Stæren kan efterligne togfløjter, lave “shitstorm” og bruge kemisk loppebekæmpelse. Men ud over alt dette, så er den også en sand mester, når det kommer til at lave “sort sol”
Af Redaktionen
Stæren (Sturnus vulgaris) er en almindelig ynglefugl og trækgæst i hele landet. Stæren er en kortdistancetrækfugl med vinterkvarter i England og langs den nordvesteuropæiske nordsøkyst. Trækker bort i juli-oktober og kommer retur fra vinterkvarteret i februar-marts måned. Nogle stære overvintrer dog i milde vintre i Danmark.
Bestanden er halveret siden midten af 70’erne. Størst har tilbagegangen været på Sjælland og i det nordlige Jylland.
Den negative udvikling skyldes primært kraftig reduktion af arealer med kreaturgræsning som følge af omlægning fra kvægbrug til korndyrkning. Desuden er mange enge, hvor stærene finder en stor del af sin føde, forsvundet pga. tilgroning og dræning. Endelig er der i de fleste skove langt mellem gamle træer med redehuller, som stærene kan yngle i.
Flest stære er der i Vest- og Sønderjylland, ved Limfjorden og på Bornholm, som rummer de fleste kvægbrug, samt i Københavnsområdet grundet de mange parkanlæg og græsplæner.
Udseende
Stæren når en længde på 19 til 22 centimeter og har et vingefang på 37 til 42 centimeter.
Vægten ligger på mellem 75 og 90 gram.
Kroppen er kraftig og torpedoformet med korte, spidse vinger, kort hale og langt næb.
I yngletiden er fjerdragten skinnende sort med flot, blågrøn og purpur metalglans og næbbet strågult. Metalskæret dog kraftigst hos hannen.
Mellem juli og september skiftes den karakteristiske, metalskinnende yngledragt ud med en mere brunlig vinterdragt, der ikke er nær så metalglinsende og som har mange gulhvide fjerspidser. Samtidig skifter næbbet farve fra gult til sort
Stæren kan af uerfarne fuglekikkere forveksles med solsorte. Men solsorten er større, bevæger sig hoppende (stæren går) – og optræder sjældent i flok.
De unge stære er ret ensfarvet gråbrune.
Sort Sol-fænomenet
Efter yngletiden i sensommeren og i træktiden, både forår og efterår, samles stære i store, tusindtallige flokke i det sydlige Jylland til kollektiv overnatning i Tøndermarsken og ved de vestjyske fjorde og Limfjorden.
Stærene kommer til marsken og fjordområderne for at æde stankelbens- og gådebillelarver, som findes i de største mængder i de fugtige græsmarker, samt anden føde på strandenes tangbanker. Om natten opsøger de tagrør, hvor de overnatter.
Hen under aften, inden de tusindvis af fugle samles på de fælles overnatningspladser i rørskove ved søer og moser og i pilekrat, kan de tætte kæmpeflokke antage enorme dimensioner og stæreflokkenes flugtmanøvrer tegne fascinerende mønstre på himlen.
De flyvende fugle ligner på afstand større eller mindre røgskyer, der formørker solen. Dette fænomen kaldes “Sort Sol”. Op til en halv million fugle i en sådan flok er ikke ualmindeligt.
Flokkene kan flyve op til 150 km for at finde en egnet soveplads, og man har enkelte gange fundet mere end en million stære på sådan en overnatningsplads.
I de minutter, hvor Sort Sol foregår, lykkes det rovfuglene at få fat i mange stære. Så overnatningsområderne flyttes hele tiden for at “snyde” rovfuglene (også fordi tagrør efter nogle dages brug, brækker).
Stærene i Tøndermarsken kommer fra alle landene omkring Østersøen og Norge.
Føde
Stæren er ret alsidig i sit fødevalg. Føden, som den finder på og i jorden, består af regnorme, snegle, insekter og larver, men den kan også tage tanglopper, frø og korn. Om efteråret lever den desuden af frugter og bær.
Den almindeligste føde til ungerne er stankelben- og sommerfuglelarver.
Føden finder den i det åbne land på græssede enge og overdrev samt på græsplæner ved at gå på jorden og hele tiden stikke næbbet i græsset. Når næbbet når jordoverfladen, åbnes det, så græs, strå og jord presses til side, og smådyr og andet kommer til syne.
Med sine fremadrettede øjne kan stæren så undersøge jordoverfladen for orme og insekter.
Hvad du måske ikke viste om stæren
Stærens evne til at nedbryde alkohol er 14 gange så effektiv som hos mennesker.
Denne egenskab kommer især ungfugle til gavn, da frugter og bær er en vigtig del af deres føde, og frugter og bær, når de gærer, indeholder alkohol.
At stære, når de flyver i flok og angribes af rovfugle, kan forsvare sig ved at bombardere disse med gylp og fugleklatter, som klæber rovfuglenes fjerdragt sammen, så rovfuglen mister flyveevnen.
I enkelte tilfælde har man observeret, at rovfuglene er druknet efter således at være blevet “beskudt” over vand.
Stæren har løst problemet med generende utøj ved at føre en form for kemisk krigsførelse. Den lugter sig frem til grønne planter, som udskiller naturlige insektbekæmpelsesmidler, og forer sin reden med dem. Med en plante som Tagetes i reden, kan den på den måde reducere et luseangreb med op til 80%. Mindst 25 plantearter, heriblandt Malurt og Kodriver, bruges i stærens bekæmpelse af lopper, lus og mider.
Stærens levevis
Yngler ved bebyggelse eller i lunde og gamle løvskove. Stæren er en typisk hulruger, der ruger under tagskæg, eller benytter huller i gamle træer, forladte spættehuller samt ikke mindst redekasser. Ved kysten i hulrum mellem større sten eller gravede huller i lerklinter. Stæren yngler gerne tæt på artsfæller.
Reden bygges af kviste og strå, og fores med dun. Hannen påbegynder reden og indsamler kviste, strå og friskt plantemateriale, medens hunnen forer den med mos, dun og fjer. Det indsamlede, friske plantemateriale, som anvendes for at mindske mængden af utøj i reden, udskiftes i hele rugeperioden.
Både han- og hun-stære prøver at parre sig med nabostære. Det betyder, at kun få af parrets unger stammer fra dem begge. Stærehunnen er desuden ligesom Gøgen en redesnylter og kan lægge sine æg i andre stæres reder. Derfor vogter stæren nidkært sin rede mod evt. snyltende artsfæller, og kaster fremmede æg ud af sin rede, før den selv er begyndt at lægge æg. De 4-7 blågrønne æg udruges af begge forældrefugle på 12-14 dage.
Ungerne forlader reden, når de er 20 til 22 dage gamle. Herefter kan forældrefuglene påbegynde endnu et kuld. Når ungerne har forladt reden, samler de unge stære sig i mindre flokke.
I slutningen af juni flyver disse ungfugle til områder ved Holland på et “mellemtræk”. Senere støder de stære, der har ynglet (“forældrefuglene”) til, hvorefter flokkene flyver til overvintringsstederne i Storbrittanien.
Kun i den korte periode, hvor hunnen ruger og varmer sine dununger, sover hun ikke sammen med de øvrige stære. Hannen sover altid natkollektivt, også i ynglesæsonen, men er tilbage ved reden igen lige før solopgang og starter med at synge.
En god imitator
Stærehannen synger fra marts og ind i maj måned. Men undertiden også på varme, solbeskinnede efterårs- og vinterdage. Han synger fra en tydelig sangpost i nærheden af det redehul, han har fundet, for at forsvare sit territorium og for at tiltrække hunner.
Sangen udføres med flagrende vinger og oppustede strubefjer. Den karakteristiske og meget varierende sang består af vidtlydende, kaglende og fløjtende toner med indflettede præcise lydefterligninger af andre fugles stemmer og menneskeskabte lyde som f.eks. togfløjter og mobiltelefoners forskellige melodier.
Sangen udvikler sig med alderen og bliver mere avanceret med flere strofer på repertoiret, hvor hver stær kan have op til 15-20 imitationer.
Sådan er stæren beskyttet
Byg en stærekasse
Stæren mangler boliger, så det en god idé at bygge stærekasser. Lav gerne flere kasser samtidig, fordi stærene helst vil yngle i løse kolonier.
Hvis du sætter flere kasser op, har du større chance for at stærene slår sig ned.
Følg Netnatur.dk og FugleApp på facebook.
Kilde: Miljøstyrelsen
