Den danske artsrigdom er i krise. Det budskab gentages stort set dagligt. Men hvor nedgangen virker størst blandt arter, som vi ikke rigtig bemærker, tegner der sig på flere områder en helt anden tendens, når vi åbner øjnene og ser os omkring
Dansk fauna er ikke kun kendetegnet ved negativ afvikling, men også ved positiv og udvikling
Bagsiden af velstandssamfundets medalje kan man læse om stort set daglig i form af
ikke mindst klimaforandringer og biodiversitetskrise. Men der er faktisk også en forside af medaljen, da mange ting går den rigtige vej for den danske jæger, lystfisker og bruger af vores fælles natur.
Af Michael Sand
Er bægeret halv tomt eller halv fyldt? Det afhænger som bekendt af øjnene der ser.
Det samme gør synet på udviklingen i den danske natur. For hvilken vej blæser vinden? Går det mod dårligere tider, eller går det mod bedre?
Det spørgsmål kan være vanskeligt at svare på, selv om det helt overordnede indtryk er, at verden risikerer at gå af lave, og at ikke mindst klimaforandringer kan vende op og ned på meget af det, som vi kender i dag.
Men hvis vi for en stund fjerner fokus fra de dystre udsigter og ser på, hvor vi står lige nu og her, er der også forhold, vi kan glæde os over. Faktisk er der meget, der er gået fra skidt til bedre og fra godt til rigtig godt.
Kronvildt til alle
Vi skal ikke mange år tilbage i tiden, før det at nedlægge et stykke kronvildt var for de få og ikke for de mange.
I 1971 lå det registrerede udbytte på sølle 471 dyr. I 2021/22 indrapporterede danske jagttegnsløsere 9.600 nedlagte krondyr.
Kronvildtet er ikke kun øget i antal. Det har også spredt sig til nye områder, og i jagtsæsonen kan man stort set dagligt læse om jægere, der har skudt deres allerførste hjort, hind eller kalv.
Den samme udvikling ses hos dåvildtet. Et omfattende udsætningsarbejde har medvirket til at ikke kun jægere, men også alle andre naturelskere kan glæde sig over de store dyr. Især da dådyr ofte ses i de lyse timer, selv om meget tyder på, at de i lighed med f.eks. kronvildtet er mest aktive i døgnets mørke timer. 
KILDE: DCE
I dag nedlægges der mere dåvildt, end der skydes kronvildt. Til sammenligning blev der i 1976 nedlagt 1.253 dådyr mod mere end 10.000 dådyr i seneste opgjorte sæson.
Når det gælder råvildtet, er det også svært at få armene ned. Hvert år kan jægerne nedlægge cirka 76.000 stykker råvildt selv om bestanden har oplevet en nedgang siden 2008.
Når det er nævnt er det alligevel huskes, at der fra 1942 og frem til 1950 ikke blev skudt over 20.000 årligt. Først i 1980 blev der skud over 40.000. I dag skyder vi trods voldsom tilbagegang siden topsæsonerne alligevel næsten dobbelt så mange …
Flyvende storvildt
Også når det gælder luftens storvildt, nemlig gæssene, er der meget at glæde sig over. Bestandene er nærmest eksploderet i antal, og de mange fugle kaster vildtparader af sig, som man for få år siden end ikke kunne drømme sig til.
I takt med at bestandene er i vækst, er jagtmetoderne blevet mere og mere forfinede.
Jagt på gæs er nemlig vanskeligt og dertil hårdt arbejde. Men hvis man er villig til at gøre en indsats og investere i det nødvendige grej, kan det danske landbrugsland byde på gåsejagt i verdensklasse. Ikke mange steder er det muligt at nedlægge så mange gæs, som der er under et godt gåsetræk i Danmark.
Omkring 1980 ynglede der kun 1-2 par traner i den danske natur. I dag har vores alt i alt flade landskab givet plads til næsten 1.000 ynglepar af de store fugle, der kan måle op til 130 cm i højden. LÆS mere
Duer i millioner
Udviklingen i Europas og herunder Nordeuropas bestand af ringduer har også været til gunst for jægerne. I dag er der i ynglesæsonen cirka 1,5 millioner ringduer i Danmark alene – og det er det måske højeste antal i nyere tid.
Den europæiske bestand af ringduer anslås til 40.900.000-58.000.000 voksne fugle. (BirdLife International 2015). Bestanden er stigende i mange dele af artens udbredelsesområde.
I lighed med hjortevildtet, nyder også duerne godt af de mange vintergrønne marker og det generelt mere milde vinterklima, der præger vores del af verden.
I dag nedlægges der dog ikke nær så mange duer, som der gjorde i 1960’erne, hvilket dog hænger sammen med ændrede jagttider og jagttraditioner.
I sæsonen 2022 blev duejagten igen flyttet. Denne gang dog kun en enkelt dag.
Læs også:
Duejagt i Danmark er gået fra at være sensommerjagt til i udpræget grad at være vinterjagt, og i dag kan danske jægere notere sig for op for mellem 130.000 og 185.000 nedlagte ringduer målt over de tre seneste sæsoner.
Hele verden
De danske jægere er dog ikke kun til jagt i Danmark. De har hele verden som potentiel jagtområde. Ud over nærområder som Tyskland, Sverige og Norge samt Polen og Storbritannien rejser tusindvis af danskere på jagt under helt andre himmelstrøg.
Australien, New Zealand, Canada og Sydamerika er for længst plottet ind i oversigten over danske jægeres sikre og mere fjerne destinationer.
Danske jægere er nemlig rejselystne som få, og i Sydafrika er en dansk jæger den mest almindelige jagtgæst – kun overgået af jægere fra USA, der har cirka 13,7 millioner registrerede jægere. Vi er kun 5,5 millioner indbyggere og cirka 230.000 registrerede jagttegnsberigtigede.
Den øgede rejseaktivitet kan naturligvis forklares med flere forhold. Dels at Danmark er et arealmæssigt lille land, og jagten derfor ret bekostelig, da udbuddet er langt mindre end efterspørgslen.
Det betyder, at mange retter fokus mod f.eks. Østeuropa, når drømmen om en kronhjort f.eks. skal realiseres. Med til forklaringen hører også, at det generelt går godt med dansk økonomi. De seneste år har der været overskud i budgettet, hvilket også afspejler sig i jagtbudgettet.
Endelig er jagten i det store udland generelt blevet mere velorganiseret og let tilgængelig. De sproglige og kulturelle barrierer er overkommelige og opleves ikke så markante, som de måske gjorde for nogle år siden.
Sportsfiskere med lange arme
Det er ikke kun jægerne, der har oplevet vækst blandt højt prioriterede nøglearter. Også lystfiskerne befinder sig i et eventyr, hvor mange ofte må knibe sig selv i armen og spørge om det virkelig går så godt, som det ser ud til.
Hvem havde f.eks. forestillet sig, at danske farvande igen skulle hjemsøges af de flere hundrede kilo tunge blåfinnede tun, der i stimevis ses langs de danske kyster.
Vel har Danmark endnu ikke fået tildelt en kvote på de store rovfisk. Men det arbejder Danmarks Sportsfiskerforbund og andre organisationer på kan blive tilfældet i overskuelig fremtid.
P.t. må danske sportsfiskere glæde sig over, at DTU fanger et stort antal tun til mærkning, som betyder, at de genudsatte fisk kan bidrage med viden om, hvorfor de nu vender tilbage til dansk farvand efter så mange års fravær.
Lakseeventyr
Den helt store lystfisker-succes er dog laksene, og modsat tunfisk, kan de fanges helt lovligt.
Danske laks regnes dog endnu som en truet fiskeart, og derfor reguleres fiskeriet i de vestjyske vandløb nøje. Derved sikrer man sig, at et tilstrækkeligt stort antal gydelaks når frem til ynglepladserne, der ofte er anlagt af sportsfiskere i samarbejde med lokale lodsejere.
Den største danske laks, fanget af en lystfisker i nyere tid, er på 136 cm og 26,5 kg, og den blev fanget af den københavnske tobakshandler D.C. Dinesen i Skjern Å ved Borris 15. april 1954.
Danmarks længste laks kan dog tilskrives Simon Kastrup Shimizu, som 5. oktober 2016 notererede sig for en laks målt til 1,41 meter.
Eksperter mener dog, det kun er et spørgsmål om tid, før en dansk å-fisker kanter en ny rekordlaks ind over landningsnettet.
Havørreder
Også den danske havørred har set over de seneste årtier været en succes, selv om der nu tegner sig et mere broget billede af bestandens udvikling. Denne udvikling kan have flere årsager, men i modsætning til tidligere, hvor der blev sat mange fisk ud, satses der nu på selvproducerende bestande.
Fiskene skal finde frem til gydepladserne i de øverste vandløb og ynglen – på fiskesprog omtalt som smolt – skal selv søge nedstrøms mod det store, saltede spisekammer.
I fjord og hav vokser ørreden langt hurtigere end de gør i ferskvand, hvor fødeudbuddet er mindre, og allerede få år efter fiskene har forladt vandløbet, kan de fanges som flere kilo tunge ørreder.
En undersøgelse fra 2010 viser, at danske sportsfiskere hjembringer cirka 300.000 havørreder, og at langt de fleste havørreder fanges på f.eks. flue, blink eller anden form for agn. Kun cirka 10% bliver taget i garn.
DTU Aqua og Danmarks Statistik har via omtalte spørgeskemaundersøgelse bl.a. vurderet, at 16 % blev fanget i vandløb, mens resten blev fanget i saltvand – primært langs kysterne.
Samlet set lander danske sportsfiskere dog ifølge samme undersøgelse cirka en million havørreder, men langt de fleste genudsættes.
Catch and Release har for alvor bidt sig fast i det danske sportsfiskermiljø, hvor lystfiskerne konstant bliver klogere på, hvordan fiskene kan sættes fri igen uden at lide overlast.
En af forklaringerne på, at så mange kan fange store trofæfisk, som man måske troede hørte fortiden til, er efter meget at dømme, at ikke alle fisk over mindstemålet ender med et gok i hovedet og en plads i fryseren.
Rovdyr i fremgang
Den danske fauna har også, når man retter fokus bort fra fisk og jagtbare vildtarter, gennemgået en voldsom forandring.
Der er blevet langt flere ørne, flere svaner, flere ravne. Og så er der ikke at forglemme kommet flere af de helt store rovdyr.
Gråsælen er atter blevet et mere almindeligt syn langs de danske kyster. Den 2-300 kilo mester i det våde element var for årtier siden en sjældenhed, og den første ynglende gråsæl i nyere tid blev konstateret på Rødsand tilbage i 2003.
I hele Østersøområdet blev der sidst, der var tælling, registreret 35.000 gråsæler. I dag er bestanden så talstærk, at erhversfiskere argumenterer for dispensation til at skyde de ellers fredede gråsæler. Dermed håber man at løse de problemer, som sælerne forvolder på de fisk, som allerede er fanget i fiskernes garn.
Samme udvikling har ramt den langt mere almindelige spættede sæl. Den er der også blevet flere af, om end bestanden de seneste årtier har bevæget sig op og ned.
Den voksende bestand af sæler har betydet, at behovet for sæljagt af og til dukker op i den offentlige debat. Ikke mindst blandt sportsfiskere, der oplever, at de store rovdyr følger laksefiskene under deres vandring frem mod gydepladserne i vandløbene.
Også odderen er blevet langt mere almindelig end tidligere. Det store fiskeædende mårdyr, der fra snudespids til halespids måler 100-130 cm og vejer ca. 6-11 kilo, har især kvitteret positivt på, at der i dag skal bruges stoprist eller spærrenet i åleruser.
I dag mener man der er mere end 1.000 oddere i Danmark – langt de fleste i Jylland, selv om et supplerende udsætningsprojekt på Sjælland, måske kan bidrage til en tilsvarende positiv udvikling, som den der er oplevet i Jylland. I midten af firserne blev den danske bestand vurderet til cirka 200.
Ulven har også bidt sig fast i den danske natur, og i 2017 blev det første kuld ulvehvalpe i over 200 år født på dansk grund. De danske ulve har ikke rigtig bidt sig fast, men i år er der konstateret to kuld og flere kyndige argumenterer for at der over der plads til langt flere ulve i Danmark end tilfældet er nu.
I sporet på ulven er guldsjakalen dukket op. Guldsjakalen er noget mindre end ulven og noget større end ræven, og den er kendt for at være en glimrende råvildtjæger. Endnu er kun konstateret enkeltindivider, men i Nordtyskland har man konstateret de første ynglende guldsjakaler.
Med til listen over store oplevelser i den danske natur kommer man ikke uden hvaler og delfiner. Begge dele kan med jævne mellemrum ses i indre farvande.
Ud over den hvidnæsede delfin, der holder til i Nordsøen, har Danmarks egen lille delfin fordoblet sit antal siden 2005, hvor bestanden af marsvin skabte bunden med omkring 10.000 dyr. I dag er den lille defin blevet et mere almindeligt syn.
Uønsket fremgang
I den lange kavalkade af arter i fremgang hører også de dyrearter, som vi mener er fremmede for den danske natur.
Mårhund og en lille asiatiske hjort med hugtænder er på listen over invasive arter, og dermed på den officielle dødsliste over arter, som regnes for uønskede.
Natur-historien er nemlig fyldt med eksempler på, at invasive arter helt kan ændre den oprindelige flora og fauna.
Derfor har de danske myndigheder formuleret en lang række dyre- og planterarter, der er uønsket og derfor må reguleres året rundt. Og for mårhundens vedkommende tilmed døgnet rundt, hvorimod alle andre arter, dog undtaget vildsvinet, har natten for sig selv.
De danske vildsvin ville, hvis de fik lov, indtage langt flere områder, end de allerede har.
I dag er det primært i det sydvestlige Danmark, at man kan være heldig at opleve spor efter de overvejende nataktive vildsvin.
Vildsvin hører til den danske fauna og kan have en positiv indflydelse på f.eks. skovenens selvforyngelse af nye træer og buske.
Men vildsvin kan også medvirke til at sprede svinepest – ikke mindst den frygtede afrikanske svinepest. Og dermed jages den året rundt og døgnet rundt i forsøget på at få antallet så langt ned som muligt.
Desuden har hegnet mellem Tyskland og Danmark sat en stopper for indvandring fra syd og den fritlevende bestand kan meget vel synge på sidste vers.
Hvis afrikansk svinepest skulle komme til Danmark og dermed true den store eksport af dansk svinekød, mener myndighederne, at en ikke eksisterende bestand af vildsvin vil gøre det nemmere at komme smitten blandt tamsvinene til livs.
Klima og susses
Der kan ikke tegnes en udvikling i den danske fauna. Noget går en vej, noget andet den modsatte.
Selv om Danmark har oplevet en positiv udvikling inden for en række arter, som har betydet, at det er blevet bedre at være dansk jæger og sportsfisker og naturbruger i almindelighed, er der også forhold, der går den modsatte vej.
Agerhønen og haren har ikke evnet at tilpasse sig ændringerne i det åbne land, hvor der er blevet langt større marker. Tilsvarende er antallet af småfugle også gået tilbage, ligesom der rapporteres om et stort fald i insektlivet, som er grundlaget for liv i toppen af fødekæden.
Mangler der insekter, går det ud over f.eks. agerhøne og vilde fasaner, som er helt afhængig af de proteinrige insekter i deres første leveuger.
Dertil kommer globale forandringer, der gør, at man med rette kan stille spørgsmålstegn ved værdien af den danske udvikling.
Tørke og ørkendannelse, skovbrande, oversvømmelse og folkevandringer påvirker også Danmark og herunder ikke mindst de mange trækfugle, der bruger vores land som transit under trækket mellem nord og syd.
Derfor skal man heller ikke lukke øjnene for de mange skader, vi har påført vores klode og dem, som skal overtage den efter os.
Men omvendt ville det også være en synd, hvis vi undlod at glæde os over, at ikke alt er sort i sort.
Vi har trods alt formået at rette op på nogle af vores fejl og vende negativ udvikling til positiv. Den slags succeshistorier har vi i høj grad brug for og derfor kan denne korte og ikke dækkende redegørelse om ikke andet minde os om, at mennesket ikke kun breder sig på bekostning af alle andre arter. Vi kan også give plads og vende fiasko til succes, når viljen er stor nok.
