For første gang nogensinde kan det dokumenteres, hvor de skandinaviske tajgasædgæs, der holder vinter i det nord- og midtjyske, stammer fra. En halsring har afsløret, at tajgasædgæssene yngler i Sverige nord for Botniske Bugt
Midt i den mest grå og regntunge november i mands og kvindes minde er der kastet nyt lys over den fåtallige skandinaviske tajgasædgås, der holder vinter på ganske få lokaliteter i Nord- og Midtjylland. Hidtil har man ikke med sikkerhed vidst, hvor de tajgasædgæs, som i løbet af november indfinder sig primært i Lille Vildmose i Østhimmerland, ved Tjele Langsø og i Nørreådalen nær Viborg, stammer fra. Der er tale om en delbestand af tajgasædgæs, der formentlig tæller under 1.500 individer. Dermed har vi at gøre med en af verdens mindste delbestande af tajgasædgæs. I modsætning til stort set alle andre gåsebestande har den skandinaviske tajgasædgås været i tilbagegang de seneste årtier.
En dag i november lykkedes det for ornitologen og fotografen Dorte Sørensen fra Mou nær Lille Vildmose at tage et dokumentationsbillede af en tajgasædgås, der var ringmærket med en blå plastikring om halsen. Gåsens kode var ”E00”, og en kontakt til svenske gåseforskere gav snart klarhed over fuglens oprindelse. – Det viste sig, at tajgasædgåsen ”E00”, som formentlig fortsat befinder sig i en flok artsfæller på et par hundrede individer i Lille Vildmose, i foråret 2009 blev ringmærket i Luleå i Norrbottens Län i den nordøstlige del af Sverige nord for Botniske Bugt nær grænsen til Finland, siger Thorkild Lund, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i Nordjylland og en af foreningens caretakere i Lille Vildmose. Han har i cirka 40 år hvert vinterhalvår fulgt flokkene af skandinaviske tajgasædgæs i Lille Vildmose uden at have haft dokumentation for, hvorfra fuglene stammede.
Det er nu ændret i kraft af et projekt ført ud i livet af svenske gåseforskere, der i foråret satte satellitsendere på ryggen af seks tajgasædgæs, som de fangede ved Ume-flodens delta og ved Luleå nord for Botniske Bugt. Senderne har lige siden afsløret adskillige hidtil ukendte aspekter af trækforholdene hos den skandinaviske tajgasædgås. – Man kan se, at de ringmærkede gæs i løbet af sommeren søgte nordpå til den sydlige del af Finmarken i Norge. Og i et af tilfældene trak en af de satellitmærkede tajgasædgæs over Nordishavet til den russiske ø Novaja Semlja, siger Thorkild Lund. – Dette flere hundrede kilometer lange træk over havet er sandsynligvis et fældningstræk i sensommeren. Når en gås fælder sine svingfjer, så den er ude af stand til at flyve i flere uger, er den helt afhængig af at befinde sig i et område uden fjender. Og det kan tajgasædgåsen tilsyneladende finde på øen i Nordishavet. – ”E00” fra Lille Vildmose fik også en lille, let satellitsender sat på ryggen, men den holdt desværre hurtigt op med at sende signaler, siger Thorkild Lund, der håber, at flere vil bidrage med aflæsninger af ringmærkede sædgæs i Nordjylland.
