Er der virkelig jæger mod jæger i ny hjorteplan? Uanset er sværdet trukket og jægerne kan risikere at stå tilbage med en kløvet og døende jagtsag
Kommentar af Netnatur.dk
Nyt udspil fra Den Nationale Hjortevildtgruppe får jægerne til at bævre.
Der varsles arealbegrænsning. Og det kan jægere i almindelighed ikke li.
Bag udspilet står landbruget og skovbruget. Og Danmarks Naturfredningsforening.
Danmarks Jægerforbund – der også har en plads i gruppen – er ikke medunderskriver af planen.
Danmarks Jægerforbund er nemlig modstandere af arealbegrænsning. I hvert fald på papiret. Til gengæld er de tilhængere af adaptiv forvaltning.
Og for at komme jægere til udsætning, smider de en “adaptiv” redningskrans ud til de nødstedte. På redningskransen står der ikke adaptiv forvaltning. I stedet tales der i DJ planen om samforvaltning.
Men det er efter meget at dømme to sider af samme sag med mindre, der som nu er tale om frivillige samforvaltning.
Men det er næppe tilfældet. Og hvordan forbundet vil udøve adaptiv vildtforvaltning – helt ud på matrikel-niveau – uden at indføre en eller anden form for arealkrav, står stadig ubesvaret, selv om der er gået “lidt” tid siden, vi her på siden rejste spørgsmålet første gang tilbage i 2015.
Arealkrav eller adaptiv forvaltning?
Set i det lys virker de to skrivelser fra hhv Den National Hjortevildtgruppe og Danmarks Jægerforbund som valget mellem pest eller kolera. I hvertfald for de jægere, der mener, at jagten i Danmark bør reguleres via den private jagtet … og jagttider, der gælder for alle jægere, uanset jagtarealets størrelse og beskaffenhed.
Men i følge arkitekterne bag den nye hjorteplan er jagttider som redskab i forvaltningen ikke vejen frem mod ældre hjorte. Den kan ikke stå alene og der skal indføres et nyt administrativt system, der kan kontrollere jægernes afskydning.
Jægerforbundets øverste ledelse har accepteret præmissen. De har accepteret, at de danske jægere ikke kan styre sig. Også her er holdningen åbenbart, at der skydes for meget til væggen og for lidt til gryden. Underforstået, der skydes for mange trofæbærende handyr i forhold til kalve og hundyr
Det er dog kun to år siden man indførte en ny forvaltningsmodel, der skulle føre til en bedre balance mellem køn og alder i de områder, hvor balancen menes at være skæv.
En plan som i store træk er baseret på anbefalinger fra DCE, hjorte-vildtbiolog og regeringens eget ønske om mest mulig frihed til den enkelte jæger.
Plan til rød minister
Om kort tid sidder der en ny mand eller kvinde på området for miljø og jagt, og en ny hjorteplan kan være én af de første, der lander på ministerbordet.
Men vil en ”rød” eller “radikal” minister falde for en plan, der giver de store jordbesidder rettigheder, som de mindre ikke har? Næppe.
Derimod vil en adaptive forvaltningsplan være en helt anden sag. Den kan formuleres så tilpas kringlet, at ingen rigtig vil gøre modstand alene af den grund, at de ikke kan gennemskue konsekvenserne.
Adaptiv forvaltning vil dog efter alt at dømme give demokratisk indflydelse på de rettigheder, som i dag er private. Og set ud fra et traditionelt ”rødt” synspunkt, kan dette sikkert virke fristende.
Vildtforvaltningsrådets selvopfattelse
Der er næppe tvivl om, at en ny hjorteplan vil betyde meget for Vildtforvaltningsrådets selvopfattelse. Husk på, at Den Nationale Hjortevildgruppe ikke består af uvildige fagfolk. Det er en gruppe nedsat af Vildtforvaltningsrådet.
Vedtages en nye plan vil det betyde, at den netop gennemførte hjorteplan rulles tilbage. Og det er der meget signalværdi i.
Det vil cementere, at de tidligere ministre på området fejlede, da de blandede sig i landets jagt- og vildpolitik. Det er der nemlig ikke tradition for.
En ny plan vil sende et signal om, at det atter er Vildtforvaltningsrådet, der bestemmer i dansk jagt- og vildtforvaltning.
Derfor er spørgsmålet om ikke den nye hjorteplan, der er udgået fra Den Nationale Hjortevildtgruppe snarere skal ses som en skræmmekampagne.
Og en skrivelse der skal bane vejen for den egentlige plan – nemlig overgangen til adaptiv forvaltning.
Hvis DJ-redningsplanke ender med at blive alternativet til arealkravet får organisationerne i Den Nationale Hjortevildtgruppe, hvad de ønsker sig.
Danmarks Naturfredningsforening får hals og råderet over de danske jægere. DN vil sidder med ved bordet, når man lokalt – og ”helt ud på matrikelniveau” skal forvalte vildtet og jagten lokalt. Afskydningsplaner skal ske ud fra indsamlet data og demokratiske principper og det bliver jægernes opgave at fremlægge dokumentation for vildtbestandenes trivsel og størrelse.
Danmarks Jægerforbund: Hvis DJ-medlemmerne griber ud efter den adaptive redningsplanke, for at slipper for arealkrav, risikerer de at få begge dele: De får både arealkrav og en helt ny forvaltningsmodel, hvor private jagtrettigheder demokratiseres. En model hvor afskydningen efter meget at dømme skal tage udgangspunkt i præcise vildttællinger.
Landbrug & Fødevarer: Det er er vanskeligt at se hvad landbruget får ud af planen. Forslaget skaber næppe bedre balance mellem indtægter og udgifter forbundet med kronvildt i det dyrkede land.
“Noget for noget” er dog ikke ligefrem et ukendt fænomen i det råd, der rådgiver folkestyret. Derfor kan man ikke udelukke, at hjorteplanen kan være ”solgt” for noget andet. F.eks. tilslutning til et vildsvinehegn langs grænsen.
Dansk Skovforening: Man kan næppe betænke Dansk Skovforening i at stå bag skrivelsen. Det fremførte forslag ser ud til at passe som hånd i handske til organisationen. Især da det skal være muligt – på dispensation – at ”regulere” nogle af hjorte, som der i følge planen kan blive for mange af. Men dispensationen skal gives til veldrevne arealer, og her tænkes der næppe på veldrevne majs- og kartoffelmarker?
Jagtsag ude af kurs
En kendt debattør og fremtrædende stemme på de sociale medier har forsøgt at få jægerne til at deltage i diskussionen?
– Hvad er det i – altså jægerne – ønsker?
Det spørgsmål rejser han i jægergrupper på de sociale medier?
Dermed lægger han op til, at jægerne forholder sig kritisk til situationen. Men budskabet trænger ikke lige godt igennem alle steder.
Flere slår ring om Jægerforbundet og vil ikke forholde sig til, at forbundet er kommet ud af kurs. I hvertfald set i forhold til den noget uforpligtende målsætning om mest mulig jagt.
De mest rettroende DJ- tilhængere nægter at lytte. De ser kritik af forbundet som et angreb på selve forbundets eksestensberigtigelse. Tilsynladende bekymrer det dem mindre, at forbundet er faret vild. Så længe farten er høj, er alt godt.
Der er nemlig fuld fart på DJ. I dag er forbundet nemlig mere end bare en interesseorganisation for jægerne. Det er også en forretning.
Inden for overskuelig fremtid vil indtægterne fra navnlig Staten og private fonde overgå indtægterne fra medlemmerne.
I 2018 stammede ”kun” 60% af indtægterne fra medlemmerns kontingent. I 2019 tyder det på at blive væsentlig mindre.
Hvis der indføres adaptiv forvaltning, vil der efter meget at dømme blive skruet op for donationerne. Og dermed op for den forretningsmæssige fløj af forbundet.
Dermed kan det blive endnu vanskeligere at kende forskel på jagtsagen på den ene side og forretningen Danmarks Jægerforbund på den modsatte.
Dermed vil Danmarks Jægerforbund i stigende grad blive drevet som en forretning, der udfører samfundsmæssige opgaver.
Opgaver som DJ kan sende samfundet en regning på.
Der skues op for musikken
Men hvad betyder der for den såkaldte jagtsag, hvis jægernes største organisation tænker mere i økonomi end i medlemsinteresser?
Her fra siden er vi stærkt bekymret på jægernes vegne. Over de seneste år har vi gentagne gange påpeget, den skræmmende mislyd, der udgår fra forbundets maskinrum.
Men hvad gør DJ-ledelsen, når denne mislyd påpeges?
– Ja de tænder for radioen, samtidig med at de skruer op for musikken. Så er der ingen, der kan høre at det skramler.
Hjælper det ikke, kan man altid starte en velkendt fællessag om de kritiske ryster, der “kun” er ude på at skade Danmarks Jægerforbund.
Bag ved den gode sag
En undersøgelse gennemført blandt DJ-medlemmerne viser, at der er grund til at tage debatten om adaptiv forvaltning alvorlig.
Det viser sig nemlig, at medlemsbladet Jæger ikke længere er den vigtigste årsag til at være medlem af forbundet. Det var det ellers engang.
Ej heller er det den førte politik, der vægtes højest.
Den vigtigste årsag til, at medlemmerne er medlem er ” DJ’s udførsel af samfundsmæssige opgaver”.
Her på redaktionen har vi endnu til gode at møde en jæger, der begrunder sit medlemsskab med ” DJ’s udførsel af samfundsmæssige opgaver”.
Men sådan ligger landet. Sort på hvidt står DJ-ledelsen altså bag medlemmerne – eller omvendt?
DJ tæller allerede harer og agerhøns i en række lokale markvildtlaug. Dette bringer 4 millioner kroner til DJ-kassen årligt. Den halve million går til “udgifter”. Resten går til timelønninger.
Dette skal og bør man have i baghovedet, hvis man vil forstå hvorfor DJ allerede er klar til – blot to år efter indførsel af ny hjorteplan – at diskutere en helt ny.
Halvdelen til hver
Der er ingen tvivl om, at vildtet og jagtens tarv er pakket ind i skjulte agendaer. Men hvem taler egentlig jagtens og vildtets sag. Og hvem taler med kløvet tunge?
Det kan være vanskeligt at vurdere …
På den måde ligner debatten “Salomos dom” fra det Det Gamle Testamente.
To letlevende kvinder gør overfor kong Salomos krav på det samme drengebarn. Men hvem var barnets rigtige mor? Det skulle kongen afgøre.
Igen ville vedkende sig faderskabet og DNA blev først opfundet flere tusinde år senere.
Hvad skulle kongen gøre? Hvordan kunne han afgøre, hvem der var mor til barnet.
– Hug den levende dreng i to stykker og giv hver af dem en halvdel, lød dommen fra den forstandige konge. Og kongen var åbenbart kendt for at være mand af sit ord, for udtalelsen fik straks den ene kvinde til at udbryde:
– Nej, nej. Giv hende det levende barn, du må ikke dræbe ham.
Dermed var sagen afgjort. Den falske mor havde ved sin tavshed afsløret sig og den rigtige mor fik forældreskabet over drengen.
Sværdet er trukket
Om denne episode kan bruges i debatten om vildtet og jagtens tarv må læseren selv vurdere.
Men en ting er sikket. Sværdet er trukket og vi kan i værste fald risikere at retfærdigheden sker fyldest. Begge parter får en død og ikke levedygtig halvdel.
Og hvorfor dog kløve den gode jagtsag i to halvdele?
Jægerne i Danmarks har en meget høj anseelse. Og det har de haft i de sidste mange årtier.
Den eksplosive udviklingen i hjortebestanden har næppe svækket denne anseelse. Tværtimod.
Derfor bør jægere gøre, som de stort set altid har gjort. De bør stå sammen med alt hvad det indebærer uanset hvor svært det kan være. En front og en sag.
Vildtet tilhører alle og ingen. Det princip har vi forvaltet efter siden stiftelsen af det, som meget senere blev til Danmarks Jægerforbund.
Dette princip er nu sat i spil.
