Fra en afskydning på 20.000 i 1941 til over 133.000 i 2009-2010 er råvildt i Danmark er succes-historie. Der er dog kommet skår i udviklingen
Tekst og foto: Henning Kørvel, 15. marts 2021
Fra en afskydning på 20.000 i 1941 til over 133.000 i 2009-2010 er råvildt i Danmark er succes-historie. Der er dog kommet skår i den, fordi tilgangen blev vendt til tilbagegang, og der i 2019-2020 således blev nedlagt 87.817 stykker råvildt i Danmark. Tilbagegangen illustrerer behovet for ny råvildtforskning i Danmark, så tilbagegangen belyses, og jægerne får værktøjer til forvaltning af råvildt, og lignende bestandsudsving måske kan undgås i fremtiden
I bast ser opsatserne større ud, end de er i virkeligheden, og det er først, når de er fejet, at man får et reelt indtryk af opsatsens størrelse, og det således kan vurderes, om bukken skal afskydes, eller den skal have et år mere på bagen, før den bliver høstet.
Midaldrende og ældre bukke, der kastede tidligt i efteråret, fejer tidligst, hvilket vil sige i slutningen af marts eller begyndelsen af april.
Yngre bukke fejer i maj og ind i juni. Og bukke, der ikke er fejet ultimo juni, bør afskydes som ”afskudsbukke”, fordi der så efter al sandsynlighed er uorden i hormonsystemet, som styrer bukkens kastning af stængerne i efteråret, og dannelsen af den nye opsats.
Traditionelt regnes trofæbukke at være fra fire år og op. Alligevel skydes der et ukendt antal yngre bukke med et-tre år på bagen.
Der er endda Top-10-bukke, der kun var tre år, da de blev skudt, og man kan ikke lade være med at gøre sig tanker om, hvad de mon kunne have drevet det til, hvis de havde fået lov til at få et eller to år mere på bagen, før de blev skudt.
Råbuk, der er fem-seks år gammel og har territorium. Spørgsmålet er, om den eller en randbuk skal skydes i stedet for pladsbukke, der ofte betragtes som ”avlsbukke”.
Hvor der er muligheder for det, bør man sørge for at holde bestanden i god kondition, hvilket gøres ved dels at skyde nogle råer i efteråret og bukke, der sætter dårligt op (afskudsbukke).
Det kan både være bukke med underudviklet krop og en dårlig (lille opsats), eller en opsats med ringe udlæg mellem stængerne.
Ved først og fremmest at skyde afskudsbukke væk sikres, at deres uønskede og dårlige egenskaber føres videre i bestanden, og ved at skyde nogle råer – gerne de ældste – vil det medvirke til at sikre en sundere bestand, fordi yngre råer er bedre mødre, der vil kunne producere mælk nok til to lam.
Pladsbukke eller randbukke?
Med hensyn til trofæbukke er det et individuelt spørgsmål, om pladsbukke skal skydes, eller randbukke skal skydes i stedet for pladsbukke.
Ønsker man en fuldbåren buk, der måske opnår medalje, er det pladsbukken, man skal stræbe efter at skyde, men hvis standpunktet er, at ”avlsbukke” ikke skal skydes, før de er på retur, så er det randbukke, man skal have fokus på.
På trods af, at en råvildtbestand plejes, er danske jægere ikke selv herrer over bestandens ve og vel, for sygdom kan støde til.
Den ”fynske råvildtsyge” har bredt sig til både Østjylland, Sydsjælland og Bornholm. Og billedet ser broget ud.
Mens råvildt mange steder på Sjælland, ser ud til at klare sig godt, er det så godt som forsvundet i andre egne af øen, hvor der indtil for få år siden stod pænt med råvildt.
Jægerne står tilbage med spørgsmålet: Hvad skete der? Stod der mon for meget råvildt pr. arealenhed, og naturen således regulerer antallet, når jægerne ikke gør det gennem jagten?
Er det mon det, vi har set ske på landsbasis, hvor afskydningen toppede i 2009-2010, hvor der blev afskudt 133.000 stykker råvildt, og afskydningen i 2019-2020 gik ned med 45.000 til 87.817 styk? Fordi der stadigvæk spores en vis uvilje mod at skyde råer, så kan man vel ikke helt udelukke, at der i egnene af Danmark med den højeste bæreevne, hvilket vil sige Østjylland, Fyn, Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm har stået for meget råvildt pr. arealenhed?
For mig at se begrunder den udvikling, som vi har set for råvildtbestanden en biologisk analyse af, hvad der er sket, siden afskydningen har taget et dyk med 45.000 styk, og som måske kan belyse, hvordan jægerne har mulighed for at forebygge, at den dårlige udvikling fortsætter?
Med en jagttegnsafgift på 650 kroner, der – hvis 177.000 løser jagttegn – giver et provenu på i alt cirka 115 millioner kroner, kan uviljen mod en nødvendig biologisk undersøgelse af råvildtbestanden ikke begrundes med pengemangel. Det er et spørgsmål om politisk vilje.
Der bliver skudt for mange bukke, lyder argumentet. I 2019-2020 var 53% af udbyttet bukke.
Det lyder unægtelig som et højt antal, men vi ved dog reelt intet om, hvorvidt der skydes for mange bukke, fordi vi ikke kender den eksakte størrelse af råvildtbestanden.
Kan det mon tænkes, at vi taget fejl, når vi skønner, at jagtudbyttet svarer til mellem en tredjedel og fjerdedel af bestanden?
Behov for ny undersøgelse
Noget kan umiddelbart tyde på det, men hvis vi kan få VFR til at bevilge midler til en undersøgelse, der også ser på bestandsstørrelsen, så godt som det nu engang lader sig gøre, så vil vi få bedre værktøjer til at kunne forvalte råvildtet mere hensigtsmæssigt, end vi måske er i stand til at gøre det uden den viden, som en grundig undersøgelse vil kunne tilvejebringe.
I Danmark er der ikke udført undersøgelser over råvildt, siden Helmuth Strandgaard i 1960-erne og 1970-erne undersøgte råvildtet på Kalø, og blandt andet fandt ud af, at ”overskydende” bukke udvandrede fra terrænet, hvilket forklarer, at der i en råvildtbestand altid er færre bukke end råer. Til at holde en råvildtbestand kørende, har den behov for 25% bukke, fordi en buk i gennemsnit beslår tre-fire råer, men der skal naturligvis være over 25% bukke i en råvildtbestand, fordi nogle bliver skudt, og ”overskydende” bukke udvandrer til nye arealer.
Råbuk, der er cirka 10 år gammel, er i bast indtil cirka 1. april, hvor de første ældre og midaldrende bukke begynder at feje basten af. Processen er relativ kortvarig.
Fordi man i en råvildtbestand således aldrig vil komme til at se lige mange bukke og råer, virker det ufornuftigt, når råvildtjægere rådes til at skyde en rå og to lam, før de har kvalificeret sig til at afskyde en buk.
Der skal dog skydes 20-25% råer i en råvildtbestand, hvilket kun kan lade sig gøre på steder med egentlige bestande, men fordi Danmark er et ”kludetæppe” med mange små arealer uden en egentlig bestand af råvildt, vil man der have meget vanskeligt ved at skulle afskyde en rå og to lam, før man afskyder en buk.
Der vil man nemlig først og fremmest skyde en buk, der fra et andet areal veksler ind på det pågældende areal, hvilket er legitimt, mens afskydningen af råer kun vil blive foretaget på steder med egentlige bestande.
Vi skal huske at skyde 20-25% råer i egentlige råvildtbestande, så bestanden holdes relativ ung og i god kondition. Yngre råer er bedre mødre end ældre råer.
På trods af forskellige syn på forvaltningen af råvildt er råvildt i Danmark er succes-historie, fordi bestanden gik frem fra Vildtudbyttestatistikkens indførelse i 1941, hvor der i Danmark blev nedlagt 20.000 stykker råvildt, før afskydningen og således bestanden toppede i 2009-2010, og siden hen er faldet.
Det må dog antages, at den nedadgående tendens vender, og bestanden igen vil stige. De mange nye skove, der er plantet i de sidste fem-10 år, og de nye skove, som der fremadrettet er planer om at plante, for at de kan opsamle CO-2, rummer i det mindste nye potentielle muligheder for, at der vil kunne stå endnu mere råvildt i Danmark.
Men vi skal samtidig have øje for, at øgningen af navnlig dåvildtbestanden vil kunne trække den anden vej, fordi de to arter reelt konkurrerer om en stor del af deres føde.
Blandt andet ses det på Lolland, hvor der i dag står over 3.000 stykker dåvildt, at råvildt enten er forsvundet eller fåtalligt i egne med mest dåvildt.
Og vi vil komme til at se noget lignende i andre dele af Danmark, hvor dåvildt breder sig.
Det ser således ud til, at ”man” glemte at spørge jægerne, om de helst vil have råvildt eller dåvildt, fordi man ikke kan have både meget dåvildt og meget råvildt på terrænet.
