Laks: Den vilde klarer sig bedst

Det spørgsmål kickstartede Einar Egs professionelle vej. I sin fascination af fisk og deres hemmeligheder begyndte han at læse biologi med fokus på fisk. Ved slutningen af studierne skete så det ekstreme held i uheld:

– Jeg var egentlig gået i gang med at skrive speciale om akvakultur omkring kulmulen, men det gik i vasken, så jeg spurgte en studiekammerat på Aarhus Universitet om hjælp. Og pludselig sad jeg og skulle lave genetiske analyser på en pose laks fra Skjern Å!

Det fortæller Einar Eg.

Derfra gik det ad den lige vandvej til DTU Aquas ferskvandslokation i Silkeborg, hvor han i dag er professor og koordinator for den populationsgenetiske gruppe. Bevarelse og biodiversitet har altid været det åbenlyse spørgsmål at forfølge – men hvad er biodiversitet?

– Som genetiker er jeg jo fristet til at sige, at biodiversitet i bund og grund er lig med genetisk diversitet på forskellige niveauer, siger Einar Eg og uddyber sit svar:

– Generelt definerer man oftest biodiversitet nede- eller oppefra: Biodiversitet er forskellige økosystemer, inde i dem er der arter, og indenfor arterne er der genetisk diversitet. Og det kan både være på populationsniveau og direkte mellem individer som dig og mig.

– Biodiversitet handler i min forskning og rådgivning i genetisk diversitet indenfor arter om at bevare en tilstrækkelig stor effektiv bestandsstørrelse – populært sagt er det alle de individer i en art, der bringer deres gener videre til de næste generationer og dermed sikrer genetisk variation, oplyser Einar Eg.

Der er en tommelfingerregel, der hedder 50/500-forholdet. Det vil sige, at en bestand minimum skal være på 50 for at undgå indavl og 500 for at undgå tab af genetisk diversitet:

– Det nytter f.eks. ikke noget at have 100.000 laks i Skjern Å, hvis det kun er 20, der gyder og bidrager til næste generation, siger Einar Eg.

Da han kom til Silkeborg i begyndelsen af 1990’erne hed det sig stadig, at ’en laks er en laks’. Men ret hurtigt op gennem årtiet udviklede det syn på arter sig til en udbredt forståelse for, at en laks ikke bare er en laks:

– En laks er et individ, der tilhører en population med en egen genpulje. For os, der arbejder med genetik, har de forskellige niveauer af biodiversitet altid stået lysende klart.

Tidligere var man i fiskeriforvaltningen ikke så opmærksom på at forvalte de genetisk adskilte bestande. Men med den nye DNA-teknologi laver statistikerne ifølge Einar Eg i dag glimrende bestandsvurderingsmodeller, som inkluderer genetiske analyser. De bliver brugt i DTU Aquas rådgivning til Fødevare- og Miljøministeriet om bl.a. fiskekvoter og bæredygtig forvaltning af fiskebestande.

– Dengang vi begyndte at arbejde med forvaltning af ørreder, var der en idé om at bygge et centralt opdrætsanlæg og så pumpe ørredyngel ud i alle vandløb i Danmark fra det centrale sted. De fleste udsætninger af ørreder foregik også fra deciderede dambrugsstammer, som var blevet avlet efter bestemte egenskaber i generationer.

– Men da vi så i starten af 90’erne begyndte at påvise genetiske forskelle mellem vilde ørredbestande, blev det tydeligt, at dambrugsfisk tilpasser sig til dambrugsmiljøet på en måde, vi ikke ønsker i det naturlige miljø.

– Den der klarer sig bedst, er den der har de rigtige gener til et givet miljø og er opvokset vildt. Det viser genetisk forskning, siger Einar Eg.

Derfor har forvaltningen af fiskebestande i åer og søer ændret sig fra fokus på udsætning af fiskeyngel til at satse på genopretning af habitater, fiskenes levesteder.

– I bestemte tilfælde, som laksen i Skjern Å, hvor bestanden var kritisk langt nede, må man dog hjælpe. Men så udsætter man yngel fra den genetisk og økologisk nærmeste sunde bestand – man tager ikke længere yngel fra tilfældige opdræt, siger Einar Eg.

I øvrigt har mange, både lokale og fiskeriforeninger, ifølge Einar Eg længe godt vidst, at genetisk biodiversitet er vigtig:

– I Vestjylland er de jo megastolte af deres egen lokale laks. De ved, at mister vi den, så kan vi ikke bare sætte nogle andre ud. De laks har genetisk tilpasset sig forholdene i Vestjylland gennem tusinder af år.

Når vi taler om biodiversitet og arternes overlevelse, kommer Darwin listende ind i billedet – hvordan ser du dit arbejde med biodiversitet i lyset af Darwins evolutionsteori?

– Ja, altså, der er jo det her ordsprog, at ‘Nothing in biology makes sense except in the light of evolution’, siger Einar Eg.

– Så hvis man ikke forstår evolutionen, så kan man ikke arbejde med biologi. Og så har mine kolleger lavet en variation: ‘Nothing in evolution makes sense except in the light of population genetics’. Det betyder, at man skal forstå, at evolutionen, dvs. den selektion og tilpasning der foregår, den sker inden for populationer.

– Det nytter ikke at have et statisk billede af biodiversitet og sige, at nu er det fikset som i en zoologisk have – vi kan ikke nøjes med at sikre en enkel bestand af en art, for med tiden kan den forsvinde. Vi skal sikre mange bestande af samme art for at sikre genetisk diversitet – genetisk diversitet er det brændstof, der skal sikre arternes overlevelse og tilpasning på langt sigt i en foranderlig verden.

– ”Altså, det er fristende for nogen at sige, at mennesker er også en art i evolutionen og et større biodiversitetssystem, og så bare lade stå til i forhold til alle de arter, der uddør. Men når vi påvirker naturen så meget, som aldrig før, så holder det syn ikke i systemet.

– I dag ved vi, at vi ikke kan betragte arters betydning isoleret – laksen i Vestjylland er faktisk den sidste oprindelige lavlandslaks i Europa. Så det globale perspektiv er vigtigt for arters overlevelse.

– Og så er vores syn på naturen ved at ændre sig fra et nyttesyn til et natursyn, dvs. natur for naturens skyld. For udnyttelse af naturen er også oplevelse af naturen – vi vil være i naturen.

– Så kan man selvfølgelig altid diskutere, hvor mange ressourcer vi skal bruge på biodiversitet, og hvilke arter vi skal gøre en særlig indsats for at redde, siger Einar Eg.

Apropos arter, der har behov for hjælp, skal Einar Eg efter interviewet denne torsdag i foråret til Ribe. På dagsordenen er den truede snæbel. Så sjælden er den, at fiskens navn ikke ringer en klokke hos nogen af de ikke-fagfolk, jeg spørger i min omgangskreds.

Snæblen er ifølge Fiskepleje.dk en laksefisk, som er tæt beslægtet med den almindelige helt, som vi kender fra jyske fjorde og søer.

”Dér, hvor vi er i dag med vores arbejde, har vi et godt overblik over genetisk biodiversitet for laks, ørreder og snæbel. Mens snæblen tidligere har været i alle åer i Vadehavsområdet, findes der i dag kun én enkelt livskraftig bestand på omkring 3.000 i Vidåen,” fortæller Einar Eg.

I begyndelsen af 90’erne var der skepsis over for forskning i og beskyttelse af genetisk diversitet indenfor arter.

– På det første møde, jeg var til med Fiskeristyrelsen og Danmarks Fiskeriforening omkring ikke-bæredygtige udsætninger af fremmede laks direkte i havet ved Bornholm, var der én, der spurgte mig, om ikke jeg kunne finde noget mere fornuftigt at lave end at være genetiker! siger Einar Eg med et smil.

– Men vi fik rimeligt hurtigt nogle sejre for populationsgenetikken i forvaltningen omkring de der vestjyske laks i 90’erne. De vestjyske vandløb blev udpeget som EU-habitat, laksen blev fredet i fem år, og den genetiske rådgivning, vi bidrog med, blev brugt i den fremadrettede forvaltning.

– Der var også andre succeser for en mere holistisk og biodiversitetsfokuseret forvaltning af fiskebestande. F.eks. vores fiskepleje-folk, der tager ud og rådgiver og hjælper kommuner med at fjerne spærringer, reetablere habitater, lægge gydegrus ud m.m. Tiltag, der også er til glæde for andre arter end laks og ørred.

Den populationsgenetiske forskergruppe i Silkeborg er en af de største i verden i forhold til fisk og fiskeri og meget anerkendt. Man kigger bl.a. på miljø-DNA i vandprøver, som gør, at man kan kortlægge arter i et bestemt område, søge efter DNA fra en bestemt art eller undersøge et område for invasive arter.

Pt. laver gruppen en opgave for Miljøstyrelsen, hvor de skal finde ud af, hvilke rokke-arter vi har i danske farvande, hvor de fanges, og om fiskere og forskere er i stand til visuelt at kende forskel på dem.

Hvad håber du, din forskning har bidraget med om 10 år?

– Det, som jeg – og det er det, vi har arbejdet med længe – håber, er, at det blik for diversiteten inden for arterne kommer endnu mere i fokus, end det har været. Det, ser jeg også tegn på, er ved at ske,” siger Einar Eg og peger på den nye generation af forskere og forvaltere:

– De unge stiller jo ikke spørgsmål ved, at der er forskellige bestande af torsk. Og det er min drøm og tro, at det populationsgenetiske bliver en helt almindelig ting, man har med i den måde, vi forvalter fiskearterne på.”

– Og jeg er faktisk ikke bekymret. Jeg ser klare tegn på, at det går den vej. Så jeg har mere tro på fremtiden for arbejdet med biodiversiteten i dag end for ti år siden. Så når jeg en dag trækker mig tilbage, så tror jeg, der er styr på det,” slutter Einar Eg.