Ifølge jagtforeningsformand og deltager på Jægerrådsmøde i Holstebro gik der så meget kludder i afstemningen om den nye kronvildtforvaltning, at folk næppe anede, hvad de stemte om …

Læserbrev af Leif Filsø, Formand Råsted Jagtforening.

Vedr. Jægerrådsmøde i Holstebro Kommune

Vi var en lille flok, som det var lykkedes at opdrive, hvornår der var Jægerrådsmøde i Holstebro Kommune.

Vi havde fra Råsted Jagtforening indsendt en skriftlig anmodning om, at vi ønskede at drøfte de kommende jagttider og i særdeleshed jagttiderne på kronvildtet.

Vi kunne se ud af aftenens program, at der var generalforsamling og derefter et lille indlæg om Rask Natur fra Lars Jensen (HB medlem og medlem af Den Nationale Hjortevildtgruppe) og Knud Pedersen( kredsformand i kreds 2 og formand for regionale kronvildtgruppe i Vestjylland). Så vi frygtede, at det ikke skulle debatteres, som der ellers stod i Jæger.

For meget snak om medlemsflugt i DJ

Efter endt generalforsamling tog Lars Jensen og Knud Pedersen over. Efter et fint lille indslag om Rask Natur, tog Lars Jensen over og brugte ca. halvanden time på at fortælle om medlemsflugt fra DJ og at de ville ændre på deres kontingentsatser.

Det var nok ikke lige det jægerne var kommet for at høre om.

Kl. 21.45 kom vi dog endelig i gang med at høre om det vi var kommet for nemlig de nye jagttider.

Der var en fin gennemgang af de forskellige fuglearter, som man håbede på, der kunne komme jagttider på, og endelig nåede vi til kronvildtet.

Så troede vi debatten skulle i gang, men vi blev klogere. Lars Jensen viste, hvad de var kommet frem til i Den Nationale Hjortevildtgruppe og det kunne der ikke ændres på.

Spildt aften

Lars Jensen gjorde meget ud af at fortælle om, at det var dette forslag eller også risikerede DJ at blive holdt uden for i forhandlingerne om jagttiderne, og at det var alt for farligt at gå enegang til ministeren.

Okay. Men hvad var det så vi skulle debattere ?

Endnu en aften spildt, som alle de andre møder vi er løbet til i det sidste års tid. Alt er besluttet uden om jægerne.

Jeg syntes det er skammeligt, når Knud Pedersen har fået et forslag i tasken, og som der er stor opbakning til blandt jægerne i det vestjyske, bare bliver fejet af bordet. Der var strammet op på en masse ting, som det måske var et forsøg at afprøve i fem år.

Særregler for de særlige

Ligeledes var det besluttet, at der skulle være ens jagttider i hele Danmark på kronvildt. Men hov, hvor kom den nu fra?

Nordenfjords kan godt få særregler og køre deres eget show, men Vestjylland, hvor vi har en af de største bestande, kan ikke. Vi skal under samme regler som de steder, hvor der intet kronvildt skydes.

Der var mange gode spørgsmål, men vi kunne ikke komme nogen steder.

Der blev bl.a. stillet et spørgsmål om, at hvis man havde lejet fem ha så måtte der skydes en hjort, hvad så hvis en bondemand deler hans jord op og lejer det ud til 20 mand, som hver lejer fem ha? Hvor er vi så i forhold til de 100 ha, som skal til for at skyde en hjort ?

Det kunne Lars Jensen ikke svare på, der var nok lige en tekst som skulle ændres.

Nye fortolkninger

Hvad er det så værd at gå ud og bruge en masse krudt på, når det ikke er forberedt hjemmefra.

Der står heller intet i nogle af referaterne fra Kronvildtgruppen noget om fem ha. Der står kun en hjort pr. ejendom og nr. to over 100 ha.

Gad vide om det er noget DJ selv har fundet på?

Lars Jensen fortalte, at dette skulle køre som et forsøg i to år, hvorefter der skal måles på effekten af, hvor mange flere procent hjorte, der er blevet over otte år gamle, men i forhold til hvad ?

Det kunne han jo ikke redegøre for, så jeg kender allerede nu svaret om to år (stadig for få hjorte over otte år så vi fortsætter)

Kludder i afstemningen

De ønsker, at når du skyder en hjort skal der tages tre billeder (gevir, manke og tænderne) Derefter skal det sendes til et register, hvor de aldersbestemmer hjorten. De er virkelig dygtige.

Til sidst havde de nogle spørgsmål, som vi skulle stemme om med hensyn til, hvad vi mente om forslaget på jagttiderne på kronvildtet.

Dem kunne de ikke vise på fremviseren, så dem klumrede de sådan i at læse op, at der ikke var nogen til sidst, der vidste hvad de stemte om.

Det eneste resultat jeg bed mærke i var, at flertallet stemte nej til det forkromede forslag.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version