– Peter Vilhelm Hansen er nu en del af den natur, han holdt så meget af. Sådan lyder det i mindeord til ære for den “bundærlige og med tiden rodløse skytte”, som også af sind huskes som “rødhåret”
Tale til og om min far, Skytte Peter Vilhelm Hansen, Parken på Aastrup Gods d. 30.april 2022
Af Ziff Vilhelm Hansen
Kære alle. Tak til alle jer, der er kommet, det er jeg meget rørt over.
Vi har valgt at mødes og mindes min far her fordi min far var tilknyttet disse smukke omgivelser her på Aastrup Gods som skytte i 26 år. En tredjedel af sit liv.
Min far var udpræget ateist og ikke medlem af folkekirken, og hvad gør man så? Man spreder asken udover det hav, han holdt så meget af.
Han har ofte berettet om sine oplevelser på havet. Om havjagter, om fisketure, om overnatninger i telt nede ved vandet og om hvordan han roede på blikstille vand i måneskin og oplevede morild for første gang, da et lysende stjernehav bredte sig efter båden og ved årernes træk op gennem vandet. Han er ikke i himmelen, og ikke i helvede, hvor han nok selv havde spået, at han ville ende.
Han er nu en del af den natur, han holdt så meget af og derfor giver det mening, at vi mødes her og mindes ham og alt det gode, vi kendte ham for. Og også lidt for det dårlige.
Jeg har været bange for kun at kunne huske min far for de seneste års tarveligheder, nogle gange ondskabsfuldheder og de hans sidste år, der slet ikke har været sjove for hverken ham eller os. Tænk, hvis man kun huskede de seneste år, hvor han langsomt afskar sig fra os, der holdt mest af ham.
Det husker vi også, men ikke kun.
Et menneske samles i døden og bliver et helt menneske. Så derfor vil jeg i dag tale om ham som alt det han også var. Alle os, der er her i dag har alle sammen minder fra gode stunder med min far og de har meget sjældent været kedelige.
Som barn i Næstved og på Gavnø vakte han sine forældre mange bekymringer, for han havde en uudgrundelig nysgerrighed og var meget drevet af sine indskydelser hele livet.
Han var en rødhåret charmetrold med ild i begge ender. Han har altid sympatiseret meget med Emil fra Lönneberg og det er næppe tilfældigt. Han lavede så mange dumme ting pga. den nysgerrighed – for eksempel kunne han ikke dy sig for at se, hvor langt han kunne kaste, hver gang han så en god sten, og hans forældre blev efterhånden nægtet medlemskab hos diverse forsikringer for reparation af smadrede ruder.
Han blev truet med børnehjem, og han fortalte, at han virkelig prøvede at tage sig sammen, men han skulle alligevel altid liiiiige se, hvad der skete hvis man fx. smed et stearinlys ind i brændeovnen (og fik brændt øjenbryn, vipper og pandehår af, da han åbnede ovnen), eller da han liiiige skulle se om han kunne ramme naboens dumme hund med en sten på lang afstand. Det regnede han ikke med, han kunne, men det kunne han og den gik ud som et lys og drattede om.
– NU bliver jeg sendt væk, tænkte han. Men den vågnede igen og ingen opdagede det.
Og engang legede han hule i stakkene på en høstet mark, og han skulle liiige se, hvad der skete, hvis han satte ild til et par halmstrå. Et gigantisk område stod snart efter i flammer og han havde nær brændt hele Gavnø af. Politiet hentede ham til afhøring, og han kan ikke have været ret gammel, for han fortalte, at han blev sat på en stol, hvor han ikke kunne nå ned med benene, som derfor hang og dinglede. Det var det mest ydmygende, han nogensinde havde oplevet, fortalte han.
Afhøringen var ikke hans sidste møde med autoriteter. Og han respekterede ikke autoriteter. I militæret havde han svært ved at foregive at lege krig og fulgte ikke reglerne. Han havde kort forinden mistet sin far som, selvom han hverken drak eller røg, døde ganske ung. Og i militæret omkom en god soldaterkommerat i en frygtelig ulykke under en øvelse.
Han respekterede ikke rigtigt militæret efter det. Han blev smidt i militærfængsel og brugte en rum tid på dets betongulv, for den eneste adspredelse var biblen, der var ikke engang en stol. Det skulle efter sigende ikke have været for sarte sjæle, men han drog her nytte af, at kunne sidde stille på jagt i timevis.
Som barnebarn af skytte Peter Vilhem Hansen, som var æret skytte på Gavnø i over 50 år, og som søn af en meget dygtig jæger, Jørgen Peter Vilhelm Hansen som vandt adskillige præmier i skydekonkurrencer, fik min far naturen og jagten ind med ske. Han gik altid lige i hælene på sin bedstefar på Gavnø og han vidste meget tidligt, at når han blev stor, ville han også være skytte.
Efter læretid på Gunderslevholm, Bavelse og Egeskov Slot blev han uddannet skytte i 1971 som Danmarks yngste af slagsen. Hans ekstremt varme og fine anbefalinger fra læretiden skaffede ham hurtigt et job som Skytte her på Aastrup, hvor han blev installeret i den daværende Skyttebolig. Et fint lille hus ved en sø i udkanten af skoven. Jeg husker det som paradis på jord.
Min far havde en god og stor omgangskreds, han havde et godt samarbejde med Grev Shülin, som var forvalter på godset og han var meget vellidt på egnen. Af de fleste. Ikke af krybskytterne, ikke af dem, der ville have hunden gående løs i skoven og ikke af dem, der engang skød ind igennem vores vinduer.
Min far tog sit arbejde og jagten meget alvorligt og han fortalte om sin chef, Stener Færch, at han var den bedste chef, man kunne ønske sig: De havde stor respekt for hinanden og for hver deres fagområde, og jeg husker ikke en jagtparade uden stor ros. Færch lod ham gøre sit arbejde i fred og blandede sig aldrig og snart fik de pga. det samarbejde oparbejdet en jagt blandt én af Sjællands bedste.
Sådan gik der mange gode år og mange gode jagter, og fine folk kom på besøg. Min far afskyede ulighed og han syntes, at uanset status, om man var konge eller knægt, skulle man opføre sig ordentligt. Så hvis man skød for lavt, for tæt på klapperkæden, for tidligt eller for sent, blev man råbt ad, uanset hvor blåt blodet i årerne var. Det var langt fra de fleste, der syntes lige godt om dén egenskab.
For min far var skyttehvervet og naturen det vigtigste af alt. Han smittede alle med sin glæde for naturen. Min mor, da hun kom ind i billedet, blev også smittet med glæde for naturen og tog jagttegn. Da de gik måneskinsture hånd i hånd, kunne han tilkalde uglerne, så de dykkede ned over dem, og så ville mor gerne hjem igen. Min mor blev snart Fru Skytte Hansen på egnen og jeg ’Frøken Skytten’. Skyttevirket var en stor del af min fars identitet og derfor også vores.
Min fars viden om naturen var uudtømmelig, og jeg elskede, når han fortalte om sine oplevelser, for han var også en fremragende historiefortæller. Engang fortalte han om en Hitchcock gyser, han havde set, og han fortalte så levende at håret rejste sig i nakken på mig. Da jeg nogle år senere så selvsamme gyser, var den vildt kedelig i forhold til hans fortælling.
Her på Åstrup gik tiden sin gode gang med mange gode oplevelser og gode jagter, sammen med alle jer, der er her i dag og dem, der desværre er gået bort, også nogle alt for tidligt. Tiden ville, at Greven tog sin afsked som Stifsforvalter. I stedet kom en anden forvalter til posten som havde andre planer for skoven.
Den nye forvalter ville gerne åbne skoven mere op- også for militærøvelser og orienteringsløb, men også samtidig bevare den gode jagt, og de to interesser er jo lidt vanskelige at kombinere. Man kan ikke have soldater og larm, hvor der er opdræt af sky fasaner og ænder.
De to kunne ikke komme overens og havde travlt med at gøre hverdagen sur for hverandre. Så de blev enige om, at hæve skyttekontrakten og gå hver til sit. Det var desværre med megen tumult og mange ærgerlige korrespondancer fra begge sider, som nagede min far dag og nat.
Og desværre fik jeg gjort det endnu værre fordi jeg, som dengang var teenager, fik lov at invitere 5-6 venner til en lille sammenkomst i jagtstuen. Nogle af vennerne havde inviteret andre venner, som havde inviteret andre venner og sammenkomsten endte med at gå fuldkommen over gevind, med druk, hash, hærværk og politi. Folk var meget forargede over denne, hvad man troede var skyttens, vanvittige fest. Og han kunne ikke fortælle sandheden men kun fortryde, at han havde haft tiltro til mig. Han kunne ikke tale til mig i lang tid, så skuffet var han – og han tilgav mig aldrig.
Omsider indgik Stiftet og Skytten en aftale og de kunne være fri af hinanden til stor lettelse for begge parter. Men kort efter kom en regning fra Stiftet på oprydning af en lille voliere og en jagtmark, han havde opdyrket af egen lomme, som skulle føres tilbage til brak. Da følte han sig så groft trådt på. Ikke pga. beløbet, som var uanseeligt, men fordi: efter 26 års tjeneste, et halvt livsværk og så var det farvelgratialet.
Det fik ham til dét, som siden hovedsageligt har præget hans eftermæle; ikke som Danmarks yngste, dygtige og loyale skytte, men som den hævngerrige og tossede skytte:
Auktionen
Han indrykkede en annonce i lokalaviserne om, at der var auktion på godset og man kunne gøre sig en god handel af godsets fine sager. Det var samme dag, som de, han syntes at nære mest afsky til, afholdt jagt. Da kaos udsprang, sad han med kaffe, madpakke og kikkert i nærmeste remise og nød synet af sin hævna(u)ktion.
Politiet gættede hurtigt, at det var ham, og da de ringede, opgav han sin adresse hvortil de kunne sende bøden, for det havde været det hele værd.
Vi spurgte om ikke, han havde dårlig samvittighed over alle de, som kørte forgæves til auktionen. Og han svarede overrasket, ’Nej da, så fik de da set et af Sjællands smukkeste områder’.
Han kunne ikke indse, at ikke alle havde samme interesse for naturen som han og han blev så irriteret over, at folk ikke brugte øjnene, når der var råvildt, agerhøns, fugletræk eller andre fine naturoplevelser lige foran dem.
Vi flyttede fra skytteboligen til et nedlagt landbrug og fik, med hjælp fra gode venner og kollegaer, omdannet området til en flot naturoase med søer og skov i stedet for marker. Mine forældre overtog og istandsatte et nyt nedlagt landbrug og så endnu et i Sverige. Og en dag kom han ikke hjem fra Sverige mere. Selvom han i flere år havde mange projekter, blev han aldrig helt den samme efter al den tumult på Åstrup. Og måske er det klart: Skytte hele livet, skytte af ånd og slægt og pludselig helt uden titel.
Jeg savner ham for den han var engang. Jeg savner at ringe til ham og få forklaringer på naturfænomener, jeg savner hans fortællinger og store viden og jeg savner at køre tur med ham i både Danmark, England og Sverige hvor han udpegede elge, tjur, isfugle, elge, ørne, traner, ravne, snepper, bekkasiner, ugler, urfugle.
De mange goder minder, vi hver især har haft med ham, dem kan ingen tage fra os. Så lad os hæve glasset for min far, som udover naturmenneske også var:
Charmerende.
Rødhåret. (OGSÅ af sind)
Generøs.
Forfængelig. (Han kom sig aldrig over, at nogen engang havde sagt, at han lignede Robert Redford)
Pligtopfyldende.
Bundærlig
og med tiden Rodløs.
Jagtkammerat Anders ville gerne have spillet en afsked på jagthorn, men bliver ligesom jeg for rørstrømsk. Så jeg forestiller mig en sidste jagtparade i disse smukke oplevelser og jagthornets klare toner, der spiller ’Jagt forbi’.
Far, jagtkammerat, kollega, ægtefælle, ven, lillebror, læremester, morfar og Skytte
Peter Vilhelm Hansen, æret være dit minde.
LÆS også artiklen:
100-ÅRS DAG GLIMRER VED FRAVÆR
Flere mindeord under kategorien
Jagt forbi
