Man hører jægere klage over, at deres våben ruster i våbenskabet, men problemet kan let undgås ved at følge nogle simple råd om placering, indretning og daglige rutiner

Ruster dine våben i våbenskabet

Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)

Da vi fik bestemmelserne for opbevaring af jagtvåben indebar det, at alle våben fra udgangen af 2002 skulle opbevares i et godkendt våbenskab.

Emnet var på det tidspunkt nærmest ukendt for danskerne, så der blev begået mange fejl og jægerne endte ofte op med forkert størrelse skabe og mange måtte sande, at de nok skulle have købt et større skab. Desuden blev mange af skabene placeret mindre hensigtsmæssige steder og våbnene sjældent ordentligt klargjort, inden de blev sat i skabet.

Mine geværer ruster i våbenskabet!
Artiklen “Ruster dine våben i våbenskabet” er skrevet af afdøde våbenjournalist Ib Nordentoft Andersen. Opdateringen er stadig populær og hører til blandt de eviggrønne artikler i arkivet.

Resultatet var forudsigeligt med rustrøde våben og efterfølgende skældsord vendt mod lovgiverne på ”Borgen”. Men nogle få forholdsregler kan afhjælpe problemet.

Placering af våbenskabet

Det er nok de færreste ægtefæller, der vil sætte pris på store stålskabe i dagligstuen, så det grå skrummel er ofte henvist til mere ydmyge steder som udhuse, kældre m.v. Men det er nok sjældent, at man finder et ideel og lovligt sted i hønsehuse og lignende.

Blandt andet for at undgå fugt og kondens er det er vigtigt, at skabet kommer til at stå et sted med stabile klimatiske forhold.

“Våbenskabet skal derfor helst stå et opvarmet sted med en konstant lav fugtighed.”

Vaskerum og bryggers er derfor generelt udelukket og uisolerede ydermure bør om muligt også undgås, da der kan opstå store temperatursvingninger op ad vægen med kondensdannelse i skabet som resultat. Og det går ikke at anbringe isolation mellem skab og mur, da skabet bør stå fladt op af muren for at sikre, at der ikke kan stikkes et brækjern ind mellem skab og mur.

Da skabe med en egenvægt på under 1.000 kilo skal fastgøres med mindst fire 10 mm bolte til en dybde af 100 mm, kan det måske blive svært at finde en egnet indemur og hvis gulvet samtidig heller ikke egner sig til fastgøring, kan det desværre blive nødvendigt at ty til ydermuren.

I bunden af skabet er det bedst at lægge et stykke tykt gummi eller lignende, da gulvtæppestykker og avispapir har en tendens til at holde på fugten.

Rengøring af våbnene inden de sættes i skabet

Når et koldt våben bringes indendørs efter en dag i skoven, sætter rummets fugt sig på våbnet og det er efter nogle minutter nødvendigt at tørre det af med en tør klud eller papir fra en køkkenrulle. Våbnet må ikke sættes i skabet, før det er helt tørt og har opnået samme temperatur, som der er i skabet.

Vær i øvrigt her opmærksom på skæftet kan have suget noget fugt til sig under jagten og det skal selvfølgelig også være helt tørt.

Alle metaldele gives et tyndt lag olie og piben trækkes igennem, dog gerne med en tør klud eller filtprop, hvis det drejer sig om en riffel, der skal ud på jagt igen den næste dag.

Husk også at fjerne eller åbne linsebeskyttere på sigtekikkerter og tør dem og også linserne af.

Fjern altid geværremmene da læder og stofmateriale kan indeholde fugt, selv om de føles tørre. Det samme gælder skeder fra knive.

Mange jægere har oplevet, at et knivblad viste sig at være rusten, når den skulle bruges, fordi skeden har suget væde til sig under jagten og ikke er blevet grundigt tørret af, inden den blev lagt i skabet. Ligeledes skal eventuelle patroner, patronæsker og -tasker også være helt tørre.

Vedligeholdelse og udluftning af selve skabet kan modvirke rust

Med mellemrum bør skabet rengøres indvendigt og mindst en gang om ugen bør det stå åbent nogle timer for grundig udluftning. Men bortset fra lidt olie på hængsler og andre bevægelige dele, er selve våbenskabet stort set vedligeholdelsesfrit.

LÆS OGSÅ: Behandling af fugtige våben

Ruster dine våben i våbenskabet er en artikel fra sektion på Netnatur.dk kun om jagtvåben …

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version