Selv om den nyetablerede kronvildtbestand i Vendsyssel kun har 14 dages jagttid, blev der alligevel nedlagt 37 krondyr, konkluderer områdets hjortelaug, der forbereder sig på udvidet jagttid … 

Af Michael Sand

– Den forgangne jagtsæson blev afviklet uden de helt store problemer. Alle dyr blev nedlagt indenfor for hvad jagtloven tillader. Men desværre var en del af de nedlagte i kategorien unge mellemklasse hjorte, der ikke burde have været skudt ifølge vores anbefaling. Det siger Ole Holm, der er formand for det lokale hjortelaug i Øst- og Midtvendsyssel, som kun har jagt på kalv og hjort. Hind er endnu fredet, men vil efter alt at dømme kunne nedlægges fra og med sæsonen 2014.

Formanden konkluderer desuden, at der efter laugets mening er skudt forholdsvis få kalve i forhold til det antal hjorte, der er opgivet som nedlagt.

– I alt er der efter hvad vi kan opsnuse skudt mindst 37 dyr, men der er nok nedlagt flere, som vi ikke har kendskab til, udtaler formanden til Netnatur. I det samlede udtag af bestanden i Vendsyssel mener han, at der mindst skal medregnes 3-4 dyr dræbt i trafikken.

De krondyr, som hjortelauget har kendskab til, fordeler sig således:

10 stk. kalve

8 stk. spids

1 stk. 4’ender

4 stk. 6’ender

3 stk. 8’ender

6 stk. 10’ender

3 stk. 12’ender

1 stk. 14’ender

1 stk. 18’ender

Formanden udtrykker bekymring over, at der skydes forholdsvis mange mellemhjorte, da han frygter, at det ad åre vil føre til, at der vil mangle gamle hjorte i bestanden. Tilstedeværelsen af ældre hjorte menes at fremme en tidligere brunst. En sidegevinst ved dette er, at kalvene sættes tidligere på foråret og dermed opnår højere kropsvægt, inden vinteren sætter ind. Dette vil igen påvirke kalvenes chance for at komme gennem vintersæsonen i god kondition.

– Man må desværre konstatere, at en frivillig fredning af mellemhjortene er utopi. Set på den baggrund er vi meget glade for, at vi fremover har fredet i det mindste en del af mellemhjortene med den nye jagttidsændring. Kun hjorte med mindst fem ender på den ene stang må fremover nedlægges. Men lovgivningen alene kan ikke fremme en mere ønskelig afskydning af bestanden fordelt på alder og køn. Der skal også en holdningsændring til.

– Vi håber på, at folk fremover vil skyde flere kalve samt naturligvis hinder, da bestanden i modsat fald risikere at eksplodere. Det kan få den konsekvens, at mange vil lægge hjortevildtet for had. En risiko, der allerede er til stede, da vi mener bestanden er fordoblet i de sidste to år, hvor vi har ventet på tilladelse til at skyde hinder. Hidtil har hinderne været beskyttet af jagttiderne for området, der kun tillader afskydning af hjort og kalv. Men hind bliver lovlig at nedlægge i 2014 så snart den nye miljøminister har underskrevet Vildtforvaltningsrådets indstilling, siger Ole Holm, der håber på, at de nye jagttider kan underskrives snarest, så der opnåes tilstrækkelig tid til at implementere og ikke mindst debattere dette i lokalmiljøet.

– Vores anbefaling til fremtidens kronvildtjagt er, at der skydes kalv før hind og spidshjort, hvis der kommer flere dyr samtidigt, lyder det fra laugets formand.

Ole Holm ser desuden frem til, at områdets jagttid tager et skridt i retning af en harmonisering med de jagttider der gælder for det øvrige Nordjylland. Han oplyser, at jagttiderne fra 2014 og 4 år frem – med den nye miljøministers underskrift – kommer til at se ud som følger:

Kronvildt: Kun spidshjort og hjorte med mere end 5 sprosser på den ene stang må skydes fra d. 1. nov. og til og med d. 31. dec. Alle andre hjorte er fredet i området.

Kronhinder og kalve må skydes fra d. 15. nov. og til og med d. 31. dec.

Øst for motorvejen Nr. Sundby- Frederikshavn er alle krondyr fredet.

Dåvildt: Hjorte, dåer og kalve må skydes fra d. 15. nov. og til og med d. 31. dec., dog er alle dyr fredet i området syd for hovedvejen mellem Brønderslev og Frederikshavn.

AT4P6196

– Vi er af “Dåvildt Østvendsyssel” opfordret til at lægge området i Østvendsyssel sammen med Midtvendsyssel, således at vi herefter dækker hele arealet øst for motorvejen Nr. Sundby-Hjørring og syd for hovedvejen Hjørring-Frederikshavn. Vi regner med at dette sker med en overgangsperiode på 4 år (svarende til gyldigheden af de nye jagttider), hvor Østvendsyssel får 2 bestyrelsesmedlemmer fra deres område til den kommende generalforsamling d. 4. marts kl. 18.30 i Østervrå Kulturhus. Lauget vil herefter hedde Øst- og Midtvendsyssel Hjortelaug, fortæller Ole Holm og fortsætter:

– Under det årlige Hjortemøde i Østervrå Kulturhus er der fremvisning af trofæer fra den sidste jagtsæson og Elisabeth Svendsen fra Lindenborg Gods fortæller om sit liv med kronvildt, slutter Ole Holm, der pointere at alle er velkommen og at det er muligt at melde sig ind i lauget både før og efter generalforsamlingen.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version