James Rowland Ward udgav i 1892 en rekordbog med oplistning af store afrikanske trofæer og det blev startskuddet til ”Rowland Ward’s Records of Big Game”
Tekst: Henning Kørvel
James Rowland Ward, søn af en britisk konservator, udgav i 1892 en rekordbog med oplistning af store afrikanske trofæer, som han havde fået kendskab til gennem sin konservatorforretning. Og det blev startskuddet til ”Rowland Ward’s Records of Big Game”, der har skiftet ejere flere gange siden Rowland Wards død i 1912. Siden 2015 har bogen været ejet af Safari Press i USA, men den udkommer stadig opdateret hvert femte år.
Den prestigefyldte rekordbog ”Records of Big Game” udkom første gang i 1892 med opmålinger af afrikanske jagttrofæer efter opfinderen, James Rowland Wards system, der er det simpleste af alle opmålingssystemer, fordi det bygger på det længste horn, stang og tand, hvorimod Safari Club International (SCI), Boone & Crockett og det europæiske CIC’s trofæ-opmålinger er mere komplicerede.
James Rowland Ward (1848-1912) var en britisk konservator og grundlægger af firmaet Rowland Ward Ltd., der i Piccadilly i London drev forretningen ”The Juncle”, der dels konserverede fugle og storvildttrofæer, og derudover fremstillede fx Wardian-møbler af animalske dele og paraply-standere af elefantfødder.
Rowland Ward videreførte en familiearv, fordi både hans bedstefar og far var kendte konservatorer.
Hans far, Edwin Henry Ward (1812-1878) rejste således med John James Audubon på sine ekspeditioner og indsamlede fugleskind, som senere blev brugt i Audubons episke værk ”The Birds of America”.
Edwin H. Ward havde oprettet en konservatorforretning i London tilbage i 1857 og blev kongelig hofleverandør til Dronning Victoria i 1870. Andre medlemmer af Ward-familien drev beslægtede virksomheder i New York og Australien.
Begge sønner af Edwin H. Ward, hvilket vil sige Edwin Jr. Ward og James Rowland Ward blev uddannet og arbejdede i farens forretning og konserverede jagttrofæer for blandt andet det britiske kongehus og kejserinden af Østrig.
Rowland hjalp desuden faren med at montere en kolibri-samling for John Gold. Og tidligt havde han fokus på korrekt modellering.
Nytænkte konservering
Edwin Jr. Ward flyttede til USA, og hans søn, Herbert Ward (1863-1919) deltog som zoolog i Henry Morton Stanleys ekspedition i 1887-1888 til det indre af det endnu ukendte Afrika.
Rowland Ward blev den berømteste konservator i Ward-familien, der i 1870 drev tre forretninger i England, men ved farens død i 1878, svandt de tre forretninger i England ind til en i 167 Piccadilly.
James Rowland Ward blev den berømteste i Ward-familien, idet han grundlagde ”Rowland Wards Records of Big Game” i 1892. Bogen udkommer stadig hvert femte år. Wikipedia.
Rowland Ward revolutionerede branchen ved at udføre meget naturtro konservering, og ved siden af konservatorarbejdet var han billedhugger og udførte bronzeskulpturer.
Wards mest berømte konservatorarbejde blev udført for det berømte Powell-Cotton Museum, Quex Park, og gjaldt en elefant med de næststørste kendte stødtænder.
Ward ville helmontere elefanten, men det ville Powell-Cotton ikke have. Ward foreslog så, at han lavede konserveringen gratis, hvis Powel-Cotton til gengæld ville sørge for en bygning, der var stor nok til elefanten, og sådan blev det. Elefanten kan ses på museet den dag i dag.
I 1892 begyndte Rowland Ward at udgive at udgive bøger om elefantjagt af blandt andre Frederick Selous og Arthur Neumann.
Baseret på jagttrofæer, som han havde konserveret i sin virksomhed, udgav han i 1892 en rekordbog med oplistning af de største trofæer fra Afrika, nedlagt tilbage til begyndelsen af 1800-tallet.
Bogen blev udgivet igen i 1894, hvor den blev to en halv gang større og fik titlen ”Rowland Wards Records of Big Game”, som den har heddet siden, og den udkommer opdateret hvert femte år, men udkom dog ikke under Første Verdenskrig, idet den sidste før krigen udkom i 1914, og den først så dagens lys igen i 1922.
Bogen blev utrolig populær, og uanset i hvilket fjernt beliggende hjørne af Afrika, man kunne finde en jægercamp, fandt man et eksemplar af Records of Big Game, der umiddelbart betragtet er et udstillingsvindue, men i virkeligheden er en værdifuld guide til, hvor ønskede pattedyr findes, og bogen står derfor udover hos storvildtjægere på ethvert naturhistorisk museum.
Udover størrelsen af trofæet nævner bogen stedet for nedlæggelsen, og bogen bringer også nogle fotos af de nuværende ejere af specifikke trofæer, der ikke nødvendigvis er identisk med den, som har nedlagt det.
Sådan så det ud, da en giral skulle transporteres fra Rowland Wards konservatorforretning på Piccadilly til Powell-Cotton Museet. Wikipedia.
I bogen fra 1928 opgives D.D. Lyell at være ejer af et sæt horn fra en angolsk giant sable over 58 inch, men i ”Memoires of an African Hunter” (1923) oplyser Lyell, at han fik trofæet af H.F. Varian.
I den samme udgave bringes et foto af hornene fra en bushbuck, som havde tilhørt Lyells ven, Barnshaw, som imidlertid havde solgt trofæet til the Tring Museum of Lord Rotschild, men i sammenhæng med at nævne, at museet ejer trofæet, burde jægerens navn være nævnt, og det burde have været nævnt, hvorfra trofæet stammer, mener David Chandler i ”Legends of the African Frontier”.
Kulmination omkring år 1900
Som tiden gik, blev det eftertragtet at få trofæer i bogen, og blandt kongelige personer, der kom igennem nåleøjet er fx: George V, dronning Elizabeth II, Prins Bernhard af Holland, Prins Abdorreza Pahlavi, Iran og forskellige prinser af Wales, Maharaja af Cooch Behar, men bogen rummer også andre VIP, nemlig Sir Winston Churchill, præsident Theodore Roosevelt, Lord Curzon, og efter Anden Verdenskrig indtog amerikanske storvildtjægere i stor grad bogen med navne som fx: Ernest Hemingway, Robert Ruark, Jack O’Connor, Herb Klein, Elgin Gates og James Mellon.
Rowland Ward nåede sit højdepunkt ved forrige århundredskifte. Jægere og naturalister fra hele verden kom til Rowland Ward for at få råd om udstyr og destinationer.
Den unge Winston Churchill var således kunde hos Rowland Ward, og mange kongelige og amerikanske og europæiske personligheder bragte deres trofæer til Rowland Ward for at få dem konserveret. Og de købte genstande her, fx møbler af horn og gevirer, som i dag sælges til tårnhøje priser af internationale auktionsfirmaer.
Rowland Ward lavede mange forskellige ting af skind, horn og fjer, men denne bjørn med en bakke med drinks til nyankomne gæster er blandt de mere spektakulære. Wikipedia.
Rowland Ward var gift med Lina Maple Ward (1868-1951). Parret synes at have haft en høj levestandard og havde således både butler og andre tjenestefolk i deres bolig i London.
Hun var en kvinde af sin tid, der sjældent sås offentligt, hvorimod hendes mand var fremtrædende i erhvervslivet.
Fordi de ikke havde børn, var der ingen i familien til at efterfølge Rowland Ward, da han døde i 1912.
Da Rowland Ward døde, var John Binmore Burlace selskabets direktør og aktionær.
Burlace fortsatte med at erhverve aktier, og i slutningen af 1920-erne havde han aktiemajoriteten, og han købte Linna Ward ud i 1935.
I midten af 1930-erne var forlagsdelen aftaget betydeligt, og kun Records of Big Game fortsatte støt. Også konservatorvirksomheden gik godt.
I begyndelsen af 1940-erne trak Burlace sig tilbage og solgte sine aktier til Gerald Best, som købte de sidste aktier af aktionærer i 1946.
Denne løve, der dræbte Thomas Macarte i 1872, blev monteret af Rowland Ward i 1874. Ward gjorde meget ud af korrekt anatomisk modellering. Wikipedia.
I og med, at amerikanske storvildtjægere begyndte at rejse ud, og man så flere amerikanere end jægere af andre nationaliteter ude omkring i verden, opstod der konservatorfirmaer i USA: Louis Paul i Denver, James Clark Studios og Klineburger Brothers Taxidermy.
Rowland Ward beholdt imidlertid sin fremtrædende position, og i de bedste år eksporterede Gerald Best 80 procent af konservatorarbejdet ud af England.
I 1950 åbnede Rowland Ward en virksomhed i Nairobi som center for konservering og forarbejdning og forsendelse af skind.
I England fortsatte virksomheden, og mellem 1960 og 1970 beskæftigede Rowland Ward 29-44 personer.
Da George Best døde i 1969, blev virksomheden overtaget af hans søn, Anthony Best.
Indien lukkede for jagt i 1971, og i 1976 drejedes nøglen om for jagt i Kenya, men allerede i 1974 eksproprierede Kenyas regering Rowland Ward uden kompensation.
På grund af det økonomiske tab, og kundegrundlaget nu fandtes i USA, og konkurrencen fra amerikanske og europæiske virksomheder, lukkede Rowland Ward konservatorvirksomheden ned i England i midten af 1970-erne.
Sådan så Rowland Ward’s Record of Big Game” ud i 1914. Wikipedia.
Tim Best, en bror til Anthony, fortsatte med at drive Rowland Wards butik, nu på Knightsbridge, London, som solgte krystal, porcelæn, bøger og en række produkter, fremstillet af horn, gevirer og skind.
Han udgav også bøger, blandt andet Tony Sanchez ”På sporet af den afrikanske elefant”, og i 1981 udgav han den attende udgave af Records of Big Game.
Den blev til gengæld den sidste udgave, der udkom i England. I 1982 blev virksomheden solgt til Game Conservation International (Game Coin), San Antonio, Texas.
Game Coin udgav dog kun en udgave af Records of Big Game, før udgivelsen overgik til Steve Smith, Johannesburg, Sydafrika.
Han nytænkte Records of Big Game, idet han begyndte at optage trofæer i bogen fra Asien og Europa, hvor kun afrikanske arter var i spil i tidligere udgaver.
Et år efter, at Smith døde ved en bilulykke i 1993, solgte Game Coin virksomheden til Robin Halse, Queenstown, Sydafrika, og den blev efterfølgende overtaget af hans datter, Jane Halse. Halsefamilien solgte også tøj og lædervarer.
I 2015 blev virksomheden overtaget af Safari Press, USA, og driften er nu baseret i Californien, men konceptet er stadig det samme som fra starten, at der hvert femte år udkommer en opdateret udgave af den prestigefyldte rekordbog. Og ja: Der skydes fortsat nye trofærekorder.
