Bukkejagt bliver ikke bedre, mener Henning Kørvel, som her ser tilbage på sin første ”royale” bukkejagt” i Skotland
Min første ”royale” bukkejagt
Otte dage forinden var der nedlagt to medaljebukke, og da Henning Kørvel jagede bukke på Strathmore Estate (Glamis Castle) i Skotland fra 5.-8. maj 2014, fik han én medaljebuk, og en anden buk var lige under bronze. Bukkejagt bliver ikke bedre, mener han, fordi alting her går op i en højere enhed.
Tekst og foto: Henning Kørvel
Fordi et internationalt transportfirma ikke kunne finde ud af at angive et tidsrum i løbet af døgnet, hvor en cape til en højlandshjort kunne blive afhentet hos Scotsport Travel Co., Learney House i ”Royal Dee-Side” i Skotland for at blive sendt til ego i Danmark med dets eget fly, hentede jeg den selv.
Efter transportfirmaets udmelding skrev jeg i en mail til Alf Sørensen, Scotsport Travel Co., ”at det endte med, at jeg blev nødt til selv at hente capen”.
Det syntes han, var en fremragende idé, ”for så kan du jo ved samme lejlighed skyde nogle bukke”, lød svaret.
Da jeg var enig i, at det var en god idé, fik jeg et tilbud på bukkejagt på Strathmore Estate (Glamis Castle), som jeg straks accepterede.
Ikke fordi, Glamis Castle var barndomshjem for Dronningemoderen, Elizabeth Bowes-Lyon (1900-2002), der var datter af den 14. jarl af Strathmore og Kinghorne og mor til Dronning Elisabeth II, men fordi her årligt skydes 12-15 bukke i medaljeklasse ud af i alt 35-40 bukke.
Jeg så derfor frem til at skulle på bukkejagt her og rejste 4. maj 2014 til Skotland for at indlede fire dages jagt dagen derpå.
På udrejsen fra København var jeg i transit i Stavanger i Norge, og mistede her min kuffert. Jeg lånte derfor jagttøj af Steven Campbell, den ene af godsets to skytter, som jeg iførte mig, før jeg på ankomstdagen prøveskød hans og headkeeper Adam Smiths rifler til skive. Og da de sagde god for min skydning, var jeg nu klar til bukkejagt. I ”lånte fejr”.
LÆS mere om BUKKEJAGT
Stor buk på Strathmore Estate. Her skydes der 35-40 trofæbukke årligt, og trofæbukke skydes kun fra det 4. år og op.
Første jagtdag
Adam henter mig klokken 5.00 på Strathmore Arms i Glamis og kører til en eng – Ingilston Bog – for at se efter en stor buk, som en jæger i et team havde overskudt et forløb på otte dage forinden. Vel ankommet til stedet går vi en omvej langs et levende hegn til engen mellem en lille skov og marker på de andre sider.
Ude på engen med højt vissent græs, iblandet siv, spotter vi to unge bukke og en rå. Den anskudte buk glimrer ved fravær.
Forsigtigt går vi nu frem til kanten af engen, men samtidig går det op for os, at vinden svøber, og vores fært føres ind over engen.
Resultatet udebliver ikke, idet den løbsskudte buk, der åbenbart har siddet skjult, rejser sig og humper i retning mod skoven, fulgt af seks stykker råvildt fra forskellige siv- og græsholme.
Adam er ærgerlig, for han vil gerne have den skudt.
– Jeg har set den en halv snes gange, men hver gang har den snydt mig, forklarer han, da vi går tilbage til bilen for at rekognoscere i reviret, og vi spotter snart en god buk.
Ved Adams ”nærlæsning” af den med teleskopkikkerten viser det sig, at den kun er tre år og derfor ikke er afskudsbar, fordi bukke her skal være minimum fire år, før de skydes.
– Det kunne danske jagtkonsortier lære noget af, svarer jeg, mens vi fra asfaltvejen svinger ind på køresporet i Green Walk, en langstrakt skov, der som en skrænt hælder ned mod en mark med vinterhvede.
Da vi passerer hen over en bakke i en kurve, spotter vi en god buk med stort udlæg på sporet. Adam bremser. Mens bukken springer opefter, stiger jeg ud af bilen for at være klar til action.
Da Adam giver klarmelding, at bukken må skydes, har den haft tid til at søge længere op, og jeg kan kun se hovedet af den. Pludselig smæler råen, som bukken er sammen, og sammen springer de af sted og ses hurtigt ikke længere.
Henning Kørvel med den første buk, nedlagt på Strathmore Estate. Bronzemedaljen holdt dog ikke, fordi vægten er for lav.
Vi kører videre, og da vi passerer forbi et åbent skovareal ud til marken med nyplantede graner, udbryder Adam: – Det står en buk, men han fortsætter for at stoppe 60-70 meter længere fremme. Jeg troede først, det var en joke, men han har vitterlig spottet en buk, og da vi sammen går tilbage i den retning, vi lige er kommet fra, ser vi snart opsatsen rage op over en jordvold med højt vissent græs og ukrudt.
Jeg sætter skydestokken op og lægger Adams .270Winchester på plads. Bukken er en potentiel bronzemedalje, mener han og siger, at jeg må skyde den.
Efter yderligere 10 minutters venten tager bukken nogle skridt bort fra jordvolden, men står stadig i højt græs. I sigtekikkerten kan jeg dog tydeligt se bladet og skyder på slaget 7.45. Få sekunder efter står Adam og jeg ved den nedlagte buk. Han stikker mig hånden og ønsker tillykke.
På vej ud til Ingilston Bog for at se efter den løbsskudte buk spotter Steven, der henter mig på Strathmore Arms klokken 18.00, og jeg, en god buk i kanten af en lille skov umiddelbart før engen, men den siver bort, fordi den får vind af os.
Vinden er heller ikke god til den anskudte buk, som det viser sig, er ude på engen, og snart rejser sig og søger tilbage til skoven sammen med sin yndlingsrå, da den får vind os.
Klokken er 18.30. Vi stiller os nu bag et træ i håbet om, at den anskudte buk vender tilbage. Ved 19-tiden kommer en ung i bast ud på engen sammen med en rå, og snart kommer endnu en rå. Klokken 20.15 springer den anskudte buk og en rå fra skoven over hegnet ud på engen, men afstanden er for stor, og udsynet til bukken for ringe til, at der kan skydes til den.
Steven ses her med den anskudte buk, som Henning Kørvel skød efter at have kravlet 96 meter hen over en våd eng. Den er en 100-points buk.
Vi planlægger nu at kravle 96 meter frem til en nedlagt fasanfoderplads. Det er så meningen, at jeg her skal rejse mig op og skyde bukken i oprejst stilling. Jeg har ikke kravlet så langt i en plaskvåd eng, siden jeg var rekrut i Sjællandske Telegrafregiment i Høvelte i 1963, men nået frem til fasanfoderstedet klokken 20.42, konstaterer vi, at bukken stadig står der.
Jeg lægger Stevens .243 Remington, op i skydestokken, trækker mig op i oprejst stilling og skyder, mens bukken esser med hovedet nede.
Kugleslaget når Stevens og mine ører samtidig. Umiddelbart efter siver bukkens ledsagere – to råer – tilbage til skoven.
Den løbsskudte buks trængsler er ovre. Det var en god afrunding på min første jagtdag.
Anden jagtdag
– Vinden er sprunget i øst, fortæller Adam, da han samler mig op klokken 5.00 uden for hotellet. Vi skal rekognoscere, og ser snart med kort interval to lovende treårige seksendere.
Også en god fejet toårig buk og en etårig i bast går ind på nethinden, før vi når frem til Green Walk for at pyrsche efter stedets pladsbuk, som Adam estimerer til en guldmedalje.
Vi ser dog kun et par råer, før vi når tilbage til bilen og fortsætter runderingen, under hvilken vi dog ikke spotter en eneste ældre buk.
Om aftenen, hvor Steven henter mig klokken 18.00, kører vi direkte til Green Walk for at pyrsche skoven igennem og ser først en rå og så endnu et dyr, der kan have været den buk, vi er ude efter. Vi kører herefter omkring, men ser kun en del råer, før vi i et hegn spotter en god buk, som vi kommer ind på 10 meters afstand af.
Det viser sig, at den blot er tre år, og vi trækker os tilbage uden at forstyrre den. I det bakkede terræn spotter vi senere nu en buk omkring 700 meter ude.
Den tredje buk, nedlagt i Gren Walk havde næsten ingen perler på opsatsen.
Steven fastslår, at den er en returbuk, han tidligere har set, men af grunde vi ikke helt forstår, flygter den ind i den nærliggende lille skov, selv om afstanden mellem os og den er omkring 700 meter. Som en trøst er vinden vendt tilbage til det sydlige verdenshjørne, men vi kommer ikke til at se flere bukke, der er interessante, før vi slutter og kører tilbage til Glamis.
Tredje jagtdag
Adam kommer først 5.15, og vi kører direkte til Green Walk. Efter få minutters gang på hovedsporet, som skovråvildt altid holder skarpt øje med, spotter Adam en af stedets gode bukke. Da den får fært af os, smæler den og løber samtidig i retning af os.
Jeg er klar til at skyde, men da bukken stopper op, kan jeg kun se hovedet og spejlet et kort øjeblik, før den og råen forsvinder.
Vi ser yderligere en rå, inden vi når tilbage til bilen og kører herefter lidt omkring. Det småregner, og i et hegn spotter vi snart tre stykker råvildt, der kort efter bliver til fire, og da vi kommer tættere på for at se bukken an, er det en treårig, der følger interesseret med i to unge bukkes voksenleg, hvor hovederne stødes sammen, og de udviser trueadfærd med opsatserne.
Totalt ser vi denne morgen 15 stykker råvildt, heraf seks bukke med den i Green Walk som den bedste. Håber på bedre vejr (og held) i aften.
Da Steven om aftenen henter mig klokken 18.00 på Strathmore Arms, kører vi ud i ”bakkelandet” – heden, hvor der stadig findes grouse.
Vi spotter på lang afstand en god buk i et hjørne af en græsmark, rammet ind af stengærde med flere hundrede år på bagen.
Den står neden for en bakketop, som, vi beregner, vi kan nærme os i skjul bag, men da vi omsider når frem, står bukken der ikke længere,
Da vi efter nogle minutters søgen begynder at gå tilbage, springer bukken med ét af sted nede under os, og vi indser nu, at mens vi var på vej til det sted, hvor vi spottede den nede fra vejen, har den flyttet sig, således, at den kom til at stå bagved os, da vi omsider nåede frem til det udsete punkt på bakketoppen.
Da vi tilbage til bilen fortsætter runderingen, ringer Adam til Steven og fortæller ham, hvor han holder og ser på en stor buk i en mark med vinterhvede.
Vi når snart frem, spotter bukken og når efter nogle nervepirrende minutter ind på 200 meter fra den.
Men jeg kan ikke redegøre for, hvad der går galt. Blot vedgår jeg, at jeg skyder blankt forbi. Længere er den ikke, men humøret er ikke højt, da vi kører videre.
Omkring 21.45 spotter vi langs hegnet i en vinterhvedemark i Squirrel Game Crop en god buk. Vi stiger ud af bilen og kommer ind på 110 meters afstand af den.
Da den begynder at sive væk, siger Steven: Shoot, og da bukken stopper op og vender bredsiden til, skyder jeg. Kort står vi ved den forendte buk og overraskes over at se, at den er otteender. Det var ukendt for os, hvorimod vi begge derimod vidste, at forsprossen på højre stang rager lige frem, hvilket unægtelig medvirker til at gøre hovedprydelsen spøjs.
Sidste jagtdag
Adam har underkeeper Luke med i bilen, da han henter mig uden for hotellet klokken 4.55, og vi kører direkte til Green Walk og går forsigtigt igennem skoven og ser tre råer, hvoraf to bliver stående, fordi de er vant til at se skovgæster på sporet.
På tilbagevejen skal Luke gå parallelt med os oppe på skovens højeste punkt, mens Adam og jeg går på sporet. Efter kort tids vandring smæler en buk.
Vi ser den løbe nedefter mod sporet for at stoppe cirka 100 meter ude. Shoot, siger Adam, og da jeg skyder, ser jeg bukken springe fremefter som for en lav bladkugle.
Klokken er 5.55. Bukken, en god fireårig seksender med få perler på stængerne, ligger godt 20 meter fra påskudsstedet.
Kører herefter omkring, og i en hvedemark i det område – Beech Clump – hvor jeg i aftes missede til en stor buk, spotter vi en stor buk jage en anden ditto på porten, men da det dels går stærkt, og afstanden dels er stor, lader det sig ikke afgøre, hvilken eller hvilke bukke der er tale om.
På vej gennem parken til Adams hus i udkanten af denne spotter tre råer og en god toårig buk, før vi får et flygtigt glimt af pladsbukken, som Adam mener, er i medaljeklasse.
Steven henter mig til min sidste outhing i denne omgang klokken 18.00, og vi kører ud til Beech Clump øst for parken, hvor jeg i aftes missede til en stor buk.
Her ser vi en rå i kanten af et levende hegn og fortsætter herfra til Grams Point, hvor vi ser to råer. Herfra går turen videre ud mod ”bakkelandet” – heden, og i en kartoffelmark spotter vi en flot toårig buk, der har svært ved at gå i den bløde jord.
Den ser konstant mod det nærmeste levende hegn. Pludselig forsvinder den i løb, og kort efter opklarer jeg, hvorfor.
En busk i hegnet bliver tvunget fra side til side af en buks aggressive fejning på den, men det viser sig, at den blot er en treårig, og vi trækker os derfor tilbage uden at forstyrre den.
Vi fortsætter nu til marken, hvor jeg i aftes leverede en forbier, men før vi når frem til den, ser vi i kanten af en rapsmark en rå omkring 150 meter ude.
Den er tilsyneladende alene, men bukken kan mageligt være sammen med den alligevel, bemærker jeg til Steven, der i det samme udbryder: – Bukken er med.
Den står skjult i det høje visne græs og ukrudt nær det levende hegn. Skydestokken stilles op, og riflen lægges på plads.
Bukken træder ud til råen, men dækker denne. Bukken er dog indfanget i trådkorset, og da råen træder nogle skridt ud mod hegnet, så bukken står frit, skyder jeg, og ser den kollapse.
Steven stikker mig hånden: Well done.
Fremme ved bukken kan vi konstatere, at den er en stor bronzemedalje eller lille sølvmedalje. Alderen er seks-syv år. Og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er henrykt. Bedre afslutning på denne, min 10. jagtrejse til UK, kunne jeg ikke få. Og det stiver mig lidt af, at jeg fik lidt oprejsning for min forbier til selvsamme buk i aftes.
Flere afgørende faktorer
Med afskydning af fem gode bukke på fire jagtdage med otte outhings kan man ikke forlange mere. Det et godt resultat og udtryk for en god forvaltning af råvildtbestanden og eminent jagtledelse og jagtføring.
Adam Smith og Steven Campbell kan deres kram og er gode til at tage bestik af bukke, så det ikke forekommer, at der skydes bukke, som skulle have haft nogle flere år på bagen, før de skydes.
Mit jagtresultat afspejler tilbageholdenheden med at skyde lovende unge bukke, og denne afskydningspolitik kom også det første hold jægere der jagede bukke her otte dage forinden ego til gode, idet de skød en guldmedalje og en sølvmedalje.
De opstår naturligvis ikke blot, fordi bukke får lov til at blive modne, hvilket vil sige, fire år og derover, før de høstes, men at give bukke lov til at nå denne alder, før de skydes, er et afgørende skridt på vejen frem imod at kunne skyde gode bukke, heraf nogle i medaljeklasse.
Bukken med den lange forsprosse var otteender, fordi den har fem sprosser på den ene stang og tre på den anden.
Andre faktorer, der spiller ind, er gode gener hos såvel bukke som råer, tilstedeværelsen af kalcium i jorden, idet kalk er afgørende for opsatsernes vægtfylde, og det er også afgørende, at fødetilgangen er god i reviret året igennem, og afskydningen er passende af begge køn, således at antallet af bukke og råer i alle aldersklasser matcher hinanden.
Alligevel er det naturen, der har trumfkortet, fordi der findes gode og dårlige gevirår. 2013 var således et dårligt gevirår, fordi der på Strathmore Estate slet ikke blev skudt medaljebukke overhovedet, hvorimod der i 2012 blev skudt hele 10 medaljebukke.
På Strathmore Estate forvaltes råvildt med naturlige værktøjer, hvilket vil sige, at bestanden reguleres og holdes intakt gennem passende afskydning af begge køn.
Usle kneb såsom brugen af spektakulært foder, hvis formål at er øge opsatserne vægt og volumen, drømmer jagtvæsenet her end ikke om at anvende og naturligvis heller ikke at tilføre hanlige hormoner, for slet ikke at tale om at foretage egentlige fysiske indgreb.
Det eneste ”kunstige” tilskud, der står til rådighed for råvildtet her, som indtil videre er den eneste art hjortevildt på Strathmore Estate, om end dåvildt kun står få kilometer borte, er saltslikstene.
De er først opsat i år, og af praktiske årsager, da godset har en stor produktion af kødkvæg, bruges saltslikstene til kreaturer.
Saltslikstene indeholder i det væsentlige kun salt og er derfor uden indflydelse på bukkenes opsatsdannelse, men de gavner til gengæld dyrenes fordøjelse af føden.
Og så tilbage til kernen, nemlig den indflydelse, det har på jagtkvaliteten, at guidning af tilrejsende jægere ligger i hænderne på kompetente skytter som Adam Smith og Steven Campbell.
Enhver bukkejæger er i gode hænder hos dem og bevidstgøres om, at bedre bliver bukkejagt simpelthen ikke.
Det vejer desuden tungt, at store bukke i såvel medaljeklasse som under denne både her og i det øvrige UK prismæssigt ligger betydeligt under, hvad tilsvarende bukke ofte koster i de tidligere Østbloklande, hvilket som vital faktor medvirker til, at bukkejagt her går op i en højere enhed.
Og capen, det hele begyndte med? Den kom med hjem til Danmark i kufferten!
Epilog: Som endnu trofæmåler for Nordisk Safari Klub opmålte Sten Breith opsatsen fra min sidste buk til 112,60 CIC-point – altså 2,40 point fra sølvmedalje.
Jeg var igen på bukkejagt på Strathmore Estate i 2015, 2016 og 2017, og jeg har samlet set skudt 22 bukke her, heraf fem medaljebukke her, fordelt på en guldmedalje, en sølvmedalje og tre bronzemedaljer
Glamis Castle er et stort slot, Ejeren bor her selv, men andre fløje som han ikke benytter, er lejet ud.
Revir: Strathmore Estate/Glamis Castle, Angus, Skotland.
Periode: 5.-8. maj 2014.
Jagtagentur: Scotsport Travel Co., UK. Jagtagent: Alf Sørensen (www.scotsportuk.com – www.jellinghuntingtours.com).
Jagtføring: Adam Smith og Steven Campbell (Steven blev i 2017 afløst af Adams bror, Brian)
Våben: .243Remington og .270Winchester.
Ammunition: 7,5 grams Vimex og 8,4 grams RWS
Skudafstande: 50, 120, 110, 100 og 150 meter.
Håndkikkert: Zeiss Victory 10×56
Bestandsforhold: Stor råvildtbestand
De fem opsatser er her fotograferet på en statue i parken med Glamis Castle i baggrunden.
Spektakulært slot
Glamis Castle på Strathmore Estate er et af Skotlands mest spektakulære slotte. Dets historie går tilbage til 1376, men det nuværende slot, beliggende i en stor park, er fra 1700-tallet.
Skiftende jarler af Strathmore og Kinghorne har ejet godset i over 600 år. Den nuværende ejer er den 19. jarl af Strathmore og Kinghorne, Simon Bowes-Lyon, og som datter af den 14. jarl var Glamis Castle barndomshjem for Dronningemoderen, Elizabeth Bowes-Lyon (1900-2002), der var gift med Kong George VI og mor til Dronning Elisabeth II.
Strathmore Estate har et jordtilligende på 57 kvadratkilometer, svarende til 14.000 acres, og her produceres landbrugs- og gartneriafgrøder og vodka af kartofter foruden kødkvæg.
Jagtvæsenet talte før 2014 10 ansatte. Nu beskæftiges her to skytter og en skytteelev.
Her udsættes fasaner, der skydes på klapjagt med 100-300 fugle på paraden.
Herudover afvikles rough shooting med fasaner som primært jagtudbytte, efter kaninbestanden i Skotland er gået drastisk tilbage.
