Nord og nordvest for Brønderslev ser det småt ud med råvildt. Det er ifølge en schweisshundefører gået 40-50 procent tilbage på grund af effektiv landbrugsdrift og hårdt jagttryk. I Vendsyssel arbejdes der på – til en start – at få hagljagt på råvildt stoppet i oktober og januar …

Af Redaktionen

Gennem en lang årrække har danske jægere næsten ikke kunnet få armene ned, fordi råvildtafskydningen – på trods af markant bestandsreduktion på Fyn – er gået fortsat frem, således at der i 2009-2010 blev skudt det højeste antal nogen sinde: 133.000 mod 124.000 og tæt ved 114.000 i henholdsvis 2008-2009 og 2007-2008.

Bortset fra skønhedsfejl hist og her er afskydningstallene isoleret set udtryk for en rendyrket succeshistorie, som formidler råvildts evne til at tilpasse sig det danske kulturlandskab og – trods skønhedsfejl – danske jægeres evne til at forvalte bestanden på en måde, så den til stadighed har været i stand til at gå frem.

En schweisshundefører i Vendsyssel mener imidlertid ikke, at den stigning i afskydningstallet, som vi har været vidne til i en længere årrække, vil fortsætte i fremtiden. Han tror tværtimod, at afskydningen vil tage et dyk i de kommende år.

Tesen baserer sig på det mønster, han ser i Vendsyssel og oplever som schweisshundefører, nemlig at eftersøgninger efter anskudt og trafikkvæstet råvildt i Midt- og Nordvestvendsyssel er gået ned og til gengæld er blevet koncentreret i den sydøstlige del af Vendsyssel med Hou og Hals som centrale dele, hvor der findes en mere varieret natur end i Midtvendsyssel nord og nordvest for Brønderslev.

Levende hegn forsvinder

– Her dyrkes landbruget intensivt, idet både de levende hegn og brakmarker er forsvundet til fordel for store ensidige arealer med vinterhvede. Tilbage til råvildtet at opholde sig i er kun mindre remiser, som til gengæld er genstand for en intensiv jagt, hvor råvildt skydes til højre og venstre. Og det bevirker, at her ikke længere findes råvildt i samme antal som tidligere, fordi det simpelthen er skudt bort, siger den pågældende schweisshundefører, som ønsker at være anonym, men hvis navn naturligvis kendes af Netnatur.dk.

Udtrykt i tal mener han, at bestandstilbagegangen i det centrale Vendsyssel ligger på 40-50 procent. Når nedgangen i antallet af eftersøgninger af både anskudt og trafikkvæstet råvildt ikke følger den nedadgående tendens, så er forklaringen efter hans opfattelse den, at nedgangen i eftersøgninger i det centrale Vendsyssel opvejes af flere eftersøgninger i den sydøstlige del af Vendsyssel, hvor der findes den afvekslende natur, som råvildt holder af.

Selv om han er helt på det rene med, at hans kongstanke om en justering i landbrugsmønstret er utopi, så mener han dog alligevel, at der burde indføres en grænse for, hvor store landbrugsarealer, der må dyrkes intensivt med monokulturer uden læbælter som støttepunkter for vildtet. Efter hans opfattelse er det intensive dyrkningsmønster dog ikke kun til skade for råvildt, men også for agerhønen og småfugle.

– Jeg bliver sommetider kaldt ud til konsortiejagter, hvor syv stykker påskudt, men ikke fundet råvildt, skal eftersøges, siger scweisshundeføreren, der synes, at dette er træls. Han opfordrer derfor jægerne til at udvise større omtanke ved råvildtjagt med hagl og behandle råvildt på en pænere måde.

Ønsker haglbøssejagt på råvildt udfaset

Erik Stokbro, der også er schweisshundefører i Vendsyssel, deler sin kollegas generelle indtryk af, at hovedparten af eftersøgningerne efter anskudt og trafikkvæstet råvildt i de senere år er rykket til den sydøstlige del af Vendsyssel. I modsætning til kollegaen ønsker han dog ikke at sætte årsager på den konstaterede udvikling, men fastslår, at tilbagegangen i råvildtbestanden i Midtvendsyssel efter hans opfattelse ikke er generel.

Begge schweisshundeførere er til gengæld enige i og støtter et bredt ønske i Vendsyssel om – til en start – at få forbudt hagljagt til råvildt i oktober og januar, således at råvildt i disse to måneder kun må jages med kugle.

Dette vil kræve en justering af Bekendtgørelse om skydevåben og ammunition, der må anvendes til jagt m.v. Som første skridt på vejen frem imod målet har Jagtforeningernes Kommunale Fællesråd – JKF – i Brønderslev Kommune vedtaget en indstilling, som skal behandles på det kommende kredsmøde, hvorfra den vil gå videre op gennem systemet for slutteligt at lande på Naturstyrelsens bord.

– Påbuddet om at anvende kugle til råvildtjagt burde gælde for hele jagtsæsonen, men til en start vil vi være tilfredse med, at det kunne komme til at gælde for to efterårsmåneder, nemlig oktober og januar, siger Erik Stokbro, idet det er holdningen, at dette vil tage toppen af den utilfredsstillende udvikling, der er konstateret i haglbøssejagt på råvildt i Vendsyssel.

 

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version