Jægere gøre både råvildtet og sig selv en tjeneste ved at sætte hegn om foderpladser, som bruges til fasaner
Tekst og foto: Henning Kørvel
Sæt hegn om fasanfoderpladser, så kun fuglevildt kan komme ind på dem for at æde korn (hvede). Hvis råvildt æder proteinrig hvede, kan det give grutforgiftning (sur vom), som kan medføre døden. Jægere, der sætter fasaner ud, hvor der står råvildt, gør således både råvildt (og sig selv) en tjeneste ved at sætte hegn om fasanfoderpladser.
Selv om råvildt principielt ikke bør fodres med korn, så kan man utilsigtet alligevel komme til at give råvildt adgang til hvede på fasanfoderpladser, der ikke er indhegnede.
Det syntes derfor nødvendigt at slå et slag for, at jægere der udsætter fasaner i skove, husker at indhegne fasanfoderpladserne, så kun fuglevildt kan komme til at æde den hvede, der er øremærker til dem.
Navnlig i februar og marts, før græs og alle hånde urter skyder rigtigt frem, ses det ofte, at råvildt søger til fasanfoderpladser for at æde korn. Foderpladser kan således blive en kilde til smittespredning i en råvildtbestand.
Selv om råvildt ikke er flokdyr, så kan fasanfoderpladser nemlig tiltrække råvildt fra andre dele af skoven, og mange dyr således samles på et relativt lille areal, hvorved syge dyr kan smitte raske.
Man kan ikke bebrejde råvildt, der søger nemme løsninger, når de er sultne, men hvis foderpladsen var hegnet, så ville det tvinge dyrene til at æde andre fødeemner.
En anden hage ved fasanfoderet er, at det i kraft af højt indhold af protein eller kulhydrater kan være alvorligt for råvildt at æde det, fordi kornet kan give dyrene grutforgiftning (sur vom), som kan medføre døden.
Principielt har råvildt i Danmark ikke behov for at blive fodret. Fordi råvildt i vinterhalvåret normalt vil gå over til mere fiberholdig føde såsom knopper fra løvtræer, roer og vinterafgrøder, så kan dyrene gives en håndsrækning ved, at der tyndes ud i bevoksninger med eg og ask, og dyrene således kan æde knopperne.
I tilfælde af skorpesne, så skrab sneen bort langs hegn eller skovkanter, så dyrene får lettere adgang til vinterafgrøder. Skraber man også skorpesne bort fra grønne spor i skoven, så kan råvildt fouragere også der.
Råvildt følsomt over for tætte bestande
Råvildt er det meste af året udprægede enspændere, idet bukke gerne færdes for sig selv, og råer går sammen med deres lam. Råvildt adskiller sig således fra både kron- og dåvildt, der begge er udprægede flokdyr, der i stort antal derfor ikke matcher råvildt, og slet ikke dåvildt, der konkurrerer med råvildt om føden.
Kun i vinterhalvåret med ophør i april samles råvildt fra skove i spring på vintersædmarker for at æde, men de er kun fælles om fourageringen, for når de har ædt, går de enkelte dyr tilbage til deres hjemmeområde i den skov, hvor de holder til.
Råvildtets immunforsvar er tilpasset den sociale adfærd. Råvildt er derfor mere følsomt over for tætte bestande end kronvildt og dåvildt, hvilket gælder for stress, smitte og spredning af parasitter.
Udbrud af sygdomme i en råvildtbestand er normalt naturens egen metode til regulering af store bestande.
På revirer med meget råvildt bør man ved jagt sørge for at tage en fornuftig del af lam og råer ud af den, så antallet af dyr matcher terrænets bæreevne og fødegrundlag.
Fotoet taler sit eget sprog om, hvad der foregår, men det er ikke endt med, at råvildt æder hvede og således kan få sur vom. Med kornet følger også jord, der er fundet i maven hos dødfundet råvildt, som er obduceret.
Afskydningen bør koncentreres om dels unge og dels ældre dyr, fordi de som hovedregel har det laveste immunforsvar. Og der bør tilstræbes en ligelig afskydning af handyr og hundyr.
Og man bør som hovedregel altid skyde små dyr og dyr med tegn på sygdom (afføring på spejlet eller ned af bagløbene).
Man bør også skyde dyr med dårlig pjusket pels, der kan være indikation på pelslus (og andre parasitter), og endelig bør man altid afskyde bukke med ringe opsatsdannelse (knopbukke), og bukke som tegner dårligt ved fx ringe afstand imellem stængerne.
