Den forsvandt med et lovindgreb i 1982, vel sagtens fordi dygtige jægere skød ænder og regnspover i spandevis. Henning Thomsen i Darum drev tønde- eller kassejagt i Vadehavet, indtil den blev forbudt, og i ”Lokalårbogen” (Lokalhistorisk Forening for Bramming-egnen, 2020) ser han tilbage på jagtformen
Tøndejagt – et tilbageblik
Den blev kaldt ”den lille mands jagt”. Ingen ved eksakt, hvornår den opstod, men evident var det, at trækjagt fra tønder og kasser på ænder, gæs og regnspover i Vadehavet fik sin storhedstid i 1950-erne og frem til, at jagtformen blev forbudt i 1982, vel sagtens fordi dygtige jægere skød ænder, gæs og regnspover i ”spandevis”.
Tekst: Henning Kørvel (Artikel i Lokalårbogen for Bramming-Egnen er skrevet af Elisabeth M. Rasmussen)
Henning Thomsen i Darum var blandt de vestjyske jægere, der drev tønde- eller kassejagt i Vadehavet.
Selv om den officielle betegnelse var tøndejagt, fordi den i nogle tilfælde udøvedes fra vintønder, så udøvedes jagten i endnu højere grad fra kasser af træ, og de bedste kasser var koniske, altså bredere i bunden end foroven, fordi de med deres skråtstillede sider stod bedre fast i nedgravet stand end kasser (og tønder) med lodretstående sider. Kasser blev ofte fremstillet af træ, som jægerne fandt på kysten.
Tøndejagt: Et hårdt arbejde
”Et stort scoop var det, hvis man fandt en stor vintønde, der var faldet over bord fra et skib og drevet i land. Jeg begyndte selv at gå på jagt som 12-årig. Det var ikke helt lovligt, men det var ikke noget, man gik så højt op i dengang. Jeg går stadig lidt på jagt, men nu er jeg ikke helt oppe på pedalerne, så … Jeg har skudt det, der skulle skydes, mener Henning Thomsen, der er uddannet tømrer, og sammen med Erik Christensen drev tømrervirksomhed i Darum i over 40 år.
Kasserne og tønderne blev gravet ned i vaden op til halvandet kilometer fra land, og jægerne gik på plads i dem ved faldende vand, og ænder, gæs og vadefugle blev gerne skudt, når de fulgte med det stigende vand ind mod land.
Jægere fra blandt andet Esbjerg, som ikke kunne vade ud til deres kasser, sejlede ud til flakkerne i joller som denne og stillede dem ved højvande på ”bankefødder”, og når vandet var løbet bort, gik de til deres kasser og tilbage til jollen ved stigende vand. Foto Henning Kørvel, 1968.
”Kasserne blev slæbt ud på flakkerne og gravet ned. Det var et tungt arbejde, fordi havbunden var hård at grave i, idet den både kunne være sandbund eller gammel mosebund. Tønderne (kasserne) skulle graves ned, når det var ebbe. Hvis man kunne låne en nordbagge til at slæbe tønden ud til det sted, hvor den skulle graves ned, så gik det lettere. Hesten blev så gående på flakken, indtil man var var færdig med arbejdet”, fortæller Henning Thomsen.
”Når sæsonen begyndte igen i foråret, skulle tønderne (kasserne) tømmes for sand og tang. De kunne også være blevet taget af isen om vinteren. Der blev som regel gravet tre kasser med 50 meters indbyrdes afstand, så man havde mulighed til at flytte til en anden kasse, når den første blev oversvømmet af tidevandet”, fortæller Henning Thomsen, men han og jagtkammeraterne gravede gerne kasserne ned med 150 meters mellemrum, så de ikke kom til at skyde hinanden, når der sad nogen i alle tre kasser.
Det første, der skulle gøres, når jægeren ankom til kassen, var at tømme den for vand med den medbragte spand. Foto af tøndejagt: Henning Kørvel, 1968.
Vadede med bare ben
”Man vadede ud i bare ben. Med sig havde man haglbøssen og en spand med patroner, sine sokker og støvler. Man brugte ikke waders, men ganske almindelige støvler, og tøjet var dagligdagstøj. Det var ikke vind- og vandafvisende som det tøj, man kender i dag. Spanden brugte man til at lænse vand ud af kassen, og når den tømt, vendte man spanden med bunden op ad og brugte den til at sidde på. Da jagten foregik i august, september og oktober, var det ikke ligefrem en jagtform for tøsedrenge. De ”hårde nitter” blev derude i november. Det så festligt ud, når de skulle ud i hvide underbukser, som var trukket godt op”, siger Henning Thomsen, der mener, at nutidens jægere er en flok tøjstativer med de dyreste geværer. Det er for opstadset i dag, men jeg har respekt for de, som skyder bragende godt”.
”Med sig til brug for jagten havde jægerne som regel cirka 30 lokkeænder, og når man skulle hjem, og der også var udbytte at tage vare på, blev lokkeænderne som regel bundet fast om livet, og på den måde flød lokkerne oven på, når man traskede hjem gennem vandet”.
”Man sad i kassen i timevis med øjnene i vandskorpen og ventede på fugleflokkene. Kassen skulle både så rummelig, at der var plads til jægeren og så dyb, at man kunne dukke sig, så de trækkende fugle ikke så jægeren. På den flade banke er alt, der stikker i vejret, synligt på lang afstand”, og Henning Thomsen mener, at når jægere ved lavvande sad i kasserne, så kunne de ses fra Tjæreborg.
”Jagten skulle passe med vandtiderne, og vi kunne på fingrene, hvornår vandet trak sig den ene og anden vej. Der var flere højsande ud for Darum, hvor fuglene stod ved lavvande, og ved højvande står de sidst under vand, så fuglene letter. Når man havde skudt, sprang man ud af tønden og hentede dem, men når vinden stod på land, var det nemmest at lade dem drive i land, fordi man så ikke skabte uro på vaden ved at skulle hente dem i takt med nedlæggelsen”.
”Man skulle forholde sig fuldstændig i ro for ikke at blive set af fuglene, Nogle skød ind i flokkene. Det gav mange fugle, men også mange anskydninger, men pyt med det, dem tog ræven”, mener Henning Thomsen, der til jagten brugte en kaliber 12 haglbøsse, som han stadig har, og med et grin fortæller han, at den blev berømt, fordi han skød godt og meget vildt. ”Men det er jo ikke våbnets skyld alene, men manden bag det”.
Under jagten var det nemmest at have haglbøssen liggende på kanten af kassen med den ene hånd hvilende på den, så den hurtigt kunne tages til skulderen. Foto af tøndejagt: Henning Kørvel, 1968.
Jægere uden tønder og kasser drev ved østenvind også jagt på flakkerne, idet de med ”tyskerspader” (tyske feltspader fra Anden Verdenskrig) gravede render i flakkerne, og de lagde sig i dem på salpetersække med tjære imellem lagene af papir. I østenvind kunne flakkerne være så tørre, at vi kunne cykle helt ud til vandkanten”.
”De, der arbejdede om natten – typisk skraldemænd – kunne bruge mange timer på jagten. De skød sindssygt mange ænder – spandfulde. Man havde ikke hverken vådt eller tørt med, og hvis man havde været ude fra klokken halv fire om morgenen, skete det, at man gik i land og tog en lur i græsset. Sulten kunne også godt begynde at nage lidt, og man skød så et par måger, flåede dem og hængte dem op på pigtrådshegnet og tændte bål neden under. Så vankede der mågesteg”, og Henning Thomsen bedyrer, at det smagte udmærket.
Mørke hoveder af blåbær
”Fuglene var på skudhold, når man kunne se deres øjne, og der blev blandt andet skudt pibeænder og regnspover. Dengang var der regnspover i tusindvis. Nu er der bare en lille flok, og regnspoven er i dag totalfredet. Også ”sorte gæs” (knortegæs) og gråænder blev der skudt tusindvis af, når trækkene kom nordfra. Jagt og fiskeri var et supplement til arbejdsindtægten. Arbejdsfolk havde jo ikke understøttelse, når der ikke var arbejde at få. Så med måske fem unger skulle der noget til”.
Henning Thomsen fortæller, at klokken nærmest kunne stilles efter brunnakkerne (pibeænder). ”Man kunne høre suset, når de lettede, og det var ligesom at se en sort sol. Brunnakkerne kunne være helt sorte i hovederne, fordi de havde ædt blåbær på heden og rodet efter skarnbasser i kokasser, men det har ændret sig. Også på andre måder har naturen ændret sig. I 1950-erne og 1960-erne var der masser af ålegræs, men det døde. Jeg tror, at det var Esbjerg Kemikaliefabrik i Måde, der ødelagde det. Vi brugte ålegræs til at bygge volde af, som vi kunne ligge bagved ved trækjagt på land”, fortæller Henning Thomsen.
Kasser til tøndejagt blev fremstillet på flere måder. På denne kasse går brædderne ud over selve kassens format, fordi jægeren mente, at den så bed sig bedre fast i havbunden. Foto: Henning Kørvel, 1968.
”Tøndejagten var krævende – strabadserende – og bestemt ikke ufarlig. Nogle jægere er da også druknet under tøndejagt. De, der drev tøndejagt, var selvfølgelig fortrolige med de særlige forhold og kendte Vadehavet som deres egen bukselomme. Men Vadehavet kan overraske selv de mest stedkendte. Man var afhængig af vejr, vind og tidevandets rytme og skulle have et indgående kendskab til strømrenderne og være opmærksom på ændringer i vejret som for eksempel pludselig tåge.
”Jeg har tit siddet i min kasse i tåget vejr. Det bliver jagten ikke ringere af, fordi fuglene kommer tættere på, men du skal vide, hvilken side der vender ind mod land, og når du går mod land, så skal hele tiden holde en lille smule til venstre, fordi man er tilbøjelig til at gå lidt mere til højre end ligeud”, mener Henning Thomsen.
I mindre omfang brugtes jerntønder. Denne er fra Ho Bugt og brugtes både til trækjagt på svømmeænder og regnspover. Foto: Henning Kørvel.
Enighed om udfasning af Vadehavsjagt
Efter at jagten fra tønder og kasser var blevet forbudt i den danske del af Vadehavet allerede tilbage i 1982, så blev miljøministrene i Vadehavslandene, Danmark, Tyskland og Holland, i 1990 enige om udfasning af al jagt på trækkende vandfugle i hele Vadehavsområdet fra Blåvands Huk til Dan Helder.
Med ”Bekendtgørelse om Natur- og Vildtreservat Vadehavet i 1992” blev jagt på svømme- og vadefugle således forbudt i Vadehavsområdet fra 1. marts 1998.
For at afbøde virkningen af et totalt jagtforbud, genoptog interesseorganisationerne sagen med miljøminister Svend Auken, hvilket resulterede i, at trækjagt på vandfugle blev tilladt på nogle udvalgte forlandsstrækninger langs Vadehavskysten, og at trækjagt fra opankret båd blev tilladt vest for ”rejelinjen” mellem Skallingen og Fanø og mellem Fanø, Mandø og Rømø fra 1. oktober til 31. januar. Jagten gælder hovedsagelig edderfugle, der jages med mange lokkere, og jægerne står i vandet iført waders og flytter sig med lokkerne efter faldende eller stigende vandstand.
