Der er mange meninger om de svenske vildsvin – men alt for få kendsgerninger, mener en svensk skytte

Af Peter Thisted

Lars Schepler, som er skytte på Björkvik, lancerer iflg. Svensk Jakt nu et pilotprojekt sammen med Bengt Ole Röken, hvor unge vildsvin skal mærkes med forskellige farvekombinationer, for på den måde at kaste lys over deres færden.

Lars Schepler beskæftiger sig med vildsvin i det daglige, men på trods af dette, er hans viden om dyrene alligevel forholdsvis begrænset. Eksempelvis mangler han svar på nogle spørgsmål: Hvor opholder de sig, når de forsvinder efter at være forstyrret af en jagt? Eller hvilken indvirkning har ræve- og harejagt med hund i et område på de vildtlevende vildsvin? Hvordan spreder de unge vildsvin sig? Spørgsmålene er mange – men der er for få svar.

Der foregår ingen forskning på dette område overhovedet, fortæller Lars Schepler til Svensk Jakt.

Et eksempel på den gådefulde vildsvineadfærd er ved foderpladserne på Björkvik. Der holder man øje med svinene og tæller dem også regelmæssigt. Optællingen foregår om natten med lygter.

Vi kan observere 50, 60 og til tider 70 vildsvin på foderpladserne. En uge senere er der ingen dyr. Men hvor er de så henne, spørger Lars Schepler.

Et andet spørgsmål, som man gerne vil finde svaret på, er hvor dyrene befinder sig i tidsrummet mellem fødesøgning og dagleje.

Er de vildsvin vi jager på Björkvik de samme, som der går i naboens korn flere kilometer herfra? Det er i høj grad relevant for, hvordan vi skal gribe jagten an, siger Lars Schepler .

Jægerne positive

Pilotprojektet bliver finansieret af Björvik og Lars Scheplers eget træningsfirma for vildsvine-hunde (Boda).

Mange af jægerne i området er positive over for forsøget. De unge vildsvin skal indfanges i godkendte multrap-fælder på foderpladserne inden for et område på omkring 8.000 hektar. Forsøget skal løbe hen over sommeren og frem til næste vinter. Man håber så på at kunne mærke mellem 50 og 100 überlaufere.

Vildsvinene vil blive mærket med forskelllige farver, alt efter køn og hvor de er blevet fanget.

Projektets succes afhænger så i høj grad af, at jægerne i området rapporterer tilbage, når de enten har nedlagt eller observeret de mærkede dyr.

Del gerne artiklen hvor du ønsker...
Translate »

direkte i indbakken!

Hold dig opdateret om jagt, natur og vildt.
 Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu!
Exit mobile version