Nye undersøgelser viser at svælgbremselarver hos råvildt kan hænge sammen med fodring i vinterhalvåret
Tekst og foto: Henning Kørvel
Svælgbremselarver i svælget hos nedlagte forårs- og sommerbukke er en fast bestanddel af bukkejagten i en stor del af Danmark. Nye undersøgelser viser overraskende, at bukke oftere end råer har svælgbremselarver, og at der synes at være en sammenhæng imellem svælgbremselarver, snabelsko, pelslus, skovflåter og fodring af råvildt i vinterhalvåret.
De fleste bukkejægere kender dem. Straks efter, at en buk er nedlagt i forårs- og sommermånederne, og dens kropstemperatur daler, ses svælgbremselarver ofte krybe ud af bukkens næsebor.
Endnu flere svælgbremselarver på forskellige udviklingstrin ses dog i svælget, når underkæben afmonteres ved håndteringen af opsatsen.
Antallet af svælgbremselarver varierer fra buk til buk, men det er sjældent at se bukke med flere end et hundrede larver i svælget, fordi de normalt dør, før de nedlægges.
Frekvensen af svælgbremselarver hos råvildt i Danmark har hidtil været en ukendt faktor. Men i 2010/2011 og 2011/2012 satte Center for Vildtsundhed ifølge publikationen, Videnblad-4 fokus på emnet gennem oplysninger fra blandt andet jægere om 1.548 stykker råvildts sundhedstilstand i forhold til svælgbremselarver, pelslus og snabelsko.
90 procent af dyrene var nedlagt eller dræbt i trafikken, og 10 procent var faldvildt med sygdomme af varierende art som dødsårsag.
Når bukke er skudt, opdages det normalt først, om de har svælgbremselarver, medmindre de hoster og fnyser og således gør opmærksom på, at larver er til stede i svælget.
Larver hos 26 procent
Som det fremgår af oversigteskortet, blev svælgbremselarver hyppigt konstateret hos råvildt på Bornholm, Lolland-Falster, Møn, Syd- og Midtsjælland, Fyn, Langeland og dele af det centrale Jylland.
Svælgbremsens udbredelse i disse landsdele matcher, at her står landets tætteste råvildtbestande, og jo højere bestandstæthed, desto lettere finder svælgbremser værtsdyr til deres larver.
Svælgbremselarver er kun synlige i svælget hos råvildt i maj-juli, og de observeres derfor primært i svælget hos nedlagte forårs- og sommerbukke.
Af 677 individer fra perioden fra 16. maj til 15. juli var 178, svarende til 26 procent, inficeret med svælgbremselarver.
Svælgbremselarver i forskellige stadier i svælget på en buk. Dyrene føler stor gene ved at være vært for larverne.
Undersøgelsen viser overraskende, at svælgbremselarver navnlig findes hos bukke og i mindre grad hos råer, og at råvildt med kortere forløb end gennemsnittet har større risiko for at få svælgbremselarver.
Undersøgelsen viser desuden, at råvildt inficeret med svælgbremselarver har større sandsynlighed for også at udvikle snabelsko (forlængede klove og biklove) og for at få skovflåter og pelslus. Ligeså overraskende er udmeldingen, at der ikke er noget, der tyder på, at svælgbremselarver reducerer værtsdyrenes vægt.
Denne konstatering matcher imidlertid ikke hverken et stort antal danske jægeres erfaringer og tyske undersøgelser, ligesom en undersøgelse af dyrlæge Anne Egede (i forbindelse med hendes uddannelse) i 1998 viste, at bukke med svælgbremselarver i svælget vejede mindre end bukke uden svælgbremselarver.
Sjællandske bukke med mindst 20 svælgbremselarver vejede endda 3,1 kg mindre i gennemsnit end bukke med en-fem larver i svælget.
Vi bad dyrlæge Mariann Chriél, Center for Vildtsundhed, konkretisere formuleringen, at ”der ikke er noget, der tyder på, at svælgbremselarver reducerer inficerede individers vægt”.
Hun gør gældende, at formuleringen fastholdes, fordi den jo bygger på danske jægeres egne oplysninger.
Pelslus blev konstateret hos 101 ud af 1.036 nedlagte og trafikdræbte dyr, svarende til 10 procent, og råvildt med pelslus havde større risiko for at få svælgbremselarver eller skovflåter.
Pelslus blev konstateret hele året, men toppede i maj-juni. Næsten samtlige dyr i undersøgelsen havde flåter i sommerhalvåret, og da der ikke er forskel på frekvensen i de to år, hvor undersøgelsen fandt sted, så formodes forekomsten af skovflåter at være ret konstant fra år til år.
Bukke havde flere flåter end råer, og voksne dyr havde i gennemsnit flere flåter end lam, ligesom forekomsten af flåter viste sig at være større fra dyr fra revirer med foderpladser for råvildt.
Snabelsko og forlængede biklove blev konstateret hos 37 stykker råvildt ud af 1.212 dyr, der var henholdsvis nedlagte og trafikdræbte, og fordelingen mellem bukke og råer var ens.
Dyr med snabelsko havde en større forekomst af svælgbremselarver end andre dyr, og da snabelsko desuden sås hyppigere hos råvildt, der fodres, end hvor der ikke fodres, så ses det som en indikation på, at fodring medvirker til udvikling af lidelsen, men om det er et specifikt stof i foderet, der er årsagen, er uvist.
Fodring øger risikoen for smitte
Sammenhængen imellem diarré, parasitter, snabelsko og fodring tyder på, at fodring medvirker til at sprede sygdom i en råvildtbestand.
Principielt er der ingen tvivl om, at fodring hjælper råvildt bedre igennem navnlig strenge vintre, hvor udbuddet af naturlige fødeemner er minimalt.
Omvendt synes der dog at være nogle ulemper ved fodring, som har behov for en nærmere analyse. Når flere dyr samles på foderpladser, så øges risikoen for, at syge dyr kan smitte raske artsfæller. Det samme er tilfældet i fodermarker, men fordi de er større end egentlige foderpladser, så er risikoen for, at dyr smitter hinanden i fodermarker mindre end på foderpladser.
Udover at sundhedstilstanden vil kunne optimeres ved at undlade egentlig fodring af råvildt, har nogle jægere erfaret, at angreb af svælgbremselarver minimeres ved opsætning af saltslikstene til hjortevildt i reviret.
Larverne i råvildts svælg tåler tilsyneladende ikke stofferne i saltslikstene og forlader værtsdyret, efter det har indtaget stoffet ved at slikke på stolper med saltslikstene.
Forlængede klove og biklove – snabelsko – ses ofte hos bukke med svælgbremselarver, og ofte har sådanne bukke også pelslus og skovflåter.
Egentlig medicinering af råvildt er ulovligt i Danmark og vanskeligt at praktisere på fri vildtbane.
I bukkejagten vil den enkelte jæger kunne bidrage til at hindre nye svælgbremser i at komme på vingerne ved, at svælgbremselarver der fjernes fra svælget ved ordningen af bukkeopsatser, destrueres.
Hvis svælgbremselarver henkastes i naturen, så får larver der endnu er i live, mulighed for at bore sig ned i jorden og forpuppe sig for at blive til en ny svælgbremse.
Men da det ikke lige er det, vores råvildt har brug for, så kan jeg kun anbefale, at svælgbremselarver fra nedlagte bukke lægges i en plasticpose, der snøres godt til og lægges i skraldespanden.
Kortet over svælgbremsens udbredelse i Danmark. Tidligere blev Danmark anset for svælgbremsens nordlige grænse, men fordi svælgbremsen er konstateret i Sverige, er det nordiske broderland ny nordgrænse.
Svælgbremsen officiel i Danmark i 1934
Det havde hidtil været tesen, at råvildtets svælgbremse (Cephenomyia stimulator) ikke fandtes i Danmark, men det første officielle fund herhjemme af svælgbremselarver hos nedlagte bukke på Klintholm Gods på Møn i sommeren 1934 gjorde ifølge professor M. Christiansen, Statens Serumlaboratorium, (Dansk Jagttidende, februar 1935) en revurdering nødvendig.
Svælgbremsen havde dog været udbredt på Møn, længe før det officielle fund i 1934. Ifølge godspersonalets information til professoren havde svælgbremselarver været almindeligt forekommende i nedlagte sommerbukke på Klintholm i de foregående mindst 26 år.
I det hoved fra en råbuk fra Klintholm Gods, der var det første officielle bevis på, at svælgbremsen fandtes her i landet, fandt M. Christiansen syv svælgbremselarver.
Med råbukhovedet fulgte informationen, at to bukke skudt tidligere i juni samme år også havde været inficeret med svælgbremselarver, og professoren anså det derfor for sandsynligt, at en stor del af råvildtbestanden på det østmønske gods var angrebet af svælgbremselarver.
Ved hans personlige besøg på Klintholm i slutningen af juni 1934 blev der nedlagt en toårig buk, som også var angrebet af svælgbremselarver.
Bukken var mager uden fedtaflejring, og den opbrækkede vægt var kun 15 kg. Ifølge godsets ansatte havde alle de øvrige nedlagte bukke på Klintholm med svælgbremselarver været i samme dårlige ernæringstilstand, men at der ikke havde været lige mange angrebne bukke hvert år i den årrække, svælgbremselarver havde været konstateret på Klintholm.
I 1934 var angrebene særligt slemme, idet alle bukke der blev nedlagt i et bestemt område, havde svælgbremselarver i svælget og var magre og hostede.
Selv om svælgbremser er let bevægelige og burde kunne komme længere omkring, så mente professoren, at de til trods for dette er relativt stedfaste.
En undersøgelse af hovederne fra bukke, der samme år – 1934 – blev nedlagt i andre dele af godsets revir, var nemlig fri for svælgbremselarver.
SVÆLGBREMSEN havde før Danmark som sin nordgrænse, men for få år siden bredte den sig til Sverige, der nu er dens nye nordligste destination. Den voksne svælgbremse er tre centimeter. Levetiden er kun cirka tre uger, og forud for voksenstadiet gennemgår den en næsten et år lang udvikling.
Svælgbremsen er vivipar og føder levende unger. De befrugtede æg i hunnens krop udvikler sig hurtigt til bittesmå larver, og når de er færdigudviklede, overfører hun dem til et værtsdyr via et læggerør, med hvilket de sprøjtes ind i næseborene.
Hver dråbe rummer 20 larver med mundkroge, så de kan hage sig fast i næseslimhinden. De udvikles dog først det følgende forår, og derfor ses de ikke i råvildt, nedlagt i vinterhalvåret.
Fra marts-juni vokser laverne fra cirka 0,5 millimeter til cirka tre centimeter.
Når slutstadiet nås, forlader larverne værtsdyret for at bore sig ned i jorden for at forpuppe sig. Efter 27 dage vil det voksne insekt komme ud af puppen. Cyklus kan så starte forfra.
Under larvernes ophold i svælget danner de lommer i slimhinderne, og der er som regel tale om to lommer, som hver især kan rumme 50-70 larver.
Larverne er til stor gene for værtsdyret, og det er typisk, at inficerede dyr snorker, hoster og nyser. Massive angreb af cirka et hundrede svælgbremselarver svækker vejrtrækningen og almentilstanden og medfører sommetider døden.
