Fra 2024 skal det ikke længere være tilladt at affyre jagtvåben, hvor der er en krudtladning i patronerne, hvis det står til EU
Af Redaktionen
EU’s klima-hysteri har nu passeret en ny milepæl, da forskere har påpeget, at jagtammunition udleder alt for meget CO2.
– Vi er jo allerede i forvejen hårdt plaget af CO2-udslippet fra krudtgasserne i Ukranine, så vi er virkelig nødt til at skride til handling nu, udtaler EU’s talsmand Lirpa Loof.
Flere forskelligartede forslag har da også været i spil, bl.a. om man kunne indføre en form for arealbegrænsning – dvs. kun et vist antal skud pr. hektar, hvilket dog vil ramme specielt godsjagterne hårdt på pengepungen.
Nedsat krudtmængde har også været på bordet, men for at få en gavnlig effekt, skulle bl.a de maksimale skudafstande med haglbøsse til fugle reduceres til 10 meter, hvilket ikke faldt i god jord.
PAC som løsning
I Danmark har man overvejet, om PAC kunne løse problemet. Hvis man skal ansøge PAC med mitID, hver gange man skal købe én kasse patroner, så ville bøvlet med mitID og PAC’s ekspeditionstid bevirke, at kun halvdelen af de danske jægere kan nå at få ammunition til jagtsæsonen. Det vil jo unægtelig reducere udslippet – men vil til gengæld resultere i en masse sure vælgere, så den løsning vil ingen politikere røre med en ildtang.
Det forlyder, at Elon Musk allerede er langt med udviklingen af et elektrisk soldrevet luftvåben, men man mangler tilsyneladende stadigvæk at løse problematikken omkring, når det er gråvejr.
– En midlertidigt løsning på dette problem kunne være en rollator med et påmonteret batteri, mener den danske miljøminister, og fortsætter:
– En rollator kunne jo også vise sig at være praktisk, hvis man også har en lille kurv påmonteret. Så er det jo en nem sag både at transportere det nedlagte fuglevildt og endda madpakken.
De danske buejægere har ikke de store problemer med forbuddet, men frygter alligevel for, at afsendelse af pile kan give et vist udslip. Også foreningens årlige forsamling kan være i farezonen. Her indtages der nemlig store mængder brunkål, og det kunne nemt blive ramt af EU’s klima-restriktioner.
– Hvis ikke vi må bevæge os udenfor efter middagen, så bliver det jo nærmest livsfarligt at opholde sig indendøre. Og vores eneste alternativ til brunkålen er gule ærter, og så er vi jo lige vidt, udtaler formanden Pilu Streng.