Kim Parking har mødt en af tidens største manuskriptforfattere, som udover at være kendt TV-kok, også elsker at udfordre sig selv og alt det, som er knyttet til jagt og vildt
Release med Price
Tekst Kim Parking, Foto: Søren Hjelm Larsen og Adam Price privat
En rådyrspaté med pistacienødder og baconbælte lå på en seng af rucola og kiggede op på mig. Suppleret af syltede perleløg og cornichoner, lå nogle smørristede brødstænger til den milde trøffelmayo på siden. Kanten af tallerkenen var forsigtigt markeret op med en mørkegrøn pesto-olie af enten ramsløg eller basilikum.
Omgivelserne er intet mindre end huset og køkkenet, hvor optagelserne til den tv aktuelle serie “Spise med Price” bliver filmet.
Og kokken, der lige har tilberedt måltidet, hedder Adam Price.
Men hvordan er jeg havnet her … og skal dette nu være en madanmeldelse?
Lad mig at skrue tiden lidt tilbage …
Til dem der ikke helt kan placere Adam Price; tillad mig at introducere ham.
Adam Price er manuskriptforfatter på adskillige film og serier og oversætter på teaterstykker. Blandt de ting, han har stået bag, finder vi blandt andet Tv-serierne: Borgen, Taxa, Nikolaj og Julie som de modtog en Emmy Award for, Anna Pihl, Herrens veje, den Netflix aktuelle Ragnarok, foruden Spise med Price programmerne … og så er han jæger og dedikeret buejæger. Så har vi kun skrabet overfladen, men I forstår.
I min søgen efter folkekære jægere og deres historie, var det lykkedes at få fat i Adam Price. Det tog dog nogle forsøg før en endelig dato kunne skrives ned, men med stor hjælp fra hans assistent Rebecca, lykkedes det.
Jeg tager ud på vegne af FADB (Foreningen af Danske Buejægere) for at høre om folks tilgang til buejagten.
Nu sidder vi så i bilen på vej mod Adams sommerhus på Vestsjælland. Bevæbnet med en Jacques Copin Champagne, som jeg fandt i Vild med Vin i Kolding, nærmer vi os huset i de overordentlige smukke omgivelser.
Interviewet der blev væk
Da fotografen Søren Hjelm Larsen og jeg ankom, blev vi mødt af en tydelig forberedt og engageret Adam Price. I haven var der sat skydeskiver og 3D gummidyr op, compound- og recurvebue lå på bordet og pilene var klar. Adam havde FADB´s logo på vesten, og han var tændt.
Humøret var højt, og snakken kom hurtigt i gang … lidt for hurtigt!
Vi var jo kun lige trådt ud af bilen for at hilse, og jeg havde ikke fået min mappe med notater og spørgsmål med mig endnu. Adams kæreste Katharine Diez kom med kaffe, og vores samtale havde på dette tidspunkt allerede dækket flere af de spørgsmål, jeg havde forberedt.
“Har du ikke din bue med?” spurgte Adam så…”
Jo da”… her var min chance for at hente mine notater i bilen.
Snakken fortsatte mens vi afgav pile til skiver og gummidyr, og da jeg endelig fik kigget i mine notater, kunne jeg kun konstatere, at jeg var lige så “væk” som en albino i en snestorm.
“Release” er det engelske ord for at ´slippe noget fri´, og som i buejagtens verden henviser til det at slippe pilen og lade den flyve. Bueskytten kan gøre mange forberedelser for at sikre sig, at pilen når sit mål, men når først pilen er i luften, har han ikke længere indflydelse på de elementer, der kan påvirke den.
Så på dette tidlige tidspunkt stod det mig klart. Det er præcis, hvad jeg vælger at gøre – at “release”, eller sætte dette interview fri.
Jeg sidder sammen med en af de største danske “storytellers” i nyere tid, og på én eller anden måde kunne jeg ikke se ham være bundet til et stramt `spørgsmål og svar’ interview. Adam skal flyve frit i sin egen historie om jagten, og jeg kan så blot håbe på, at vi rammer målet.
Få en flad
Kim: “Gik din far John Price på jagt”?
Adam…: “Nej, egentlig ikke. Min far var en magelig mand, men også ret social, så han var da med på nogle enkelte fuglejagter i ny og næ, men det var alt”.
Kim: “Så det var ikke din far, der introducerede dig til jagten”, konstaterede jeg retorisk. “Hvor gammel var du, da du begyndte at gå på jagt, så”?
Adam…: “Jamen jeg begyndte faktisk ret tidligt… jeg var 18 år, og det var en naturlig konsekvens af, at jeg elskede at færdes i naturen; Hiking og de store vidder” og fortsætter; at det ikke var noget hans kære bror James blev fanget af.
Kim: “Mit gæt ville ellers være, at det var undervandsjagt, der var det første, for du er jo UV-jæger, ikke sandt” ?!
Adam..: “Jo, det er jeg, men nej, det var dog ikke det første, Jeg er relativt ny undervandsjæger, og selvom jeg havde været ude med harpunen på rejser i Sydeuropa, var det først for et par år siden, at jeg skød min første havørred. Før det havde jeg da stanget en del fladfisk; bare med et spyd”.
(Adam bemærker her at fladfisk skal steges i en blanding af både smør og olie)
Fra mord – til bord
Kim: “Nu har jeg selv det princip, at man skal spise hvad man skyder ! Er vi kommet tættere på dette, når man er buejæger?”
Adam: “Uha da, ja ja ja… Man skal spise hvad man skyder ! Dog kan der være situationer, hvor man er på jagt for at regulere bestanden med riffel.
Jeg har f.eks. været i Skotland på hundyrsjagt i efteråret for at holde bestanden nede i et område, hvor der var blevet alt for meget kronvild. Der kommer man jo i sagens natur ikke til at spise det hele selv. Men hvis bare jeg ved, at kødet går til en fornuftig vildthandler/slagter, så er jeg OK med det. Det jeg ikke kan bære tanken om er, at kødet går til spilde.
Jeg var engang på jagt og fik et flot dyr, men da jeg fandt ud af at guiderne havde taget trofæet med tilbage, men at kødet ikke blev anvendt, blev jeg var rasende, meget rasende, og skrev til jagtarrangøren!”
Adam fortsætter: “Her sidst jeg var i Grønland, skød jeg to moskusokser, og fik sejlet kødet fra en hel moskus og et rensdyr hjem til Danmark. Fryseren er fyldt til bristepunktet.
Tour de France kørte sidste år lige forbi herude på bakkerne, og vi holdt et party på toppen af bakken, hvor jeg havde lavet Boeuf Bourguignon af moskusokse. Fantastisk! Desuden er det så lækkert at spise moskus rå … Ja rå, som i moskus-tatar og sågar moskus-carpaccio”.
“Som kok er det en fuldstændig lykke at lave mad af, hvad man skyder”!
Adam fortæller, at mange fine kokke i gourmet restauranter har fået noget tabt i deres uddannelse, fordi det kød de bestiller ofte kommer i de udskæringer, som de skal bruge, og at der dermed er nogle basale håndværksmæssige færdigheder, de mister, og fortsætter:
“Det er en del af kokkehåndværket; at du kan tage naturen og ende med at servere den, altså: tage den hele vejen! Og det, vil jeg sige som jæger, er en af de største glæder! Jeg bruger hele dyret og af benene laver jeg selfølgelig en fond.
Smørstegte seertal
Kim: “Kan du give et bud på, hvorfor programmer som “Spise med Price” men også “Nak & Æd” rammer danskerne så godt og lunt i deres hjerter ?? hvad er det, de kan” ??
Adam…: “Jamen, det er egentlig to lidt forskellige programmer. De har begge to en venskabs-fortælling”, og fortsætter:
“Tag f.eks. sådan et godt gammelt og gennemprøvet show som “Top Gear”, som jo var/er verdens mest sete bil-program. Det var jo meget mere end blot et program om biler, det var et show, der handlede om tre mænd, der har et venskab og en passion, som de deler.
De laver grin med hinanden, pjatter og leger, og har en masse finurlige underfortællinger. Dybest set er det et program, der handler om venskab…!
Vores program “Spise med Price” er et show, der handler om at dele en passion med en person, som du elsker meget højt, i vores tilfælde; sin bror… Jeg tror et eller andet sted, at det netop er det, folk tænder på, for vi ved, at der er mange folk, der ser “Spise med “Price”, men som aldrig laver maden… De ser det for hyggen, de ser det for humoren, de ser det for fortællingen ! Og derfor er det også interessant for folk, der ikke laver mad”.
Jeg sidder og mediterer lidt over Adams logiske og “spot on” analyse af dette, mens han fortsætter:
“Havde det kun været normalt madprogram, et ” how to” program hvor man minutiøst går opskriften igennem, var det skåret ned til noget uden underholdning”.
Og nu fører Adam Price tankerne videre til det andet TV- show.
“Og med hensyn til “Nak & Æd” … Det er jo en fremragende idé at udfordre to personer; en jæger og en kok med følgende opgave … I jager dette specifikke dyr, og hvis I ikke får det nedlagt, skal I tilberede og æde noget andet, som er ret slemt. Denne `pitch´ har jo noget tilfredsstillende. Uanset om det lykkes dem, bliver man stimuleret. Får de ikke en hjort, skal de æde en vaskebjørn. Det er helt elementært bare en god leg, men også de har en venskabshistorie”.
Adam fortæller dog, at der i “Spise med Price” er lagt en del mere sjov ind og fortsætter:
“James og jeg er jo gamle teaterbørn og elsker “sketch-comedy”, som vi så sniger ind, for det er sådan, vi altid har leget sammen”.
Pause med Price
Jeg foreslår, at vi trykker på pauseknappen, og får skudt lidt med buerne. Og mens Adam griber sin recurvebue, holder jeg mig til min compound, for som Piet Hein sagde: “Vil du være kendt som lærd, så tag det nemme og gør det svært”.
Efter en 10-12 skud siger Adam pludselig: “I kan jo komme med mig ud i køkkenet, og så laver jeg mad”.
Det var ikke umiddelbart noget jeg selv i mit mætte hjørne af livet kunne sige nej til.
Pludselig befinder jeg mig i ret genkendelige omgivelser; jeg står midt i køkkenet, som også bliver brugt til optagelserne af “Spise med Price”.
“Nu skal vi ha´en gang paté”, udbryder Adam “af sommerbukken som jeg har skudt lige herude”.
Og mens han står og skærer og snitter, spreder hyggen sig. Vi får sludret lidt uformelt og afslappet om komfurer og krydderier. Endnu engang nævner han alt det moskus- og rensdyrkød han fik hjem (175 kg), og kommer så med denne betragtning …
“Når man har tilgang til så meget vildt som jeg, ja så er det jo “bare” kød. Så jeg holder mig bestemt ikke tilbage for at tilberede det på alle mulige måder, opskrifter som de fleste danske jægere eller husmødre ikke ville forbinde med traditionelle vildtretter. Faktisk er det sjældent at jeg laver vildt med traditionelle opskrifter med enebær, flødesovs og ribsgele”.
Nu sidder vi ved bordet, udenfor hvor jeg startede dette indlæg, og kigger ned på den smukt anrettede vildtret.
Foran mig står naturen med et panorama mod vest og en stadig flottere himmel, efterhånden som den sene eftermiddag skrider frem. De store bakker og Kattegat ligger ikke langt ude, og kan fornemmes svagt men klart ligesom den umiskendelige duft af trøffel fra maden foran mig.
I glasset har jeg fået en sjælden gæst i min mund … en hvid Rhone vin, næsten ravgul og med en smag som en Duracell kanin, der bare bliver ved og ved. Eller som Adam lidt mere poetisk end mig kalder det: “Queue de Paon” (Påfuglehale, – et udtryk som visse franskmænd bruger)
Efter denne udsøgte lille ret af bueskudt rådyr forsætter vi vores samtale om jagt og buejagt.
Kim: “Vidste du Adam, at der i Finland lige nu er påbegyndt en større undersøgelse, som der også skal laves en ph.d. om, der omhandler vildtkøds mængde af stresshormon efter dyret er skudt med henholdsvis riffel og bue ? Det laves af dyreetiske grunde selvfølgelig, men hvad tænker du som kok?
Adam…: “Interessant … meget interessant. Ja, jeg kan godt forestille mig, at det er et samtaleemne, men jeg må nok sige, som kok, at det ikke er noget, jeg som sådan kan smage forskel på, men jeg vil bestemt heller ikke udelukke det, idet jeg ikke har haft noget sammenligningsgrundlag. Så skulle jeg have to ens dyr, skudt samme dag; én med riffel og én med bue, slagtet på samme tidspunkt og så skal kødet smages råt”. Han indskyder: “Nu elsker jeg jo også råt kød, som jeg sagde før, tatar eller Carpaccio. Faktisk har jeg næsten lige lavet rådyrtatar af bueskudt rådyr til en større forsamling af gæster”.
Kim: “FADB har jo i over 10 år arbejdet hårdt for at få buejagt på det store hjortevildt tilladt. Nu har Vildtforvaltningsrådet enstemmigt anbefalet, at buejagten på de store dyr bliver gjort permanent. Vi mangler nu ministerens underskrift og så er det cementeret, at jagt med bue er lige så effektivt som jagt med riffel! Har du slebet dine jagtspidser ? Er du klar?”
Adam..: “Fuldstændig… Fuldstændig klar! Har dog kun prøvet at skyde én kronhjort, men mit grej, altså min pil er på 34 gram så jeg er SÅ klar og jeg HAR adgang til kron- og dådyrjagt. (krav til jagtpil på store hjorte er 33 gram)
Adam skyder i øvrigt med en Hoyt RX7 Carbon, trækker 65 pund og bruger mekaniske spidser til rådyr af mærket Grim Reaper. (til grej-nørden)
Bøssen og buen
Adam Price fortæller, at han er begyndt på langdistanceskydning med riffel, da han gerne vil blive god til det. Han tilføjer:
“Jeg tror, at alt for mange riffeljægere tager riflen ud af våbenskabet lige før sæsonen, laver ét skud, skifter til den kostbare og dyre jagtammunition, og hvis kuglerne sidder “hul i hul”, skyder de ikke mere. Og her er forskellen på buejægere og riffeljægere … Antallet af afgivne træningsskud op til jagten mellem de to grupper, er enorm!”.
Og han uddyber:
“For mange riffeljægere står riflen inden i skabet hele året, og når de endeligt tager den ud, så er den indskudt! Deres 15.000, – kr. sigte har ikke rykket sig. Der er riffelskytter, der kun skyder fem skud om året. Men hvor meget får man ikke skudt med buen? Det er helt vildt! 500 måske? Og siden jeg begyndte at træne med recurvebuen, har jeg skudt flere skud med den på én måned, end jeg har med compoundbuen i ti år”!
Kim: “Det var så om bøssen. Nu kommer du til at give os historien om din tilgang til buejagts-universet”.
Adam…: “Jeg mener, at jeg begyndte det hele for en 12 år siden. Hele buejagts-verdenen var ligesom sådan noget sagnomspændt og en hel ny verden, man skulle sætte sig ind i”.
Adam uddyber…: “I stedet for kaliber, kuglevægt, og anslagsenergi, hed det nu pile-spine,(stivhed) pilevægt, jagtspidser; fastbladet eller mekaniske. Det at komme på buejagt første gang er bare så vigtigt, fordi det er en hel ny fysik, et helt nyt “jæger-verdensbillede” du skal lære at kende” og fortsætter:
“Og essensen af det billede er stilhed. Essensen af buejagt er stilhed! Stilhed og afstanden!”
Jeg ser, at Adam bliver meget fokuseret og ivrig nu, han ryster ikke på hånden, når han taler om netop dette emne! Han fortsætter:
“Når du er på riffeljagt, og afgiver et skud, er du som en kampesten i en skovsø; Alt søger væk fra dig. Efter et skud har du efterladt dig en stor radius, hvor alle pattedyr er flygtet. Men da jeg skød mit allerførste stykke vildt med buen, som i øvrigt var i Afrika og var et firehornet vildfår, stod der tre andre får og essede lige ved siden af. Da jeg afgav pilen og ramte ham, så gik han og vaklede lidt, og så væltede han.
De tre andre får stod bare og kikkede på ham, som om de tænkte: “Hva’ er der sket med “Jørgen” ? Han er nok også bare blevet lidt gammel, og tager en lur. Hey Jønne … vi går lige ned på det flade stykke, du kommer bare”. Men “Jønne” kom aldrig. Han afsluttede sine dage med at blive en glimrende karryret.
Adam tilføjer, at det var både enestående og fredfyldt, og fortsætter: “Og det andet er nærheden. At du har vildtet så tæt på.”
Da jeg skød bukken vi lige har spist af, og som gik lige herude på min grund, kunne der sidde et gammelt ægtepar på et tæppe og nyde aftensolen lige op ad mig og aldrig opdage, hvad der egentlig foregik.
Kim: “Hvad har buejagten gjort ved spændingen ved jagten?”
Adam…: ” Ja, hvis man elsker spændingen ved jagt, så tænk på hvor meget det mangedobles, når du skærer 90% af afstanden til dyret !
“Ligesom mange kunstarter der har noget godt på hjertet, er det sjældent, at der kommer noget dårligt ud af at gøre det svært for sig selv. Jeg har meget respekt for mennesker, der for udfordringen gør ting svært for sig selv. Og ved du hvad? Buejægere gør det svært for sig selv” Det siger vi næsten i munden på hinanden, og griner.
Adam fortæller, at han i øvrigt skal til Spanien meget snart for at gå på krondyrjagt med buen. Og da han var i Grønland sidst, lovede han sig selv at den næste moskus ville blive nedlagt med en pil.
Konkret og distræt
Adam..: “Jeg er jo forfatter, og bruger ofte endeløse timer i et “forfatterrum” med andre, hvor vi sidder og diskuterer noget, der måske og måske ikke bliver til noget overhovedet. Og nogle gange bruger man en hel dag på en scene, hvor man kan være nede og “fnidre” i en delmængde af en delmængde, og alligevel er færdiggørelsen langt væk.
“Og så kommer jeg på jagt, og hvis ellers dyret er der, så er der en begyndelse … Der er en midte… Og der er en slutning! Det er så konkret Du er så meget til stede nu og her. Du er ikke “lost” i én eller anden detalje i et projekt, hvor du føler dig som et lille tandhjul i et maskineri, som du ikke kan overskue”. Og fortsætter: “Her er det dig, dyret, vinden og naturen”!
Adam fortæller, at han dog godt kan sidde med buen på en jagt og pludselig få en god idé eller et godt “pitch” til en serie eller et afsnit, han arbejder på. Her siger han så, at det er godt, at blyant og papir er blevet udskiftet med “noter” på mobilen, men at der i det øjeblik han hører lyde, eller der sker noget i nærheden af ham, er i stand til helt at lukke alt ude.
“Jeg tror nok, at hvis man havde et almindelig 9 til 16 job, ville det nok være lettere at lukke arbejdslivet ude af hovedet. Men når man er forfatter, som jeg er, går man jo hele tiden og hele dagen og tænker på, hvordan man løser manuskriptmæssige forhindringer, eller hvordan jeg skal finde et vendepunkt i en scene”.
“Sandt” bemærker jeg: Når dit hoved er din arbejdsplads, kan du ikke bare lægge værktøjet og køre hjem.
“Præcis” svarer Adam og fortsætter: “Jeg går jo hele tiden, og vander ét eller andet. Folk tror måske, at det vil udløse stres, men det gør det altså ikke for mig, for så havde jeg jo ikke gjort det”.
Fortællingen kommer med en Price
Endnu engang skal vi hen over maden og det nedlagte vildt, du som jæger propper i fryseren.
Adam Price forklarer: “Der er ufattelig gode fortællinger i mad. I “Spise med Price” interesserer det os meget at fortælle historien, som kommer med maden. Hvorfor hedder det Boeuf Stroganoff? Hvorfor hedder det Carpaccio? Der er i øvrigt ikke mange der ved, hvorfor det hedder Carpaccio”
Min fotograf Søren ville da også gerne vide hvorfor det hedder Carpaccio.
Adam fortsætter: “Jeg vil meget gerne afsløre, hvorfor det hedder Carpaccio. Men der er så mange fortællinger i mad, og det har altid været dem der gjorde, at James og jeg begyndte at lave mad.
Vores gamle far (John Price red.) sagde til os: “Kom, nu skal I bare høre … Nu skal vi lave en ret, der hedder Boeuf a la Webster! Hvem var Webster…? Jo, nu skal I bare høre …”
“Eller jeg kunne sige til dig, Kim”:
“Nu skal du bare høre om en pastaret, der hedder Puttanesca. Hvad er en puttana? Det er en luder! Er det så Ludernes pasta …? Ja det er! Nu skal I høre hvorfor”..
Adam uddyber: “Kan du se det..? Man bliver suget med ind i fortællingen, det er super interessant. Så mad og fortælling har bare så meget med hinanden at gøre.
Jeg lader det billede stå et øjeblik, mens jeg tillader mig at ræsonnere lidt ..
Adam har jo ret. Og det står mig pludselig klart, hvorfor netop fortællingen er det, der får jagt og mad til at hænge så tæt sammen.
Alle de dyr man som jæger nedlægger, har jo en god fortælling bag sig: Naturen, disen over engen, duften af løvskovens sure jordbund, eller solen der er ved at stå op.
Adrenalinen, der pumper i kroppen, når dyret pludselig dukker op, til det øjeblik du går hen til det forendte dyr.
At tilberede hvad man har nedlagt, er afslutningen eller fuldendelsen af en god jagt. Den fortælling er et privilegium, vi som jægere ikke må glemme!
Kyllingen eller stegen fra køledisken i Rema1000 har næppe en fortælling eller en medrivende historie: Intet trofæ og intet respektfuldt trut i jagthornet.
Farvel og flintesten
Mens vi sidder, og kigger ud over bakkerne, der bliver stadig smukkere i det sene lys, fortæller Adam, hvordan han er begyndt at nyde at sidde ude på bænken med sin mobiltelefon og følge med, når hans tre vildtkameraer “sladrer” om den aktivitet, han har herude. Fra de nyfødte rådyrlam tidligt om morgenen til grævlingen, der snuser rundt om aftenen.
“Der er så meget liv herude”, slutter han.
Jeg fisker en lille gave til ham op af min brystlomme fra FADB … en flint-pilespids lavet af Eric Paulsen, som er en af de meget få i Danmark, der har tillært sig kunsten at “knappe” i flint, som man gjorde i stenalderen og tidlig bronzealder.
Dagens flintespids er af samme model, som den man fandt i kroppen, og som sandsynligvis dræbte “Ötzi” stenaldermanden, som man fandt nedfrossen i bjergene mellem Østrig og Italien i 1990.
Efter de sidste skud mod Adams “gummigris” takkede vi for hans store gæstfrihed, og begav os hjemad. Det var blevet senere, end vi havde regnet med. Lyset og solen malede de store bakker i lette lyserøde nuancer og havet virkede næsten sort.
Det var gået over al forventning, og det var måske derfor vi bare sad i stilhed og nød naturen mens vi kørte.
Pludselig bryder Søren stilheden:
“Du Kim”.
“Ja”
“Fortalte han os overhovedet hvorfor det hed Carpaccio?”
LÆS også om buejægeen:
Christian “Alene i vildmarken” Hjort
