Lad nu fasanudsætning og fasanjagt få fred

“Lad nu fasanudsætning og fasanjagt få fred” lyder det fra Henning Kørvel, der har forfattet et synspunkt, der knytter fortiden og fremtiden for dansk fasanjagt

Synspunkt af Henning Kørvel

Siden midten af 1800-tallet er der blevet udsat fasaner i Danmark, men først i 1870-erne slog fasanudsætning igennem, og fordi fasanen således har levet i Danmark i mindst 150 år, har den vundet indfødsret og må betragtes som en dansk fugl. Her bringes skydetallene fra danske godser, som blev bragt i ”Dansk Jagttidende”, og særligt to danske godser stak af fra alle de øvrige, hvilket gjorde dem til rollemodeller. Nogle foreninger og Det Dyreetiske Råd har set sig sure på fasanudsætning og fasanjagt, men fordi jagt med jagtloven accepteres af Folketinget er kritikken reelt et udtryk for manglende tillid til politikerne da Vildtforvaltningsrådet har givet udsætning af fasaner endnu 10 år. Derfor bør kritikkerne holde mund og give fasanudsættere og jægere fred til deres metier.

I en lang årrække efter dannelsen af Dansk Jagtforening i 1884 bragte foreningens tidsskrift ”Dansk Jagttidende” skydelister fra danske jagtrevirer.

Her dukkede udbyttet af fasaner naturligvis også op, og udbytterne var beskedne frem til midten af 1890-erne, hvor Grevskabet Bregentved og Grevskabet Langeland tog teten og skød flest fasaner.

Det må deraf sluttes, at de udførte fasanopdrættet effektivt efter engelsk mønster, hvor kyllingerne blev sat ud, mens de var 4-6 uger gamle, hvor de efter det tyske system først blev udsat som omtrent udvoksede.

Udbytterne så sådan ud:

Stamhuset Taasinge 1883: 21.
Baroniet Gaunø 1883: 35
Krusesminde Gods 1883: 1.
Katholm Gods 1884: 23.
Ravnholt Gods 1879-1884:30, 29, 17, 19, 22, 1.
Kjærstrup Gods 1869-1884: 3, 4, 1, 4, 3, 2, 1, 1, 3.
Stamhuset Engestofte 1875-1884: 5, 5, 11, 19, 6, 8, 18, 7, 18, 9.

Nogle godser stod imidlertid ikke på fasanvognen, og fra 1870 til 1885 blev der på Stamhuset Foussingø således ikke nedlagt fasaner, men derimod 1483 stykker andre vildtarter.

Baroniet Gaunø 1885: 85.
Baroniet Adlersborg 1885: 58 fasankokke. Dette kan være udtryk for, at man ønskede at opbygge en vild fasanbestand, og for således at skåne hønerne blev der kun skudt kokke.
Basnæs Gods 1881-1886: 29, 68, 13, 24, 36.
Fideikommisgodset Svenstrup 1885: 6.
Baroniet Sønderkarle (Lungholm Gods) 1887: 5.

På Orenæs Gods på Nordfalster, hvor der i dag udsættes fasaner, blev der fra 1869-1887 ikke nedlagt fasaner, hvilket må tages som udtryk for, at man endnu ikke havde udsat fasaner her. Og det samme var i 1886 tilfældet for Grevskabet Brahesminde.

Store Frederikslund 1886: 2 ud af i alt 1605 stykker vildt.
Fideikommisgodset Svenstrup 1886: 14.
Førslev Jagtdistrikt 1886: 9.
Gyldensteen Gods 1887: 799.
Krusesminde Gods 1887: 13 fasaner.
Stamhuset Molkteborg 1887: 68 fasaner.
Aalholm Gods 1887: 206.
Grevskabet Frijsenborg 1874-1887: 13, 27, 83, 121, 122, 128, 72, 163, 2, 67 122, 147, 61, 80. I alt: 1200 fasaner. Til sammenligning blev der på godset skudt 1357 agerhøns.
Lundbygaard Gods 1887: 65.
Fodbygaard 1887: 17.
Giesegaard Gods 1887: 16.
Grevskabet Hardenberg-Reventlow (Krenkerup Gods) 1887: 33.
Grevskabet Lerchenborg Gods 1887: 52.
Katholm Gods 1887: 35.
Stamhuset Engestofte 1887: 14.
Førslev Jagtdistrikt 1887: 10.
Baroniet Adlersborg 1887: 74.
Grevskabet Christiansholm 1887: 413 ud af i alt 2002 stykker nedlagt vildt.
Fideikommisgodset Svenstrup 1887: 38.

I 1887 satte vildtopkøbere annoncer i ”Dansk Jagttidende” med opgivelse af priser, som leverandører kunne forvente for indleveret vildt. Fasankokke blev – afhængig af størrelsen – betalt med 2-3 kroner pr. stk., og høner blev betalt med 1,50-2 kroner pr. stk.

Lundbygaard Gods 1888: 181.
Frijsenborg Gods 1888: 101.
Grevskabet Lerchenborg 1888: 34.
Katholm Gods 1888: 26.
Baroniet Adlersborg 1888: 67.
Boller Nordre Distrikt 1875-1889: 9973 ud af i alt 17073 stykker vildt.
Grevskabet Christiansholm 1889: 59.
Fideikommisgodset Svenstrup 1888: 24.
Gram og Nybøl Jagtdistrikter 1858-1887. Der blev ikke afgivet meldinger om nedlagte fasaner, men derimod indberettedes til ”Dansk Jagttidende, at der i den nævnte årrækkie var blevet nedlagt 1668 skovsnepper.
Grevskabet Lerchenborg 1889: 137.
Hørbygaard Gods 1889: 2.
Fideikommisgodset Svenstrup 1889: 24.
Ourupgaard Gods 1890: 49.
Grevskabet Lerchenborg 1890: 89.
Førslevs Jagtdistrikter: 78.
Baroniet Adlersborg 1890: 180.
Gunderslevholm Gods 1884-1890: 1, 42, 170, 174, 225, 402, 229.
Fideikommisgodset Svenstrup 1890: 56.
Lykkesholm Gods 1878-1891: 20.
Marienborg Gods 1891: 43.
Ourupgaard Gods 1890: 45.
Frijsenborg Gods 1891: 229.
Baroniet Adlersborg 1891: 193.
Marienborg Gods 1891: 38.
Grevskabet Holsteinborg 1892: 35.
Marienborg Gods 1893: 49.
Lystrup og Jomfruens Egede 1893: 52.
Grevskabet Lerchenborg: 149.
Grevskabet Brahesminde: 4.
Grevskabet Bregentved 1893: 276.
Ourupgaard 1894: 247.
Grevskabet Lerchenborg 1894: 106.
Hagestedgaard Gods 1894: 44.
Grevskabet Bregentved 1894: 554.
Grevskabet Holsteinborg 1894: 84.
Lystrup og Jomfruens Egede 1894: 84.
Marienborg Gods 1894: 70.
Lystrup og Jomfruens Egede 1895: 145.
Fideikommisgodset Svenstrup 1895: 378.
Holsteinshus Gods 1896: 69
Clausholm Gods 1896: 8.
Marienborg Gods 1896: 85.
Hagestedgaard Gods 1896: 81.
Grevskabet Bregentved 1896: 1794.
Grevskabet Holsteinborg 1896: 347.
Ourupgaard Gods 1896: 126.
Grevskabet Lerchenborg 1896: 226.
Fideikommisgodset Svenstrup 1896: 610.
Vallø Stifts Vildtbane 1896: 115.
Grevskabet Langeland 1896: 1753. Der er også skudt 4 vilde kalkuner på godsets jorder.
Marienborg Gods 1897: 99.
Gjelsted Jagtforening 1896, 1897: 25, 20.
Grevskabet Lerchenborg 1897: 398
Ourupgaard Gods: 583.
Grevskabet Holsteinborg 1897: 468.
Grevskabet Bregentved 1897: 2302
Vallø Stifts Vildtbane 1897: 261.
Lystrup og Jomfruens Egede 1897: 364.
Grevskabet Langeland 1897: 2142.
Baroniet Gaunø 1897: 536.
Giesegaard Gods 1897: 468.
Marienborg 1898: 127.
Ourupgaard Gods: 214.
Grevskabet Bregentved 1898: 1475.
Fideikommisgodset Svenstrup 1889: 750.
Grevskabet Lerchenborg 1898: 78.
Lystrup og Jomfruens Egede 1888-1899: 337.
Grevskabet Holsteinborg 1898: 300.
Grevskabet Lerchenborg 1899: 11.
Stamhuset Molkteborg 1898: 766.
Vallø Stifts Vildtbane 1898: 322.
Grevskabet Langeland 1899: 2162.
Grevskabet Bregentved 1899: 2014.
Lystrup og Jomfruens Egede 1899: 568.
Fideikommisgodset Svenstrup 1899: 882.
Rønnebæksholm Gods 1900: 191.
Grevskabet Lerchenborg 1900: 167.
Vallø Stifts Vildtbane 1900: 390.
Lystrup og Jomfruens Egede 1900: 550.
Falsgaard 1900: 65.
Vosnæsgaard Jagtdistrikt 1900: 223.
Stamhuset Erholm og Søndergaard Jagtdistrikt 1900: 36.
Grevskabet Langeland 1900: 3119.
Grevskabet Bregentved 1900: 2404.
Giesegaard Gods 1900: 700.
Rønnebæksholm Gods: 1901: 149.
Marienborg Gods 1891: 43.
Grevskabet Bregentved 1893: 1204.
Grevskabet Langeland 1894: 1471.
Hagestedgaard Gods 1895: 78.
Grevskabet Langeland 1895 1743, fordelt på 1117 kokke og 626 høner.
Grevskabet Lerchenborg 1895: 315.
Ourupgaard Gods 1895: 498.

Få år herefter ophørte Dansk Jagttidende med at bringe skydetal, hvilket kan bero på, at tiden måtte anses for at have overhalet fænomenet, der dog var god og lærerig læsning, fordi det tydeliggjorde, at mange danske godser havde taget fasanen til dig, og at der blev arbejdet ihærdigt for at få introduktionen til at lykkes.

De ældste oplysninger om fasanopdræt i Danmark går tilbage til 1761, hvor lensgreve A.G. Molkte, Bregentved, fik tilsendt 20 fasanæg fra det kongelige fasaneri på Fredensborg.

Æggene skulle udruges af en kalkunhøne hos skovfogeden i Bregentveds dyrehave, og samtidig skulle han i sin have opføre et par små hytter, hvor kalkuner fremover skulle udruge fasanæg.

Kongens fasanmester gav udførlige anvisninger på, hvordan opdrættet skulle ske, og ræve skulle således bekæmpes, fordi planen var, at nogle af fasanerne skulle slippes fri.

Om foråret var fasanerne imidlertid bidt ihjel, og fra Fredensborg fik han 12 nye fasaner, der blev sluppet fri i dyrehaven og holdt under konstant opsyn af en dreng og pige.

Da Dansk Jagtforening blev dannet i 1884, blev jagt i Danmark udøvet i henhold til den midlertidige jagtlov af 1882. På det tidspunkt havde fasanen endnu ikke fundet vej til jagttabellen, der her ses fra ”Dansk Jagttidende” i 1884. Dansk Jagtforening begyndte straks at arbejde for at få jagtloven opgraderet.

På Valdemars Slot levede fasaner på fri vildtbane i slutningen af 1700-tallet, og omkring år 1800 fandtes tamme fasaner i Tranekærs hønsegård.

Først i sidste halvdel af 1800-tallet vandt fasaner indpas som jagtvildt på herregårdene, og det var tydeligvis med den succesrige udsætning i Kongelunden på Amager som forbillede.

Fasanerne var kommet for at blive, og i stedet for de mindre vellykkede forsøg med udsætning af fasaner blev nogle danske godset med Tyskland og England rollemodeller.

I 1873 blev der således oprettet fasaneri på Ravnholt Gods, men indtil dets nedlæggelse i 1883 blev der kun skudt 15 fasaner årligt. På Valdemars Slot blev de første fasaner skudt i 1877.

På Frijsenborg, der i 1874 havde overtaget fasaneriet på Jægerspris og opstillet det på Boller og Hagsholm. Niveauet var et andet end på Fyn, og i 1876 blev der skudt 220 fasaner på grevskabets jagter. Opdrættet blev drevet efter tysk mønster, hvorefter kyllingerne blev sat ud, når de var omtrent udvoksede. Herefter var de under konstant opsyn indtil efterårsjagterne.

På Sjælland blev det første fasaneri etableret på Gaunø i slutningen af 1870-erne under ledelse af tyskeren August Hirsch. I samme periode blev der på Svenstrup etableret fasaneri.

Endvidere oprettede Knuthenborg Gods fasaneri, og i 1876 tog Brattingsborg Gods ideen op med den engelske fasanmester Robert Richardson. Engelske opdrætsmetoder vandt nu indpas i Danmark, hvilket betød., at kyllingerne blev lukket ud i ung alder (4- 6-uger), hvilket øgede behovet for at holde rovvildtet nede.

I 1884 blev Robert Richardson fasanmester på Aalholm Gods, hvor der det første år blev skudt 7 fasaner, og efter yderligere et par år nåede man op på 476. Sammen med skytte Frederik Christian Sophus Saurbrey (1861-1832), der i år 1900 blev overjæger på Bregentved, iværksatte Richardson en intens forfølgelse af rovvildtet.

I 1888 blev Richardson ansat på Frijsenborg Gods, hvor han dannede skole og siden blev jægermester og stod i spidsen for landets største jagtvæsen, mens Frederik Saurbrey blev forbillede for mange sjællandske godser.

På Bregentved nåede man i 1929 op på at indsamle over 8.000 fasanæg. Hver af de over 500 høner lagde 12-16 æg, og i maj blev 4.000 æg lagt til rugning med 20 stk. hos hver skrukhøne, og 30 hos kalkunhønerne.

Ud af de 4.000 æg kom der cirka 3.000 fasankyllinger, og heraf blev der tilbage 2.500-2.800, der blev sat ud i kyllingebure. Efter cirka 6 uger kunne cirka 2.000 kyllinger sættes ud i det fri, hvilket svarer til 50% af de rugede æg. Det store dødstal i de første seks uger skyldtes angiveligt koldt, regnfuldt vejr, fjerkræsygdomme, især gapes, samt at rovvildt tog en part.

De mangler mærkesager

Fordi det hermed er dokumenteret, at fasanen der oprindelig er asiatisk, har været udbredt i store dele af Danmark siden i hvert fald 1870-ene (Kongelunden, 1840), har den således for længst vundet indfødsret, og al tale om fasanen i Danmark i 2023 som invasiv art, der skal fjernes fra landkortet, er helt ude i hampen.

Angreb på fasanjagt fra DOF, DB og Det Dyreetiske Råd, lugter langt væk af, at man i mangel på mærkesager, kaster sig over fasanen som en lavthængende frugt, men fordi argumenterne imod den og jagten er ”varm luft”, ligner det hele mere en klassekamp, fordi fasanjagt i større stil er for velbjærgede personer, som ville blive meget ærgerlige, hvis man kunne sætte en stopper for deres jagt.

Og hvorfor skulle lovgiverne egentlig gøre det for blot at tilfredsstille nogle personer (foreninger og et råd), men til gengæld irritere andre mennesker, der kan lide at skyde fasaner, og jagten gavner godsernes økonomi, samt at der derved kommer vildt i handelen?

Det Dyreetiske Råd prøver ihærdigt på at få ”kampagnen” til at se ud, som om man taler på vegne af danskerne. Men hvis vi nu leger med på den tankegang, og forestiller os, at danskerne er så meget imod fasanjagt, som Det Dyreetiske Råd tillægger dem, så kan de vel selv udtrykke det, og forventer således næppe at skulle have Det Dyreetiske Råd, som de end ikke kender, og vel sagtens er totalt ligeglade med, til at tale for sig?

Jagtselskab ved en jagt på Valdemars Slot i 1878. Selm om der var udsat fasaner her, ses ingen nedlagte blandt råvildt og harer. I forreste række ses jagtherren Carl Juel-Brockdorff sammen med sin søn, Frits.

Danskere, som er imod fasanjagt, vil sikkert efter behov kunne vinde gehør hos det politiske parti, som de enten er medlem af eller sympatiserer med forudsat, at partiet befinder sig til venstre for midten, for pr. tradition hviler jagt i Danmark på partier til højre for midten og Socialdemokratiet.

Med Lov om Jagt og Vildtforvaltning af 6. maj 1993 står Folketinget principielt bag jagt i Danmark.

Loven er en rammelov, og bl.a. jagttider fastsættes i en bekendtgørelse, der evalueres hvert fjerde år. Der er således rimeligt godt tjek på bestandsudviklinger og jagt i Danmark, men når fx DOF og Det Dyreetiske Råd på trods af politikernes blåstempling alligevel kaster grus i maskineriet, er det reelt udtryk for manglende tillid til folketingspolitikerne.

Jeg føler mig overbevist om, at de derimod ville have fuld tillid til politikerne, hvis de gik deres (DOF og Det Dyreetiske Råds) ærinde og altså forbød fasanjagt, men når de samme politikere siger stop, hertil og ikke længere, bliver de tøsefornærmede og taler fasanjagten ned ved at hævde, at danskerne er modstandere af den, hvilket er notorisk usandt, for i den seneste opinionsundersøgelse går et flertal af danskere ind for jagt. Og det gjorde de også i den forrige undersøgelse. Og for-forrige o.s.v.

Mon Det Dyreetiske Råd alvorligt mener, at danskerne – der har valgt politikere til at repræsentere sig i Folketinget – alligevel skal bestemme alting, selv om de ikke har forstand på det, og alt det de ikke kan lide, skal forbydes?

Hvis det er sådan, samfundet skal se ud, så vil jeg ikke længere bo i Danmark, og da slet ikke være lovgiver, for så skal næsten alting, der er morsomt, forbydes, for i befolkningen findes der mennesker, der går imod alt fra atomkraft, militær, landbrug, politikere, golf, minkavl og røde bøffer over boksning til strandvejsvillaer, flyrejser, skydevåben hos private mennesker, udeservering, fossile brændstoffer og privatbilisme. For blot at nævne nogle få emner.

Jeg ser i Det Dyreetiske Råds ”kampagne” en klar parallel til københavnernes ret til at have biler kontra Enhedslistens og Alternativets forkvaklede tilgang til privatbilisme.

Det er en kendsgerning, at københavnerne køber stadig flere biler, fordi de gerne vil være selvbefordrende, men både Enhedslisten og Alternativet, der er modstandere af alt i privateje, herunder biler, vil have bilerne ud af hovedstaden ved at tredoble parkeringslicenserne og nedlægge endnu flere parkeringspladser i København, hvilket er i direkte modstrid med københavnernes ønsker. Det er altså to venstrefløjspartier, og ikke københavnerne selv, der bestemmer, hvordan hovedstaden skal indrettes.

Dansk Jagtforening påvirkede den nye jagtlov på flere måder, som det sås i ”Dansk Jagttidende i 1893, var det lykkedes foreningen at få indført hensigtsmæssige jagt- og fredningstider, og fasanen havde desuden fået jagt- og fredningstid.

Jeg tror, at Det Dyreetiske Råd ser fasanudsætning og fasanjagt i stil med dette, fordi rådet ”på vegne af den danske befolkning” vil bestemme over fasanjagten, men en stor del af befolkningen vil gerne kunne købe nedlagte fasaner for selv at kunne tilberede herlige måltider, hvilket de ikke vil kunne, hvis der ikke afvikles jagt på de langhalede mongoler.

Jagt er desuden principielt blåstemplet af Vildtforvaltningsrådet, der rådgiver miljøministeren i anliggender om jagt og vildt, men der mangler herfra alligevel nogle kraftige markeringer i forhold til fasanjagtkritik som den fra bl.a. Det Dyreetiske Råd.

Hold Jeres k…

Fra VFR kan man fra den jagtvenlige side kun få øje på Dansk Skovforening, som er skarp og utvetydig, mens jagtsiden og Landbrug & Fødevarer er tavse som graven. Hvad tænker de dog på?

Hvis det er udtryk for ”metaltræthed” eller manglende pondus hos de mennesker, der sidder i rådet for disse to organisationer, så må nye kræfter vælges til at udtrykke JagtDanmarks holdninger, og til at markere, at nu bør kritikerne rent ud sagt holde deres k…

VFR har i 2023 vedtaget et udsætningsforlig, og vi har for længst hørt kritikeres ”varme luft” imod fasanudsætning, og der vil ikke kunne tilføjes noget nyt overhovedet.

VFRs udsætningsforlig bør være et signal til, at nu skal jagtkritikerne holde mund og lade fasanudsætterne passe deres gesjæft og jagtudøverne skyde fasaner, for det er disse to parter meget bedre til end jagtkritikerne.

Den hannovranske fasanmester August Hirsch (1855 – 1925) kom til Baroniet Gaunø i 1873. Han var en streng herre, og med sin tyske model udsatte han kyllingerne næsten udvoksede. Han kom i pionertiden til at danne skole for mange danske godser.

Hvis jeg sad i regeringen, så ville jeg samtidig sige til Det Dyreetiske Råd, at hvis rådet skal bestå på den lange bane, bør det tage de opgaver på sig, som det er sat i verden for at komme med forslag til at forbedre, og at det ikke skal plukke lavthængende frugter som fasanudsætning og fasanjagt, for hvor er det dyreetiske problem i at udsætte fugle til jagt?

Det er da såre fornuftigt, og vi udsætter jo i forvejen fisk, som bliver fanget til konsum, for slet ikke at tale om landbrugets produktion af æg, fjerkræ, svin, kvæg og får til konsum, men det accepterer Det Dyreetiske Råd tilsyneladende, eller lurpasses der?

Kampagnen imod fasanudsætning og fasanjagt udstiller for åbent tæppe, at hverken jagtsiden eller Landbrug & Fødevarer giver kvalificeret modspil til kritikken, og godserne stadig lever efter tesen at ”den, der lever skjult, lever godt”.

Godserne bør en gang for alle opgive denne fjollede attitude, der ikke matcher 2023 og give svar på tiltale gennem Tolvmandssektionen i Landbrug & Fødevarer. Hvad har de den ellers til, er den mon blot en ”selskabsklub”?

Og både jagtsiden og Landbrug & Fødevarer bør herudover alliere sig med folketingspolitikere til højre for midten, som udøver jagt, og med disse etablere alliancer, som parterne kan bruge gensidigt.

Mens de tre tidligere jagtorganisationer eksisterede frem til 1992, stillede en dansk godsejer i flere år sit revir til rådighed for Dansk Jagtforening, som her inviterede folketingsmedlemmer på jagt.

Overjæger Frederik Christian Sophus Saurbrey (1861 – 1932) var en statelig herre. Han ses her til højre for Kong Christian X under en jagt på Bregentved i 1913. Saurbrey havde lært fasanopdræt og udsætning af den engelske fasanmester Robert Richardson, der efter engelsk mønster satte kyllingerne ud, når de var 4-6 uger gamle, hvilket krævede effektiv bekæmpelse af rovvildtet. Dette kommer til udtryk i bogen ”Fasandyret” (1934), hvor Saurbrey var rollemodel for overjægeren ”Bomben”. Bogen gav stort furore og blev skæbnesvanger for forfatteren Svend Fleuron.

Jagten blev kaldt for Folketingsjagten, og her lærte hovedbestyrelsen i Dansk Jagtforening folketingsmedlemmer at kende, og synspunkter blev prøvet af, og der skabtes værdifulde alliancer.

Jeg skal ikke lægge hovedet på blokken om, hvorvidt ideen er brugbar i dag, fordi meget har forandret sig, men man kunne jo prøve at vende den i luften, for noget proaktivt skal der gøres. Jagtsiden har i mange år været 10 skridt bagefter modstanderne, og der skal tænkes anderledes, for ellers vil en stor del af jagten ikke have nogen fremtid.

Det Dyreetiske Råd har ret i, at fasanopdræt og fasanudsætning tenderer landbrugsdrift, hvilket matcher mit synspunkt og en jagtorganisations. Lad ideen brede sig og overfør fasanopdræt og fasanudsætning til Landbrugsloven. Om ikke før, så når det nuværende udsætningsforlig udløber om 10 år (2034), og der således er 10 år til at forberede overgangen.