Netnaturs kommentar på året 2015
Der er ingen under, over eller ved siden af, når der skal trækkes en jagtsag frem som kendetegner året 2015.
2015 vil blive husket for det år, hvor helt grundlæggende jagtrettigheder blev udfordret. Endda af jægernes største interesseorganisation, som repræsenterer hver tredje danske jæger.
Den nye model hedder adaptiv vildtforvaltning og tilhængerne af modellen argumenterer for, at jagtrettigheder i stigende grad skal underlægges lokale styreenheder. Enheder som er bredt sammensat af de interesseorganisationer, som på en eller anden måde er berørt af jagt.
Dermed skal jagtrettigheder gå fra at være et privat anliggende til at være et anliggende for et bredt sammensat kollektiv.
Her på sitet kaldte vi den fremførte model for den den vigtigste sag i nyere tid, da reformen ville gribe ind i helt grundlæggende jagtrettigheder.
Ubegrundet forandringsbehov
Jægerforbundets tilsyneladende betingelsesløse tilslutning til den nye model opstår på et tidspunkt, hvor jagtens anseelse i den såkaldte offentlige mening har medvind som aldrig før.
Selv om det ofte hævdes, at den danske natur er under pres, er mange vildtbestande i fremgang og der er flere jægere end nogensinde.
Selv den kritiske presse har overgivet sig og har efter meget at dømme endelig accepteret, at jagt er en vigtig brik i den lokale, nationale og internationale naturbevarelse.
Derfor er det store spørgsmål: Hvorfor ønsker landets førende jagtforbund at ændre grundlæggende på strukturen i det system, som ser ud til at gavne den såkaldte jagtsag.
Det spørgsmål virker lige så ubesvaret i dag, som det gjorde i sommeren 2014, hvor Jægerforbundet første gang nævnte det nye begreb i dansk jagtpolitik (ved årsskiftet 2015/16 kan der dog på Naturstyrelsens hjemmeside læses en ganske overraskende og mere konkret skrivelse med Danmarks Jægerforbund og Danmarks Naturfredningsforening som afsender).
Kedelig debat
Netnatur.dk har i løbet af 2015 gentagne gange forsøgt at rejse diskussion om den adaptive vildtforvaltningsmodel, som helt uden egentlig debat kan blive begyndelsen til enden for den grundlæggende jagtret, som vi kender den i dag.
Men desværre har det ofte været som at råbe i vinden. Er begreberne mon for diffuse og vanskelige at konkretisere, spurgte vi os selv.
Danmarks Jægerforbund virkede i året der gik da heller ikke særlig interesseret i en åben debat om de nye principper.
“Adaptiv vildtforvaltning virker”, hed det sig blot i en medlemsartikel, som ikke evnede at belyse hvorfor den nye model med en vis sandsynlighed vil virke bedre end den model, der efter meget at dømme trods alt har virket til jægernes generelle tilfredshed i flere årtier.
Netnaturs forsøg på at rejse debat blev desværre mødt med dybe slag langt under bæltestedet. Det er blot et ondskabsfuldt angreb på Danmarks Jægerforbund, hed det sig på forbundets hjemmeside.
LÆS OGSÅ: Hvad hjertet er fyldt med
Danske jægere som testpiloter
Den adaptive vildtforvaltningsmodel, der inddrager politisk motiverede interesseorganisationer, er ny og uafprøvet. Den har redaktionen bekendt ingen international referenceramme.
Meget tyder derfor på, at landets jægere uden egentlig debat er på vej til at blive testpiloter i en uafprøvet vildtforvaltningsmodel.
Når der ses tilbage på 2015 må det nemlig konkluderes, at der de mange artikler på Netnatur til trods, er forholdsvis lidt opmærksomhed omkring adaptiv vildtforvaltning. Det er fortsat et abstrakt begreb for de fleste og der kom ikke rigtig gang i den mere overordnede diskussion.
Men d. 11. juli 2015 bevæggede debatten sig dog ind i en ny fase. Gundtankerne i den adaptive vildtforvaltning blev pludselig meget konkrete.
Et notat afslørede nemlig, hvordan den adaptive vildtforvaltning skulle implementeres i fremtidens hjortevildtforvaltning, hvis det stod til Den Nationale Hjortevildtgruppe, som Danmarks Jægerforbund havde formandskabet for.
Grundlæggende private jagtrettigheder skulle overgå til et kollektiv lokalforankret jagtlaug, der til gengæld blev udstyret med en såkaldt værktøjskasse. En kasse som gav lauget en række udvidede juridiske beføjelser i forhold til den eksisterede lovgivning.
Jægere, der var medlem af lauget, kunne f.eks. få tag over hovedet, når de sad i deres jagtstiger. Desuden kunne de opnå tilladelse til at skyde før og efter lukketid. Beføjelser som jægere uden for lauget ikke havde. De måtte finde sig i blive våde, når det regnede og desuden måtte de kravle ned fra jagttårnet, når solen gik ned. I forslaget fra Den Nationale Hjortevildtgruppe blev der arbejdet med arealbegrænsning for de jægere, der ikke var medlem af lauget. Arealbegrænsningerne skulle ikke gælde for medlemmer af kollektivet.
Det hed sig, at det var frivilligt at være medlem af laugene. Men i folkemunde fik laugene alligevel hurtig tilnavnet tvangslaug, da udspillet lignede frivillig tvang.
Med ét stod det klart for de danske jægere, hvad det var Jægerforbundet mente, når de hævdede, at den adaptive vildtforvaltning skulle føres helt ud på ejendomsniveau.
De danske jægere kunne nu langt mere konkret forholde sig til den adaptive vildtforvaltningsmodel og en hidtil uset såkaldt shitstorm brød løs på de sociale medier.
Hvordan det gik, ser vi nærmere på i den næste artikel i serien “Året der gik”
