Råbukkes opsatser er stadig i vækst, og billedet er analogt for beslåede råers fostre, og her og nu har dyrene behov for nyspiret græs og nyspirede planter
Mens råbukkes opsatser stadig er i vækst, og billedet er analogt for beslåede råers fostre, har råvildt her og nu behov for at æde nyspiret græs og nyspirede planter. Hen over midten af april begynder ældre bukke at feje opsatsen, efter at de forinden har indtaget deres territorier, hvis grænser vogtes nidkært, når fejningen er gennemført. I slutningen af april begynder vinterpelsen at løsne sig, og mens unge dyr først ifører sig den rødbrune sommerdragt, så vil de ældre dyr stadig se uldne ud, når bukkejagten går ind 16. maj, fordi de endnu bærer lidt af begge årets dragter, der i juni dog vil være helt afløst af sommerdragt.
Tekst og foto: Henning Kørvel
Dato: 14. marts 2022. Sted: Enø på Sydsjælland. Klokken 17.05.
Jeg skal ud at se råvildt. Indleder turen ved busholdepladsen på Reedtzholmvej. Her går der en rå med to store lam, der alle har travlt med at æde friske grønspirer.
Sidste år kendte jeg udover to-tre råer fem-seks bukke på engen ved busholdepladsen og de nærmeste haver, men det ændrer sig i år. Fire nye sommerhuse skal bygges på ledige grunde ved Reedtzholmgård, hvor også træer der udgjorde en lille skov, hvor råvildt holdt til, er fældet. Jeg gætter på, at dyrene bliver nødt til at finde nye opholdssteder i enten sivene på nord- og østkysten eller i sommerhushaver. Resultatet kan blive et miks af både sivskov og haver.
Midt på Reedtzholmvej møder jeg en buk, der er min gamle ven. Jeg kender den fra sidste år og året før. Den er en ældre herre, men opsatsen har aldrig været imponerende, men hvad der mangler i den henseende, opvejes til gengæld af kroppens korpus, der er enorm.
Opsatsen derimod er ikke specielt høj, idet den er cirka en tomme over gehørerne. Den er ulige seksender, fordi den har tre sprosser på venstre stang, der alle er ret korte, og på den højre stang er den gaffel med en lidt længere forsprosse.
I UK ville man betegne sådan en buk for ”five pointer”. Normændene ville kalde den for femtakker, men i Danmark bruger vi betegnelsen ulige seksender.
Der har lige gået folk på en del af engen, og derfor ser jeg ikke mere råvildt, før jeg når i nærheden af Johns hus. Jeg spotter her en buk og rå. Jeg gætter på, at bukken er ”Hidsigbukken”, som John er sikker på, er ny pladsbuk på nordøsthjørnet – ”Næbbet” – fordi den hidtidige pladsbuk, der var nær 10 år, angiveligt døde i vinter. Den var regelmæssig seksender til det sidste, og den holdt meget til i haven på hjørnet, hvor den tålmodigt accepterede, at jeg tog fotos af den.
Ingen har set kadaveret af den formodede døde buk, men John så en dag en ræv med et stykke af et løb i munden, og fordi den kom fra Næbbet, tager han for givet, at løbet i dens gab kan have været Næbbukkens. Hvem ved?
Da jeg når frem til en sommerhushave, hvor jeg af ejeren har tilladelse til at tage fotos fra terrassen, spotter jeg en rå, men ingen dyr går ind på nethinden på tilbageturen.
Siden at jeg sidst skrev om fotopyrsch på Enø og gav udtryk for, at jeg gennem lang tid ikke havde
spottet ”Tovbukken”, der går rundt med et stykke hamptov om halsen.
En venlig kvinde skrev til mig på Enø Naturgruppe, at hun 4. marts havde set Tovbukken i sin sommerhushave på Krageholmsvej på den vestlige side af Enø Kystvej, men i lige linje ikke så langt fra det sted, hvor bukken havde territorium sidste år i såvel den østlige sivskov som i et par sommerhushaver.
Før kvinden spottede Tovbukken 4. marts, havde John en dag set den i midten af sommerhusbebyggelsen på den østlige side af Enø Kystvej ikke så langt fra, hvor den havde territorium i 2021. Det skal blive spændende at se, hvor den vil oprette enemærker i år, og det bliver også spændende at se, hvilke bukke der ventes at overtage døde bukkes territorier.
Både råen i forgrunden og et af lammene i sivene bag sig havde begge travlt med at æde friske grønspirer.
Kropsstørrelsen og halstykkelsen indikerer, at bukken er ældre, men opsatsen er ikke noget at skrive hjem om. På et revir med jagt ville den blive skudt som ”afskudsbuk”.
På engen uden for hegnet ind til Johns have står en buk og en rå. Jeg gætter på, at bukken kan være ”hidsigbukken”, der menes at have overtaget Næbbukkens territorium.
I lighed med det øvrige råvildt på Enø er denne rå i god stand, fordi her findes rigeligt med føde på såvel engen som i sommerhushaverne.
LÆS mere om BUKKEJAGT