Sort tysk råvildt til Spanien og retur igen

Fænomenet sort råvildt i Europa har en mere broget historie end de fleste forestiller sig

To lande i Europa har bestande af sort råvildt: Tyskland og Spanien, men er den spanske bestand et naturligt fænomen? Nej, for i Trofeo (maj 2024) berettes, at Spanien i formentlig 1700-tallet har indført sorte dyr fra Tyskland, men den tyske bestand må have skrantet, for i 1700-tallet sendte Spanien nogle individer af sort råvildt til ophjælpning af bestanden i Tyskland. I Spanien findes det sorte råvildt i bjergskovene i det sydlige Salamanca og det nordlige Caceres nær grænsen til Portugal.

Tekst: Henning Kørvel. Foto: Henning Kørvel og Bjarne Ravn

Spanien har en bestand af sort råvildt, og tilbage i 1700-tallet importerede greve Wilhelm af Schaumburg-Lippe dyr herfra til udsætning i Tyskland, vel sagtens fordi han fandt, at bestanden i det sorte råvildts oprindelige hjemland var for lille.

Så langt, så godt, men hvordan har Spanien fået sort råvildt, som ellers kun findes i Tyskland og lidt i det nordøstlige Holland?

Det har været et stort mysterium, indtil Trofeo (maj 2024) beretter, at Spanien oprindelig fik sort råvildt fra Niedersachsen i Nordtyskland, der er det sorte råvildts kerneområde.

Og fra efterkommere af de dyr, som Spanien har fået fra Tyskland, har man i det samme århundrede – 1700-tallet – som man har fået dem, så leveret sorte individer tilbage til Tyskland for at ophjælpe bestanden der.

Ifølge Trofeo findes det sorte råvildt i Spanien i de tætte bjergskove i det sydlige Salamanca og det nordlige Caceres på grænsen til Portugal, og ligeledes ifølge det spanske jagtmagasin var det i sin tid – formentlig 1700-tallet – ikke sorte dyr, som Spanien fik, men derimod dyr med anlæg for sorte individer, som med tiden blev til sorte (og røde) individer.

Tyskland og Spanien er således de to eneste lande i råvildtets udbredelsesområde, der er kendt for egentlige bestande af sort råvildt, hvorimod et mørkt eller sort individ nu og da dukker op i bestande i andre lande, således i 2019, hvor en næsten ensfarvet sort råbuk blev skudt på et revir på Vestlolland i nærheden af Nakskov.

Råvildt med sort pels har en bedre ultraviolet beskyttelse mod vira og andre æterbårne sygdomme end normalfarvet råvildt. Men sort råvildt, der ofte lever i moseområder, er derimod ikke beskyttet imod angreb af svælgbremser, og har ofte mange larver i svælget og beskrives ofte som svage individer.

Sorte bukke udvikler derfor opsatser, der gennemsnitligt er svagere end normalfarvede bukkes.

Velsagtens derfor sker det heller ikke så tit, at sorte bukke bærer så kraftige opsatser, at de ved opmåling tildeles medaljer, men der kendes dog nogle få eksempler på sorte råbukke i medaljeklasse.

Få får opmålt efter SCI’s regler

Siden 2015 har SCI – Safari Club International – betragtet sort råvildt fra Tyskland som en underart af Capreolus c. capreolus, hvilket indebærer, at opsatser fra sorte tyske bukke, som opmåles efter SCI’s overoptimistiske regler i forhold til CIc’s regler, oplistes særskilt i organisationens rekordbøger og trofæoversigter.

Men dette er dog næsten totalt uden betydning for danske jægere. Alle europæiske jægere, der skyder så store sorte råbukke, at de lader trofæerne opmåle, lader dem naturligvis opmåle efter det europæiske CIC-system, og de sorte råbukke der er opmålt efter SCI’s regler, kan således tælles på en hånd, uagtet at nogle påstår, at opmålinger af europæiske jagttrofæer efter SCI’s regler i Europa er kraftigt stigende.

Det er dog ønsketænkning, for hvorfor i himlens navn skulle europæiske jægere dog vælge at lade deres store opsatser fra sorte bukke opmåle efter SCI’s regler, når opmålingssystemet er amerikansk, og det ikke matcher CIC’s krav, og danske eller for den sags skyld andre europæiske jægere ikke har adgang til en amerikansk database med opmålingsresultater for europæiske jagttrofæer, herunder sorte bukke, men opmåling efter CIC’s regler er mere gennemskuelig, og opmålingsresultaterne til enhver tid kan ses i danske databaser.

I kerneområdet for sort råvildt i Niedersachsen er andelen af sorte individer på et revir nordvest for Hannover 30%, men på alle øvrige revirer er andelen kun 5-10%.

Sort råvildt har været kendt siden år 940, fordi biskop Milo af Minden ifølge skriftlige udsagn på den tid fik leveret sort råvildt til sit køkken.

I dag er sort råvildt østover udbredt til Elben og Rhinen mod vest. Kassel er sydgrænsen, og mod nord går grænsen op til Hamburg og nordvest op til nordsøkysten og ind i det nordøstlige Holland.

Hos sort råvildt er den røde pelsfarve dominant, hvilket i grove træk betyder, at forholdet imellem nyfødte røde og sorte lam er 3:1, og der i gennemsnit således født et sort lam for hver tre røde lam.

Mønstret i lammefødslerne er dog vilkårlige, fordi en rød og sort rå lige så godt kan sætte et lam i deres egen farve som et lam af en anden farve. En rød og sort rå kan også ligeså godt sætte to røde lam som et rødt og et sort lam, hvorimod den røde farves dominans bevirker, at det stort set aldrig forekommer, at hverken en rød eller sort rå føder to sorte lam.

Fordi arvelige anlæg for sortfarvning føres videre, vil nye sorte lam uvægerligt blive født én eller flere generationer efter, at de sidste sorte individer er bortskudt.

I 1930-erne blev sort råvildt næsten bortskudt i Tyskland, fordi den sorte farve antagelig ikke matchede den nazistiske ideologi, men fordi arveanlægget for den sorte farve videreføres, vendte den sorte farve tilbage, efter at det politiske klima i Tyskland blev normaliseret efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

Henning Kørvel poserer her med den sorte buk, som han skød i Teufel Moor i Walsrode i Nidersachsen.

Close-up af Henning Kørvels sorte buk, der er er ensfarvet sort og i modsætning til flere andre sorte bukke således ikke har brune pletter på den sorte pels.

Den sorte buk er helmonteret og tager sig således smuk ud, men det er en smagssag, om man vil lade en sort buk enten skuldermontere, eller den skal helmonteres.

10: