I takt med, at jagtformerne har ændret sig i Danmark, har dette også haft en effekt på jægernes valg af hund. De stående racer går tilbage, og retrieverne vinder terræn
Labrador retriever – Danmarks jagthund nummer 1
Af Peter Thisted .aug. 2021
En labrador stammer paradoksalt nok ikke fra Labrador i Nordamerika, som navnet jo ellers kunne indikere.
Racen har sin spæde oprindelse i New Foundland i Canada, hvor man krydsede forskellige vandapporterende hunde med Newfoundlænderen, for at få en lettere, men stadig godt arbejdende hund, som med sin tætte pels villigt apporterede både på land og i vand.
De første hunde hed “St. John’s Water Dog”. Navnet labrador fik racen først efter at være indført til England i 1800-tallet, hvor racen blev endeligt finpudset og optaget som selvstændig race i den engelske kennelklub i 1904.
Labradoren findes i tre forskellige farvevarianter: sort, gul og brun. Hvilken farve hunden får, bestemmes af hvilke gener, der optræder to bestemte steder i hundens DNA.
Labrador retriever er ubetinget Danmarks mest populære jagthund. Den er primært gennem målrettet avlsarbejde skabt til at arbejde efter skuddet, men det er en meget alsidig hund, som også kan anvendes til drivjagt, schweiss-arbejde, service- og redningshund samt ikke mindst familiehund.
Formel 1
Det er en udbredt misforståelser, at Labrador findes som to typer. En “gammeldags” og en “formel 1”. Der hersker tillige den opfattelse, at når en labrador er lille, så er det en formel 1, og når den tilsvarende er stor, så er det en gammeldags.
Intet kan imidlertid være mere forkert.
Navnet “Formel 1” er opstået først i 80’erne, som følge af en begejstret journalist efter en hundeopvisning skrev “Er dette labradorens Formel 1”. Arrangementet, som journalisten overværede, var med deltagelse af labradors avlet ud fra engelske og irske jagtlinier. Og det er slet og ret det, som hundene er.
En “gammeldags” kan sagtens være lille – og en F1 kan være stor. Det, som adskiller, er stamtavlen/avlen.
Så skal man absolut tale om typer, så burde det nok retteligt mere være udstilings- og jagttyper.
Racestandard for labrador
FCI Standard for Labrador Retriever
Anvendelse: Apporterende jagthund (Retriever).
Klassifikation: FCI Gruppe 8 (retrievere, stødende jagthunde, vandhunde).
Helhedsindtryk:
Stærkt bygget, med kompakt krop, meget energisk. Dette udelukker overvægt eller overdreven tyngde. Skallen er bred, bryst og brystkasse har god bredde og dybde. Den er bred og stærk over lænd og bagpart.
Temperament:
Godmodig og meget adræt. Den har en fremragende lugtesans, “blød mund” (skånsom vildtbehandling) og er en passioneret vandhund. Den tilpasser sig let og er en hengiven følgesvend. Den er intelligent, ivrig og villig til at adlyde, med et stærkt ønske om at behage. Dens væsen er venligt, uden antydning af aggressivitet eller ubegrundet skyhed.
Hoved
Skalle: Bred og renskåret, uden kødfulde kinder.
Stop: Tydeligt.
Næse: Bred, med veludviklede næsebor
Næseparti: Kraftfuldt, hverken spinkelt eller spidst.
Kæber, bid: Middellange kæber. Stærke kæber og tænder med perfekt, regelmæssigt og komplet saksebid, dvs. at overkæbens tænder tæt overlapper underkæbens, og at biddet ligger vinkelret på kæberne.
Øjne: Middelstore øjne, der udtrykker intelligens og godmodighed. De er brune eller nøddebrune.
Ører: Hverken store eller tunge. Bæres hængende tæt til hovedet og ansat ret langt tilbage.
Hals: Tør, stærk og kraftfuld, godt ansat og indpasset i de velplacerede skuldre.
Krop
Ryg: Vandret overlinie.
Lænd: Bred, med kort, kompakt og stærkt lændeparti.
Bryst: Af god bredde og dybde, med godt hvælvet, tøndeformet ribbensparti – hvilket ikke må opnås ved overvægt.
Hale: Halen er karakteristisk for racen. Den er meget tyk mod roden og aftager gradvis i tykkelse mod spidsen. Den er middellang og uden fane, men tykt beklædt hele vejen rundt med et kort, kraftigt og tæt hårlag, der giver den det “runde” udseende, der beskrives som “odderhale”. Må bæres muntert, men ikke krumme ind over ryggen.
Lemmer
Forpart: Forbenene har god knoglemasse og er helt lige fra albuen og nedefter, set såvel forfra som fra siden.
Skuldre: Lange og skråtstillede.
Bagpart: Veludviklet, ikke faldende mod halen.
Knæ: Velvinklede.
Haser: Haseleddet er godt lavt ansat. Kohaser er særdeles uønskede.
Poter: Runde og kompakte, med godt buede tæer og veludviklede trædepuder.
Bevægelse: Fri og passende jordvindende bevægelse, som er parallel og præcis for og bag.
Pels
Hårlag: Karakteristisk for racen. Kort og tæt uden bølger eller gehæng (faner). Den føles temmelig hård. Underpelsen er isolerende og vejrbeskyttende.
Farve: Ensfarvet sort, gul eller brun (lever- eller chokoladebrun). Den gule farve spænder fra lys flødefarvet til ræverød. En lille, hvid brystplet er tilladt.
Størrelse
Idealhøjde (skulderhøjde) er:
For hanner 56-57 cm. for tæver 54-56 cm
Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelserne skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl.
De seneste ændringer er skrevet med fed skrift.
Standarden udgivet af FCI 12.01.2011
SPECIALKLUB: Dansk Retriever Klub
pt@netnatur.dk
