Fuglekirsebær er vidt udbredt i Europa og Asien og er hjemmehørende i Danmark. Arten er den vilde form af den dyrkede kirsebær

Af Redaktionen

Den forefindes mest i det østlige Danmark, og talrigt på Bornholm. Men lokalt findes der dog forekomster med rigtigt mange individer, f.eks. omkring Mariager fjord, Salling, Himmerland og i Vendsyssel.

Man regner med, at fuglekirsebær er indført for omkring 1.000 år siden, og siden spredt via dyr, fugle og mennesker.

Træets udseende

Fuglekirsebær er et mindre træ, i Danmark sjældent over 20 meter højt. Stammen er ret og grenene kransstillede som i gran. Barken er grå-brun og glat med karakteristiske vandrette lange kirtler.

Bladknopperne er store og rødbrune. Bladene er lancetformede, 7 til 14 cm lange med savtandet rand.

Blomsterne er hvide og bæres i sammensatte stande. Fuglekirsebær blomstrer i maj-juni.

Frugterne er kugleformede mørke røde eller næsten sorte stenfrugter med en lang stilk. Frugterne er modne sidst i juli eller først i august.

Voksesteder i Danmark

Fuglekirsebær foretrækker kalkrig jordbund med god næring, men kan også findes på mere tørre lokaliteter. Den trives ikke på kolde, våde jorde. Den vokser ofte i hegn og skovbryn, men også i blandinger.

“Fuglekirsebær er en af de få arter, som dårligt tåler beskæring”.

Under visse omstændigheder kan fuglekirsebær sprede sig voldsomt gennem rodskud og derved dominere området. Den tåler let skygge og en moderat vind.

Anvendelse

Fuglekirsebær egner sig til plantning i skovbryn og på læsiden i hegn. Den kan gro med nogen vindeksponering, men sætter da kun lidt frugt.

Blomsterne er velduftende og tiltrækker bier og andre bestøvende insekter.

Frugterne er yndede af både dyr og mennesker. Specielt bær-ædende fugle som drosselfugle og stære sætter stor pris på de saftige frugter. Egern, mus og kernebidere knuser eller åbner stenene for at få fat i det næringsrige frø.

Fuglekirsebær er en af de få arter, som dårligt tåler beskæring, og derfor bør den undgås i yderhegn eller randbeplantning som beskæres.

Fuglekirsebær er et træ med mange anvendelser. Udover bærrene er veddet særdeles værdifuldt til møbeltræ. Fuglekirsebær anvendes ofte som grundstamme til podning af andre sorter. Bladene samt andre plantedele kan anvendes til farvning og naturmedicin.

Kilde: Miljøstyrelsen

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version