Den ruhårede hønsehund hører til blandt jægernes foretrukne og imellem jægere regnes racen som en alsidig og fuldblods jagtmaskine

Ruhåret hønsehund – en alsidig jagtkammerat

Af Redaktionen

Ruhåret hønsehund er en meget alsidig jagthund, selvsikker, behersket og robust både fysisk og mentalt.

Som type tilhører den gruppen af stående kontinentale racer, men fungerer fint under stort alle former for jagt fra jagt på fasan og agerhøns til andejagt og andre former for jagt, hvor der skal apporteres vildt. 

Den ruhårede hønsehund er en fuldblods jagthund, men kan også finde sig til rette i en familie, som ikke går på jagt men færdes meget i naturen, og som er indstillet på at tilfredsstille den ruhårede hønsehunds store behov for beskæftigelse. 

Den ruhårede hønsehund er en selvstændig hund med meget stor jagtlyst, som dog sagtens kan formes gennem vedholdende træning.

Under jagt er den i stand til at afsøge et forholdsvist stort areal, men en trænet ruhår er lydhør over for anvisninger og holder ligeledes god kontakt. Den er livlig, energisk.

Ruhåret hønsehund og dens specielle behov

Den ruhårede hønsehund kræver meget motion og mange udfordringer, som stimulerer dens næse og trætter den mentalt.

Hunden anvendes derfor også ofte i schweissarbejdet, hvor den er kendt for at gøre en fremragende indsats.

Den har ligeledes behov for at løbe frit og bære på genstande, den apporterer. Den har behov for en rolig og erfaren leder.

Ruhåret: Pels og pleje

Pelsen er hård, ru og tilliggende med 2 til 4 cm lange dækhår over en tæt underuld. Den er næsten vandtæt og beskytter effektivt mod vejr og skrammer. Pelsens struktur gør den ligeledes smudsafvisende. Den holdes i det daglige med karte og børste og skal gerne trimmes et par gange om året.

Indlæring og håndtering

Den kraftfulde jagthund skal tidligt socialiseres med andre mennesker og hunde og lære glæden ved at samarbejde samt grundlæggende lydighed

.Træn gerne i korte sekvenser i skiftende omgivelser og med motiverende belønninger, f.eks. i form af leg.

 

 

Ruhåret hønsehunds oprindelse

Ruhåret hønsehund blev skabt i Tyskland i slutningen af 1800-tallet. Målet var en robust og ydedygtig, ruhåret jagtbrugshund, baseret på flere tyske hønsehunderacer. Den skulle kunne bruges på alle jagtmæssige områder og samtidig gøre nytte ved eftersøgning af skadet vildt. Hunden skulle kunne apportere både fra land og fra vand, og den skulle være stærk nok til at også at klare både ræv og hjortevildt.

Resultatet blev den race, som i dag er én af de meget populære jagthunde ikke kun i hjemlandet, men bl.a. også i Danmark.

Højde: Hanner 61-68 cm. Tæver 57-64 cm.
Vægt: 27-32 kg.
Farver: Brun- eller sortskimlet med eller uden store pletter, brun eller lystskimlet.
Oprindelsesland: Tyskland.
Internationalt racenavn: Deutsch Drahthaar.
FCI gruppe: Gruppe 7 – Stående jagthunde
Specialklub: Dansk Ruhår Klub

Kilde: DKK

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version