.270 Winchester var ved sin introduktion i 1925 tænkt som en fladtskydende langdistance patron til jagt på vildt i Whitetail klassen. De skandinaviske ammunitionskrav til jagt på vildt i då- og kronvildt klassen har dog begrænset kaliberens fulde udnyttelse i Danmark

Kaliber .270 Winchester – en mini .30-06’er

Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)

.270 Winchester (7×63 mm)

I lighed med andre kendte militærkalibre som 8 mm Mauser (7,92×57 mm) og .308 Winchester (7,62×51 mm NATO) er .30-06 Springfield (7,62×63 mm) også blevet anvendt som basis for nyere patroner, blandt andre .270 Winchester.

Det var en naturlig videreudvikling, at ændre diameteren på .30-06’erens hylsterhals til en mindre kaliber, for at opnå en mere fladtskydende patron der ville være velegnet til jagt på hjortevildt af Whitetail størrelsen.

Winchester har ganske givet taget et grundigt kik på Mausers succes med at reducere deres 8 mm patron til 7 mm (7×57 mm Mauser) og besluttede sig for en kuglediameter på lige under 7 mm og en kuglevægt på 8,4 gram.

Resultatet blev en glimrende patron, der grundet den forholdsvis lave vægt har en flad skudbane, der er mere fladtskydende end .222 og .223 Remington også selvom deres kuglevægte er nede på 3,6 gram. Ja, endda .243’eren med en 6,5 grams kugle er hele 50 til 100 mm ringere (lavere) på 300 meter end .270’eren.

LÆS mere på netnatur.dk/JAGTVÅBEN

Masser af energi

Også når det drejer sig om energi, er .270’eren ret så imponerende ude på de lange afstande og den leverer desuden flere joule ude på 300 meter end de fleste .308 og .30-06’ere.

“Så der er ikke noget at sige til, at patronen er blevet populær til jagt over lange afstande i for eksempel bjergområder.”

Desværre kan patronens gode evner ikke udnyttes til fulde grundet de danske lovkrav til kuglevægt og energi med blyholdig ammunition.

På trods af energi-tal på omkring 3.000 til 3.200 joule på 100 meter må 8,4 grams kuglen ikke anvendes til klasse 1 vildt som dådyr og opefter grundet 9 grams reglen.

Hvis man derimod anvender .270 kugler på 9 gram og derover, opfylder de lovens krav, men det går selvfølgeligt ud over den ellers flade skudbane.

Rævejagt

.270’eren er særdeles velegnet til ræv. Med en 8,4 grams kugle som BST har den på de kortere afstande en kuglebane, der er lige så god eller bedre, end de populære rævepatroner .222Rem, .223Rem og .243’ere. Og når vi når ud over 150 meter er .270’eren klart bedre. Men der er selvfølgelig en væsentlig stigning i rekylen, hvilket man jo så i dag kan klare med en dæmper, hvis man finder denne alt for generende.

Hvis jagten udelukkende gælder ræv ville Remingtons 6,5 gram Pointed Soft Point være et rigtig godt valg.

Råvildt

Grundet sin flade kuglebane, vil .270’eren være fortræffelig til råvildt. Med en 6,5 grams kugle vil den holde sig inden for den velkendte 20 cm cirkel helt ud til omkring 400 meter og derude levere godt 1.100 joule. Altså hele 300 joule mere end lovens krav inde på 100 meter!

At have en Point Blank Range (raserende skudbane) fra 0 til 400 meter må vist betragtes som ret usædvanligt. At der sjældent vil være grund til, eller mulighed for, at udnytte dette i Danmark, er så en helt anden snak.

Desuden er det ikke sikkert, at alle rifler vil skyde godt med en så let kugle i den for .270Win normale stigning på 10.

Til den danske råvildtjagt er man nok bedre tjent med en 8,4 grams kugle som Normas Blyspids, Remingtons Core-Lokt PSP eller Federals Grand Slam.

Kron- og dåvildt

.270’erens høje mundingshastighed giver den en væsentlig bedre anslagsenergi end for eksempel 6,5’eren kan præstere. Med en 9 grams kugle ligger V100 typisk oppe på omkring 3.200 joule og den nye 9,7 grams Winchester XP3 helt oppe på 3.446 joule. Altså en klar forbedring i forhold til 6,5×55, hvor kugler under 10 gram generelt ikke klarer grænsen på 2.700 joule.

En 10,1 grams kugle som Vulcan fra Norma har mere end 50% overskud ned til lovens minimumskrav. Så .270’eren ville således være et glimrende valg til både kron- og dåvildt.

Elg

Også til elg ville .270’eren være et godt valg og overgår 6,5’eren med en pæn margin. Med en 10,1 grams kugle har den omkring 800 joule mere, men hvad der nok er vigtigere til så stort bytte, ligger .270’eren godt 10% højere i momentum.

Den semi-homogene 9,7 grams XP3 kugle fra Winchester ville med sine 3.929 joule også være en glimrende patron til elg.

Vildsvin

Kaliber .270 Winchester er legal og brugbar til vildsvin, men lidt ”tynd” til trykjagt på større dyr.

 

Jagt i Afrika er et vidt begreb og er jagt i en lang række forskellige lande. Hvert land har sine love og regler for anvendelse af riffel og tilhørende ammunition til f.eks. Plains game og big game som f.eks. løve, bøffel eller elefant. 

Safari/jagtrejse

Grundet den flade skudbane og relativ høje energi anbefales .270’eren ofte til jagt på afrikanske antiloper (plains game) og er i dele af Sydafrika legal minimum til jagt på vildt i Kudu-størrelse.

I Namibia og Zimbabwe kan der dog herske en vis tvivl om patronens legalitet, da lovgivningen her snakker om minimum 7 mm (.276), altså 0.006 tomme større end .270’eren. Men den anvendes dog alligevel i udbredt grad, da man åbenbart accepterer den som værende en 7 mm.

Til jagt på Ibex vil den være et rigtigt godt valg.

Legalitet

Patronen er legal til alle vildtklasser i Danmark.

Fordele og ulemper

Med den oprindelige kugle på 8,4 gram er .270’eren meget fladtskydende og leverer energi på højde med eller bedre end .308 og .30-06. Men grundet den danske regel om kuglens minimums vægt på 9 gram, kan dens fulde potentiale desværre ikke udnyttes til klasse 1 vildt i Danmark, Norge og Sverige.

Jagtvåben

På Netnatur kan man læse alt om jagt og en langt række artikler om om jagtvåben – lige fra haglvåben til jagtrifler til salonrifler og jagtbuer. Læs mere på netnatur.dk/JAGTVÅBEN

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version