Kinesisk vandråvildt: Jagt på waterdeer i UK. Alt om jagt Netnatur.dk

Hvor heldig har man dog lov til at være? Sådan lyder det fra Henning Kørvel og to jagtvenner, som i vinterkulde jagtede kinesisk vandråvildt til den store guldmedalje

Da Henning Kørvel og hans spanske jagtvenner jagede kinesisk vandråvildt i Midtengland, blev landet omklamret af vinterkulde. Resultatet blev dog tre guldmedaljebukke, og Henning Kørvel spørger med rette: Hvor heldig har man dog lov til at være?

Kinesisk guldregn – jagt på vandråvildt

Tekst og foto Henning Kørvel

Vel vidende, at kinesisk vandråvildt har haft over 100 år til at tilpasse sig det engelske klima, skal jeg heller ikke lægge skjul på, at jeg var usikker på, om jagten på ”dyreverdenens dracula” ville krones med held, idet Kong Vinter havde pakket England ind i sne og sænket temperaturen til 12-15 minusgrader, natten før mine spanske venner – Rafael, hans søn, Rafael Jr., Pedro og jeg – som passagerer i to biler, ført af henholdsvis vores jagtagent, Gerald Collini og dennes assistent, Peter, 10. februar kort før klokken 7.00 kører ind på godset, Beckering Park Estate i Bedfordshire.

Men tvivlen viser sig hurtigt at være ubegrundet. Efter kors tids kørsel i reviret spotter vi tre stykker kinesisk vandråvildt, der fra et levende hegn spurter ud over den snedækkede mark.

Få sekunder senere føjer endnu to stykker sig til, hvilket bevirkede, at jeg tøede lidt op og fik troen tilbage på, at det hele nok skulle lykkes.

Det havde Gerald da også garanteret for, at det ville, da han og Peter ved 5.30-tiden samlede os op uden for vores logi ”The Bridge Hotel” i Thrapston i Northamptonshire.

Derimod udtrykte han skepsis over for, om det ville lykkes at få Reeve’s muntjac, som vi efterfølgende skulle jage i Tilbrook i Cambridgeshire.

Umiddelbart mente han, at vinterkulden ville lægge en dæmper på den lille hjortearts aktivitetsniveau. Men den tid, den sorg.

Først skulle vi prøve kræfter med dyreverdenens dracula, og til vores store lettelse bekræfter jagtbossen, Paul Childerley, snart Gerald’s opfattelse af, at sneen og frosten ikke ventes at ville lægge hindringer i vejen for at jage vandråbukke.

De har nemlig ikke søgt i ly i skovenes tykninger af den grund, men opholder sig derimod – as usual – ude i det åbne land, hvilket her vil sige marker med vinterraps, vinterhvede, afhøstede marker, arealer med majs og forskellige specialafgrøder samt vildtagre, der alene bliver sået af hensyn til fasaner og rødbenede agerhøns, som Paul fortalte, der bliver udsat henholdsvis 12.000 og 2.000 af i 2011.

*Hugtænderne er trofæet hos Kinesisk vandråvildt, og disse er guldmedalje, der på Beckering Park Estate er mere reglen end undtagelsen.*

Forskellen er udtryk for, at mange engelske haglbøssejægere i dag foretrækker at jage agerhøns frem for fasaner. Hvem skulle nu tro, det ville gå sådan?

Mens vi betragter Paul’s trofæer af vandråbukke, muntjacs og råbukke i jagtrummet, forklarer han om reglerne for jagten, der overvejende vil komme til at foregå ved at køre rundt i reviret, og når en afskudsbar buk er spottet, så pyrsche videre til fods.

Da vi hver især har fået testet aftrækket på låneriflerne – for mit vedkommende Sako kaliber .22-250 Remington med kunststofskæfte og bipod – og vi hver især nu ved, at det stort set svarer til aftrækket på vores egne rifler, som vi har efterladt hjemme i henholdsvis Danmark og Spanien, fordi våbenreglerne i England er blevet tricky, og Ryanair som mine spanske venner rejser med fra Madrid til London Stansted, ikke medtager skydevåben som bagage, giver Paul tegn til, at det er tid til at tage af sted for at indlede jagten.

”Fox pee” i næseborene

Solen er i mellemtiden kommet på himlen og får rimfrosten på træerne til at glimte som diamanter. Det giver landskabet et eventyragtigt præg.

Efter kort tids kørsel spotter vi ni dyr på en mark med vinterraps. Det midterste af dyrene er en buk, men hvordan skal det lykkes for os at komme ind på skudhold, når den allerede har spottet os?

Paul afgør sagen, idet han mener, det bedste vi kan gøre, er at køre tilbage ad samme vej, som vi er kommet af og fortsætte til den modsatte side, hvorfra vi vil have bedre mulighed for at komme ind på skudhold.

Nået frem til stedet fortsætter vi til fods langs et levende hegn, og da vi efter at have tilbagelagt 500-600 meter endelig spotter bukken cirka 250 meter borte, har den desværre sat sig for at tygge drøv.

De øvrige otte dyr esser fortsat ufortrødent i to smågrupper på hver side af den siddende buk. Vi går nu ned på alle fire og kryber frem til et træ i hegnet, og det er planen at afvente, at bukken rejser sig, hvorpå jeg så – om alt går vel – skal afgive skud.

Rafa Jr. med sin guldmedalje buk af kinesisk vandråvildt.

Vi indser dog hurtigt, at stedet ikke er velvalgt, fordi den stærke stank af ”fox pee”, som den firbenede røde fribytter har strintet ud på stedet inden vores ankomst, hænger tungt i den frostklare luft og udfordrer lugtesansen.

Mens jeg slår støttebenet ud og anbringer riflen i den rette position i retning mod den siddende buk, spørger jeg hviskende Paul, om brugen af lyddæmper har til formål at minimere forstyrrelsen af vildtet i reviret?

Han ryster på hovedet, mens han – ligeledes hviskende – forklarer, at når han og andre, der jobber i jagterhvervet, bruger lyddæmpere, er formålet derimod at minimere høreskader.

Han føjer til, at for en arbejdsgiver er en lyddæmper en ulig billigere investering end den erstatning, vedkommende i givet fald skal op med i tilfælde af, at jagtpersonale får konstateret hørenedsættelse efter skydning på jobbet uden brug af lyddæmper eller høreværn.

Mens vi i liggende stilling betragter den siddende buk, prøver jeg at tage bestik af den gennem sigtekikkerten, der er af den type med rødt sigtepunkt.

Jeg kan se, at jeg sagtens vil kunne sætte en dræbende kugle nederst på halsen ved overgangen til kroppen. Men da Paul ikke har givet mig i opdrag at afgive skud til den i den stilling, og der ved et sådant skud også kan være en potentiel risiko for at beskadige capen, samt at det derudover ikke matcher det jagtetiske kodeks at skyde til et siddende dyr, slår jeg det ud af tankerne og kommer uvægerligt til at tænke på de guddommelige ord, en gammel jagtven på Lolland ynder at recitere:

”Det er nemt at skyde, men sværere at lade være”.

Da vi har ligget på stedet i cirka 50 minutter uden at have nydt odøren af fox pee, rejser bukken sig pludselig op og spurter straks op over forhøjningen på marken uden at stoppe op og give mig mulighed for at sætte en kugle til den.

De otte øvrige dyr slår følge med den, og snart forsvinder de bag forhøjningen på den snedækkede mark, hvorpå vi går tilbage til firtrækkeren. Snart er vi på hjulene igen.

*Rafa Sr. har det store smil fremme, da han har skudt en stor guldmedalje.*

”Cull” byder sig til

Efter nogen tids rekognoscering når vi frem til en mark, hvor det vrimler med kinesisk vandråvildt. Her står og sidder et halvt hundrede individer enkeltvis og i smågrupper over stort set hele marken, der er tilsået med vinterraps.

Vi spotter en buk 400-500 meter ude, og Paul gør tegn til, at vi skal prøve at kravle ind på skudhold af den. Snart er vi på vej på alle fire, men jeg finder hurtigt ud af, at Laksens skydehandsker, der er fortræffelige til riffel- og haglbøssejagt i tørt vejr, ikke er velegnede at kravle i sne med, fordi de ikke er vandtætte og snart bliver gennemblødte, hvilket ikke er optimalt for hænderne i betragtning af, at det fryser over en halv snes grader, men pyt. Hvilke ofre bringer man ikke gerne for at få opfyldt sine drømmes mål?

Vi er nået cirka 100 meter frem mod bukken, da Paul stopper op. Jeg rejser straks riflen op på støttebenet, men allerede inden vi gør holdt, er bukken i bevægelse fremefter.

Og da jeg indfanger den i sigtekikkerten, er den nået om på den anden side af en lille forhøjning på marken, så jeg i sigtekikkerten kun kan se den øverste halvdel af kroppen i et splitsekund, før bukken forsvinder ud af mit synsfelt.

”Damned”, udbryder jeg. Paul nikker forstående. Der er dog kun ét at gøre: Fortsætte ufortrødent. Men jeg indser også, at ved en form for jagt som denne vil bukke som en hovedregel altid have spottet forfølgerne, før jagten indledes og vil således være ekstra oppe på dupperne.

Desuden står det klart for mig, at når det omsider vil lykkes at komme ind på skudhold, så vil der kun være få sekunder til rådighed til skudafgivelsen, før bukken vil forføje sig til et mere sikkert sted for den i reviret. Paul nikker samtykkende. Han kender det og har oplevet det i hundredvis af gange.

Tilbage i firtrækkeren kaster han et blik på uret og siger, at det er tid til breakfast, men at vi naturligvis skal holde øjnene åbne efter en buk på vejen tilbage til driftsbygningerne.

Vi spotter snart et spring på 35-40 dyr, men da der ikke er bukke iblandt dem, spørger han, om jeg kunne tænke mig at skyde en rå som led i bestandspleje (culling) for at få ild i krudtet, før jeg forhåbentlig snart får held til at skyde en buk?

Jeg nikker. Han stopper bilen, og snart trasker vi – åbenlyse for dyrene – i retning mod dem på den snedækkede mark.

Da vi når ind på en afstand af cirka 170 meter, rejser Paul skydestokken op, og da jeg har lagt riflen til rette, byder han mig at skyde en rå, der står i midten med højre bredside til.

Da rødsigtet kort efter står fastlåst på bladet, trykker jeg på aftrækkeren og hører et svagt smæld, efterfulgt en lyd, der bedst kan beskrives som ”blob”, da kuglen træffer målet, og råen vælter om i sneen. Spjætter lidt med løbene og ligger så stille.

Paul stikker mig sin næve:

”A good shot”.

Da vi kort efter ruller op foran jagtrummet med den afsjælede rå i firtrækkerens bagrum, er mine spanske venner allerede ankommet.

Og det viser sig nu, at Rafael Jr. har skudt en kinesisk vandråbuk, som jeg og Paul straks ønsker ham hjertelig tillykke med.

Rafael Jr. er tydeligt glad for det sublime trofæ, hvis lange hjørnetænder lokalt har givet den kinesiske vandråbuk tilnavnet, vampyrbuk.

Paul forsikrer, at der er al mulig grund til, at Rafael Jr. er glad for trofæet, ikke blot fordi han nu kan føre en ny vildtart ind i jagtjournalen, når han er vel tilbage i Cordóba i Sydspanien, men også fordi hans buk er en stor guldmedalje. Sådan!

*Henning Kørvel skød først en rå som led i ”culling”.*

Når enden er god …

Straks efter breakfast, indtaget på en café i landsbyen i nærheden, fortsætter jagten. Vi spotter straks en hel del råer, men ingen bukke.

De må dog være et eller andet sted i reviret. Og da vi har rekognosceret i yderligere en halv time, hvor adskillige rødbenede agerhøns, men færre overlevende fasankokke, går ind på nethinden, spotter vi omsider en enlig stor buk 400-500 meter fra os på en mark med vinterhvede.

Men da den også har spottet os, er jagten alt andet end enkel. Paul anmoder nu Gerald om at tage bilen og køre mig over til den modsatte ende af marken, mens han og Peter bliver tilbage.

Når vi er kommet på plads, vil han og Peter så forsøge at trykke bukken frem imod mig, men indskærper, at jeg kun må skyde til den med skoven på min venstre side som baggrund. Kun der er der kuglefang.

Gerald og jeg tager nu opstilling bag et træ for enden af marken og venter blot på, at bukken skal bevæge sig i vores retning.

På marken står der udover bukken tre råer, der flytter sig helt efter bogen, da Paul og Peter indleder ”trykket”, idet de søger fremad, før de stopper op for at tage bestik af forfølgerne.

Vinden tager til og gør opholdet på stedet ekstra koldt. En efter en passerer råerne nu forbi cirka 100 meter ude uden at have set os og gør holdt, før de fortsætter ud over markvejen.

”Pokkers, en af dem ikke er bukken, for så ville jeg have kunnet afgivet skud”, hvisker jeg til Gerald, der nikker.

Bukken kan vi ikke se længere. Den er skjult i en hulning på marken, orienteret imod skoven. Vi ser, at Paul og Peter fortsætter mod hulningen, men med ét spotter vi et dyr, der rejses, som ikke vælger at følge efter råerne, men bøjer af og smutter ind i skoven, som snart opsluger det.

Da vi samtidig ser, at Paul og Peter nu vender rundt for at gå tilbage til bilen, bliver Gerald og jeg klar over, at det dyr, der forsvandt ind i skoven 400-500 meter fra os, var bukken. Damned!

Umiddelbart før vi når frem til bilen, ringer Paul’s mobiltelefon.

”Do you did have spotted a buck there, okay we will be there in a minute”. Han fortæller nu, at der er set en buk på en mark nær driftsbygningerne.

Da vi når frem, er den imidlertid trukket så langt ud i det åbne felt, at vi opgiver. Men der er andet godt nyt. Rafael Senior, min trofaste jagtven gennem cirka 41 år, har kort forinden skudt en buk, ligeledes i guldklasse, men ikke endt med det.

Pedro har i lighed med ego udført arbejdsjagt og skudt en rå, men han vil dog ikke gå linen ud og skyde en buk, efter han ved parolen fik klar information om, at det kun er muligt at skyde bukke i guldklasse, idet her ikke findes bukke i mellemklasse til en lavere pris.

Det viser sig desuden, at Rafael Jr. har skudt en rå som led i culling.

Med Rafa’ Jr. og Peter som bagsædepassagerer kører Paul og jeg af sted igen. ”Last call”. Viserne på uret står på 12.42. Dagen er stadig ung.

Men morgenens og formiddagens forstyrrelse af bestanden af kinesisk vandråvildt, der på Beckering Park Estate anslås til i størrelsesordenen 400 individer med en årlig afskydning af omkring 50 bukke, overvejende guldmedaljer, har til gengæld været stor.

Paul lægger derfor heller ikke skjul på, at han er stærkt interesseret i, at vi hurtigst muligt får held til at finde en buk, jeg kan nedlægge.

Da vi har rekognosceret i cirka 25 minutter, spotter vi en buk, ledsaget af to råer i kanten af et stykke majs, hvor vi vil have mulighed for at kravle ind på skudhold, skjult af de visne majsplanter. Paul mener dog kun, at den har én hjørnetand, men det er ikke noget problem, griner han, da han til brug herfor har en skuffefuld løse hjørnetænder i godsets jagtrum.

Alligevel håber jeg ikke, han har ret, eftersom jeg foretrækker det ægte trofæ, der ikke skal tilføres løse reservedele. Om jeg så må sige.

Snart er vi nede på alle fire og kravler nu af sted imod bukken, som er optaget af at samle majskerner op fra jorden efter at have skrabet sneen bort.

*Gerald (til venstre) og Paul bærer den skudte rå ud til den ventende bil.*

Adrenalinen pumpes rundt i kroppen. Mit indre instinkt siger mig, at denne gang vil det lykkes. Men vi har endnu et stykke vej at kravle. Da vi endelig kommer frem til udkanten af majsstykket, ser vi bukken stå med højre bredside til cirka 100 meter ude.

I samme øjeblik, rødsigtet står fastnaglet på bladet, går skuddet, og bukken vælter. Urets visere står på 13.47.

”Congratulation, a good shot”.

Paul Stikker mig smilende sin hånd. Og vi iler straks hen til bukken, der i lighed med de to, der allerede er skudt, er en stor guldmedalje.

Men modsat af, hvad Paul først troede, så har den heldigvis ikke kun én hjørnetand, men derimod dem begge to. Her er altså ikke brug for løse reservedele fra ”reservedelslageret” i godsets jagtrum.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er kisteglad. Det var netop det toptrofæ, jeg var rejst til England for at erhverve.

Som vært for mine spanske venner er jeg naturligvis ligeså lykkelig for, at de har nået et af de mål, jeg har stillet dem i udsigt på denne tur, hvor Diana og Sankt Hubertus – indtil videre – virkelig har stået på vores side.

Alligevel står jeg tilbage med det drilske spørgsmål på læben:

Hvor heldig har man dog lov til at være?

Henning Kørvel med sin guldmedalje af kinesisk vandråvildt. Den er hos en dansk autoriseret trofæmåler opmålt til 220 point, og guldmedalje kræver 210 point.