Nedtællingen til bukkejagten er i gang

Ældre bukke står på spring, men flertallet i de ældre årgange fejer opsatsen som de sidste

Af Henning Kørvel

Bortset fra, at jeg og skytten på det gods, hvor jeg igennem en lang årrække havde det privilegium at jage bukke et år på tærsklen mellem februar og marts observerede en enkelt fejning i en af distriktets godt en snes afdelinger, regeret af en ældre pladsbuk, så har jeg aldrig siden hen, for den sags skyld heller ikke forud for den konkrete observation, observeret bukkefejninger så tidligt. Årsagen er enkel: Under vores himmelstrøg fejer ældre bukke ikke så tidligt.

De første ældre bukke, jeg igennem mange år som bukkejæger har observeret i fejet tilstand, er i slutningen af marts.

Det drejer sig dog om få, idet de fleste ældre bukke først fejer i løbet af april. Følgelig vil det også først være i denne måned, vi for alvor observerer fejede midaldrende og ældre bukke, og man bedre kan tage bestik af dem end i bast. Men variationen er stor, hvilket hænger sammen med også stor variation i tidspunktet for, hvornår midaldrende og ældre bukke kaster opsatsen. Selv for ældre bukke i samme årgange – fem-seks år – kan variationen være stor.

Læs mere: Netnatur.dk/BUKKEJAGT

Jeg mindes således, at jeg på en hanejagt i december i samme såt først iagttog en ældre buk, der havde kastet og sat ny opsats op over ørehøjde og derefter en buk i samme aldersklasse – fem-seks år – som endnu bar årets opsats.

En af gæsterne i hanejagten blev så duperet, da den sprang over skovsporet i nærheden af ham, at han med blottet hoved hilste på denne ypperlige repræsentant for Capreolus c. capreolus, som han følte sig overbevist om, kendte sit eget værd.

Og det var præcist, hvad den gjorde.

Tidspunktet for opsatsens udvikling, fejning og kastning er hormonalt styret i et indviklet samspil mellem forskellige hormoner i kroppen. Samspillet er igen stærkt knyttet til brunstaktiviteten. Et væksthormon, formentlig prolaktin, der påvirkes af dagens længde, sætter udviklingen af opsatsen i gang, umiddelbart efter bukken i efteråret har kastet den forrige opsats. Væksten af den nye opsats sker normalt ret langsomt i starten, for siden hen at gå hurtigere.

Det er dog ikke fastslået, hvad der får opsatsens vækst til at standse. Forklaringen synes at ligge i det forhold, at når opsatsen fejes, så er væksthormonet stærkt reduceret, og til gengæld er kønshormonet testosteron øget.

En løbende proces

Under opsatsens vækst sker der løbende en forkalknings- og forbeningsproces i stængerne, og i takt med, at rosenkransene tiltager i størrelse, nedsættes tilførslen af blod til stængerne. Sidst sker den kun gennem de største årer, og når opsatsen er færdig, fejes basten af.

Spor af de store blodårer ses sommetider som huller i den færdige rosenkrans, ligesom furerne på stængerne er dannet af de store blodårer. Derimod menes perlerne i varierende mængde og størrelse at være resultatet af forkalkningen i forbindelser med mindre blødninger, som især opstår, efterhånden som blodets frie løb gøres vanskeligere af forkalkningen i stængernes nederste del.

Hvor danske midaldrende og ældre bukke fejer fra ultimo marts med stigende frekvens i april, og de fleste unge bukke først fejer i maj-juni, er det tankevækkende, at svenskerne ikke har konstateret nogen sammenhæng mellem fejningstidspunktet og bukkens alder.

Ejendommeligt, må man have lov til at mene, for i råvildtets øvrige udbredelsesområde er mønstret som i Danmark: Senere fejning for et stort udsnit af yngre bukke. Fejningsmønstret varierer ofte fra den ene buk til den anden.

Læs mere: Netnatur.dk/BUKKEJAGT

Sommetider tager det således en uge at få fejet opsatsen, mens andre bukke fejer i løbet af nogle få timer.

Blodtilførslen er ikke altid helt stoppet ved fejningen, og den kan derfor udvikle sig til en makaber forestilling, hvor blod løber ned over bukkens hoved.

Indtil opsatsen fejes, og den således har nerver, undgår bukkene at støde den imod hegn og træer. I en del af vækstperioden findes også blodårer og nerver inde i midten af stængerne, men ved fejningen er de følelsesløse. Træer og buske af forskellig art benyttes til fejningen, men træarter med en stærk duft, fx hyld, tuja, cypres, fyr og samtlige gransorter foretrækkes.

Farve efter træsort

Nyfejede opsatser er næsten helt hvide eller røde af blodrester. Stængerne får dog hurtigt en mørkere farve gennem luftens påvirkning af blodresterne, kombineret med saft og harpiks fra de træer, der fejes på. Bukke, der fortrinsvis fejer på løvtræ med undtagelse af eg, får grålige opsatser. Derimod giver fejning på nåletræ – navnlig douglasgran – en smuk mørkebrun farve.

Det samme gælder for fejning på eg. Fejningen fortsættes hen over sommeren, indtil brunsten klinger af midt i august. Herunder poleres opsatsens ender hvide.

Ud over at affektbetonede fejninger forekommer, så er den fortsatte fejning indtil brunsten led i territoriehævdelsen og bukkes markering af territoriets grænser.

Årets sæson for at “kigge bukke” ud er gået ind. I sig selv et spændende islæt. Det er først når majoriteten af midaldrende og ældre bukke fejer basten af hovedprydelsen, og man får den at skue i renkultur, det for alvor bliver mere spændende, og vi begynder at se frem til 16. maj. Den første af årets jagtpremierer

LÆS mere på netnatur.dk/RIFFELJAGT