Godserne frygtede ham, og for at sætte en stopper for hans hærgen, udnævnte 13 herregårde den danske krybskytte til distriktsbetjent
Tekst: Henning Kørvel
Skytte-Lars (Lars Christian Nielsen) debuterede som krybskytte i 1893, og han levede stort set af denne metier indtil sin død i 1932. Godserne frygtede ham, og for at sætte en stopper for hans hærgen, udnævnte 13 herregårde ham i 1903 til distriktsbetjent. Krybskytteriet ophørte, og efter to år blev stillingen nedlagt. Han blev hjulpet til et værtshus i Næstved, men druk, kortspil og ægteskabeligt forlis slog ham ud efter syv år, og han genoptog krybskytteriet. Efter at have tømt skovene på Sjælland, rejste han til Jylland, hvor han huserede på Frijsenborg, men i 1927 blev han anholdt og idømt en bøde, han ikke kunne betale og skulle ”sidde af” i Århus Arrest, men 10 dage efter at have påbegyndt afsoningen blev han syg og eftergivet straffen. Han slog sig ned i Masnedsund, men døde på Vordingborg Sygehus 27. oktober 1932. I 1972 kom Henning Kørvel på sporet af hans selvbiografi og skrev to artikler om den, før Jesper Laursen udgav ”Skytte-Lars” i 1987.
Det er bidende koldt, da tre mænd ved midnatstid 5. januar 1893 forlader en gård i Rislev med kurs mod Stenskoven en halv mil derfra. Januarblæsten bider i næse og ører, og mændene skutter sig i de store overfrakker for at holde varmen.
Mændene er ”Skrå-Kristian”, ”Hovedet” og ”Skytte-Lars”. Gemt under frakken har de hver især en riffel, og ærindet er Stenskovens råvildt.
Da mændene når til bestemmelsesstedet, stiller de sig op ved hver en vejpil og venter på, at dyrene skal komme ud på vinterrugen.
Efter en halv times tid er der bid. En rå kommer ud og stiller sig i grøften kun 50 alen fra Skytte-Lars.
En god chance, tænker han og lægger an op af træet. Da han trykker på aftrækkeren, lyder et øredøvende brag, og den gamle 48-er giver ham så kraftigt et stød, at han vælter omkuld og ser både sol, måne og stjerner. Råen slipper med skrækken.
Mændene opgiver deres forehavende og begiver sig hjemad. Lidt triste til mode er de, men alligevel har oplevelsen tændt jagtiveren i dem, og de sværger, at dyrene nok skal blive deres.
Besat af denne tanke drives den dengang kun 19-årige Lars ud i krybskytteri, der både bliver hans liv og på en måde også hans død.
Hans rigtige navn er Lars Christian Nielsen. Han var født 13. juni 1874 i Aversi Sogn, Tybjerg Herred nord for Næstved. Faderen var kusk, og moderen tjente på herregården Assendrup.
Sov i skolen
Kun otte år gammel var Lars blevet sendt ud at tjene hos en skovfoged som røgterdreng. Skolegang blev der ikke meget af, for når han endelig kom i skole, var han så træt, at han faldt i søvn, og han var således ude af stand til at tage imod lærdom.
Nogle år efter skoletiden fik Lars plads på en gård i Rislev. På nabogården tjente en pige, Anna, som han blev gode venner med og besøgte, når hendes forlovede var optaget af sine pligter på den gård, hvor han tjente, men det blev et skæbnesvangert bekendtskab. Anna blev gravid, og da hendes forlovede opdagede det, stak han af til Amerika og var umulig at opspore.
Hun måtte imidlertid have en forsørger, og en dag blev Lars indkaldt til retten i Næstved, som i en kendelse pålagde ham at betale børnepenge i 14 år.
Det stod hurtigt klart for ham, at han umuligt kunne skaffe pengene, hvis der også skulle være en skilling til overs til eget forbrug. Han kunne derfor kun se en udvej: Krybskytteri.
Aftenen efter det mislykkede forsøg ved Stenskoven, var Lars, Skrå-Kristian og Hovedet igen i Stenskoven.
Heller ikke denne gang havde de heldet med sig, men løb lige i armene på skovfogeden og hans folk. Lars måtte igen møde i retten i Næstved, hvor han vedtog at betale en bøde på 15 kroner, som blev den første af de i alt 25 bøder, som han idømtes i de 30 år, han ernærede sig som krybskytte. De fleste afsonede han på vand og brød.
Efterhånden begyndte de natlige ture til skovene ved Næstved at give resultater. Det kunne godserne også se, fordi råvildtbestanden svandt synligt ind.
Godserne svarede igen ved at forstærke vagten i skoven betydeligt, men Skytte-Lars var snu og formåede gang på gang at snyde sine forfølgere.
Han drev krybskytteri nat og dag og lagde ikke skjul på, at han var krybskytte. Ret hurtigt blev han berygtet i hele Sydsjælland, hvad der ikke overraskende medførte, at han ikke kunne få arbejde noget steds. Hvor han spurgte, blev han mødt med svaret:
”Du er krybskytte. Dig kan vi ikke bruge”!
Alarm på godserne
Skytte-Lars svarede igen ved at intensivere sin ulovlige levevej. Godserne forstærkede vagten, og Lars måtte oftere og oftere møde i retten.
En overgang stod det så tit på, at han måtte afsætte tre dage om ugen til møder i retten og politiforhør, men for hver bøde han idømtes, blev han mere og mere ivrig og hævngerrig, og i sidste instans kom godserne således selv til at betale hans bøder.
Han havde nemlig ikke mere end lige modtaget et bødeforlæg, før han gik ud i godsernes skove for at skyde råvildt, som han – når det var solgt – så betalte bøderne med.
Lars huserede nu i næsten samtlige syd- og midtsjællandske skove, og hvor han ikke kunne komme omkring til fods eller på cykel, lejede han et hestekøretøj.
Ofte var det nemlig 10 stykker råvildt, der skulle transporteres til Næstved efter et nattetogt, men i 1903 blev plyndringen godserne for meget. De satte alle sejl til, og Lars blev pågrebet oftere og oftere.
En dag, da han var ude at sælge vildt efter et nattetogt, opdagede han, at to personer, som han ikke kendte, skyggede ham. Det viste sig at være politifolk, som godserne havde ansat til at holde øje med ham og alarmere dem, når han forlod sit hus i Åderup.
Lars fandt imidlertid hurtigt ud af, at de to politifolk var nogle fyldebøtter, og en dag lykkedes det for ham at drikke dem under bordet.
Dagen derpå så de ikke meget til Lars, som de troede, sov brandert ud. Da overjæger Saurbrey, Bregentved, ringede til politifolkene og fortalte dem, at der havde været krybskytter på spil om natten, blev de klar over, at Skytte-Lars havde narret dem.
Politifolkene var ikke stolte af situationen, og en dag spurgte de Lars, om han ikke kunne opgive krybskyttegerningen.
”Vi skal nok hjælpe sig til et mere hæderligt arbejde”, sagde de og foreslog, at han blev jagtbetjent, for han kendte jo alle fiduserne, og de fleste krybskytter på Sjælland var hans gamle ”elever”.
Distriktsbetjent
Lars overvejede situationen. Politifolkene lagde en dæmper på hans udfoldelsesmuligheder. Endvidere havde han flere verserende sager, og da han således indså, at det var svært at fortsætte, accepterede han politifolkenes tilbud.
I november 1903 underskrev overjæger Frederik Saurbrey et dokument, der gjorde landets mest berygtede krybskytte til distriktsbetjent på godserne: Gavnø, Lindersvold, Rønnebæksholm, Næsbyholm, Sparresholm, Gisselfeld, Herlufsholm, Bregentved, Lystrup, Rosendal, Giesegaard, Svenstrup og Holmegaard.
Aftalen gik på, at Lars skulle fungere på godserne efter behov, men nemt var det ikke for ham at bestride jobbet, fordi han blev ålet af sine gamle krybskyttekammerater.
I konsekvens af, at han havde opgivet sin gamle håndtering til fordel for at vogte over godsernes råvildt i forhold til krybskytter, aftog den ulovlige jagt ganske mærkbart, og i efteråret 1905 var situationen kommet så meget under kontrol, at han fratrådte stillingen som jagtbetjent.
Egens krybskytter åndede lettet op, men Lars var imidlertid indstillet på at fortsætte sin legale tilværelse, hvilket blev muligt, fordi overjæger Saurbrey hjalp ham til at gæstgiveri i Grønnegade i Næstved,
Værtshuset kom til at hedde ”Hjorten”, og det blev snart et yndet samlingssted for krybskytter.
Efter kun syv års forløb slog Lars sig i 1912 igen på krybskytteri efter at have mistet værtshuset i Grønnegade.
Druk, kvinder, kortspil, et forlist ægteskab og flere børn at betale til slog ham ud, og det rygtedes hurtigt, at han havde genoptaget sin gamle metier.
Vagten i skovene blev atter forstærket, og i efteråret 1916 var Lars så efterstræbt, at han ikke længere turde komme i skovene på Sydsjælland, men tog til Jylland.
Ved ankomsten til Århus cyklede han til Frijsenborg. Han havde hørt, at der skulle være godt med vildt der, og den første aften skød han i en af godsets skove en dåhjort.
Firssindstyve pund vejede den, og næste dag cyklede han til Århus, hvor en vildthandler gav ham 30 kroner for den.
”Hen på eftermiddagen kørte jeg på ny ud til min lejr i tjørnekrattet og tog mig en lur. Ved ettiden krøb jeg igen over stenten samme sted som forrige nat, tændte lygten og listede op af vejen.
Jeg kom kun nogle få hundrede alen, før jeg opdagede en treårig dåhjort i nogle graner 30 salen fra vejen.
Jeg listede mig på skudhold af den, skød den på pletten brækkede den op og tog den over nakken. Det kneb med at komme over stenten, da jeg skulle passe på, at der ikke kom blod på trinene. Hjorten var tungere end den fra forrige nat, og hovedet skulle holdes oppe, så der ikke dryppede blod fra snude og mund, og geviret ikke tog fat i trinene. Det var ikke let at komme over uden at sætte spor.
I hele tre måneder blev Lars boende i skoven, og hver nat skød han dyr, som han dagen derpå cyklede til Århus og solgte. Da vinteren satte ind, flyttede han til Århus, hvor hans kone, Polly, og deres børn sluttede sig til ham.
Krybskytteriet fortsatte med uformindsket styrke, og da bilen holdt sit indtog i Danmark, og krybskytterne tog den til sig, tog de på længere krybskytteture til blandt andet Katholm og Meilgaard.
Også Rold Skov blev besøgt, og Lars og vennerne skød her en stor mængde kronvildt, men snart blev de opdaget og blev pågrebet igen og igen, og når det blev for hedt for ham i Jylland, rejste han til Sjælland, hvor råvildtbestanden i mellemtiden atter var kommet på fode.
Et spildt liv
Lars havde nu verserende krybskyttesager i både Jylland og på Sjælland, men i 1927 blev der endelig sat punktum for hans illegale tilværelse, som efter Lars egen mening havde kostet godserne 15.000-20.000 stykker hjortevildt.
Lars blev ramt af hjertesygdom. Oven i dette fik han sin hidtil alvorligste sag på halsen.
Det skete i Jylland, hvor han for krybskytteri natten til den 27. oktober, samt fem-seks gange før og efter denne tid ved Frijsenborg Faurskov Birks Ret blev idømt en bøde på 1.000 kroner.
De to medgerningsmænd, sadelmager Karl Kristian Sørensen og Anton Peter Nielsen fik bøder på 350 og 500 kroner.
Samtlige ankede til Landsretten, som i maj 1928 forhøjede Sørensens bøde med 100 kroner og stadfæstede de to andre bøder.
Lars havde ikke så mange penge og blev derfor nødt til at sidde bøden af, og 15. juni 1928 mødte han i Århus Arrest til afsoningen, men han nåede imidlertid kun at sidde der i 10 dage, før han blev syg og indlagt på Århus Kommunehospital, hvor han gennemgik en operation.
Den 22. august blev han løsladt og eftergivet reststraffen. Syg og nedbrudt bosatte han sig i Masnedsund ved Vordingborg, hvor han kort efter havde den sorg, at konen – Polly – døde.
I sin ensomhed lod han sin krybskyttelygte lyse tilbage, og han angrede dybt, at hele hans liv var gået med krybskytteri.
Et trøstede ham. Han kunne med stolthed møde gamle krybskyttekammerater og sine talrige forfølgere. Nok havde han været hårdkogt, men han havde aldrig anvendt vold, og den bedste lærdom han fik i livet før sin død 27. oktober 1932 på Vordingborg Sygehus, blev ture i skovene på Sydsjælland.
Uden krybskyttelygte og riffel.
Fakta om bogen om Skytte-Lars
Jeg fik i 1972 et tip af min gode ven, Tage Petersen (1925-2010), kendt som ”den jordløse bonde” i Vordingborg og formand for Vordingborg-Dybsø-Avnø Strandjagtforening om en bog af en krybskytte, Skytte-Lars. Han mente, at det ville være noget for mig at læse den og skrive om den i Næstved Tidende, hvor jeg var i lære som journalist.
Som sagt, så gjort. Bogen, eller rettere manuskriptet (540 folioark) overraskede, og jeg skrev en artikel om Skytte-Lars i Næstved Tidende 26. august 1972 og igen i ”Dansk Jagt” nummer 9, 1986.
Jeg leverede (desværre) bogmanuskriptet tilbage til Tage Petersen uden at tage en kopi af det og alle de originale dokumenter og avisudklip. Jeg kopierede kun en seddel, hvorpå en mand advarede Skytte-Lars imod politiet, fordi den blev brugt til artiklen i Næstved Tidende.
Jeg overvejede at skrive en bog om Skytte-Lars, men opgav det, fordi jeg forudså, at det kunne give mig problemer som jagtskribent og jagtforfatter.
I 1986 blev jeg kontaktet af Jesper Laursen fra Forlaget Skippershoved, der ønskede oplysninger om krybskytter for om muligt at kunne skrive en bog om emnet.
Jeg gav ham information om Skytte-Lars og hans upublicerede manuskript til en bog, men da Jesper fik det af Skytte-Lars brorsøn i Vordingborg, var det uden alle de avisudklip og dokumenter, blandt andet brevet fra overjæger Frederik Saurbrey, hvor Skytte-Lars i 1903 blev udnævnt til jagtbetjent på 13 sjællandske godser.
Tilblivelsen af manuskriptet er dog uklar. Hans brorsøn har nok nedfældet hans meriter i seks kollegiehæfter, og det er antagelig dem, der danner baggrund for, at Skytte-Lars i 1926 eller 1927 begynder at skrive sin selvbiografi.
Brorsønnen renskrev derefter hans manuskript på skrivemaskine. Skytte-Lars havde formentlig tænkt sig, at bogen skulle udgives, men han døde, før det kom så vidt.
Han betegnede sig selv som Danmarks ukronede ”krybskyttekonge”, og ifølge hans egne oplysninger blev hans samling af opsatser solgt til ejeren af Øbjerggaard i Køng, men det er ikke verificeret.
I 1987 overdrog jeg på vegne af Skytte-Lars familie det originale manuskript til Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum i Hørsholm, og udover at jeg har en kopi af det, har Sten Munthe-Bruun, Næstved, en kopi.
Jesper Laursens bog ”Skytte-Lars” udkom i 1987.
