Formand for Vildtforvaltningsrådet mener jægerne bør tage fat om nældes rod i spørgsmålet om forvaltning af hjortevildt og rejser nu spørgsmål om eventuel fredning af kronhjort
Skal kronhjorten nu fredes?
Af Redaktionen
I et videoopslag på Miljøministeriets hjemmeside opfordrer formand for Vildtforvaltningsrådet til, at jægerne tager fat om nældens rod i spørgsmålet om forvaltning af hjortevildt.
Jan Eriksens indslag er målrettet hjortevildtgrupperne, som snart samles på Djursland til debat om forvaltning af det store hjortevildt.
Eriksens optakt til mødet tager udgangspunkt i adaptiv forvaltning. Et begreb, der dog stadig debatters blandt jægere, da det forekommer uklart og ikke i tilstrækkelig grad defineret.
Lidt ligesom EU, Rusland og Kina, som hver især har forskellige opfattelser at begrebet demokrati.
Den adaptive forvaltning kan dog – i følge denne redaktions opfattelse – deles i to meget overordnede udlægninger.
1.) Adaptive jagttider – altså dynamiske og tilpasse jagttider
2.) Adaptiv forvaltning – langt mere omfattende model med inddragelse af målsætninger fra både jægere, og andre brugere af naturen … og her til omfattende tællinger af vildtbestande, løbende evaluering og lokal inddragelse af forskere etc.
KLIK herunder og lyt til Jan Eriksens indslag og bemærk, at man udover et stor antal artikler her på siden også kan læse mere om adaptiv vildtforvaltning på DCE og Naturstyrelsens hjemmesider …
LÆS mere om ADAPTIV FORVALTNING
Adaptive jagttider – altså tilpassede jagttider eller dynamiske jagttider – har vi vel allerede i et eller andet omfang, da vildtarterne løbende udsættes for vurdering af jagttidens bæredygtighed. Her læner biologer og politiske rådgivere sig bl.a. op af vildtudbyttet.
Decideret adaptiv forvaltning kan dog være noget helt andet. Det kan man læse meget mere om på Netnatur, der har fulgt debatten siden den startede med jægerforbundets åbenlyse begejstring for de nye tanker – vel at mærke på et tidspunkt, hvor de fleste af os måtte en tur på Google for bare at få begrebet nogenlunde afklaret.
I den deciderede adaptive vildtforvaltning er der indbygget et paradigmeskifte i forhold til den nuværende danske model, som er baseret på jagttider og indberetninger af nedlagt vildt etc.
I den adaptive model arbejdes der med at levende vildt optælles. Omfattende sæsontællinger skal afgøre jagttidernes begyndelse, afslutning og længde med mere.
Det siger sig selv, at den adaptive model er en meget omkostningstung metode sammenholdt med den nuværende. Derfor skal økonomien i den nuværende model naturligvis sammenholdes med omkostningerne ved at følge den kommende.
Nogle af de spørgsmål, som derfor rejser sig – eller bør rejse sig, når man holder vores nuværende danske model op imod den nye og mere akademiske er naturligvis prisen. Hvorfra vil skal pengene komme, når vildoptællinger m.m. evt. bliver en del af finansloven?
Dette spørgsmål er endnu ikke berørt af bl.a. Jægerforbundet, der hører til blandt de mest ihærdige fortalere for det nye forvaltningssystem.
Men måske er hensigten, at det er jægerne der selv skal finansiere betalingen for adaptiv forvaltning via jagttegnsafgiften?
I givet fald kan de danske jagttegnsløsere se frem til en klækkelig stigning af den årlige afgift, når “hele den adaptive model rulles ud”, som udtrykt af Vildtforvaltningsrådet.
Når Jan Eriksen nævner, at fredning af hjorte kan være en del af fremtidens forvaltningsmodel, kan det bunde i flere ting. Der er plads til fortolkning.
Den nuværende minister på området har udtrykt ønske om, at fremtidens forvaltning skal baseres på frivillige aftaler. Det betyder, at tanker om tvangslag, forpligtende naboaftaler eller lignende må falde til jorden. Og hvad er der tilbage herefter ud over fredninger?
Udsagnet om fredning af hjorte kan også være udtryk for, at Eriksen har indset, at jagttiderne faktisk kan være en effektiv metode til at styre bestandens sammensætning af alder og køn.
Detaljerede informationer indsendt af jægerne til DCE, viser jo, hvornår hjortene nedlægges i forhold til sæsonen.
Hvornår skydes kronhjortene?
Kædet samme med andre observationer fremstår der en klar fornemmelse af, at jagttiderne rent faktisk kan være ganske effektive, når det handler om at styre bestanden i mål.
Er det virkeligt blot den berømte tiøre, der er faldet i Vildtforvaltningsrådet?
Var det ikke fordi adaptive forvaltning bliver nævnt i samme forbindelse som “fredning” , kan man forledes til at tro dette.
Men forslaget om at frede hjortene kan i virkeligheden også ses som en slags rød løber til den adaptive forvaltning med alt hvad dette indebærer. Altså kommer udsagnet til at virke som fredning eller adaptiv vildtforvaltning.
Uanset om vælger den ene model eller den anden – eller noget midt i mellem – tager debatten udgangspunkt i målsætningen. Og interessant er det, at denne er justeret undervejs i den årelange diskussion.
Biologerne på DCE forslog oprindeligt, at 5% af den samlede handyrsbestand skulle bestå af hjorte over otte år.
Undervejs er denne målsætning dog ændret fra vanskelig til nærmest umulig at indfri, hvis ekspertudtalelser på området skal tages til troende.
I stedet for at fem procent af handyrbestanden skal være over otte år, mener Jægerforbundet, at fem procent af HELE bestand skal bestå at hjorte over otte år.
Eksperter på området har rystet på hovedet over denne formulering …
– Det kan ikke lade sig gøre, har det heddet sig.
Om den årelange debat ender der, hvor den i sin tid startede, nemlig med DCE’s anbefaling til jagtstart efter dyrenes brunstperiode, kan kun fremtiden vise.
Konstateres kan det dog, at begrebet fredning tilsyneladende atter er inddraget i diskussionen om bæredygtig forvaltning af det danske hjortevildt.
Læs mere om ADAPTIV FORVALTNING
