John Henry Selby blev verdensberømt, da Robert Ruark skrev om ham og efterfølgende ønskede enhver, der læste bogen, at blive guidet på safari af Selby
John Henry Selby (1925-2018) blev verdensberømt, da Robert Ruark (1915-1965) skrev om ham og hans safari i Kenya i bogen ”Horn Of The Hunter”, der udkom i 1953. Enhver, der læste bogen, ønskede at blive guidet på safari af Selby, og han var altid fuldbooket i flere år i forvejen. Senere sagde Selby, at det havde været nemt for Ruark at skrive sådan om ham, men at det hårde del af gamet bestod i at leve op til renommeet igennem de 50 år, han var professionel jæger. Han gik på pension i år 2000 og døde i 2018 92 år gammel i Botswana.
Tekst: Henning Kørvel
Da han var 24 år gammel, blev han en del af safarifirmaet Ker & Downey Ltd. i Nairobi, og to år senere fik han til opgave at guide den amerikanske avisklummeskribent Robert Ruark (29. december 1915 – 1. juli 1965), hvilket kom til at ændre hans liv radikalt.
Med bogen ”Horn Of The Hunter” (1953) om sin safari (og Selby) gjorde Ruark John Henry Selby (22. juli 1925 – 20. januar 2018) verdensberømt, fordi bogen gjorde ham efterspurgt af jægere over hele verden som guide på storvildtjagt. Han var derfor fuldbooket i flere år i forvejen.
John Henry Selby var født i Frankfort, Free State i Sydafrika, og da han var ung, flyttede han med sin familie til Kenya, hvor hans forældre havde erhvervet en 40.000 hektar førsteklasses ranch med vue ud over Mount Kenya, hvor de avlede kvæg.
Ranchen var hjemsted for meget vildt, og her færdedes flokke af zebraer, eland og impala, og fra tid til anden kom her desuden bøffel og elefant, og lejlighedsvis løver og leoparder.
Da han var otte år gammel, fik han en enkeltskuds .22 salonriffel, og han holdt altid familiens spisekammer fyldt med perlehøns, francoliner og gazeller. Han blev både fortrolig med at skyde, og mens han jagede småvildt på skråningen af Mount Kenya, fik han respekt for farligt storvildt.
Før han blev storvildtjæger, arbejdede han som feltmekaniker for professionel jæger Philip Percival (1886-1966). Percival indså snart Selby’s potentiale og tog ham til sig som lærling som professionel jæger. Og da Selby fyldte 22 år, var han allerede godt på vej til at blive en af Afrikas mest respekterede professionelle jægere.
Altid ”døde” dyr, der rejser sig
Robert Ruark udlevede en livslang drøm om safari i Afrika, da han og hans kone Virginia tog på safari i Afrika i 1953, og han skrev så begejstret om safarien og Selby i ”Horn Of The Hunter”, at ”Field and Stream Magazine” betegnede bogen som den bedste, der nogen sinde var skrevet om jagt på ”det sorte kontinent”.
Bogen satte samtidig Selby’s navn på agendaen, fordi jægere i hele verden der fra det tidspunkt ønskede at tage på safari, skulle guides af Selby. Ruark havde gjort ham til superstar.
I ”Horn Of The Hunter” fortæller Robert Ruark om en stor løve, som han skød, efter at han og Selby havde ladet sig falde ned på jorden fra jeepen, og nu kravlede frem imod den i det høje tørre græs.
”Vi var nu tæt inde på dyret, at jeg kunne tælle fluerne. Harry rakte armen bagud og pressede mig ned bag en tue. Løven vendte hovedet og stirrede lige på os. Den var lidt tynd i toppen, men nedenunder havde den en pragtfuld sort manke. Dens poter var enorme, og jeg kunne se, at den havde brækket den højre hjørnetand”.
”Skyd”, hviskede Selby”.
”Jeg hævede mig op på det ene knæ og sigtede lige bagved øret. Løven klaskede sammen som en stor hund, sparkede fra sig, brølede en sidste gang, og lå så ganske stille. Jeg havde ikke engang hørt riflen gå af og følte slet ikke slaget, skønt en .375 H&H Magnum slår noget hårdere end en Walther pistol”.
”Det er den største løve, jeg har set, sagde Selby. Men hvis jeg var dig, ville jeg alligevel give den endnu et skud lige bag skulderbladet, fordi det er de døde dyr, der pludselig rejser sig og dræber. Giv ham et til”.
”Jeg fyrede endnu engang, og lyden af kuglen, der ramte, og den måde kroppen reagerede på, lod ingen i tvivl om, at løven var død”.
”Himmel, hvor er den stor, det er en gammel rad. Det skulle ikke forbavse mig, om det var den, som fyren i Ikoma kaldte en kvægdræber. Den er en halv snes år gammel. Du har ikke noget imod det, hvis jeg siger, at du skød fint”, vel?
I 1955 skrev Ruark bogen ”Something of Value”, der var en fiktiv roman om Selby’s koloniale kenyanske barndom og hans oplevelser som professionel jæger. Opmærksomheden lagde et ekstra stort pres på Selby, som senere i livet kommenterede, at ”det havde været let for Ruark at give ham det ry, som han fik, men at det hårde side af det bestod i at opretholde det i alle årene som PH”, indtil han i en alder af 75 år gik på pension i år 2000.
I 1962 så fremtiden for fortsat jagt i Kenya usikker ud. Selby blev tilbudt en bestyrelsespost i Ker, Downey & Selby Safaris Ltd, og han indvilgede i at åbne en filial i Bechuanaland i Botswana. I 1963 flyttede han, hans kone og to børn til Maun for at indlede et nyt kapitel af deres liv der.
Virksomheden lejede en stor koncession på 12.000 kvadratkilometer i den nordvestlige udkant af Botswana nær Chobe National Park. Det vigtigste vartegn i området er Khwai-floden, og et par år senere byggede han en bro over floden.
Drevet af trenden i tiden byggede Selby i 1970 Selby Belmond Khwai River Lodge, der var den første fotografiske lodge i Botswana, der tilgodeså oversøiske fotosafariturister.
Efter at have afsluttet sin 53. safarisæson droslede Selby ned fra at have været aktiv i hele jagtsæsonen, før han trak sig endelig tilbage fra professionel jagt i år 2000. Harry Selby døde i Maun 20. januar 2018 i en alder af 92 år.
Dobbeltriffel kvast af bil
Da Selby var 84 år gammel, fortalte han i et interview med ”American Riffleman” om sine jagtvåben, og han priste den .22-riffel fra Fabrique Nationale i Belgien, som han havde fået som otteårig, i høje toner.
”Det var forbløffende, hvor mange dyr jeg skød med den lille riffel, hvoraf det største var en waterbuck, der omtrent er på størrelse med en elg”.
Selby huskede, at han også havde brugt riflen til at skyde impala, Thomsons, Grant gazelle og rovdyr som sjakal, serval og vildkat med.
”Min næste rigtige riffel var en .303, men ikke den normale .303 Lee-Enfield militærriffel, men derimod den, som var fremstillet i USA under Første Verdenskrig, Den var en meget præcis riffel, og jeg brugte den i det meste af min ungdom”.
”Ammunition var det umuligt at få til den før og under Anden Verdenskrig, og vi klarede os derfor med fuldkappet militær ammunition og lyssporpatroner”.
I sine sene teenageår havde Selby samlet et imponerende batteri af skydevåben, idet han havde en .318 Westley Richards og en .425, ligeledes Westley Richards, og han brugte disse rifler, da han kom i lære hos Philip Percival og derefter sluttede sig til Ker & Downey Safaris efter afslutningen på Anden Verdenskrig.
Han formåede at erhverve en Krupp .470 dobbeltriffel uden ejector, der var meget brugbar uden at være fra en fin engelsk våbenmager.
”Kort efter at være kommet til Ker & Downey sagde den administrerende direktør, Jack Block, at en af hans venner havde en .470, som han ikke brugte. Skal jeg købe den til dig? Jeg svarede, at det afhang af prisen. Han købte den til mig for 100 østafrikanske pund, der på det tidspunkt svarede til 300 dollars. I dag ville prisen være op imod 40.000 dollars.
Safarilivet er desværre hårdt for rifler og selv for en super-grade Rigby, og Selby’s dobbeltriffel skulle ikke vare ved.
”Jeg var på jagt med Donald Ker. Han jagede med faren, og jeg med sønnen. Jeg sejlede op ad Grumetti-floden en aften, og vi så en bøffel langt ude i det åbne græsareal. Vi forlod bilen og stalkede over en sump, hvor vi indhentede bøflen. Den var ganske god, og vi besluttede at tage den. Efter at have skudt bøflen, måtte chaufføren gå langt tilbage for at finde bilen. Imens tog vi capen af bøflen, og fordi der ikke var nogen træer, lagde vi riflerne i græsset”.
”Jeg hørte en bil i det fjerne og troede, at det var vores bil. Det var dog Donald, der kom fra den anden side, og da han så gribbene, kørte han hen for at se, hvad der skete. Han kørte lige ind over dobbeltriflens løb og bøjede dem ud til siderne, så en reparation var umulig. Heldigvis var safarien næsten slut, og da vi kom ind til Nairobi, gik han i gang med at forsøge at finde endnu en dobbeltriffel, helst en anden .470, men det eneste han kunne finde, var en .416 Rigby. Den blev gjort berømt af Robert Ruarck i ”Horn Of The Hunter”, og Selby brugte den i næsten fem årtier”.
”Jeg kendte patronen, men intet forberedte mig på dens enorme knockdown-effekt, den lette håndtering og den flade kuglebane. I løbet af kort tid ønskede jeg ikke endnu en dobbeltriffel, fordi jeg troede, at .416 var en perfekt professionel jægerriffel. Jeg endte til sidst med at have en dobbeltriffel i kaliber .450 som backup, men jeg brugte den næsten aldrig”.
.375 det eneste rigtige valg
Selby’s . 416 var usædvanlig, fordi Rigby byggede den på en standard Mauserlås i stedet for en magnumlås Tilpasning af standardindretningen til en .416-patron krævede fjernelse af metal i begge ender af kammeret, hvilket i starten bekymrede Selby.
”Men jeg havde ikke andre muligheder, så jeg tog den, og den ændring jeg fik foretaget, fungerede perfekt i alle de cirka 50 år, som jeg brugte riflen”, sagde Selby.
Selby’s riffel var også usædvanlig på anden vis, fordi den var højrehåndet og han var venstrehåndet.
”Jeg kan ikke skyde med en venstrehåndet riffel, og hvis nogen gav mig en sådan, så ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre med den”, har han sagt.
I lighed med de fleste tunge rifler, der blev brugt af professionelle jægere, var Selby’s .416 med åbne sigtemidler: v-formet kærv og et perlesigtekorn. Han kunne herudover lide ”Lyman peep sights” og brugte dem på flere af sine andre rifler.
Selby brugte aldrig sigtekikkert på sin .416 Rigby, men i de senere år havde han sigtekikkerter på flere af sine lette rifler, og anbefalede dem stærkt til sine klienter.
”Hvis du skal dræbe et dyr, så dræb det rent, og der er ingen tvivl om, at man ser målet mere præcist i sigtekikkert”, sagde han.
Under interviewet blev han spurgt, om han kunne huske et skud med sin .416, som var særligt mindeværdigt?
”Jeg kan huske, at en kvinde ramte en leopard, der i skuddet for af sted mod en kløft. Mange professionelle jægere har i ”leopard-blindet” et haglgevær, men det havde jeg ikke, fordi man jo aldrig vidste, om en løve, næsehorn eller elefant ville vandre forbi. Ved denne lejlighed havde jeg altså min .416, og da leoparden forsvandt ind i kløften, styrede den mod en gruppe tætte buske. Da vi gik hen imod den, brød leoparden ud for at købe op af en stejl klippeskrænt. Jeg lod kuglen fra .416 flyve og ramte den med et heldigt skud. Mine trackere havde til sidst, tror jeg mere tro på .416 end på jeg. ”Skitini”, kaldte de det, fordi de ikke kunne udtale 416. Jeg var bare nødt til at sigte på målet, og Skitini ville gøre resten”.
Leoparden, som Selby dræbte med sin .416, blev skudt med en hard-nosed bullet. Mens han ofte brugte blødnæsede kugler i sine lette rifler, brugte han altid hard-nosed bullets til farligt storvildt som bøffel, næsehorn, elefant, løve og leopard, og han brugte dem også som back-up til skud, afgivet af klienter.
Hans mistillid til blødnæsede kugler skyldes til dels tidligere erfaringer med Kynoch soft points, som han mente, havde en uheldig vane med at bryde fra hinanden. Hans præferance for hard-nosed bullets blev dikteret af deres evne til at gøre størst mulig skade indvortes. Den eneste undtagelse fra hans faste regel om kun at bruge hard-nosed bullets kom, efter at Jack Carter havde udviklet ”Trophy Bonded Bear Claw”.
”Hvilke rifler anbefalede du til klienter”?
”Hvis de ville have rifler til alt fra impala til elefant, ville jeg starte med noget i retning af .270 Winchester Magnum, derefter .338 Winchester Magnum eller .375 H&H Magnum, og hvis du så var magasinmand, ville jeg sige .416, og hvis du sværger til dobbeltrifler, så .450 eller .470, men til en safari med én riffel er .375 H&H Magnum det eneste rigtige valg. Der er aldrig udviklet nogen finere patron end den”, mente Selby.
Harry Selby i yngre udgave. Han viste tidligt som professionel jæger, at han var gjort af godt stof, der holdt ham i branchen i 50 år.
Robert Ruark poserer her på en bøffel, som Selby der sidder bagved ham, førte ham på skudhold af. Ruark gjorde ham verdensberømt i sine bøger.
Harry Selby levede i sine sidste mange år i Botswana, hvor han i 1970 byggede den første camp for fotosafarigæster. Han så tidligt trenden i tiden.
Harry Selby i ældre udgave. Han gik på pension som PH i år 2000 og døde i en alder af 92 år i 2018.
