Netnatur starter en sommerserie, hvor vi vil forsøge at udfordre vores antagelser. Vi starter med at stille spørgsmålstegn ved jagtdebatten. Skal den nødvendigvis føre til noget? Eller har den sin helt egen berettigelse …
Af Michael Sand
For at forstå jagtdebatten er man nødt til at se den i et tidsmæssigt perspektiv.
Der var nemlig en gang. En gang, hvor verden så helt anderledes ud. Hvor der ikke var noget der hed internet og sociale medier og hvor jagtdebatten kunne holdes indenfor hjemmets fire vægge.
Da de tre jagtforeninger Dansk Jagtforening, Landsjagtforeningen af 1923 og Strandjagtforeningen fusionerede og blev til Danmarks Jægerforbund (DJ) blev der nemlig lagt låg på uenighederne mellem foreningerne. Der blev ro på.
De forskellige holdninger som der herskede, blev samlet under ét tag og DJ kunne kontrollere de synspunkter, som sivede ud til pressen og medlemmerne ikke mindst.
Også politisk blev det nemmere at orientere sig for omverdenen, da jægerne nu kun havde én officiel holdning til f.eks. anvendelsen af blyhagl.
3 foreninger til én
Den store gevinst ved sammenligningen var dog den interne kontrol. Danmarks Jægerforbunds store medlemsblad Jæger var stort set det eneste sted, man kunne orientere sig om jagtpolitik. I flere år sad forbundet massivt på de informationer, som forbundet mente skulle formidles ud til den danske jægerstand.
Alternative jagtforeninger og jagtblade formåede aldrig at bide sig rigtig fast og blive et egentlig alternativ til Danmarks Jægerforbunds stærke medlemsmedie.
Først i det nye årtusinde gik nettet dog for alvor sin sejrsgang og pludselig kunne jægerne begynde at se en anden side af den såkaldte jagtsag.
Kritiske journalister på nye onlinemagasiner og – ikke mindst – debatglade jægere med noget på hjertet udfordrede alt mellem himmel og jord. Monopolet gik i opløsning og Danmarks Jægerforbund begyndte langsomt at miste sin dominans som formidler af jagtpolitiske budskaber og holdninger.
Danmarks Jægerforbund havde det ikke nemt med omstillingen til den nye digitale virkelighed. Mens online-debatten rasede stod forbundet på sidelinjen og så til uden at vide sine levende råd.
Det helt store vendepunkt i jagtdebatten kom, da Netnatur løftede sløret for omfattende misbrug af medlemmernes penge i det store altomfavnende forbund.
Det var i sig selv opsigtsvækkende. Men forbundets håndtering af den såkaldte Jægerforbundssag fik dog afgørende indflydelse på den såkaldte jagtsag. Forbundets håndtering af sagen var alt i alt afventende. Der tegnede sig et skamfuldt image at det store fælles flagskib, som tæt ved 900 lokale jagtforeninger hver måned donerede medlemspenge til.
Mens mediestormen rasede gik den eksisterende formand i flyverskjul, mens man ventede på at uvejret drev over. Cirka 10 måneder efter de første afslørende dokumenter sivede ud fra DJ-administrationen, måtte formanden med udsigt til et mistillidsvotum se skandalen i øjnene og trække sig.
En ny formand kom til og selv om der blev gjort meget for at rydde op i de gamle procedure og arbejdsgange, blev det aldrig helt det samme. Danmarks Jægerforbund og dermed jagtsagen havde lidt et knæk.
Den uskyld og tro på, at det nytter noget at ytre sig, var sendt til tælling. Ligegyldigheden havde sænket sig som en mørk sky over den engang så blomstrende jagtsag.
En meget stor del af jagtdebatten havde foregået på Netnaturs tilknyttede forum, men da vi her på sitet besluttede at lukke det meget aktive debatforum, blev den såkaldte jagtdebat svag og spredt for alle vinde.
De sociale medier
Først i tierne blev Facebook dog for alvor populært blandt danske jægere, og det har givet jagtdebatten nyt liv og mere end nogensinde diskuterer jæger og jæger alt mellem himmel og jord. Men debatten er stadig spredt og vanskelig at følge med i. Ikke mindst for jægere med begrænset tid til rådighed.
Desuden kan debattører med meget tid tæppebombe de sociale medier og dermed få en-mandshærens synspunkter til at ligne en hel hærs samlede holdning. Derfor kan det være meget vanskeligt at aflæse stemningen ud fra en diskussion på Facebook eller et andet socialt medie.
Det kan være én af forklaringerne på, at de danske jagtforeninger, der i dag fire af slagsen, stadig har problemer med at udnytte mulighederne i det nye digitale medier til fordel for sig selv og jagtens sag ikke mindst?
Således anvender Danmarks Jægerforbund primært Facebook som brandslukning, når utilfredse medlemmer føler sig ført bag lyset.
Den start 25 år gamle Dansk Land- og Strandjagtsforeningen (DLS) har i det store hele vendt det blinde øje til denne digitale del af virkeligheden og er først meget sent begyndt at markere sig online.
Jagtforeningen af 2014 har været meget aktive på de sociale medier i forbindelse med stiftelsen. Til gengæld har de fået ridser i lakken på grund af kontroversiel håndtering af debatindlæg.
Den nye LandsJagtforening, der så dagens lys i foråret 2014, er endnu ikke begyndt at markere sig, men endnu tyder det ikke på, at den nye forening har fundet de vise sten i det digitale mediebillede.
Sandheden er nemlig, at det ikke er så nemt sagt, som det er gjort, at placere sig rigtigt i det nye mediebillede. Derfor går man næppe for vidt, når det hævdes, at de danske jagtforeninger af forskellige årsager endnu ikke har draget fordel af de nye online muligheder?
Den digitale udfordring bliver ikke nemmere, når den skal forenes med den etablerede forretning. På nettet skal “alt være gratis” og hvorfor forære noget væk, som medlemmerne endnu er villige til at betale for?
Men mens vi venter på, at det digitale lys for alvor skal ramme jagtforeningerne, syntes behovet for et seriøst online-tiltag mere og mere passerende.
Hvor er initiativet, som samler op på de mange synspunkter, der gives udtryk for på online-medierne? Bliver der overhovedet lyttet til de mange jægere, der giver deres udtryk til kende ?
Lyttede Danmarks Jægerforbund, der endnu er eneste forhandler på jægerstandens vegne i det rådgivende Vildtforvaltningsråd, til debatten forud for det sidste møde i Rådet?
I givet fald kunne det være interessant at se en henvisning til det sted, hvor jægerne udtrykte ønske om indførsel af jagt på fasanhøner fra den første oktober?
Man kan naturligvis mene, hvad man vil om den tidlige jagt på fasanhøner, men der er næppe nogen i “Rådet” der har tvunget vores forhandlere til at acceptere jagt på fasanhøns fra den første oktober. Det må være forbundets suveræne afgørelse.
Derfor lyder spørgsmålet: Hvor er debatten, der sandsynliggøre at den nye jagttid bunder i et medlemsønske?
Måske strider den nye jagttid på fasanhønen direkte mod jægernes ønsker. Det kan vi ikke vide. For hvem har overblik over debatten og de ønsker, som jægerne har til deres fremtid?
Kan Danmarks Jægerforbund også fremover retfærdiggøre en lignende kontroversiel beslutninger med henvisning til at det er et internt anliggende i Danmarks Jægerforbund? Kan og skal muligheder der opstår under forhandlingerne i Rådet udnyttes, selv om de ikke bunder i et udtrykte jæger-ønsker?
Hvor langt går Jægerforbundets mandat til at forhandle på samtlige danske jægeres vegne? Forbundet rådgiver trods alt den siddende miljøminister på vegne af alle danske jægere.
Sådan er poltik, vil nogle hævde. Forud for rådgivningen foregår der et politisk spil blandt rådsmedlemmerne. Det er ikke ukendt. Alle vil gerne komme hjem med resultatet til deres respektive politiske bagland.
Men kan jagtens rådgivere blande sig i dette politiske spil uden velbegrundet kendskab til jægernes holdninger og ønsker for fremtiden?
Uanset hvad man måtte mene, ligger der en udfordring i at systematiser de mange holdninger, som hver jæger har til fremtiden.
Kan denne viden overhovedet indsamles? Og kan den bearbejdes og transformeres til et fælles forhandlingsgrundlag i det rådgivende Vildtforvaltningsråd?
Men måske er det slet ikke mere direkte indflydelse jægerne ønsker? Men heller ikke det ved vi. For jægerne er næppe nogensinde blevet spurgt.
Måske er det tilstrækkeligt, hvis man kan give udtryk for sin holdning forud for den næste dagsorden i Vildtforvaltningsrådet?
Men det forudsætter vel at møde-dagsordenen er offentlig tilgængelig?
Hvem vidste f.eks., at der forud for sidste møde i Vildtforvaltningsrådet, var ytret ønske om at frede mågerne?
Fredningen kom som en overraskelse for selv meget aktive jægere og jagtdebattører.
Derfor er spørgsmålet, om den nu tilsyneladende opblomstrende jagtdebat i virkeligheden flytter noget. Er det spredt fægtning og spildte kræfter?
Uanset hvad men måtte mene, er der næppe tvivl om at den digitale verden har givet jagtdebatten helt nye muligheder. Muligheder som ikke er samlet op endnu.
Spørgsmålet er dog om jægere, der ytrer sig på internettet, er repræsentative for de jægere, der via engagement i Danmarks Jægerforbund, har indflydelse på den førte politik i Vildstforvaltningsrådet?
Det tavse flertal
I jægerkredse tales der lige frem om den tabte generation. Altså de “tabte” yngre jægere, der har fravalgt medlemskab af Danmarks Jægerforbund og som i stedet søger en alternativ påvirkning af jagtens fremtid. Kan man i det hele taget føre en fælles politik hen over en genrationskløft med vidt forskellige syn på jagt, natur og miljø?
I hvert fald syntes det afgørende at jægernes synspunkter er repræsentative.
Men hvordan får man de jægere i tale, som ikke ytre sig på nettet eller via læserbreve til diverse medier? Er deres holdning ikke mindst lige så vigtigt for den politik, som der skal føres?
Er udfordringen for stor? Hvem kan og vil løfte jagtdebatten fra debat for debattens egen skyld til demokrati og direkte indflydelse?
Overordnet skal man dog forholde sig til hvad den nye jagtdebat skal føre til? Skal den overhovedet føre til noget? Har den ligefrem sin helt egen berettigelse?
Er det alt i alt tilstrækkeligt at give sin mening til kende og derigennem befri sin sjæl? Er dette tilstrækkeligt for de fleste? Eller er debatten først givtig, når den fører til noget, hvad enten det er en cementering af det etablerede eller en forandring af det eksisterende.
