Sikavildtet er ikke udbredt over hele Danmark. Da den tillige overvejende er nataktiv, er den et af de mere sjældne syn i den fri natur
Sikavildtet – skovens grå spøgelser
Af Redaktionen
Sikaen (Cervus nippon) er mindre end då- og kronvildtet, men større end rådyr. Den måler cirka 80 cm i skulderhøjde, er som regel 140-150 cm lang målt fra snudespids til halerod og vejer for hannens (hjorten) vedkommende cirka 50 kg, mens hunnen (hinden) vejer omkring 35 kg.
Sikaens sommerpels er rødbrun med rækker af hvide pletter, og fra nakken og ned langs dyrets ryg er der en sort stribe. Undersiden er lys gulbrun.
I oktober fældes sommerpelsen, og erstattes af vinterpelsen som er tykkere, mørkegrå og uden pletter. Hjorten har i vinterpelsen en tillige en kraftig manke omkring halsen. Spejlet, som er den del af bagenden, der omgiver halen, er hvidt og omkranset af en sort stribe både i sommerpels og vinterdragt.
Kun hjorten bærer gevir. Når geviret kastes i april-maj begynder et nyt straks at vokse ud. Mens det vokser er geviret dækket af et tyndt lag hud, basten.
Når geviret i august-september er ved at være færdigudviklet, begynder basten at tørre ind. For at få den døde hud af, fejer hjorten geviret mod træstammer og grene.
Sikaens sommerpels er rødbrun med rækker af hvide pletter.
Sikaen lever udelukkende af planteføde. Græsser og urter udgør en stor del af føden, men sikaen æder også svampe, skud og knopper, bregner, bark og olden.
Sikaerne er overvejende nataktive. De søger føden både i skov og på nærliggende marker, mens de om dagen holder til i tæt skov.
Uden for brunsttiden færdes hjortene sammen i små hjorterudler, der oftest består af en ældre hjort og et par yngre hjorte. Hinderne danner også små rudler, som ofte består af en eller to hinder med deres kalve og eventuelt nogle ungdyr.
Brunstperioden varer fra september til december. Hjortene søger til brunstpladser, hvor de, for at tiltrække hinderne, laver brunstgruber med forbenene og geviret. Brunstgruber er små fordybninger i jorden, som hjortene oversprøjter med urin og sædvæske.
Når sikahjorten er i brunst, udstøder den et højt og gennemtrængende fløjt eller skrig.
Efter en drægtighedsperiode på cirka syv en halv måned fødes kalven. Kalven dier indtil den er syv til ti måneder gammel.
Sikas udbredelse i Danmark
Sika er en asiatisk hjorteart, der blev indført til Danmark i 1900-tallet.
I dag menes den samlede danske bestand at være omkring 700 dyr (ifølge Naturstyrelsen) fordelt på fåtallige lokaliteter i blandt andet den midt- og nordøstlige del af Jylland samt i sydvestsjælland.
Den samlede afskydning – baseret på jægernes indbretning ses herunder i en tabel udarbejdet af DCE, Aarhus Universitet. Det fremgår ikke om der i udbyttet indgår dyr nedlagt i f.eks. dyrehaver.
Sika: Vildtudbytte
Muligvis kan ræve tage sikakalve, men ellers er det i Danmark kun ulven, som kan have sika på menuen. Det er jægerne, der er sikavildtets største udfordring. I seneste jagtsæson blev der således nedlagt cirka 600 dyr i følge jægernes indberetninger til vildtudbytte-statistikken.
