Skoven som sidste hvilested

Af Laura Elisabeth Lind, DN.dk

De danske skove er blevet et nyt alternativ, når vi vælger gravsted. I hvert fald skifter flere danskere nu kirkegårdens perlegrus og friserede ligusterhække ud med skovmuld og svajende trækroner.

De nøgne bøgetræer står side om side og svajer i vinden. Det er koldt. Temperaturen har sneget sig ned på 5 grader på en dag i december.

For foden af et af de høje træer ligger Vibeke Holmegaard på knæ og forsøger at skovle nedfaldne blade til side med hænderne. Var det ikke træ nummer 78? Hun leder igen. Og så er den der. Den lille koksgrå mindeplade med hendes fars navn, fødselsår og dødsår. Henning Larsen, 1925-2018.

– Skoven forandrer sig hele tiden. Så man skal lige vide, hvor den er. Og det er længe siden, jeg har været her. Det er helt i min fars ånd. Han ville ikke have haft os rendende i tide og utide. Han sagde altid, at det ikke er ved gravstenen, man mindes. Det gør man i hjertet,

fortæller Vibeke Holmegaard.

Hvis man ønsker ligbrænding, har man ret til at få urnen med asken nedsat på en af folkekirkens kirkegårde eller i et kolumbarium i tilknytning til en kirkegård. Denne ret har man, selv om kirkeministeren kan tillade, at urnen anbringes på et andet godkendt sted, eller at der “forholdes med asken på anden sømmelig måde”. Disse muligheder benyttes kun i meget begrænset omfang. Hvert år giver Kirkeministeriet således ca. 250 tilladelser til, at aske spredes over åbent hav. Sådanne tilladelser gives kun, når afdøde klart har udtrykt ønske om det. Der gives desuden årligt ganske få tilladelser til, at urner nedsættes på andre steder end godkendte begravelsespladser. Der gives kun tilladelse, når ønsket er at nedsætte en urne på en privat ejendom af betydelig størrelse (mindst 5.000 m2). Der stilles desuden krav om, at gravfreden sikres gennem tinglysning af en servitut på ejendommen. KILDE: Kirkeministeriet.dk

En af de skove, der er kommet med på den nye begravelsestrend, er Stensballegaard Skov ved Horsens, hvor Vibekes far, Henning Larsen, ligger begravet. Som den første private skov i Danmark er der her afsat et stykke skov til skovbegravelsesplads. I alt har 15 danskere fået deres urne nedsat i skovmulden og mere end 50 har allerede reserveret en urneplads under trækronerne.

Skoven er liv

Udover Henning Larsen hviler 14 andre danskere i skovbunden i Stensballegaard Skov, som tilhører godset Stensballegaard.

Ved første øjekast, når man går langs grusvejen med fjorden og golfbanerne på højre side og skoven og skovbegravelsespladsen på venstre, lægger man ikke mærke til begravelsespladsen, der breder sig over godt 1,2 hektar skov. For der er ingen veltrimmede ligusterhække, gravsten, kors, blomster eller blafrende stearinlys som på en kirkegård.

Og det var netop det naturlige og omskiftelige, som tiltalte de efterladte den dag, hvor de sad rundt om bordet med bedemanden og skulle beslutte, hvor Henning Larsens urne skulle nedsættes efter begravelsen i kirken.

Det fortæller hans efterladte hustru 83-årige Jonny Larsen. Hun har taget plads på en stor træstub ved siden af familiens træ.

– Der er liv i en skov, og den følger årets gang. Falder der en gren ned, så falder der en gren ned. Og så bliver den liggende. Det er naturen, der bestemmer her. Derfor er jeg meget glad for, at han kom her hen og hvile, siger hun.