Henning Kørvel fortæller her om sine syv bukke med medaljer, fordelt på en guldmedalje, tre sølvmedaljer og tre bronzemedaljer
Tekst og foto: Henning Kørvel
Hvor mange medaljebukke en riffeljæger skyder, afhænger af de individuelle jagtmuligheder, der står til rådighed. Hvor mange har du skudt?
Henning Kørvel fortæller her om sine syv bukke med medaljer, fordelt på en guldmedalje, tre sølvmedaljer og tre bronzemedaljer. Derudover han har et udvalg af danske og udenlandske bukke med opsatser fra 104,65 til 90,0 CIC-point.
Hvor mange medaljebukke en riffeljæger skyder, afhænger af de individuelle jagtmuligheder, og chancen for at skyde en medaljebuk er således større på et revir, hvor man selv forvalter råvildtet, end hvis man er medlem af et konsortium, og der således er mange ideer om, hvordan råvildt skal forvaltes, og alle medlemmer skal skyde en eller flere bukke, så bukkes gennemsnitsalder presses i bund, og der således skal mere end held end forstand til for at kunne skyde en medaljebuk.
Flere godser har med kvoter dog styr på den overordnede forvaltning, og jagtlejekontrakter ofte fastsætter, at der generelt kun må skydes seksendere.
De bedste muligheder, som jeg i Danmark har haft for i ny og næ at kunne skyde en medaljebuk, var i de cirka 10 år, jeg skød bukke på et sydsjællandsk gods, hvor ejeren følte, at han ikke længere havde energi til både at gå på bukkejagt morgen og aften og samtidig lede sin virksomhed med mange ansatte i flere driftsgrene om dagen.
Han havde selv jagten på cirka 650 hektar småskove og marker med remiser og levende hegn, og på det tidspunkt stod der på reviret 20-23 territoriehævdende midaldrende og ældre bukke, som var svære at jage, fordi man aldrig vidste, hvor de var henne.
I småskovene nær hovedbygningen stødte fem bukkes territorier sammen, og når man pyrschede i en konkret buks territorium, og her fik en ældre buk for, kunne man ikke være sikker på, at den nu også var stedets pladsbuk, fordi andre pladsbukke som mere reglen end undtagelsen havde hang til at gå på opdagelse i hinandens territorier.
Godsejerens personlige største buk fra sit revir var en sølvmedalje på 127,50 CIC-point. Han var stolt over at have skudt den, men lagde samtidig ikke skjul på, at det havde været slidsomt.
Ud af de 39 bukke, som jeg personligt skød i de cirka 10 år, er den største på 100 CICpoint, men min spanske jagtkammerat, Rafael, der gerne pyrschede sammen med skytten, skød blandt godt 20 bukke både en guld-, sølv- og en bronzemedalje.
Medaljebukkene var således til stede. Det gjaldt blot om at være heldig at være på det rette sted på det rette tidspunkt.
De medaljebukke, som jeg personligt har skudt, er alle udenlandske, og de fordeler sig på fem skotske og to spanske. Her får du historien om den enkelte af de syv bukke.
Guldmedalje, 141,85 point
Stedet er Strathmore Estate i Skotland i 2015. Jeg var startet med at jage bukke 21. april, og fordi det gik som ”i olie”, havde jeg efter morgenpyrschen 24. april skudt fem bukke, heraf en bronzemedalje på 114,88 point.
Adam og jeg havde flere gange forsøgt at komme ind på livet af en gammel spøjs buk med en stang, der ragede vandret ud fra rosenstokken. Den 24. april kørte vi igen ud til Mains of Glamis for at se efter den og så nu en buk sidde i vinterhveden med ryggen mod os.
Det var klart, at den var en ældre buk, men var det den, med den ekstra stang? Da den drejede hovedet mod højre, kunne vi se, at det var den, og mens vi talte om en mulig strategi, rejste bukken sig og gik ind i det levende hegn.
Adam og jeg besluttede, at vi ville gå et par hundrede meter ned langs det levende hegn for at gå igennem det og se efter bukken på nabomarken.
Da vi nåede frem og således var omkring 200 meter fra bukken, konstaterede vi, at bukken ikke stod på nabomarken, og fordi den så måtte være i det levende hegn, kravlede vi ud i den mark, som bukken havde siddet i og satte os ned.
Vi kunne se bukken inde i hegnet, og jeg sagde til Adam, at jeg skyder den, når den vender bredsiden til.
Få minutter senere gik bukken tilbage til den mark, som den havde siddet ii, og hvor Adam og jeg nu sad.
Da bukken fik øje på os, blev den stjertende tosset og løb op imod os med det hvide ud af øjnene og på strittende forløb.
Adam sagde: Skyd den i krydset, når den stopper. Da den stoppede cirka 90 meter ude, slap jeg kuglen, og vi ilede han til bukken og så, at den ikke havde kun en, men to ekstra stænger.
Den var otte år gammel, og den længste stang var gaffel med rosenkrans. Fantastisk buk, som man kun skyder én af i sit liv.
Sølvmedalje, 125,65 point
Stedet er igen Strathmore Estate, og årstallet 2017. Vejret var blandet, men mest med regn og sne i uge 17, men jeg havde dog fået skudt to gode ældre bukke, før Adam, Brian og jeg skal ud at pyrsche 26. april, hvor det regner.
Men regn eller ej, så skal vi jage bukke, og fordi vi skal se efter en ”mulig medaljebuk, går vi på skråningen ned til en å.
Det er lidt anstrengende, fordi man både skal holde om riflen og sørge for ikke at glide ned i åben, samtidig med at vi holder udkig.
Da vi runder et sving på åen, kravler Adam op til åkanten og siger. ”Den store buk står ovre ved hegnet og æder”, men vi skal tættere på.
Vi fortsætter fremrykningen, og da Adam endnu en gang kravler op for at tage et vue, siger han, at jeg skal kravle op til ham.
Bipod på riflen er slået ud, og da jeg ligger ved siden af ham og snart finder sigtepunktet, trykker jeg på aftrækkeren og ser bukken gå i jorden.
Fremme ved bukken konstaterer vi, at den er ”heavy”, og der er ingen tvivl om, at den er en stor sølvmedalje, hvilket også holdt, fordi den kun er 4,35 point fra at have været guldmedalje.
Sølvmedalje, 117,85 point
Råer var begyndt at brunste, da mine spanske jagtvenner og jeg jagede bukke i Cetina, Aragon i Spanien ultimo juli 2018.
Fra året før vidste vi, at der stod en stor ældre pladsbuk i mandelplantagen neden for en høj bjergformation, hvis den da ikke var skudt i mellemtiden.
Da vi om formiddagen kørte hjem efter morgenpyrschen 22. juli så vi fra bilen imidlertid den store buk fra dadelplantagen i selskab med en ligeså stor rå.
Vi besluttede, at vi ville se efter den om aftenen, og da vi gik ud ved 18-tiden og nåede op på bjergtoppen, så vi imidlertid ikke bukken nede i plantagen, men fordi Rafaels gravhund, Brno, trak i snoren og peb, spurgte jeg Rafael om årsagen.
Pludselig så vi bukken og råen springe af sted, de havde stået lige neden for højderyggen, og da de stoppede cirka 170 meter ude, og Rafael havde sagt, at bukken stod til højre, trykkede jeg på aftrækkeren og så bukken falde om.
Da vi efterfølgende tog den i øjesyn, indså vi, at den ikke var nogen almindelig buk, fordi den var meget større end normale spanske bukke, og i brækket stand vejede den 30,5 kg.
Hovedet var enormt og opsatsen høj. Den havde brækket bagsprossen på venstre stang, hvilket kunne være sket i kamp med en anden buk, eller den har siddet fast i en trækløft, da den fejede.
Jeg opfatter dens størrelse på lige fod med, at vi mennesker er større og mindre og tykke og tynde, hvilket også gælder for dyr som råvildt.
Næsebenet var let buet, og for at kunne fastholde dette look, fik jeg den skuldermonteret i Spanien, og når du ser den og sammenligner med en ”almindelig buk”, så vil du indse, at bukken er mega.
Sølvmedalje, 117 point * Temperaturen var op imod 40 grader, da Rafael og jeg 20. juli 2016 ankom til Benalup nær Cadiz i det sydlige Spanien.
Jeg skulle næste morgen indlede jagten på en buk af den sjældne underart Morisco (Capreolus c. garganta) på godset Las Lomas.
Om aftenen spiste vi middag sammen med den sympatiske jagtchef, Jesus, og da vi næste morgen indledte jagten, spottede vi en buk, som imidlertid så os og søgte i skjul.
Om aftenen skulle vi ud igen, og da vi kørte af sted i Landroveren, hørte jeg guiden tale med en person i walkie talkie og spurgte Rafael, hvad der foregik.
Han fortalte mig, at guiden talte med en af de to skytter, der sad på højdedrag på de to steder, hvor vi i morges havde set efter buk, og at de så to bukke, men både guiden og jagtchefen mente, at vi skulle koncentrere os om den buk, som vi ikke havde set, fordi den var større end den, som vi havde spottet.
Ekskong Juan Carlos havde som gæst hos ejeren af Las Lomas skudt en stor buk her to år tidligere, og da vi parkerede bilen, fortalte guiden, at bukken nu sad ned.
Guiden og jeg stoppede cirka 200 meter fra stedet, jeg stillede skydestokken op og lagde .270-eren til rette.
Efter cirka en times venten hørte vi skratten på walkien. ”Bukken har rejst sig”, var klar, lød beskeden.
Først kom råen, og så bukken, der jagede rundt med råen i en cirkel fire-fem gange, før råen stoppede.
Bukken passerede fordi og stoppede, og få sekunder senere slap jeg kuglen, hørte kugleslaget, hvorpå guiden ønskede mig tillykke med min Morisco-buk.
Han tog sin afstandsmåler op af rygsækken, og da han havde målt afstanden, viste han mig den, og jeg så, at den stod på 175 meter. ”Muy bien”, sagde han.
Jeg skylder at fortælle, at Morisco råvildt er mindre end konventionelt råvildt, og det bærer mørkebrun dragt hele året. Hovedet er smallere og kortere end konventionelt råvildts, og jeg er glad for, at jeg fik den skuldermonteret, og Erling Mørch gav den det udtryk, som den havde, da den blev skudt.
Bronzemedalje 114,88 point * Jeg er tilbage på Strathmore Estate. Året er 2015, og indtil 22. april om aftenen havde jeg skudt to bukke.
Om aftenen ønskede Adam, at han og jeg skulle sidde efter en stor buk, som havde set gå fra parkskoven ud på en vintersædmark nær hans hus.
Han mente, at den var sky, fordi han kun havde spottet den sent om aftenen. Vi satte os til rette i kanten af vintersædmarken ved cirka 19-tiden, og først klokken cirka 21.20 sagde Adam, at nu kommer bukken og en rå ud fra parken.
Han sagde, at det var den buk, som han gerne ville have, at jeg skød, og da den vendte bredsiden til på kun 70 meters afstand, slap jeg kuglen og hørte kugleslaget.
Fremme ved bukken var både Adam og jeg klar over, at den var en medaljebuk, men da han kogte opsatsen, opdagede han, at næsebenet var porøst og tyndt, og at også opsatsen var lettere end ventet. Medaljen kom dog hjem, men vægten var ”kun” 409 gram minus 90 gram, der giver en nettovægt på 319 gram. Volumen var 189 kubikcentimeter. Før fradrag på to point i skønhedspoint gav opmåleren den 116,88 point.
Bronzemedalje, 114,25 point * I 2016 var jeg tilbage på Strathmore Estate og startede med at jage om aftenen på ankomstdagen 24. april, men så intet af interesse.
Dagen derpå – 25. april – hentede Steven mig på Strathmore Arms klokken 5.45 og fortalte mig, at vi skulle jage en stor buk, som han først havde spottet dagen forinden, men lovede, at den var stor. Den stod i en kofold med skov på begge sider, og fordi vinden var gunstig, gik han og jeg gennem det vestligste skovstykke frem mod engen.
Af og til gik han ud til kanten og kiggede ud på skovengen og konstaterede, at bukken stod i kofolden sammen med sin ynglingsrå.
Men kort før vi kommer til et sted, hvor Steven vil have, at jeg afgiver skud, stikker bukken af og stopper cirka 190 meter ude.
Vi får hurtigt sat skydestokken op, og i samme sekund stolpen i trådkorset hviler på bladet, slipper jeg kuglen og ser bukken falde om i knaldet.
Den har sammenvoksede rosenkranse og fra midten af rosenstokkene rager en sprosse fremad, og venstre forsprosse er længere end den højre.
Bukken var fem år gammel og bekræfter tesen, at store bukke ofte er ”knoklede” og ”grove”.
Bronzemedalje, 112,60 point * I 2014, der var det første år, jeg jagede bukke på Strathmore Estate i Skotland, var jeg der i første uge af maj, og jeg havde skudt tre fine bukke, før sidste outhing oprandt 9. maj om aftenen.
Sammen med Steven så vi efter flere potentielle bukke, men så kun treårige bukke og råer, før vi i en rapsmark i Mains of Glamis spottede en rå.
Steven stoppede straks bilen, og vi stiger ud. Da han bruger håndkikkerten endnu en gang, siger han, at bukken er med råen, og jeg sætter nu riflen op på bipod på forpartiet af bilen, ser bukken stå med bagdelen til, og da den med et vender sig, så den står med bredsiden til, slipper jeg kuglen, og kort efter står vi ved den smukke regelmæssige buk, som vi begge tipper til den bronzemedalje, som Sten Breith bekræftede, at den var, fordi han gav den 112,60 point. Vægten var 401 gram, og volumen 149 kubikcentimeter.
Jeg er glad for mine medaljebukke, men ikke mere end jeg er af alle mine andre bukkeopsatser, hvoraf op imod en snes stykker er fra returbukke. Jeg er samtidig bevidst om, at det kræver lidt held at skyde medaljebukke.
Jægere, som jeg dels har kendt, og dels stadig kender, har skudt endog mange bukke uden at have skudt en medaljebuk.
En af mine tidligere bekendte havde skudt over 350 bukke på stort set det samme fynske gods uden at have fået blot en medaljebuk, hvilket siger lidt om frekvensen, og at heldet skal være med i billedet.
Hvorfor hænger man ikke bare bukkeskalpene op på væggene, når de er klar til det, og hvorfor skal de partout opmåles?
For mit vedkommende får jeg ikke opmålt trofæer for at få medalje, for den er uden værdi, men når jeg får store trofæer opmålt, så sker det for, at jeg således får viden om, hvor store bukke skal være for at få medalje, og man så har nogle skalpe, som man kan sammenligne andre bukkeopsatser med, som løbende kommer til.
Da trofæmåling af bukke blev indledt herhjemme i 1934 af grev Ahlefeldt, var begrundelsen at man derved kunne se, om afskydningen af bukke gik den rigtige vej.
Når bukkeopsatser opmåles i dag, er det – fordi mange bukke skydes udenlands – for at få viden om pointssummen, og opmålingen giver desuden en ide om, hvor man (eventuelt) kan skyde medaljebukke.
Knæk og bræk!
 |
 |
| Den firestangede buk fra Strathmore Estate, var otte år gammel, og skaden der har bevirket de to ekstra stænger, er opstået, efter at bukken havde kastet sin forrige opsats. | |
 |
 |
| Stængernes og sprossernes sværhed giver en indikation på, at her er tale om en tung buk, der kun er 4,35 point fra guldmedaljen. Alder: Fem-seks år. | |
 |
 |
| Bukken fra Cetina i Aragon, Spanien, er den med den største krop, som jeg nogen sinde har skudt. Den vejede 30,5 kg i opbrækket stand, og alderen var fem-seks år. | |
 |
 |
| Morisco-bukken fra Cadiz kendetegnes ved regelmæssighed. Alderen var fire-fem år, og Erling Mørch der monterede trofæet, gav bukken det helt rigtige udtryk. | |
 |
 |
| Store bukke er som denne bronzemedalje fra Skotland ofte knoklet og grove. Rosenkransene er vokset sammen, og fra disse udgår en ekstra sprosse. Spøjs opsats. | |
 |
 |
| Denne buk overraskede, for da den var kogt og renset og bleg vejet, var den lettere end antaget, fordi både opsatsen og kraniet var mere porøst, end vi havde regnet med. Alder: Otte år. | |
 |
 |
| Den første bronzemedalje fra Strathmore Estate er både smuk og regelmæssig. Den var fire-fem år gammel. | |
