. Selerne blev lagt på hundene, og vi bød hinanden farvel. Siden lærte vi at tilføje farvelhilsenen et: ”Hvor skal jeg hilse”, der var et udtryk for barsk humor, der vidnede om, at fangstmændene var bevidste om risikoen ved de lange fangstrejser i den lange mørketid.
Den første af hytterne på en morænevold under et 800 meter højt fjeld var vanskelig at få øje på, da hele området var belagt med vandreblokke og klippestykker på størrelse med hytten. Først da en af blokkene afslørede skorstensrør og vindue var målet for dagens rejse nået. Hytten var anlagt i løbet af sommeren, men fordi den ikke var udbygget med fælder, rekognoscerede Stoffer for at finde fangstpladser.
I de følgende dage blev fælderne gjort klar til fangst. Afstanden imellem dem var gerne en-to kilometer, og i mange dage kørte han dagligt 20-30 kilometerfor at tilse dem. Der blev brugt smækfælder, der dræbte polarræve på stedet, fordi der ofte kunne gå uger imellem, at fælderne blev tilset.
Turene til fælderne gav anledning til jagt på sneharer og fjeldryper. Han skød gerne fire-fem harer til hundene, mens ryperne var til egen proviant.
I dalene løb han ofte på moskusokser. Han skød fire dyr og var således dækket ind med kød til vinteren. I den stærke kulde blev kødet dybfrosset og kunne således holde sig vinteren igennem.
Ansættelsesbetingelserne gav 45% af fangsten til fangstmændene. Et ræveskind havde dengang en værdi af 150 kroner, og Stoffer havde på kort tid allerede fanget 10 ræve.
Mens sneen væltede ned, blev julen fejret med det bedste, hytten formåede. Der far borgougne til stegen, vin til desserten og cognac til kaffen. Senere kom kortene og romtoddy på bordet i den lille hytte, der var 2×2 meter.
Ud på natten blev de vækket af hundenes gøen. Da stoffer gik uden for, så han omridset af Nyholm Poulsen. Han havde efterlagt slæden, og hundene fulgte efter ham. Han havde gået uafbrudt i 18 timer og var stærkt udmattet. Hans ene ski var brækket, og fordi han havde bundet den sammen og var nødt til at løfte den højt på grund af sneen, var blodcirkulationen hæmmet, og tæerne på foden var hvide og frosne.
Svært at bjærge otte skudte moskusokser
Efter at foden var masseret, stak kammeraterne ham med nåle for at konstatere dybden af det beskadigede væv. En trøst var det, at knoglen var intakt, og hvis der ikke stødte koldbrand til, var der god mulighed for at redde tæerne. Den ventede dog Nyholm Poulsen et alvorligt smertende sygeleje, inden foden og tæerne var i orden igen.
Tiden trak ud, og fordi de mange hunde tærede på proviantbeholdningen, søgte fangstmændene efter moskusokser, og ved Muschelbjerget traf de en flok på 32. Hundene blev sluppet fri, og da de havde ”stillet” okserne, skød fangstmændene til tyrene hver gang, de gjorde udfald imod hundene. I løbet af et øjeblik havde de skudt otte tyre, men fordi det viste sig umuligt at drive den resterende flok væk, kunne de ikke få fat i byttet.
Næste morgen var de tilbage på stedet, og ved hjælp af reb, der blev bundet fast til bagløb og hornene lykkedes det for Stoffer at bjærge byttet.
Den følgende dag stod i isbjørnejagtens tegn. De havde fundet et hi, og Stoffer skød bjørnen, der faldt tilbage i hiet. Da de omsider kom ind til bjørnen gennem sneen, skød han den endnu engang i pandeskallen, og det viste sig, at den havde holdt hårdt, fordi den havde to unger. De blev taget med, men fordi de var vanskelige at holde liv i, blev de aflivet.
I årene fra 1950-1955 blev fangstvirksomheden A/S Nanok nedlagt. Fangsten kunne ikke længere svare sig, og den politiske stemning talte heller ikke for dens fortsættelse. Men de, der havde oplevet den, fik som Stoffer oplevelser med sig for livet, som de aldrig vil glemme, og for Stoffers vedkommende lever de videre i hans artikler og bøger om tiden som fangstmand i Østgrønland.
Fakta om ”Stoffer”
Finn Kristoffersen (1915-1990) gik på Birkerød Statsskole, og kom i 1930 til Gl. Køgegård som elev hos den navnkundige skytte Albin Svenson. I 1932 rejste han for Østgrønlands Fangstkompagni A/S Nanok til Østgrønland som fangstmand. Han overvintrede i tre år. Da han var tilbage i Danmark, blev han senere assistent hos skytte Svenson, der nu var skytte hos enkegrevinden på Frijsenborg, og senere var han skytte på hendes revir i Sverige.
I 1938-1939 var Stoffer igen i Grønland sammen med forfatteren Elmar Drastrup på Den danske Hundeslædeekspedition til Nordøstgrønland, og i 1939 blev han igen fangstmand, denne gang som leder af fangststationen Hochstetter i Nordøstgrønland. Det varede indtil 1941.
Frem til 1947 blev han i Grønland som assistent ved fåreavlsstationen i Julianehåb. Da han kom tilbage til Danmark, blev han ansat ved Den Kongelige Grønlandske Handel og deltog året efter i en ekspedition til Peary Land. Fra 1949-1952 var han bestyrer af fåreavlsstationen i Godthåb. Senere virkede han i et par år i privat erhverv i Godthåb, blandt andet som ”kendtmand” for flere ekspeditioner.
I 1954 tog han eksamen fra Kalø Jægerskole, og fra 1955-1985 var han assistent på Vildtbiologisk Station, hvor han var beskæftiget med Helmuth Strandgaards undersøgelser over råvildt, ligesom han forestod trofæmåling for danske jægere. I 1969 flyttede han ind i Tolderhuset ved Nappedam, og her boede han sammen med alle sine jagttrofæer, der for manges vedkommende hang i udhuset indtil sin alt for tidligere død i 1990.
Stoffer havde stor udlængsel efter jagt under fremmede himmelstrøg, og med medlemsnummer 02 han var medstifter af Nordisk Safari Klub i 1972 og var således med til at rende danske jægeres udlandsjagt i gang.
Han har skrevet fire bøger. Foruden ”Jæger og fangstmand” (1969) er titlerne: ”Jagt på Nordens hjortevildt og andre klovbærende arter” (1971), ”Jagt i Afrika” (1974) og ”Jagt i fem verdensdele” (1992), hvor han fra sine artikler i ”Jagt & Fiskeri” fortalte om jagt på blandt andet visent i Polen, vildgeder i Skotland og bøfler og dingoer i Australien.
Fangstmændene P. Poulsen og Christian Jensen med tre nedlagte isbjørne. Ungerne fulgte moderen indtil toårsalderen. Uvejret tilbage til hytten kostede den ene af fangstmændene livet i Storbritanien.
LÆS mere på netnatur.dk/RIFFELJAGT
 |
 |
 |
KLIK og gå til det undermagasin, som du ønsker. Undermagasinerne på netnatur.dk samler og organiserer nyheder og aktuelt indhold
