Henning Kørvel ser tilbage på ”Frederikssundsagen”, hvor jægere uden egentlig årsag fik deres hjem undersøgt for opbevaring af våben. Et forhold som advokat i sagen mente var i strid med Grundloven
Skandaløs våbenkontrol
”Frederikssundsagen” kaldes den slet og ret, og den dækker over, at Frederikssund Politi ofte stødte på våben i det kriminelle miljø, som var stjålet i danske hjem, men ikke meldt stjålet, undersøgte politiet for 25 år siden derfor våbenopbevaring i hjemmene. 175 indehavere af våbentilladelser var udpeget til kontrollen, men politiet stoppede brat, da 83 personer var kontrolleret. Sagen resulterede i en regn af bøder for ulovligheder, og cirka 15 personer mistede jagttegnet, og for fleres vedkommende tillige våbentilladelsen. Jægerne fik juridisk assistance fra Danmarks Jægerforbund, og advokat Jørgen Damgaard mente, at politiet havde overtrådt Grundloven.
Tekst og foto: Henning Kørvel
Fordi våben blev fundet oftere i det kriminelle miljø, der ofte var rockerrelateret, og de tit var hælervarer, men ikke meldt stjålen i danske jægerhjem, følte politiet sig overbevist om, at de og ammunitionen ofte ikke var opbevaret forskriftsmæssigt.
For 25 år siden inspirerede dette politiet i den daværende Frederikssund Politikreds til at ville se våbenopbevaringen i hjemmene efter i sømmene. I hver af politikredsens syv kommuner udvalgte politiet at ville besøge 25 indehavere af våbentilladelser, altså i alt 175 personer.
Men af årsager, som man nødsages til at gisne om, fordi politiet ikke har villet sige noget om dette, må man således konkludere, at fordi eftersynet af jægeres opbevaring af skydevåben i hjemmene, ikke matchede Grundlovens bestemmelse om, at ”freden i boligen er ukrænkelig”, blev razziaen stoppet efter besøg hos 83 personer, og den står således tilbage som en skandaløs razzia.
Hos de 83 våbentilladelsesindehavere, der blev besøgt, blev der beslaglagt 65 ulovlige skydevåben, 20 ulovlige stikvåben, 54.000 stykker ammunition, heraf 6.000 blyhaglspatroner, fem håndgranater, to mortérgranater og to røggranater.
Derudover blev der konstateret 67 overtrædelser af bestemmelserne vedrørende opbevaring af våben og ammunition, og i hele sagskomplekset blev der rejst sigtelse imod 53 personer for en eller flere overtrædelser.
”Det er beskæmmende, at vi hos folk, der næsten dagligt har med våben at gøre, har konstateret så mange forsømmelser. Og med kontrollerne har vi således fået bevist vores formodning om, at kriminelle personer har let ved at skaffe sig både våben og ammunition ved indbrud i private hjem”, sagde en vicepolitiinspektør til ”Jæger” (10, 1997).
Jægerne, der blev besøgt af en vicepolitikommissær og en kriminalbetjent, oplevede våbenkontrollen dybt problematisk på grund af navnlig vicepolitikommissærens sprogbrug og adfærd.
Forfølgelse af minoritetsgruppe
”Jeg finder, at politiets våbenkontrol er dybt amoralsk, for det kan ikke være rigtigt, at blandt andre vi jægere skal lægges for had, fordi politiet ikke kan styre et par hundrede rockere. Det er vildt overdrevet, at politiet farer rundt til alle med en våbentilladelse, og jeg mener, at sagen er grebet helt forkert an. Hele kampagnen ligner mere et politisk spil, der alene har til formål at skaffe politiet flere ansatte, for rockerne har nemlig de våben, som de skal bruge. Hvis det er haglbøsser, de vil have, kan de jo bare købe dem i en jagtforretning. Det er således ikke nødvendigt at lave indbrud hos os jægere. Jeg bryder mig heller ikke om den måde, hvorpå politiet kommunikerede information om kampagnen ud til befolkningen, idet jeg ikke kan forstå, at jægere slås i hartkorn med folk, der har ligget inde med blandt andet håndgranater. I det hele taget anser jeg våbenrazziaen i Frederikssund Politikreds som forfølgelse af en minoritetsgruppe”, sagde en jæger i Hundested til ”Jæger” (12, 1997).
To andre jægere kritiserede ligeledes politiet i utvetydige vendinger, og advokat Jørgen Damgaard, der dengang sad i HB i Danmarks Jægerforbund, slog fast, at med udgangspunkt i grundlovens paragraf 72 må husundersøgelse kun foretages, hvis der foreligger en udtrykkelig lovhjemmel eller forudgående retskendelse.
Hverken våbenloven eller anden lovgivning giver politiet adgang til at krænke freden i boligen, hvis der er tale om den almindelige jæger med lovligt jagttegn og riffeltilladelse. Hvis jægeren herudover har samlertilladelse eller genladningstilladelse, har politiet i henhold til våbenloven derimod mulighed for at kontrollere opbevaring af våben uden forudgående retskendelse.
I de tre tilfælde af våbenkontrol, som Jæger refererede over for Jørgen Damgaard, mente han ikke, at der i nogen af dem var adgang til kontrolforanstaltninger, foretaget af politiet, og reglerne om ransagning syntes heller ikke at være overholdt. Desuden syntes grundbetingelsen om en rimelig mistanke om en lovovertrædelse ikke at have foreligget i nogen af tilfældene. Hvis det endelig havde været tilfældet, skulle politiet i alle tre tilfælde have fulgt hovedreglen om først at indhente rettens godkendelse af ransagningen. Det antages da også, at politiet er forpligtet til at vejlede folk om deres rettigheder, men efter Damgaards mening syntes vejledningen i højere grad at have været vildledning.
”Det samlede billede af de tre tilfælde synes at være, at politiet ikke har kendt reglerne i våbenloven, og at politiet derved er kommet til at tilsidesætte borgernes grundlovssikrede ret om boligens ukrænkelighed. Alle laver fejl, og her er politiet naturligvis ingen undtagelse, men når en fejl er begået og erkendt, må den rettes, og der må gives en passende undskyldning og eventuelt erstatning til de borgere, som fejlen er gået ud over”, sagde Jørgen Damgaard.
Den ledende politiinspektør i Frederikssund Politikreds afviste, at politiet ved kontrollen af våbenopbevaring hos indehavere af våbentilladelser begik fejl.
”Under indtryk af der ved indbrud i private hjem forsvinder mange våben, er vi kørt ud til folk for at danne os et billede af, hvordan de våben, som vi har givet tilladelse til, opbevares”.
”Vi kender grundloven og retsplejeloven udmærket, og med hjemmel i den enkelte våbentilladelse
har vi ringet på hos folk og fortalt om vores ærinde, idet vi samtidig har spurgt, om den enkelte havde noget imod at vise os, hvordan vedkommendes våben blev opbevaret. Hvis svaret havde været, at folk ville se en kendelse fra retten, ville vi have sagt, at en sådan havde vi ikke, og ville så være gået igen. Ingen af de personer, som vi har besøgt, har sat spørgsmålstegn ved det, som vi gjorde, og der er heller ingen, der har modsat sig, at vi så på deres våbenopbevaring”, sagde politiinspektøren ”Jæger” (12, 1997).
Jurist bestyrket i fejl i kontrollen
”Der er derfor tale om en flothed, når en jurist (Jørgen Damgaard, red.) påstår, at vi ikke kender grundloven og retsplejeloven. Efter grundloven er boligen ukrænkelig, javel, men ved at ringe på hos folk og spørge, om vi måtte se på våbenopbevaringen, har vi ikke tilsidesat hverken grundloven eller retsplejeloven”, mente politiinspektøren.
Han fortsætter:
”Når der ved de ”uskyldige” besøg hos nogle af de 3.500 personer i Frederikssund Politikreds med våbentilladelse også er blevet ransaget, er dette ifølge politiinspektøren selvforskyldt, fordi politiet efter at have fået adgang til boligen, er stødt på ulovligheder som fx en bajonet. Det har så fået politiet til at beslutte, at der har været behov for ransagning, hvilket folk har skrevet under på, at de var indforstået med”.
”Det kan være det, der efterfølgende opleves anderledes, end det var tænkt ved hoveddøren”, sagde politiinspektøren.
”Damgaards påstand, at politiet i Frederikssund skylder de besøgte våbenejere en undskyldning, kommenterer politiinspektøren derhen, at han ikke forstår, at Damgaard ikke skrev til den daværende politimester Preben Aarø Hansen i Frederikssund.
”Der er ikke en eneste af de våbenejere, vi har besøgt, der efterfølgende har klaget. Hvis nogen føler sig krænket, undrer det mig, at de ikke har klaget til os. Hvis nogen er trådt for nær, skulle vi nok have hørt fra dem”, mente politiinspektøren og føjede til, at ”fordi jægernes våbenopbevaring er en del af politiets arbejde, vil den konstant blive holdt under observation, fordi intentionen er at få luget vildskuddene bort”.
Politiinspektørens kommentarer bestyrkede Jørgen Damgaard i sit indtryk af, ”at politiet ikke har været opmærksom på reglerne, da våbenkontrollen blev iværksat”.
”Der forekommer nemlig ikke at være overensstemmelse imellem de tre våbenejeres og politiets opfattelse af besøget hos våbenejerne”, sagde Jørgen Damgaard (”Jæger” 12, 1997).
En politiassistent har i 2019 fortalt journalisten bag denne historie, at fordi man i andre politikredse så den samme tendens, som fik den daværende Frederikssund Politikreds til at indlede sin kontrol af våbenopbevaring i 1997, planlagde andre politikredse at ville kopiere Frederikssund Politikreds, men da man erfarede, hvor kluntet kampagnen blev grebet an i Frederikssund, og hvor folk ikke mindst fik afløb for deres frustrationer i ”Jæger”, opgav man forehavendet.
Det er dog spørgsmålet, om kontrollerne i andre politikredse overhovedet ville have været iværksat, fordi Justitsministeriet antagelig stak en kæp i hjulet, efter at Frederikssund Politikreds havde gennemført 83 ud af 175 planlagte kontroller af våbenopbevaringen.
Våbenskabe blev påbudt i 1996, men ved kontrollen af våbenopbevaring i Frederikssund Politikreds i 1997, havde flere endnu ikke fået våbenskab. I et tilfælde blev en haglbøsse og jagtriffel opbevaret bagved et klædeskab i soveværelset, og for haglbøssens vedkommende sad forskæftet på, hvilket giver sig selv, ikke var/er i orden.
Bøderegn til våbenejere
Politiet i Frederikssund var i julehumør, da en regn af bødeforlæg før julen i 1997 blev sendt ud til nogle af de våbenejere, som havde haft besøg af politiet ved razziaen, hvor politiet kontrollerede våbenopbevaringen.
Mens nogle valgte at betale bøderne straks, ville andre igen ikke betale, men ønskede deres sag prøvet i retten.
Politiet udstedte bøderne i henhold til en model fra Statsadvokaten, og som udgangspunkt takseredes et ulovligt våben til at bøde på 3.000 kroner, mens efterfølgende ulovlige våben kostede 1.500 kroner.
Besiddelse af ”ulovlige” blyhaglspatroner uden tilladelse kostede 500 kroner, men i tilfælde af, at den pågældende våbenejer havde andre forseelser på samvittigheden, så blev ”patronbøden” sat ned til 250 kroner. Besiddelse af ulovlige blankvåben kostede bøder på 600 kroner, mens bøden for ulovligt opbevarede våben kostede 600 kroner for det første, og 250 kroner for de efterfølgende våben.
Udover at politiet foretog en samlet vurdering blev der taget sociale hensyn. Både pensionister og unge under uddannelse fik således lidt ”rabat”.
For cirka 15 af de jægere, som, var blevet besøgt af politiet, blev straffen dobbelt hård, fordi de mistede jagttegnet, og for fleres vedkommende også våbentilladelser.
Hos en jæger i Melby havde politiet således inddraget nogle blyhaglspatroner og en salonriffel, som han ikke havde tilladelse til, men i forvejen havde han våbentilladelse til jagtriffel.
Politiet takserede disse forseelser til en bøde på 4.000 kroner, som han indgik en aftale med politiet om at betale.
Han troede, at sagen hermed var ude af verden, men fik en chok, da han i marts 1998 fra Skov- og Naturstyrelsen fik en samtykkeerklæring i stedet for et nyt jagttegn. Efter politiets nægtelse af samtykke til fornyelsen af jagttegn, holdt han op med at betale bøden, fordi han nu ville have sin sag for retten.
”Når det tages i betragtning, at våbenkontrollen fandt sted i midten af 1997, savner det enhver logik, at politiet lod mig beholde jagttegnet, efter at sagen var afsluttet, for så i marts 1998 at nægte at give samtykke til fornyelse af jagttegnet”, sagde jægeren, der også var utilfreds med, hvor længe Frederikssund Politi havde tænkt sig, at han skulle stå uden jagttegn.
Danmarks Jægerforbund ydede gratis juridisk assistance til jægere, der kom i klemme under ”Frederikssundsagen”.
Retningslinjer fra Rigsadvokaten gav indirekte jægeren fra Melby medhold i, at Frederikssund Politis håndtering af sagen var besynderlig. Rigsadvokaten fastslår nemlig, at hvis der i forbindelse med enten en straffesag eller udsendelse af et bødeforlæg, ikke nedlægges påstand om frakendelse af jagttegn eller nægtelse af samtykke, må der efterfølgende ikke ske administrativ tilbagekaldelse af samtykke til jagttegn.
Den daværende formand for Danmarks Jægerforbund, Kristian Raunkjær oplyste, at man dengang havde omkring en halv snes nægtelser af samtykke til jagttegn årligt, men fordi det næsten aldrig skete, at klagere fik medhold i Justitsministeriet, var han heller ikke fortrøstningsfuld i forhold til sagerne fra Frederikssund Politikreds. Men fordi våbenkontrollen der efter jægerforbundets opfattelse ikke havde været udført ”efter bogen”, håbede han imidlertid på et andet resultat, når sagerne behandledes i Justitsministeriet.
Kristian Raunkjær gjorde sluttelig opmærksom på, at med nægtelse af samtykke til jagttegn, stod de berørte jægere uden hjemmel til at være i besiddelse af både våben og ammunition.
Når der er nægtet samtykke, rådede han derfor de pågældende til at træffe aftale med en våbenhandler om opbevaring af vedkommendes våben og ammunition, eller de pågældende indgik en lignende aftale med en jagtkammerat. Derved undgås det i det mindste, at der kommer en sag oven i den verserende.
Politiet beslaglagde konsekvent alle blyhaglspatroner, men jægere der brugte dem til jagt i Sverige, blev – takket være Jægerforbundets jurist – frikendt for dette forhold, og fik også det beløb, de havde betalt i bøde tilbage.
EPILOG
Selv om cirka 15 personer mistede jagttegnet og nogle også våbentilladelsen, fik nogle af de sigtede personer delvis oprejsning.
Personer, der var tiltalt og havde fået en bøde for besiddelse af blyhaglspatroner, som de kunne sandsynliggøre, de brugte til jagt i Sverige, blev frikendt for dette forhold, fordi blyhagl i Sverige modsætning til i Danmark var/er tilladt hinsidan.
Frikendt blev også jægere, der var sigtet for og havde betalt bøder for besiddelse af militær spidsskarp ammunition af både kaliber .308 og .30-06.
Jægere, der lå inde med militære patroner af disse kalibre, havde naturligvis ikke fået dem af nogen, der havde neglet dem i forsvaret, men købt dem i en jagtforretning.
Patroner af begge kalibre, men fra 1994 kun kaliber .308, idet Garandgeværet i Den Kgl. Livgarde udgik fra Forsvaret det år, blev på det tidspunkt fremstillet af Ammunitionsarsenalet i Frederikshavn, som nu og da solgte et parti patroner til jagtforeninger, som solgte dem videre til jægere som træningsammunition.
Patronerne, der oprindelig var fremstillet til ”Gevær 75”, var i bunden mærket AMA for Ammunitionsarsenalet, og det var en sejr for de jægere, som fik erstatning for de konfiskerede spidsskarpe patroner, og de i tilgift fik de betalte bøder tilbage.
Samtidig fik jægere, der fremadrettet købte militærammunition til træning det gode råd, at de gemte kvitteringen i tilfælde af, at politiet skulle spørge, hvor de har ammunitionen fra.
”Frederikssundsagen” står på enhver tænkelig måde tilbage som skandaløs, og det ventes derfor ikke, at den nogen sinde vil blive gentaget.
