Lækatten er vores eneste pattedyr, som skifter til hvid vinterpels. I sin vinterdragt er lækatten også kendt som hermelin
Af Redaktionen
Lækatten findes spredt over hele landet undtagen på Bornholm og en række mindre øer. Den lever i det åbne land på arealer med græsvegetation og krat ved enge, moser, langs levende hegn, og andre småbevoksninger, skovkanter samt i skove. Den færdes også langs gærder, diger og stenbunker og holder jævnligt til ved bebyggelse i det åbne land, hvor den kan gå ind i skure, udhuse, kældre og på lofter for evt. at tage ophold.
Dens smuthuller findes i nærheden af jorden i hule grene og træstammer, brændestabler, stenhobe eller i forladte huller. Kun sjældent ser man den i træer.
Bestandstætheden varierer meget fra landsdel til landsdel.
Forekomsten varierer med mængden af smågnavere, som er lækattens vigtigste fødeemne, og bestanden har været i tilbagegang i de seneste 40 år pga. nedgangen i bestanden af disse. Dette skyldes, at smågnavernes levevilkår er blevet forringet gennem intensivering af landbrugsdriften og fjernelse af vigtige biotoper som hegn, krat, stendiger og grøfter.
Der foreligger ikke nyere data vedrørende lækattens udbredelse og status; men den er stadig almindelig, og dens bestandsmæssige situation formodes at være stabil.
Udseendet
Lækatte er meget lette, små pattedyr. Kroppen er meget slank og langstrakt, som hos andre dyr af Mårfamilien. Fordelen ved kropsbygningen er, at den er et af de få rovdyr, som kan følge efter små mus ned i deres bo.
Kropslængden er på ca. 16-33 cm; hannen er større end hunnen. Halen er ca. halvt så lang som kroppen. Kan forveksles med den noget mindre Brud, men kendes fra denne pga. den sorte halespids.
Lækatten er vort eneste pattedyr, som skifter til hvid vinterpels. Skiftet til den tykkere vinterpels sker meget hurtigt i november-december. Ved forårsfældningen i februar-april skiftes til den lysebrune sommerpels. Den hvide farve på maven og den sorte halespids har den dog året rundt.
Den hvide vinterpels er en tilpasning til det sneklædte landskab i længere perioder af vinteren. I Mellemeuropa og England skifter lækattene ikke vinterpels.
Lækatten bevæger sig hurtigt fremad i spring. Ind i mellem holder den inde og retter sig op, hvorved den støtter sig til den kraftige hale. Den kan springe 40-70 cm i højden og det samme i længden.
Små vandløb krydser den uden tøven, da den er en god svømmer, og den klatrer udmærket og kan klatre med hovedet nedad.
Lækattens levevis
Lækatten er territorial og forsvarer og udkæmper kampe om territoriegrænserne med voksne artsfæller, specielt hvis de er af samme køn. Territoriets grænser markeres ved hjælp af ekskrementer og urin samt duftstoffer fra analkirtler beliggende ved haleroden.
Territoriestørrelsen afhænger bl.a. årstiden, men dog først og fremmest af biotopen og udbudet af føde. Hannernes områder er omkring 3-4gange større end hunnernes.
Mens de enkelte individer således uden for parringstiden lever i adskilte territorier, opgiver de ældre hanner, som er dominerende i kraft af alder, vægt og aggressivitet, i parringssæsonen deres territorier og trækker ud for aktivt at opsøge de parringsvillige hunner.
De yngre hanner opholder sig enten i et begrænset område eller strejfer mere tilfældigt omkring.
Lækatten er promiskuøs og parrer sig med flere partnere. Parringssuccesen afhænger især af hannernes alder og sociale status.
De gamle lækathunner bliver parret kort efter, at de har fået årets kuld, dvs. sidst i april og ind i maj, mens hunungerne bliver kønsmodne og parret allerede i juni-august. Effektive parringer er endog konstateret hos 3-5 uger gamle hunner, som endnu ikke er vænnet fra. Hannerne er kønsmodne efter ca. 1 år, og antages at kunne identificere hunner i brunst gennem lugten.
Så snart hunnens parringsvillighed er ovre, afviser hun kategorisk alle hanner med hvæs og brutale bid, og der er herefter ingen binding mellem han og hun.
Drægtigheden
Trods sin lille størrelse, har lækatten en af de længste drægtighedsperioder blandt pattedyr. I alt 11 måneder. Ved dens specielle drægtighedsforløb, såkaldt “forsinket drægtighed” (som råvildtet), går det befrugtede æg i en dvaletilstand efter de første celledelinger. Fosterudviklingen ophører i en periode, og de eneste spor af det kommende kuld består af nogle mikroskopiske, klare blærer, kaldet blastocyster, der ligger frit i livmoderen i mange måneder.
I begyndelsen af næste forår, når livmoderslimhinden, under hormonel indflydelse styret af antallet af lyse timer sig, ændrer sig, kan fosterkimene fæstne sig (implanteres) og fosterudviklingen gå i gang og forløbe som hos arter uden forlænget drægtighed. Den egentlige graviditet tager herefter knap en måned.
Dette er en tilpasning til, at fosterudviklingen kan foregå og ungerne fødes på en gunstig årstid, hvor gnaverbestanden og dermed fødemængden er voksende, så moderdyret kan få dækket sit energibehov. Ynglesuccesen hos lækat er således meget afhængig af fødemængden. I år med få smågnavere kan det ske, at der slet ikke fødes unger. Og diegivningen er meget energikrævende.
Kuldstørrelsen varierer, idet mængden af byttedyr påvirker hunnens forplantning. I områder eller år med fødeknaphed får den omkring 5 unger i et kuld; i gode gnaverår eller i områder med masser af mus kan den få op til 12 unger i et kuld. Der fødes ét kuld årligt.
De normalt ca. 5-7 nøgne unger kommer til verden i foråret med en vægt på ca. 3-5 gram og er i de første 5 leveuger blinde. De dier i omkring 2 måneder; men allerede efter 3 uger begynder de at spise kød. Når ungerne er 3-4 måneder gamle, dvs. i juli-august, kan de selv skaffe føden, er parate til selvstændighed og jager i smågrupper sammen med moderen under megen “snakken”.
Hunnen, er således alene om at opfostre ungerne. Familiegruppen går i opløsning i begyndelsen af vinteren.
Hermelinen kan blive 10 år gammel. I naturen dog sjældent mere end 5 år.
Fødevalg
Lækatten er fødespecialist, der først og fremmest lever af smågnavere som markmus og husmus. Pga. sine hurtige bevægelser og lille krop har den et meget højt næringsbehov, hvorfor den bestandig er på jagt.
Den er fortrinlig jæger. Hvert hul og sprække i deres revir bliver omhyggeligt undersøgt ved hjælp af syn, hørelse og gennem den højt udviklede lugtesans med hvilken den antages at kunne identificere byttedyrets køn, alder og helbredstilstand. Den opsøger aktivt musegangene, og dens slanke skikkelse muliggør, at den kan forfølge sit bytte ned i deres gange i jorden og i tæt vegetation.
Mislykkes det at forfølge byttet i gangene, stresser de musen ved at slå med bagbenene og halen, og løbe frem og tilbage; og før eller siden får de fat i byttet.
Lækatten er et af de få rovdyr, som kan tage et bytte, der er større end den selv. f.eks. mosegrise og vilde kaniner. Lejlighedsvis tager den harekillinger og fasan- og agerhønsekyllinger, og i områder med kaniner og rotter kan disse i perioder udgøre en væsentlig del af føden. Men den kan også tage spidsmus, muldvarpe, firben, fugleæg, og ind i mellem indgår fisk, padder og insekter i føden. Derved er den fødekonkurrent til rovfugle og ræve. En sjælden gang tager den bær.
Pga. dens høje stofskifte skal den indtage en forholdsvis stor fødemængde, hvorfor den er aktiv med mellemrum døgnet igennem, men jager dog overvejende i skumringen og om natten.
En hurtig dræber
Som hos andre mårdyr sker drabet som en refleks ved et dræbende bid i byttedyrets nakke ved kraniebasis, hvorved vitale hjernecentre, som f.eks. åndedrætscentret, beskadiges. Dette fører meget hurtigt til byttets død. Under angrebet udstøder hermelinen altid et lille skrig. Byttedyret slæbes herefter hjem til boet/dens skjul, hvor det bliver fortæret.
“Tidligere troede man, at lækatten udsuger byttedyret for dets blod; men dette har ikke holdepunkt i realiteterne. Det er ren overtro”
Finder den mange byttedyr, også mere end den kan æde, dræber den reflektorisk så mange som muligt. Dette fænomen har ført til et dårligt rygte. Overskuddet af kød lagres.
Lækatten efterstræbes af ugler, ræve, husmår og rovfugle og udstøder ved angst, når den bliver jaget, et skingrende og højt gentaget `krii-krii´.
Lækatten som brugsdyr
Lækattens vinterpels, med bundtmagerbetegnelsen hermelin, hørte i ældre tid til det mest værdsatte pelsværk, hvor den blev betragtet som den kostbareste af alle klædninger og anvendt til kapper og kåber båret af konger som symbol på deres fyrstelige rang. Den dag i dag ses en hermelinskåbe i det danske rigsvåben.
Da lækatten overvejende ernærer sig af gnavere, er den en elsket musefanger, og er derfor fra tid til anden blevet anvendt som `biologisk skadedyrsbekæmper´ af smågnavere, især på småøer.
I Danmark kendes dette fra vadehavsøerne, Fanø, Mandø og Rømø, hvor der er indført lækatte for at bekæmpe mosegrise, og hvor lækatten efterfølgende har etableret faste bestande.
Sådan er lækatten beskyttet
Fredet
Bern-konventionen liste III
Da lækatten lejlighedsvis tager harekillinger samt fasan- og agerhønsekyllinger har dens betydning for det jagtbare vildt været stærkt omdiskuteret i jægerkredse. Men en engelsk undersøgelse af dens prædation på agerhøns har vist, at dens skadelige indflydelse på det jagtbare vildt er stærkt overvurderet.
Det årlige jagtudbytte før fredningen lå typisk på nogle få tusinde og faldt jævnt gennem perioden 1952 til 1982 fra omkring 6.500 til cirka 1.000.
Kilde: Miljøstyrelsen
